Lars Bo Kaspersen: Velfærdsstaten peakede i 1976

Lars Bo Kaspersen, professor og institutleder i Statskundskab ved Københavns Universitet

Hvis centrum-venstre igen vil i offensiven, er de nødt til at forstå, at præmisserne for fortællingen om velfærdsstaten er forsvundet. Der er behov for at man skaber en ny ydre fortælling, der kan sætte retning for udviklingen velfærdsstaten. Sådan lyder det fra professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, Lars Bo Kaspersen.

Velfærdsstaten blev i store dele af efterkrigstiden – fejlagtigt – opfattet som en social kontrakt, hvilket indebar den opfattelse af velfærdsstaten, at borgerne frivilligt havde indgået en pagt med hinanden, hvor alle, der ydede til fællesskabet, havde trækningsret til en række ydelser. Iden forståelse af velfærdsstaten glemte man, at der en række forhold uden for Danmark, der muliggjorde velfærdsstaten og som holdt den på plads i hele efterkrigstiden. Denne ydre ramme, som var relateret til den Kolde Krig, er faldet bort, og i stedet fortælles om et nyt ydre vilkår, ofte kaldet globaliseringen, der ikke længere muliggør den traditionelle velfærdsstat. Nu er der kun plads til en ny statsform nemlig konkurrencestaten.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har gjort sig selv til fanebærer for konkurrencestaten, som også har høstet bred opbakning på højrefløjen. Staten er nødt til at effektivisere for at kunne fungere på markedsvilkår, og befolkningen skal uddannes bedre end nogensinde tidligere, hvis vi vil have en chance for at klare os i den internationale konkurrence med andre stater.

Flere personer og organisationer på venstrefløjen har forsøgt sig med kritik af konkurrencestaten, men ingen har vundet gehør i den bredere befolkning. Ifølge professor i Statskundskab på KU Lars Bo Kaspersen, skyldes det, at samfundet er gået i ’krigsmode’.

Koldkrigen tillod velfærdsstaten
”Al politisk debat er næsten stoppet, fordi man ligesom når man er i krig, har fået etableret en sandhed om, at der er en ydre nødvendighed der tvinger os til konkurrencestaten; globalisering, konkurrence, pres. Hvad kan staten så gøre? Et svar er markedsgørelse. Det svar er sat, og netop det gør det vanskeligt, når man forsøger at formulere et alternativt svar på baggrund af forståelsen af den sociale kontrakt, fordi de andre blot kan referere til den ydre nødvendighed”, forklarer Lars Bo Kaspersen.

Lars Bo Kaspersen peger selv på, at man allerede i 1970’erne diskuterede konkurrenceevnen og at Mogens Lykketoft i 1980’erne endda fremlagde et på mange måder endnu mere radikalt forslag til privatisering af den offentlige sektor, end vi ser i dag. Forskellen mellem den gang og nu, er fortællingen om en ny, ydre nødvendighed.

 Det er der venstrefløjen står nu: den indre fortælling er væk, og den ydre fortælling, som var en del af et eksternt pres, er også væk.

”Min tese er, at velfærdsstaten peaker lovmæssigt med socialreformen i 1976. Herefter foregår der en rettighedsudvikling, som i virkeligheden er et koldkrigsfænomen. Den hører den kolde krig til fordi der var bred opbakning til udviklingen i Folketinget, men også et eksternt pres på Socialdemokratiet for at forhindre kommunismens spredning. Samtidig accepterede USA, at man stort set ikke bidrog til NATO’s forsvar, fordi man forsøgte at bekæmpe kommunismen gennem velfærd. De ydre betingelser og vilkår for efterkrigstidens velfærdsstat i relation til den Kolde Krig og den ideologiske kamp mod kommunismen  er en vigtig fortælling om efterkrigstidens velfærdsstat, som imidlertidigt sjældent blev italesat. Nu har den ydre fortælling forandret sig, og derfor er man også nødt til at redefinere den indre fortælling. Det er der venstrefløjen står nu: den indre fortælling er væk, og den ydre fortælling, som var en del af et eksternt pres, er også væk”, fortæller Lars Bo Kaspersen.

Nye ideer forstres i civilsamfundet
I jagten på at optimere konkurrenceevnen benytter staten sig af endnu mere regulering end tidligere. Et eksempel er Strukturreformen, som i Lars Bo Kaspersens øjne havde til formål at redefinere markedet og skabe tilpas store markeder til at private aktører ville byde ind på opgaverne i fx hjemmeservicen.

”Det er den gamle sandhed: jo mere marked du vil have, jo mere er du nødt til at bruge staten som regulerende element”, siger Lars Bo Kaspersen.

At staten forsøger at regulere velfærdsområdet så stramt er i virkeligheden paradoksalt, da de innovative ideer historisk set er kommet fra civilsamfundet og ikke fra embedsmændene i Finansministeriet.

”Der er stor forskel på at være en privat virksomhed med en bundlinje og på at være en offentlig enhed med værdipolitiske mål. Metoderne kan ikke bare overføres mellem de to”, siger Lars Bo Kaspersen.

Konkurrencestaten har ikke leveret varen
Konkurrencestatens ensidige fokus på konkurrenceoptimering har ført til salget af offentlige virksomheder, kontanthjælpsreformen og en lang række af andre politiske tiltag, som på den ene eller anden måde har begrænset statens samlede ansvar overfor borgerne. I stedet for at angribe konkurrencestaten på sin eksistens, er man i stedet nødt til at angribe den på dens resultater.

”Hvad er det for en velfærdsstat som konkurrencestaten eftersigende har reddet? Hvis udfordringen for velfærdsstaten er de 700.000 på overførselsindkomster, så har konkurrencestaten ikke løst problemet. Konkurrencestaten har heller ikke løst skredet i demokratiets funktionsmidler. Og man kan diskutere om velfærdsstaten er reddet i den forstand, at de universalistiske velfærdsprincipper forsvinder eller gøres mere relative”, afslutter Lars Bo Kaspersen.

I virkeligheden er det paradoksalt at vi overhovedet diskuterer den interstatslige konkurrence som noget nyt. Staterne har altid været i konkurrence med hinanden, og det er der ikke blevet ændret markant på.

”Jeg forstår stater i relation til andre stater. Staterne har altid sameksisteret og konkurreret, eller i virkeligheden kæmpet for at overleve, for der er ingen regler. Vi har altid konkurreret, så det er ikke det nye ved konkurrencestaten”, fastslår Lars Bo Kaspersen.

Ifølge Lars Bo Kaspersen er konkurrencestaten gået fra at være et analytisk begreb, brugt til at forstå nogle paradoksale processer i samfundet, til nu at være et normativt begreb. Netop på grund af begrebets natur har det derfor også meget lidt tyngde som en fremtidsvision for samfundet.

”For dem som betragter konkurrencestaten analytisk, er det et forsøg på at forstå statens udvikling siden 1970’erne, mens det for dem som bruger det normativt, er en mulighed for at spille ind i en politisk debat, om hvordan man ønsker sig at velfærdsstaten udvikler sig”, forklarer Lars Bo Kaspersen.

Hvis centrum-venstre vil undgå konkurrencestatens dominans, er man nødt til at erkende eksistensen, og i stedet begynde at arbejde seriøst med sit alternativ. Det handler om tidligst muligt at få defineret den nye historie, der kan danne grundlag for en ny samfundsvision.

 

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977