Velfærdsstaten skal inddæmme markedet

Rune-Baastrup

Konkurrence og krisekonjunktur old news. Konkurrence er et vilkår og kan være et middel i visse sammenhænge, men aldrig et mål for et samfund i sig selv.

af Rune Baatrup, udviklingschef, Tænketanken Cevea

I tider med opbrud og uvished om, hvor samfundet er på vej hen, kan gamle sandheder og offentlige debatter være lidt som kviksand, hvis man ikke holder fast i fundamentet. Store grupper af vælgere er dybt i tvivl om, hvad de skal mene og tro. Den politiske vejrhane, der blæser med vinden, er mere dominerende end det politiske vejskilt, der udpeger retningen for vores videre kurs.

Det sidste års tid har debatten om konkurrencestaten taget en ejendommelig drejning fra at være en relativt marginal akademisk debat med rod i forskellige marxistisk inspirerede politiske økonomer i 1980erne og 90erne til at være på alles læber i dag. Fra at være en akademisk analyse, der forsøger at beskrive – og kritisere – samfundstendenser i vores samtid, er debatten skiftet til at blive et politisk ideal, der styrer politikudvikling og eftersigende skulle udpege en ny retning eller et egentligt projekt.

Konkurrencestaten er en kamporganisation født af krise

Som Ove Kaj Pedersen påpeger, er alle perioder af store forandringer præget af stor uenighed og kamp om forståelse af virkeligheden, problemerne og retningen på den videre udvikling. Han har med sin bog ”Konkurrencestaten” forsøgt at etablere en samlet analyse af de forandringer, staten har undergået siden 1970erne i lyset af internationalisering af økonomi og styring af velfærdsstatens udgifter og institutioner.

I kort form er konkurrencestaten tre projekter under ét, ifølge Ove Kaj Pedersen:

  • Et styringsprojekt, der handler om at reformere den offentlige sektor gennem øget markedsgørelse
  • Et mobiliseringsprojekt, der handler om at få den maksimale mængde arbejde ud af den danske befolkning
  • Et dannelsesprojekt, der handler om at opdrage befolkningen til det Ove Kaj Pedersen i sin bog kalder for ”det opportunistiske menneske”.

Ifølge Ove Kaj Pedersen kollapser den danske velfærdsstat økonomisk fra 1973 til 1993. Han fremhæver to konkrete begivenheder i 1970erne som centrale:

Jordskredsvalget i 1973 var et opgør med de fire gamle partier og satte spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fortsatte vækst. Jordskredsvalget gør det ifølge iagttagere klart for politikere og beslutningstagere, at den befolkningsmæssige opbakning til en stadig større skattebetalt velfærdsstat har en ydre grænse. Samlet set udgør erfaringerne grundlaget for, hvad der kaldes en legitimeringskrise for velfærdsstaten.

Årtiets økonomiske krise leder til konstante underskud på statens budgetter samt på handels-og betalingsbalancen over for udlandet. Det leder til, at Tyskland, ifølge Ove Kaj Pedersen, udtrykker mistillid til Danmarks evne til at betale sin gæld i 1979-80. Som konsekvens tvinger storebroren mod syd Danmark til at overgive kontrollen med pengepolitikken til den tyske forbundsbank. Det sætter en stopper for muligheden for at devaluere kronen som strategi til at forbedre konkurrenceevnen. Det begrænser selvsagt politikkernes værktøjskasse i den grad – og er en udvikling, der siden er taget til.

I et nyligt nummer af Magasinet Politik hævder Ove Kai Pedersen endda, at det ikke mindst er fagbevægelsens skyld, at det gik galt, fordi man ”har kludret i det”, som han udtrykte det.

En indre og en ydre trussel aftvinger den nødvendige politik

Konkurrencestaten vokser dermed ud af to parallelle fortællinger:

En indre fortælling om de interne trusler centreret om udgiftspres, legitimitets- og styringsproblemer, der truer velfærdssamfundets overlevelse på længere sigt

En ydre fortælling om de eksterne trusler kendetegnet ved globalisering og stadig mere barsk konkurrence

Samlet skaber disse interne og eksterne faktorer en krise, som nødvendiggør en bestemt politik: hvis ikke vi reformerer og tilpasser os, så drukner vi.

Metaforen om truslen om druknedød er mest direkte oversat af den tyske Cepos-lignende tænktetank INSM, da reform-feberen for alvor rasede i nullerne omkring Hartz IV med videre, se billedet: Det er på høje tid, at vi reformerer velfærdsstaten, ellers går vi ganske enkelt under!

Ove Kaj Pedersen beskriver derfor konkurrencestaten som en ”kamporganisation”:

”Konkurrencestaten er en kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med andre stater, mens velfærdsstaten er en beskyttende organisation sat i verden for at kompensere befolkningen for den internationale konkurrences negative konsekvenser” (Konkurrencestaten s. 206).

For Ove Kaj Pedersen sker der imidlertid efterhånden et skred. Fra oprindeligt at være en analyse bliver konkurrencestaten til et ideal. Den ydre nødvendighed gøres til målet i sig selv. ”Konkurrencestaten i Danmark er en velfærdsstat med højere ambitioner end den klassiske.”, som han udtalte i et nyligt nummer af Magasinet Politik.

Her ser vi skredet meget tydeligt. Konkurrencestaten går fra at være en beskrivelse af verden, som den er, til at være et bud på verden som den bør være. Noget landets finansminister har gjort til sin overskrift midt i opbrudstiden, når han udtaler, at Konkurrencestaten er den moderne velfærdsstat.

Velfærdsstaten handlede om at begrænse og inddæmme markedet

Hvis man forsøger at holde tungen  lige i munden, så er velfærdsstaten udviklet som et forsøg på at indhegne og begrænse markedet. I forskningen taler man direkte om, at den traditionelle velfærdsstats mål er at ’dekomodificere’ samfundet og borgernes liv. Som en forsker fra Aarhus Universitet skriver, så betyder det i praksis ”at velfærdsstaten begrænser markedets indflydelse på borgernes tilværelse. Velfærdsstaten er et udtryk for, at erhvervslivet underkastes politisk prioritering, men også for, at en politisk instans udligner de sociale forskelle, som markedet afføder.” (Jens Peter Frølund Thomsen, Politologi, s. 107.)

Eller som en førende velfærdsstatsforsker har opsummeret velfærdsstatsprojektet: ”Politics against Markets”: Velfærdsstatens projekt har – måske især for socialdemokraterne – handlet om at indhegne og underlægge markedet større politiske mål. Når man med konkurrencestaten som logik søger at underlægge politiske mål (og eksempelvis med sociale klausuler ønsker at sikre et fair arbejdsmarked med ordnede forhold) med det overordnede hensyn til markedets og konkurrenceevnens diktat – ja, så er det ikke en modernisering af et ’urgammelt projekt’ – men en afvigelse.

Konkurrencestaten virker ved at øge markedets rolle markant. Ved i højere grad at bruge markedsincitamenter og udsætte borgerne for markedets logikker om udbud og efterspørgsel, incitamentsstyring og den føromtalte opportunistiske person, der minder om den neoklassiske økonomis Homo Economicus.

Det er lidt svært ikke at blive rundtosset her, hvis man skal søge at passe det ind i velfærdssamfundet som projekt.

Men næste spørgsmål kunne så være: er verden ikke så radikalt forandret af globaliseringen, at intet andet er muligt?

Den ydre nødvendighed: både kriser eller international konkurrence er old news

Nogle gange skal kræver det et lidt længere lys, hvis man bliver rundtosset af at følge forskere, politikere eller debattører forveksle mål og midler og gøre beskrivelsen af verden, som den er, til et udtømmende bud på verden, som den bør være.

Finanskrisen beskrives ofte som den værste siden 1929, og i efterdønningerne af den krise havde Socialdemokratiet også magten og formulerede ca. 5 år efter krakket på Wall Street programmet ”Danmark for Folket”. Stauning kom i den forbindelse med nogle betragtninger om programmet, hvor han beskriver Danmarks udsatte position i den internationale kappestrid, der til forveksling minder om nutidens.

I ”Socialdemokratiet i Tiden og Udviklingen” slår Stauning fast, at 1930ernes krise ikke er et forbigående fænomen, men overgangen til noget nyt, som politikere og nation naturligt må tage bestik af og indrette sig på. Især for Danmark som en lille åben økonomi uden store råstof-forekomster er det vigtigt:

”For de enkelte Folk er ikke anden Udvej aaben end Forsøg paa at gøre sig gældende i national Selvhævdelse, saa langt og saa stærkt som Produktionskraft og Evne berettiger til det. [..] Danmark er, maaske endnu mere end forskellige andre mindre Lande, afhængigt af Handelen med andre Nationer og maa derfor under de forhaandenværende Forhold optræde som en Enhed i Forhold til Udlandet.” 

Sat på spidsen er skarp international konkurrence og krisekonjunktur old news – præcis som det særlige pres, det lægger på små åbne økonomier som Danmarks: Staunings ’Danmark for Folket’ blev født ud af samme præmis og endnu mere turbulente tider. Druknedøden var ikke blot faretruende. Vi blev ganske enkelt besat.

For Stauning stod målet fast: arbejdsløshedens ophævelse

Fik den skrappe internationale kappestrid så Socialdemokratiet til at fravige målene væsentligt? Staunings svar var ikke at forkaste arbejderbevægelsens mål. Det var derimod en moderne økonomisk patriotisme, der ville samordne samfundets fælles interesser mod klare fælles mål, hvor især et kom før de øvrige: ”Arbejdsløshedens Ophævelse”. Det er påfaldende, når man læser teksten i dag, hvor svære udfordringerne er – og hvor naturligt hovedsagen og selve formålet med det politiske projekt alligevel fastholdes.

”En betydelig, permanent Arbejdsløshed er en stor Fare for de arbejdsløse selv, for Arbejderklassen som for hele Samfundet, og dens Bekæmpelse bør kunne paakalde alle Kræfter”, som det hed.

At vi er i skarp international konkurrence er et afgørende vilkår for politikken. Politikkernes opgave er at finde de midler, der kan sikre, at vi kan realisere vores fælles politiske mål – ikke at gøre midlerne til målet i sig selv.

Konkurrence er et vilkår og kan være et middel i visse sammenhænge, men aldrig et mål for et samfund i sig selv. Præcis som det gælder med markedet, der som bekendt er en elendig herre, men kan være en udmærket tjener, hvis det holdes nøje i skak.

En kamp mod de herskende ideer.

Præcis som hos Stauning bør målet også i dag for socialdemokrater være en kamp mod arbejdsløsheden  for at skabe en økonomi efter krisen, der virker for de mange og ikke kun for de få. Der er et stykke vej igen. Den kamp foregik i 1930erne og i 1990erne på trods af den herskende tænkning. Og må nødvendigvis også gå  mod strømmen af bankansatte nyliberale økonomer eller finansministerielle regnemodeller med stærkt svækket legitimitet i dag. Især hvis  de ikke er i stand til reelt at gøre os klogere på, hvilke midler vi skal tage i brug for at opnå vores samlede samfundsmæssige og politiske mål.

For datidens socialdemokrater var en fundamental indsigt styrende: hvis ikke den indenlandske efterspørgsel holdes ved lige og familiernes købekraft i stedet udhules, ja så tipper økonomien og det ramler sammen. Som det fremgår under afsnittet Beskæftigelsespolitik:

”Denne Politik er i første Linie: Arbejderpolitik, Beskæftigelsespolitik, men den er i videre

Forstand national, folkelig Politik. Den er afgørende for Omsætningen. Produktion og

Beskæftigelse er Betingelsen for alt Næringsliv. Skomager, Skrædder, Ekviperingshandler og Detailhandel af alle Arter er baseret paa et Folk med Købeevne. Alt falder sammen, naar de arbejdsdygtige i Byen og paa Landet indrulleres i de Arbejdsløses Hær.”

Med Genopretningspakken i 2010 doserede VKO understøttet af finansministeriets regnemodeller en ’kriseløsning’, der gjorde en hån ud af denne afgørende indsigt ved at trække efterspørgsel ud af økonomien og skære trygheden for lønmodtagerne voldsomt ned på et tidspunkt, hvor tilliden til økonomien og trygheden i hjemmene i forvejen var hårdt ramt. Det har formentlig forlænget krisen snarere end det modsatte. Man skønnede, at kun 3-4.000 personer ville ryge ud af dagpengesystemet, og det blev som bekendt cirka ti gange så mange. En personlig tragedie for tusinder. Og samtidig en afgrundsdyb falliterklæring for nogle redskaber – regnemodellerne – der desværre fortsat har for stor magt over de politiske mål.

Som AE-Rådet har vist, så er der en indbygget skævvridning i modellerne, der gør at en politik om skattelettelser slår positivt ud, men offentlige investeringer i uddannelse eksempelvis ikke gør det samme.

Den skævvridning ”…bevirker, at det altid vil være en god idé at skære i den offentlige sektor for at finansiere skattelettelser, da det entydigt vil øge beskæftigelsen og velstanden i samfundet,« som Martin Madsen, tidl. chefanalytiker i AE-rådet udtalte på baggrund af deres analyse i december sidste år. 

Skævvridninger i værktøjskassen som denne er et konstant pres hen imod en samfundsmodel med mindre fællesskab og mere marked. Det er konkurrencestatens angreb på velfærdsstaten, fordi svigtet efterlader folk alene – der hvor de har allermest brug for fællesskabet.

Vi står i den absurde situation, at vi på den ene side kan se på fremskrivningerne for arbejdsmarkedet, at vi om ganske kort tid kommer til at mangle tusindvis af faglærte samtidig med, at vi får stadig sværere ved at fastholde eller skabe arbejdspladser til de ufaglærte, Alligevel er det endnu ikke lykkes at få sikret de nødvendige investeringer i det tiltrængte og massive uddannelsesløft, fordi finansministeriets modeller ikke kan vise, at det virker. Modellerne skal – som det også angives i regeringsgrundlaget – naturligvis justeres, så afgørende investeringer i mennesker også kan optræde som den samfundsmæssige gevinst, det givet er at have dygtige danske faglærte nok til at løse de opgaver, vi ellers kommer til at mangle dem til.

Beskyttelse, tryghed og det gode samfund

Velfærdssamfundet har været en fin vision om at skabe det gode samfund. Det gode samfund kan på ingen måde reduceres til at klare sig godt i den internationale konkurrence eller reduceres til at blive opgjort i årlige BNP-vækstrater. Vi lever for andet og mere end at være soldater i en kamporganisation. Heldigvis.

Velfærdsstaten så det som en afgørende opgave for staten og samfundet at værne borgerne mod de utæmmede markedskræfter. Det mål må fortsat stå helt centralt: politikken må komme før markedet og sætte målene – ikke omvendt. Og her har Danmark svigtet sine egne og ladet alt for mange borgere mærke konsekvensen af den internationale krise alt for voldsomt.

Det er ofte blevet sagt, at socialdemokratiet og den bredere venstrefløj lever og dør med danskernes tillid til velfærdssamfundet. Ikke mindst derfor er udviklingen af langt mere næringsrige, solidariske og lighedsfremmende samfundsmodeller og billeder af staten end konkurrencestaten en vigtig – om end måske lidt kedelig – opgave for fælles fantasi og forestillingsevne.

Det vil vi skrive mere om i løbet af foråret her i magasinet, når vi søger inspiration rundt i Europa.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977