Sverige kan gøre det bedre

katrine-kielos192235

Kampen om økonomisk troværdighed handler fundamentalt set om at genskabe troen på politik. Det lykkedes for de svenske Socialdemokrater at blive valgt i 1994, og på trods af en hård nedskæringspolitik, at skabe en moralsk ramme for deres historie. Det var vigtigere end de små detaljer i deres budgetterede fremtidige forbrug.

af Katrine Kielos, forfatter og skribent på Aftonbladet, oversat af Svend Dyrholm

Alle ved, at det ikke er vigtigt, hvad der siges om politiske emner. Det vigtige er, hvad der KAN siges. Ja, politik handler om “troværdighed”. Men det handler endnu mere om, hvad der defineres som “troværdighed”. Ed Miliband ligner ikke en Premierminister. Det kommer han aldrig til, med mindre ideen om hvad en Premierminister skal være, ændrer sig.

Ingvar Carlsson blev Statsminister i Sverige under de værst tænkelige omstændigheder. Hans forgænger, Olof Palme, var blevet skudt. På en kold nat i februar 1986, kl halv ti, på vej hjem med sin kone i gaderne i Stockholm. Vi ved stadig ikke, hvem der gjorde det. Eller hvorfor. Teorierne er lige så mangfoldige som svenske krimier.

Fem år senere tabte Ingvar Carlsen, den nye leder af Socialdemokraterne, valget. Det var i 1991 og Sverige var midt i en finansiel krise. Igennem 1980erne havde svenske politikere startet dereguleringen af markedet. Mellem 1983 og 1990 blev flere dereguleringer af den finansielle sektor sat i gang. Det hele under socialdemokratiske regeringer. Liberaliseringen af begrænsningerne på låntagning bidrog til en hurtig stigning i den private gæld. Landet så en omfattende og risikabel kreditekspansion, som primært var koncentreret i boligsektoren. I de tidlige 1990’ere sprang en fuldt udviklet bank og finansboble og mellem somrene i 1990 og 1993 havde Sverige tre år med negativ vækst. I disse år fordobledes den offentlige gæld, arbejdsløsheden tredobledes, og budgetunderskuddet blev ganget med ti. På det tidspunkt var det den højeste gæld for noget OECD land – med mere end ti 10 procent ned til den næsthøjeste.

Centrum-højre regeringen som kom til magten i 1991 gav socialdemokraterne skylden for problemerne: “vi har arvet rodet”. De fortalte historien om den gamle centrum-venstre regerings overforbrug. Den historie gav ekko i den internationale presse. Det var døden for “den svenske model”. Hvordan vinder man magten igen i sådan en situation? Det var ikke de finansielle problemer der rystede Sveriges forståelse af sig selv. Landet blev også revet fra hinanden af en giftig debat om EU-medlemsskab. Der skulle afholdes en afstemning kort efter det næste valg til Rigsdagen.

Det der gør historien interessant er, at Ingvar Carlsson vandt magten tilbage til socialdemokraterne i 1994. Og han vandt på sloganet “Sverige kan gøre det bedre” (1).

Troværdighed forudsætter konsistens

Ed Milibands mantra ved Labours konference i 2013 – ‘We’re Britain. We’re better than this’  – er måske, måske ikke, inspireret af Sverige i 1994. Den situation Ed Miliband står overfor minder dog så meget om Sveriges, at en sammenligning med Ingvar Carlsson er interessant. Dette er allerede blevet beskrevet i en glimrende artikel af Jeremy Cliffe sidste år (Cliffe, 2013).

Men Socialdemokraterne gjorde mere end at vinde i 1994. De balancerede budgettet i fire år imellem 1994 og 2006, og den svenske økonomi skabte 400.000 nye jobs, hvilket svarer til ni procent af arbejdsstyrken. I slutningen af perioden havde Sverige den anden højeste beskæftigelse i EU. Disponibel indkomst steg, og inflationen forblev lavere end gennemsnittet i EU. Og ja, Ingvar Carlsson bragte landet ind i EU. Paradoksalt nok ved ikke at snakke særligt meget om det.

Når historien om den svenske finanskrise og dens eftervirkninger fortælles, er det normal som en bekymrende historie om centrum-venstre partiernes behov for  at foreslå endnu hårdere nedskæringer end deres konservative modstandere. Ellers vil de, sådan går historien, ikke blive set som økonomisk ansvarlige. Socialdemokraterne i Sverige foreslog faktisk større nedskæringer under og efter 1994 valgkampen. Men den svenske situation var speciel i makroøkonomiske termer. Budgetkonsolidering i en lille åben økonomi på et tidspunkt, hvor resten af Europa klarer sig godt, er én ting. I dag hvor krisen er global og mange lande omfavner nedskæringspolitikken, lige meget om de har brug for det eller ej, er situationen meget anderledes. Derudover var renten i Sverige to-cifret i disse år. Da nedskæringer gav resultater, blev landet belønnet med lavere rentesatser. Den finansielle sammentræning, blev således belønnet med en monetær stimulus.

Dette kunne ikke være mere anderledes end situationen i Storbritannien i dag, som selvfølgelig allerede har rekord lave rentesatser. Lektien fra Sverige i 1994 er derfor mere omkring narrativ end om, hvordan man kan skære. Ingvar Carlsson beskrev i sin selvbiografi, hvor frustrerende det var at få skylden for landets økonomiske problemer, da han sad som oppositionsleder (Carlsson 2003, 464). Den svenske højrefløj havde ikke ligefrem været imod den finansielle deregulering som Sverige var igennem i 1980erne. Men hele krise-narrativen handlede om overforbrug. Det virkede ikke til at være vigtigt, at virkeligheden var meget mere kompleks. Det er ikke en overraskelse. Gæld er aldrig bare gæld. Gæld handler om tillid. Og tillid er det, politik er skabt af. For at vinde valg hvor gæld, underskud og skylden for den økonomiske krise er faktorer, handler det om at adressere problemet på et mere grundlæggende niveau.

“Økonomisk troværdighed” er ikke kun omkring forholdet mellem gæld og BNP, eller hvor stort det strukturelle underskud er på et givet tidspunkt. Det handler om en, du kender, der ikke var den person, du troede, vedkommende var. Det er en, der sagde “det kan kun blive bedre”, og det blev det ikke. Det er lige meget, hvem der har skylden, men det gør, at du ikke stoler på politikere. Og når befolkningen ikke tror på politikere, så taber centrum-venstre. Socialdemokratisme er en grundlæggende tro på magten i politik. Du kan ikke vinde som socialdemokrat uden at reetablere troen på politik. Når de konservative peger fingre af centrum-venstre og siger “i bruger for mange penge” antyder  de, at politik der efterstræber mere lighed ikke virker. Det skaber fortællingen om en uundgåelig krise. Det er den påstand du bliver nødt til at forholde dig til. Alt andet er en distraktion.

Det der lykkedes de svenske Socialdemokrater i valget i 1994, og igennem den smertefulde genrejsning af økonomien, var at skabe en moralsk ramme for deres historie. Det var vigtigere end de små detaljer i deres budgetterede fremtidige forbrug (2), i det mindste når det handler om genoprettelsen af økonomisk troværdighed. Partiet forvandlede de økonomiske problemer til en fortælling om en national overlevelseskamp. Den fortælling omhandlede ikke centrum-venstre, der anklagede højrefløjen for overforbrug. Det handlede slet ikke om højre mod venstre. Fortællingen handlede om Sverige. Den handlede om en hel verden, der sagde at den svenske model ikke virkede, og et lille land der havde bestemt sig for at bevise, at kritikerne tog fejl.

Den slags narrativ har dybe rødder i det svenske Socialdemokrati. Under Per Albin Hanssons’ lederskab i 1920erne blev kommunitaristiske og endda nationalistiske appeller associeret med venstrefløjen. Lighed gik fra at være framet som noget skræmmende og revolutionært til at være et nødvendigt grundlag for national enhed. De svenske Socialdemokraters politik der blev internationalt berømt for at være  progressiv og liberale er faktisk ofte blevet solgt ved hjælp af konservativt sprog om nationen. Når Ed Miliband taler om “One Nation Britain”, prøver han at opnå noget i samme stil (se min tidligere diskussion i Kielos, 2012). I Sverige er disse temaer dybt integreret i den nationale bevidsthed, og Socialdemokraterne har været i stand til at aktivere dem i svaret på krisen. Ikke bare med sloganet “Sverige kan gøre det bedre”, men med hele den måde, de fortalte deres historie omkring landets gæld.

Socialdemokraterne fik deres første statsunderskud til at handle om de “snærrende unge finansfolk på Wall Street”.,  Som den Socialdemokratiske finansminister (og senere Statsminister) Göran Persson udtrykte det:. “28- årige i dyre jakkesæt i London, Frankfurt og New York” stillede spørgsmålstegn ved størrelse på svenske arbejdsløshedsydelser. Og han, finansministeren, kunne ikke fortælle dem, at det ikke ragede dem, fordi han skulle låne penge af dem, men hatten i hånden. Hans argument var at et land, der skal låne penge hver eneste dag, bliver nødt til at låne penge af nogle kreditorer. Dette leder til, at magten skifter fra de folkevalgtes åbne kamre til de lukkede rum på det finansielle marked.

Det var derfor, at Sverige blev nødt til at genoprejse sin økonomi, og det var derfor, at offentligheden troede på, at Socialdemokraterne ikke ville “bruge for mange penge”. Dermed havde offentligheden en grund til, hvorfor deres nye og stærkere forpligtelse til finansiel stabilitet gav mening ud fra gamle socialdemokratiske værdier. Det fik Socialdemokratiet til at fremstå konsistente, og konsistens er, hvad al slags troværdighed er bygget af – inklusiv økonomisk troværdighed.

En historie om en ny økonomi

Den komplekse og rodede proces, som vi kalder politisk reform, afhænger af sammenhængen imellem politik og narrativ. Partier der anklages for “ikke at have nogen politik” har ofte masser af politikker. Side efter side, med tal og forslag, ideer og fremskrivninger. Det de ofte mangler er en politik baseret på en analyse af naturen af den økonomi, de tror vil komme på den anden side af recessionen, altså politik der også hænger sammen med en bredere vision for det samfund, de vil skabe. De anklagede partier har ikke en narrativ, hvis de ikke har disse ting med. Og uden en narrativ kommer deres politik ikke med ind i den offentlige samtale, og heller ikke i historiebøgerne for den sags skyld.

Den ufaglærte arbejders rolle i svensk økonomi var allerede reduceret i 1990erne. Udviklingen startede allerede før krisen, men den accelererede på grund af det chok, der ramte arbejdsmarkedet. Som økonomen Carlota Perez sagde, bliver man, for at forstå en krise, nødt til at forstå den boble, der kom før krisen (Perez 2003). Hvilken teknologisk proces har ændret produktionssystemer, organisationer, kommunikationsmidler, transport, distribution, forbrugsmønstre eller livsstile i årene op til krisen? Disse processer har bidraget til en boble, men det er også inden for disse områder, at den nye vækst skal bygges op. Ny teknologi fører altid til spekulation – alle vil have en bid af kagen, og samfundet er ikke fulgt helt med. Carlota Perez argumenterer for, at det kun er efter en krise, at den nye teknologis fulde potentiale kan realiseres for det fælles bedste. Dette sker, når samfundet lykkes i at skabe institutioner, der er bedre til at håndtere den nye økonomi. Behovet for bedre løsninger på kortsigtede problemer med recession, og behovet for bedre løsninger på langsigtede udfordringer for landet må derfor hænge sammen. De svenske socialdemokraters succesfulde politik i regeringen i 1990erne gjorde det. Det handlede ikke kun om at få Sverige ud af en recession, men også om at forberede sig på en ny økonomisk situation på den anden side.

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort. Det kræver en idé om, hvordan den nye økonomi bliver. Og fremskrivninger er altid svært. Som J. K. Galbraith beskrev det: ‘God created economists to make astrologers look credible’. Den Socialdemokratiske regering i Sverige satsede på viden, den nye informationsteknologi og grønne jobs. De viste sig, at de fik ret, men det var ikke altid en nem idé at sælge. Nedskæringer i arbejdsløshedsgodtgørelse mærkes med det samme af svage grupper – investeringer i fremtidig vækst giver først afkast langt senere. Men det er det andet element af Sveriges økonomiske vending, som ofte overses: der var ikke kun nedskæringer – det handlede om strategiske investeringer og en meget klar ide om, hvilken slags økonomi landet skulle ændres til.

For at kunne introducere den nye informationsteknologi til brede lag af befolkningen, lavede regeringen et program, der tillod personer at få en hjemmecomputer meget billigt igennem deres arbejdsgiver. Programmet var i direkte forlængelse af den klassiske svenske socialdemokratiske tilgang: man skal ikke bare omfavne det nye, man skal også prøve at give så mange som muligt adgang til det. Sverige blev hurtigt det land i verden, hvor flest hjem havde en computer, og det er ikke tilfældigt, at Sverige senere har skabe selskaber som Spotify og Skype.

Regeringen drog konklusionen, at udviklingen af særlig produktionsteknologi ville fortsætte med høj hastighed. Dette ville øge behovet for en fleksibel og passende fagligt uddannet arbejdsstyrke. Modige initiativer måtte igangsættes for at skabe et voksenuddannelsesprogram, der var større og bedre end noget andet i verden. Det såkaldt “vidensløft”, som begyndte i 1997, var målrettet arbejdsløse med kort eller ingen formel uddannelse. Målet var at løfte produktiviteten i hele økonomien. Folk med grunduddannelse fik chancen for at tage en ungdomsuddannelse. Folk der var i job fik det, der svarede til dagpenge, hvis de tog del i et uddannelsesprogram, og arbejdsgiveren udfyldte den ledige stilling med en arbejdsløs. Arbejdsgiverens omkostning var fast, og statens omkostning var begrænset til uddannelsen. Mere end ti procent af arbejdsstyrken greb denne mulighed, primært kvinder. Da økonomien vendte, blev de en værdifuld ressource på arbejdsmarkedet.

I 1997 lancerede statsminister Göran Persson (som efterfulgte Ingvar Carlsson) et nyt projekt, “det grønne folkehjem”. Navnet henviste til “folkehjem”-dagsordenen, som var lanceret af Persons forgænger, Per Albin Hansson. “Folkehjemmet” er en af de vigtigste begreber i det svenske Socialdemokrati. Det handler om at se nationen som et hjem. Det var Per Albin Hanssons vision om hvordan nationen Sverige skulle bygges. I det gode hjem er der lighed, omtanke, samarbejde og hjælpsomhed. Når du siger, at en nation bør være lige som et hjem, indarbejder du automatisk disse værdier. Det er en konservativ ramme fyldt med et progressivt budskab. Og det blev den centrale fortælling i mere end 60 år for Socialdemokratiet i Sverige (Kielos 2012).

Göran Persson ville udvide den vision og binde den sammen med den grønne dagsorden. Hans centrale politiske ide var at decentralisere ansvaret for reduktion af CO2-udledning til lokale og regionale led samtidig med, at man skabte vækst i grønne jobs (3). Over halvdelen af Sveriges kommuner og regioner deltog og staten bidrog med omfattende finansiering. Det vurderes, at programmet hjalp til at reducere Sveriges CO2-udslip med to millioner tons pr år imellem 1998 og 2008. Det svarer til næsten 75 procent af den samlede svenske forpligtelse i den første Kyoto periode. Og samtidig med, at der skabtes jobs lokalt. (4)

Alle disse politiker – hjemmecomputer-programmet, vidensløftet og det grønne folkehjem – blev kritiseret. Alle programmerne havde deres fejl. Men de gjorde allesammen en forskel, og de skabte optimisme og bevægelse fremad i en tid, hvor der var desperat brug for begge ting. De tog ikke alene Sverige ud af recessionen, men frem imod en ny slags økonomi. De fortalte også en historie om en nation med et bestemt sæt af værdier, samt om hvordan en nation kunne gøre det bedre. Hvordan Sverige kunne blive det land, som det var meningen, det skulle være.

En god politisk narrativ handler ikke om at sælge. En god politisk narrativ udvider det, der er muligt. Den redefinerer sund fornuft og ændrer forudsætningerne for debatten. Da Ed Miliband sagde ‘We’re Britain, we’re better than this’, så var det ikke kun et smart angreb på de Konservative. Hvis vi ser på erfaringerne fra Sverige i 1994, så bliver det nødt til at være mere end bare retorik. Med andre ord, så er der måske mere end ét mantra man kan låne.

Kort fortalt:

  • Når der peges fingre af centrum-venstre og siges “i bruger for mange penge” antydes det, at politik der vil mere lighed ikke virker. Det er den påstand, du bliver nødt til at forholde dig til.
  • Du kan ikke vinde som Socialdemokrat uden at genrejse tilliden til politik. Kampen om “økonomisk troværdighed” handler grundlæggende om tillid til politik.
  • Få økonomiske problemer til at handle om nationens kamp for overlevelse.
  • Argumenter for finansiel stabilitet ud fra dine ældste og mest kendte værdier for at skabe konsistens og tillid.
  • Behovet for bedre løsninger på kortsigtede problemer med recession, og behovet for bedre løsninger på langsigtede udfordringer skal gå hånd i hånd.
  • Politik bør være baseret på en analyse af den økonomi, som du tror vil opstå på den anden side at recessionen.

Hvor meget af dette, der er relevant for Labour og Ed Miliband i dag, er åbent for debat. Men hovedpointen er denne: Økonomi er ikke bare økonomi.

 

Referencer:

Carlsson, I. (2003) Så tänkte jag, Stockholm, Hjalmarson & Hogberg.

Cliffe, J. (2013) ‘What lessons Ed Miliband can learn from Bill Clinton and Ingvar Carlsson’, Guardian 16.8.2013.

Kielos, K. (2012) ‘One Nation Labour and Sweden’s “people’s home”’, Renewal 20 (4): 5-8.

Perez, C. (2002) Technological Revolutions and Financial Capital, Cheltenham, Edward Elgar.

Noter

1. På Svensk: ‘Sverige kan bättre’.

2. Den såkaldte ‘Persson plan’, opkaldt efter Ingvar Carlssons skygge finansminister, Göran Persson. Persson var Ingvar Carlssons efterfølger som statsminister 1996-2006.

3. Programmet allokerede 6.2 milliarder svenske kroner til 210 lokale initiativer, som blev matchet med lokale midler, så det samlet gav 27.3 milliarder svenske kroner.

4. 8.400 fulde årsværk og 400 ekstra permanentejobs som en indirekte effekt af skriftet til biobrændsel.

(artiklen er oprindeligt udgivet i tidsskriftet Renewal)

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977