Torben M. Andersen: Beskæftigelseskrisen må ikke bide sig fast

Regeringens mange reformer af arbejdsmarkedet har løst det såkaldte holdbarhedsproblem i dansk økonomi. Udfordringen er nu at forhindre en varig stigning i arbejdsløsheden, lyder det fra økonomiprofessoren Torben M. Andersen. Magasinet Politik har bedt den tidligere overvismand gøre status efter et år med heftig debat af regeringen indsats for at øge arbejdsudbuddet, som ifølge kritikerne vil øge den strukturelle ledighed og presse lønnen nedad. 

Af Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet

Det danske arbejdsmarked kan aktuelt vurderes ud fra to vinkler: Den ene er, at der ved udgangen af 2012 var ca. 160.000 færre i beskæftigelse, end da beskæftigelsen toppede i 2008. Den anden er, at beskæftigelsen i dag er på niveau med beskæftigelsen i 2005, der af alle blev betragtet som et rigtig godt år, og hvor diskussionen om det velfungerende danske flexicurity arbejdsmarked tog til. Summen af disse to observationer er, at vi er ramt af finanskrisen, men arbejdsmarkedet har trods alt klaret krisen ganske godt. Danmark har også fortsat en ledighed lavere en gennemsnitsniveauet i OECD. Herfra er hovedopgaven at sikre, at den aktuelle beskæftigelseskrise ikke sætter sig som varig stigning i arbejdsløsheden ved, at grupper mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Arbejdsudbuddet afgør ikke lønnen

Netop nu er det store spørgsmål, hvornår konjunkturerne vender, så der igen skabes grundlag for øget vækst og beskæftigelse – og om man  økonomisk politisk kan gøre noget for at afbøde konsekvenserne og eventuelt fremskynde konjunkturvendingen. Af pladsmæssige hensyn diskuteres dette spørgsmål ikke i det følgende. Et andet centralt spørgsmål er, om de seneste års økonomiske politik og reformer faktisk vil omsætte sig i øget beskæftigelse, uden at det sker på bekostning af lavere realløn.

Begrundelserne for reformerne har varieret, men hovedmotiv med dem alle har været at sikre velfærdssamfundets finansieringsgrundlag: Øget arbejdsudbud

Øget arbejdsudbud har været fokus for de seneste års økonomiske politiske reformer omkring tilbagetrækningsalder, efterløn, førtidspension, kontanthjælp m.m. Begrundelserne for reformerne har varieret, men hovedmotiv med dem alle har været at sikre velfærdssamfundets finansieringsgrundlag: Øget arbejdsudbud, der fører til øget beskæftigelse, vil reducere overførselsudgifterne og øge skatteindtægterne. Både regeringen og det Økonomiske Råd vurderer nu, at reformerne har løst de finansieringsproblemer, som de demografiske forskydninger ville skabe for dansk økonomi – det såkaldte holdbarhedsproblem. Dette er i sig selv meget vigtigt og bringer faktisk Danmark blandt de lande, der er længst fremme med at have løst de demografiske problemer og dermed fremtidssikre velfærdssamfundet.

Det er selvfølgelig en afgørende forudsætning for denne reformstrategi, at det øgede arbejdsudbud omsætter sig i øget beskæftigelse. Empirien viser da også klart, at dette vil være tilfældet under normale konjunkturforhold.

Det er selvfølgelig en afgørende forudsætning for denne reformstrategi, at det øgede arbejdsudbud omsætter sig i øget beskæftigelse. Empirien viser da også klart, at dette vil være tilfældet under normale konjunkturforhold. Tag eksempelvis erfaringerne fra Danmark med 1990’ernes arbejdsmarkedsreformer:   Udviklingen i denne periode viser, at øget arbejdsudbud og beskæftigelse ikke er ensbetydende med varigt lavere reallønninger. Selvom disse ændringer på kort sigt medvirkede til et mindre lønpres, så har politikken ikke forårsaget et vedvarende nedadgående pres på reallønnen. Årsagen er, at i en lille og åben økonomi som den danske, er lønudviklingen over tid reelt bestemt af produktivitetsudviklingen. Derfor er det ikke sådan, at øget beskæftigelse frembragt via et stigende arbejdsudbud på sigt kun kan skabes på bekostning af et fald i reallønnen. Afgørende for reallønnen er produktivitetsudvikling og dermed arbejdsstyrkens kvalifikationer. Det er derfor i sig selv en stor udfordring at sikre et højt og ligeligt fordelt kvalifikationsniveau.

Den aktuelle situation på arbejdsmarkedet er speciel derved, at stigningen i arbejdsløsheden kun er ca. halv så stor som faldet i beskæftigelsen. Det afspejler, at der har været et relativt stort fald i arbejdsstyrken, og det er et spørgsmål, om denne udvikling automatisk vendes ved en konjunkturopgang, eller om der er en varig effekt på arbejdsudbuddet.  Faldet i arbejdsstyrken skyldes flere uddannelsessøgende, ledige i aktivering samt ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Udviklingen er således meget sammensat. Øget uddannelse i en lavkonjunktur har god mening og forbedrer de pågældendes muligheder på arbejdsmarkedet på sigt. Omvendt kan et stigende antal ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere være tegn på stigende marginalisering på arbejdsmarkedet som følge af krisen.

Arbejdsmarkedspolitikken skal modvirke langtidsledighed

Det afgørende spørgsmål er således, om krisen og den højere arbejdsløshed forårsager en stigning i den strukturelle ledighed: Det vil sige, om vi vil se en stigning i andelen af personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Den strukturelle ledighed er betegnelsen for det ledighedsniveau, man må forvente, i en normal konjunktursituation.  Aktuelt vurderer både Finansministeriet og de Økonomiske Vismænd den strukturelle ledighed til at være omkring 3½ %. Det er ca. 2 procentpoint under den aktuelle ledighed, men dette skal ses i lyset af det store fald i arbejdsstyrken.

Det afgørende spørgsmål er således, om krisen og den højere arbejdsløshed forårsager en stigning i den strukturelle ledighed

Den strukturelle ledighed påvirkes af mange forhold, blandt andet strukturerne på arbejdsmarkedet, arbejdsmarkedspolitikken og mismatch i kvalifikationer mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft. Erfaringerne viser også, at en krise kan omsætte sig i en stigning i den strukturelle ledighed.

Der er flere forklaringer på, at dybe beskæftigelseskriser har en tendens til at blive langvarige. En er, at et stort fald i beskæftigelsen og dermed stigning i ledigheden forplanter sig til en stigning i langtidsledigheden. Det kan være svært at få langtidsledige tilbage i beskæftigelse, blandt andet fordi viden og erfaring bliver ”rusten” efter længere tids ledighed. Der kan også støde sociale årsager til, og nogle kan vælge at forlade arbejdsmarkedet. En anden forklaring er, at store kriser ofte er forbundet med store omstillinger og strukturforandringer. Mange jobs forsvinder for evigt, og nye jobs skabes i andre erhverv med andre krav til arbejdskraftens kvalifikationer.

Risikoen for, at et stort beskæftigelsesfald bliver langvarigt, afhænger i betydeligt omfang af arbejdsmarkedets funktionsmåde og arbejdsmarkedspolitikken. Det danske arbejdsmarked er karakteriseret ved et ganske højt niveau for bevægelser ind og ud af jobs – og dette gælder fortsat trods krisen. Det har den konsekvens, at mange er berørt af ledighed, men for hovedparten er det kun i en ganske kort periode. Således er næsten tre gange flere berørt af ledighed end det gennemsnitlige antal ledige i en given periode.  Den store job-mobilitet er også med til at gøre det nemmere for unge at komme ind på arbejdsmarkedet. Selvom langtidsledigheden er steget i Danmark, så har stigningen ikke været voldsom, og langtidsledigheden har stabiliseret sig på et niveau omkring 50.000 personer. I det perspektiv har det danske arbejdsmarked klaret finanskrisen rimelig godt indtil nu.

Der hviler til gengæld en stor byrde på den aktive arbejdsmarkedspolitik: Den har til opgave at forhindre en varig stigning i arbejdsløsheden. Den aktive arbejdsmarkedspolitik har opgaven at sikre, at flest muligt søger arbejde, og at afhjælpe eventuelle barrierer for at komme i beskæftigelse. Denne opgave bliver vanskeligere, når arbejdsløsheden stiger, dels fordi der sker en mængdemæssig stigning i behovet for en indsats, og dels fordi nye grupper kommer ind i systemet. Det er vigtigt at opretholde det aktive fokus – erfaringerne viser, at mængden af beskæftigelse ikke er konstant, og at det er muligt at øge beskæftigelsen. Også selvom det i en krise kan se håbløst ud.

Så langt inde i krisen har det danske arbejdsmarked klaret krisen rimelig godt. Langtidsledigheden steg lidt i de første kriseår, men har siden ligget på et niveau omkring de 50.000. Selvom dette tal formodentlig er et underkantsskøn, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, at vi har undgået en markant stigning i langtidsledigheden. Dette bestyrker en forventning om, at der ikke er sket en markant stigning i den strukturelle ledighed. I takt med en vending i konjunkturerne er der således gode forudsætninger for, at det kan omsætte sig i en beskæftigelsesstigning.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977