Unge organiserer sig til kommunalvalget

1236542_628494757190415_1619269376_n

De unge stemmer ikke til kommunalvalg, men kommunalpolitik handler heller ikke om dem. To problemer, der kan løses på én og samme tid. Kampagnen Vi stemmer job og lærepladser har med brug af organiseringsværktøjer formået at rykke hegnspæle for dansk kampagnepraksis og hvordan politik og ungdom møder hinanden for første gang.

af Kristian Rasmussen, kampagneleder og ansat i Cevea

Det er sjældent at grafer opnår enorm politisk betydning, men én graf har været særligt indflydelsesrig i kommunalvalgsåret 2013: Kasper Møller Hansen og Yosef Bhattis status over, hvor slemt det stod til med de unges valgdeltagelse ved kommunalvalget 2009. Det så rigtig skidt ud: Er man under 30, er det mest sandsynligt at man ikke stemmer. Er man en 22-årig, mandlig indvandrer der går på en erhvervsskole, er man en af de mest sandsynlige sofavælgere.

Skærmbillede 2013-11-14 kl. 13.09.54

Dette billede har rystet et væld af nye initiativer for at øge valgdeltagelsen af sig, særligt målrettet unge. Hovedparten af initiativerne er upolitiske opfordringer til f. eks. at ”tænke sig om før man ikke stemmer” – men er det nok? Det er svært at komme uden om at det at stemme er en demokratisk pligt, men den løftede pegefinger fra mor Indenrigsministerløser ikke det overordnede problem: Den bredtfølte frustration over politik, politikerlede og ikke-deltagelse, der er særligt udtalt blandt ungdommen.

De unges manglende valgdeltagelse er et hønen-eller-ægget-spørgsmål: Hvis kommunalpolitik ikke handler om de unges hverdag, hvorfor skulle de så stemme? Og hvis de unge ikke stemmer, hvorfor skulle politikerne så lytte til dem?

Job eller bums?

Efter-finanskrisegenerationen møder en helt anden virkelighed end deres storebrødre- og søstre. Denne genereation har fået at vide, at verden lå for deres fødder. Du kan blive lige hvad du vil, bare du finder ind til din drøm og forfølger den. Men 12.500 unge kan ikke færdiggøre deres uddannelse, fordi de mangler en lære- eller elevplads. Over 100.000 er ungdomsarbejdsløse, til trods for at en stor del af dem har en uddannelse.

De unge vender i høj grad bebrejdelserne indad, når svaret på lærepladsansøgning nummer ethundredeoghalvtreds udebliver. ”Man bliver set på som lidt ‘bumset’, når man igen ryger på kontanthjælp fordi man ikke kunne få en læreplads”, som Simona fra Randers beskriver det – og den følelse sidder der, selvom tre fjerdedele af klassen røg samme vej, fordi der heller ikke var plads til dem. Det er en generation, som står og banker på til deres egen fremtid, men er systematisk låst uden for mulighedernes dør.

For at få unge til at stemme, må man altså forstå at for store dele af ungdommen lyder den daglige bekymring: Kan jeg få et arbejde og skabe mig en tilværelse?

Det handler om magt

Vi stemmer job og lærepladser har derfor taget fat i begge ender af hønen-eller-ægget-spørgsmålet på én gang: Først: For at få job og lærepladser på dagsordenen, har vi forpligtet kommunalvalgskandidater på job- og lærepladspolitik. Dernæst: For at få de unge til stemmeurnerne, møder vi dem ansigt-til-ansigt for at fortælle dem, at der den 19. november er et klart valg: Stemmer du på en politiker der vil skabe lærepladser, får det konsekvenser for din og dine kammeraters hverdag og muligheder.

At arbejde med denne tilgang, er måske en smule uvant for os i Danmark. Men i USA og Storbritannien er der en lang tradition for community organizing, hvor det først og fremmest handler om at organisere en fælles, folkelig magt for at forandre politik. Retter man for eksempel blikket mod Citizens UK, ser man hvert år mennesker med vidt forskellige baggrunde samlet i ét lokale for at konfrontere Londons konservative borgmester Boris Johnson. Borgmesteren på scenen, 2.500 frivillige bænket rundt om ham for at afkræve svar og handling. Det har for eksempel givet Londons working poor en hævning af mindstelønnen gennem Living Wage-kampagnen.

På samme vis går Vi stemmer job og lærepladser ikke bare efter at lobbyere lærepladspolitik og lave gadeaktioner med de allerede frelste unge politikeraspiranter. Målet er at organisere: At sætte andre i stand til at ændre deres egen situation gennem redskaber til at handle i et fællesskab. Dermed skaber vi et første møde med politik der er præget af en konkret erfaring af at det kan lade sig gøre at ændre noget, hvis man står sammen med andre, og handler målrettet.

Omvendt politik

Det første trin på stigen er lyttemødet, som er et omvendt debatmøde. Hvor unge er vant til at møde politikere i den traditionelle paneldebatform, hvor en sal af unge får lov til at lytte og stille spørgsmål til et panel af politikere på scenen, er magtforholdet omvendt på et lyttemøde. De unge starter med at fortælle om deres frustrationer, vrede og håb over f. eks. deres uddannelse eller det at søge læreplads i små grupper. Hver gruppe vælger én repræsentant, som udgør dagens panel. Politikerne får derefter lov til pænt at lytte og stille spørgsmål, samt komme med deres svar på dagens udfordringer.

Det skaber en debat, der er tvunget til at foregå på virkelighedens præmisser. Eleverne får en konkret oplevelse af hvordan deres hverdag er forbundet til politik, og politikerne får input fra virkeligheden med til deres arbejde.

På et af de første lyttemøder jeg var med til at arrangere, mødte jeg en fyr, som før mødets begyndelse udbrød ”Politik?! Det skal jeg sgu ikke være med til!”. Fyren blev siddende og deltog alligevel. Efter mødet kom han hen til mig og sagde ”Hold da op, de lyttede jo rent faktisk! Jeg vidste slet ikke at det her kunne være politik”.

Michael Gecan (red. beskrives i denne artikel) kalder det en ”induktiv tilgang” til politikudvikling. Den står i modsætning til den fremherskende deduktive tilgang: At indtage et standpunkt, fremføre sine argumenter og konkurrere med de tusindvis af andre akademikere og interessenter. Lag for lag bliver pillet af appelsinen, indtil der kun er en lille kerne af den oprindelige intention tilbage. Regeringens skolereform er et oplagt eksempel på hvordan denne proces udspiller sig.

Induktiv politikudvikling starter i møder ansigt-til-ansigt, og ender først på Christiansborg efter fælles handling og afprøvning af ideer og strategier på lokale niveauer. Det er et håndværk, som kræver at mange mennesker har værktøjerne til at forandre, deltage og levere input.

Kan civilsamfundets bevægelser i Danmark lære dette håndværk, kan de øve massiv indflydelse. Især fagbevægelsen har brug for at forny sin inflydelsesstrategi, og for forbundene er det en ny mulighed for at være politisk, uden at være i partipolitisk ægteskab. Vi stemmer job og lærepladser har taget de første skridt til at træne forandringsmusklerne hos hundredevis af unge frivillige, og vi er allerede godt på vej til at høste de første resultater i form af flere job og lærepladser.

Om kampagnen:

  • Vi stemmer job og lærepladser blev startet i maj 2013 som et initiativ mellem Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO), Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH), LO Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Socialistisk Folkepartis Ungdom
  • Initiativet har ét fælles formål: At skabe flere job, lære- og elevpladser
  • Ca. 25 kampagneledere i ni kommuner har startet lokale kampagner op, som fungerer uafhængigt af organisationerne bag.
  • I kommunerne samles unge med forskellige baggrunde, f. eks. fra organisationer og erhvervsskoler
  • Kampagnen er politisk, men som udgangspunkt ikke partipolitisk. Ved at arbejde i et ”giv-og-modtag”-forhold med kommunalvalgskandidater, vælger de unge at støtte kandidater, der vil forpligte sig på job- og lærepladspolitik

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977