Socialdemokratisme: Den pragmatiske ideologi

1922493_1493680037526295_1704883106_n

I dag kender de færreste politisk interesserede Socialdemokratiets idémæssige rødder. De fleste nok vil kende til marxismens syn på klassekamp, historisk materialisme og revolution, liberalismens forskellige ideer om naturtilstanden, „den usynlige hånd“ osv. Den væsentligste grund til, at den socialdemokratiske ideologi er så ukendt, er, at der ikke har været den samme akademiske praksis. Bogen Socialdemokratiske tænkere forsøger at give et overblik over Socialdemokratiets idéhistorie.

af Anders Dybdal Kommunikationsrådgiver, Operate, Ekstern lektor, Roskilde Universitet

(Indledningen fra bogen Socialdemokratiske tænkere)

Vi er vant til at få fortalt, at der var to store ideologiske slag i det 20. århundrede. Det ene var en kamp mellem demokratiet og dets alternativer, hvor duellanterne var liberalisme mod fascisme, nazisme og marxisme-leninisme. Den anden store kamp stod mellem kapitalismen og dets alternativ planøkonomien, hvor duellanterne var liberalisme og marxisme. Sejren gik til demokratiet og kapitalismen, og Francis Fukuyama beskrev det i sit be- rømte essay „End of history“ fra 1989 som liberalismens sejr og historiens endeligt, i den forstand, at kampen om den legitime statsform var overstå- et. Han mente, at murens fald ikke blot blev afslutningen på den kolde krig eller vedtagelsen af en bestemt periode af efterkrigstidens historie, men derimod „højdepunktet for menneskehedens ideologiske evolution“.

Det er ikke helt rigtigt. I fortællingen overses det faktum, at ideerne om demokrati og kapitalisme historisk har været på kant med hinanden og ikke kan ses som to sider af den samme sag. Det var liberale og marxister sådan set enige om. Der var en udbredt demokrati-skeptisk gren inden for liberalismen, hvor man frygtede, at demokratiet ville blive en trussel mod det frie marked og ejendomsretten. Marxister frygtede parallelt, at kapitalisterne ikke ville lade demokratiet fungere, da et arbejderflertal potentielt kunne omstyrte kapitalismen, hvilket de aldrig ville tillade. Inden for begge tankestrømninger havde man en frygt for, at demokratiet ville umuliggøre ideologiens projekt.

Det var i høj grad den socialdemokratiske tænkning, der gjorde demokrati og kapitalisme foreneligt, fordi den gav politikken forrang og satte fællesskabets behov først. Socialdemokratisme er en dramatisk revision af forholdet mellem stat, marked og samfund, der var med til at forme kapitalismen og begrænse den via demokratiets politiske magt, så den kunne underkastes samfundets behov.

Den ukendte ideologi

I dag kender de færreste politisk interesserede – inklusive mange partimedlemmer – Socialdemokratiets idémæssige rødder. Enkelte vil formentlig argumentere for, at der ikke findes en selvstændig socialdemokratisk tænkning. Få vil formentlig kunne nævne de tænkere eller redegøre for de tanker, der har formet partiets ideologi. Hvorimod de fleste nok vil kende til marxismens syn på klassekamp, historisk materialisme og revolution, liberalismens forskellige ideer om naturtilstanden, „den usynlige hånd“ osv., ja, selv konservatismen, der ellers er kendt for at være en svært definerbar ideologi, har devisen om gud, konge og fædreland.

Selvom ingen ser ud til at ane det, så er socialdemokratisme en selvstændig idétradition. Tænkningen udspringer i slutningen af det 19. år- hundrede som en afstandtagen fra dele af marxismen, men tankesættet er løbende blevet udviklet gennem refleksion og praktisk politisk arbejde i socialdemokratierne rundt omkring i Europa.

Den væsentligste grund til, at den socialdemokratiske ideologi er så ukendt, er, at der ikke har været den samme akademiske praksis som i f.eks. marxismen og liberalismen. De færreste af socialdemokratismens tænkere kan betegnes som teoretikere i klassisk forstand. Det kendetegnende ved de fleste af dem er, at de ikke kun forsøgte at udvikle samfundsforandrende ideer, men at de også prøvede på at omsætte dem i praksis. Nok var de intellektuelle, men ideerne var et våben i en demokratisk kamp for at skabe bedre vilkår for arbejderklassen. Dette forklarer, hvorfor der på ethvert bibliotek med en samfundsvidenskabelig afdeling kan findes lange bogserier, der sirligt redegør for kompliceret marxistisk teori, der aldrig har været i nærheden af at blive omsat til virkelighed, mens det stadig er vanskeligt at opdrive en bog, der redegør for den socialdemokratiske ideologi. Det vil denne bog forsøge at råde bod på ved at fortælle historien om et af det 20. århundredes mest betydningsfulde ideologier. Udgangspunktet er de tænkere, der har haft størst indflydelse på de socialdemokratiske partiers begrebs- og tankeverden i Skandinavien4. Dette kapitel giver et overblik over Socialdemokratiets idéhistorie med enkelte nedslag i partiets programmer og politikker.

De marxistiske rødder

Det danske socialdemokrati blev stiftet af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff i 1871 som en afdeling af Den Internationale Arbejderforening (Første Internationale), som Marx syv år tidligere havde været med til at etablere. Det giver sig selv, at Karl Marx og Friedrich Engels teorier (se kapitel 1) var en meget central del af partiets ideologiske selvforståelse fra begyndelsen – selvom Ferdinand Lasalles idéer (se kapitel 2) også spillede en væsentlig rolle

Socialdemokratiet blev grundlagt som et marxistisk-lassalleansk arbejderparti, stærkt inspireret af det tyske søsterparti SPD, med det mål at skabe bedre vilkår for arbejderklassen, der havde svære kår i 1870ernes industrisamfund. Det skulle ske ved at indføre lige og direkte valgret, en normal arbejdsdag og lade staten tage ansvar for skoleundervisning samt omsorg for syge, gamle og handikappede. Statens arbejde skulle finansieres af progressiv beskatning. Socialdemokratiets første principprogram (Gimleprogrammet) fra 1876 rummede således en væsentlig del af Marx og Engels klasseanalyse og kritik af det kapitalistiske samfund. Partiet stod ifølge programmet foran en politisk strid mellem „arbejderklassen“ og „kapitalisterne“, hvor arbejdernes mål måtte være en afskaffelse af „lønarbejdssystemet“ og en udryddelse af kapitalismens „udbytning“. Lasalles indflydelse var også klar at spore i Gimleprogrammet. Social- demokratiet skulle nemlig etablere en „fri stat“ og bruge den til at gøre samfundet socialistisk. For Marx var staten den herskende klasses undertrykkelsesredskab, og den kunne ikke reformeres, men skulle i stedet erstattes af et proletariatets diktatur som et overgangsstyre til statens hendøen. For Lasalle var kontrollen med staten afgørende for arbejder- klassen, da den kunne bane vej for socialisme her og nu gennem almindelig valgret og statsstøttede produktionsforeninger.

I 1886 valgte partiet at dele sig i en faglig del og en politisk del, for at varetage arbejdernes samlede interesser. Målet for begge dele var et socialistisk samfund, men Socialdemokratiet skulle primært varetage de politiske interesser og fagbevægelsen de økonomiske. Der var tale om en pragmatisk arbejdsdeling, hvor fagforeninger tog sig af arbejderens rolle som producent og partiet som statsborger. Parti og fagforening var tæt forbundet og arbejdede grundlæggende mod det samme mål. Tretten år senere indgik De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO) en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, der slog fast, at arbejdsgiverne havde ret til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne var de eneste, der kunne indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold. Med septemberforliget i 1899 var grundstenen til den danske model lagt, og frem mod 1911 blev det fagretlige system etableret med forligsinstitution og fredspligt. Trods partiets marxistiske paroler om „klassekamp“ indbød fagbevægelsen altså 23 år efter principprogrammets vedtagelse til en form for klassesamarbejde mellem arbejdere og kapitalister med staten som mæglende instans.

Fra ortodoks marxisme til socialdemokratisme

Trods arbejderbevægelsens i praksis forholdsvis reformorienterede kurs styrkede partiet sit marxistiske idégrundlag i begyndelsen af 1910erne, inspireret af Friedrich Engels og særligt Karl Kautskys popularisering af den marxske lære – kaldet ortodoks marxisme (se kapitel 3). I 1913 vedtog Socialdemokratiet et principprogram, der beskrev, hvordan den kapitalistiske samfundsudvikling skabte større „elendighed“ for arbejder- ne og ville ende i „klassekamp“:

„Denne samfundstilstand – kapitalismen – umuliggør en retfærdig fordeling af samfundsarbejdets udbytte, fremkalder planløs produktion, hvorved uhyre værdier går til grunde, skaber kriser og arbejds- løshed, splitter samfundet i stadig heftigere interessekrige og spalter det sluttelig i to modsatte lejre i en bestandig mere omfattende og bevidst indbyrdes klassekamp.“

Partiets analyse af samfundets tilstand bar præg af den ortodokse marx- ismes idé om, at kapitalismens udvikling uundgåeligt ville føre til middel- klassens proletarisering og samfundets opsplitning i to klasser: Arbejder- klassen og kapitalistklassen. Den tilspidsning af klassekampen ville dog ikke ende i blodsudgydelser, da kapitalismen samtidig blev mindre effektiv og til sidst ville bryde sammen. Derfor gjaldt det for Kautsky og andre ortodokse marxister om at mobilisere arbejderklassen til en ikke-voldelig magtovertagelse, når kapitalismen brød sammen.

Det danske program, der var skrevet af de ortodokse marxister Ger- son Trier og Gustav Bang, var tydeligvis stærkt inspireret af det tyske Erfurterprograms principielle del, som Kautsky havde forfattet. Det danske parti tog derved indirekte stilling i den tyske revisionismedebat, der havde præget store dele af 1900erne. Debatten stod mellem Karl Kautsky, August Bebel og andre, der forsvarede den ortodokse marxismes ver- densanskuelse, og Eduard Bernstein (se kapitel 4), der ville revidere Socialdemokratiets marxistiske overbygning.

Bernstein mente, at der var andre og bedre veje til socialisme end klassekamp og revolution. Kapitalismen var ifølge Bernstein ikke på vej mod et sammenbrud, og det var faktuelt forkert, at kapitalismens udvikling skabte en elendiggørelse af arbejderklassen og middelklassen. Bernstein var en stærk kritiker af kapitalismens sociale uretfærdigheder, men han mente, at de empiriske erfaringer pegede på, at kapitalismen var i stand til at skabe velstand til andre end kapitalisterne selv. Der skete ifølge Bern- stein ikke en tilspidsning af klassekampen, tværtimod. Arbejderne havde svagt stigende lønindtægter, og den samfundsmæssige rigdom blev ikke kun samlet hos kapitalisterne, store dele af middelklassen fik også gavn af værditilvæksten. Arbejderklassen havde altså et interessefællesskab med de dele af middelklassen, der også led under kapitalismens indbyggede uretfærdigheder.

Den bedste måde at opnå social retfærdighed og fremgang for arbejderklassen på var derfor ved, at de socialdemokratiske arbejderpartier indgik klassealliancer med de progressive liberale partier, der også ønskede demokratiske reformer og en mere retfærdig fordeling af samfundets værdier. Kapitalismens indbyggede uretfærdigheder kunne forene klasserne, og målet var gradvist at fjerne kapitalismens udnyttelse og ud- bytning gennem den demokratiske stat. Politiske idealer skulle altså styre det kapitalistiske system – ikke omvendt. Politikken skulle have forrang.

I Danmark blev Bernsteins revisionisme dog mødt med stærk kritik af både Socialdemokratiets marxistiske docent Gustav Bang og partiets chefideolog Frederik Borgbjerg (se kapitel 5). Bang mente ikke, at par- tiet havde en eksistensberettigelse, hvis ikke teorien om kapitalismens sammenbrud holdt stik. Borgbjerg var af en anden opfattelse. Han fandt revisionismens krav irrelevante, fordi Socialdemokratiet i sin praksis allerede var reformistisk indstillet, og han så derfor ingen grund til at forkaste den marxistiske overbygning. Borgbjergs socialistiske grund- opfattelse var præget af tanken om evolution og troen på et folkeligt fællesskab mellem arbejdere og bønder. Hans vision var, at samfundet gradvist skulle blive mere socialistisk ved, at det arbejdende folk fik stør- re indflydelse på både staten og civilsamfundet gennem producent- og forbrugsforeninger. Borgbjerg bevægede sig på kanten af marxismen.

Som professor Claus Bryld udtrykker det i kapitel 5, svarede Borgbjergs opfattelse af samfundsudviklingen mere til Bernsteins end til Marx og Engels’. Hovedforskellen var, at Bernstein var bevidst om forkastelsen af marxistisk teori. Det var Borgbjerg og størstedelen af det danske social- demokrati ikke.

I 1905 bliver det danske socialdemokratis muligheder for at indgå strategiske klassealliancer, som Bernstein og Borgbjerg var fortalere for, forbedret med dannelsen af Det Radikale Venstre. Og med grundlovs- ændringen i 1915, der gav kvinder og tjenestefolk stemmeret, var vejen i endnu højere grad banet for at indføre socialisme parlamentarisk.

Socialdemokratiet var således i sine første årtier et overvejende marxistisk parti, men der udviklede sig frem mod 1. verdenskrig gradvist en selvstændig socialdemokratisk ideologi bygget på demokrati, reformisme, klassesamarbejde og en vision om en stærk stat, der kunne afbøje kapitalismens negative konsekvenser. Socialdemokrater stolede ikke på, at kapitalismen kunne skabe fremgang og retfærdighed for arbejderklassen, men den adskilte sig samtidig fra marxismen ved at forkaste revolutionen. Løsningen var at styre kapitalismen politisk gennem demokratiet. Det var til at starte med en ubevidst forkastelse af marxisme, der se- nere blev ekspliciteret. Ledende socialdemokrater fra Stauning til Krag beholdt dog en stor forkærlighed for Karl Marx. Socialdemokrater har stadig meget til overs for Marx, men ikke så meget til overs fra ham, som Erling Olsen udtrykte det i bogen Den barberede Marx (1979).

Til kamp for folkestyret

Den socialdemokratiske ideologi som bl.a. Bernstein og Borgbjerg støbte fundamentet for før 1. Verdenskrig, blev gradvist styrket og videreudviklet under partiets storhedstid. I mellemkrigstiden fungerede socialdemokratismen som et bolværk mod tidens totalitære tendenser, mens de idé- politiske kugler til den såkaldt skandinaviske velfærdsmodel blev støbt.

Socialdemokratiets reformistiske strategi blev styrket i årene lige op til og under 1. Verdenskrig, hvor partiets ledelse forstærkede samarbejdet med Det Radikale Venstre og fungerede som støtteparti for Carl Theodor Zahles radikale regeringer, der fastholdt en pragmatisk neutralitetspoli- tik under krigen. Første verdenskrig ændrede meget i arbejderbevægelsens selvforståelse både i Danmark og internationalt, da krigen betød, at arbejdere i stedet for at kæmpe mod nationale borgerskaber nu gik i krig mod brødre i andre lande. Desuden blev den reformorienterede tilgang i Danmark, som chefideolog Frederik Borgbjerg og partiformand Thorvald Stauning var fortalere for, udfordret indefra efter Lenins oktoberrevolution i 1917. To år efter brød den revolutionære fløj ud af partiet og etablerede et venstresocialistisk parti, der året efter blev til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Mellemkrigstiden prægedes af store ideologiske spændinger, og parti- ets stærke demokratiske idégrundlag blev udfordret både indefra og ude- fra. Internt i arbejderbevægelsen stredes socialdemokrater og kommunister om magten, samtidig med, at totalitære tankesæt spredtes over store dele af Europa. Partiets chefideolog i mellemkrigstiden, Hartvig Frisch (se kapitel 6), var nådesløs i kritikken af alle revolutionære og doktrinære idéer. Han kritiserede ortodoks marxisme og troede bestemt ikke på socialismen som en historisk nødvendighed. Al magt kommer af viljen til magt, mente Frisch, og han var bekymret for, at det danske samfunds fremtid lige så godt kunne blive præget af bolsjevisme, nazisme eller fascisme som af socialdemokratisme.

I bogen Pest over Europa (1933) kritiserede Frisch det tyske søsterparti SPD for at være så faste i troen på en videnskabelig garanti for socialismens sejr, at de afventede magten i stedet for at gribe efter den. Frisch fremhævede behovet for at fastholde og styrke de skandinaviske social- demokratier som nationalt orienterede partier, der ikke kun henvendte sig til arbejderklassen, men til hele folket10. Frischs bog blev på mange måder det idémæssige omdrejningspunkt i omstillingsprocessen fra et internationalt klasseparti til et nationalt folkeparti. Ideerne fik stor betydning for Socialdemokratiet, hvilket også afspejles i arbejdsprogrammet Danmark for Folket fra 1934 skrevet af Stauning. Programmet var direkte adresseret „til det danske folk“ og ikke til den internationale arbejderklasse som i det cirka 20 år ældre principprogram. Partiet orienterede sig stadig internationalt, men det var ikke længere et centralt mål for partiet at bidrage til at forene „arbejdere i alle lande“. Socialdemokratiet skulle være et reformorienteret nationalt folkeparti, der kunne stå vagt mod totalitært tankegods.

Stauning forenede nationen, demokratiet og folket ved hjælp af Frischs og Borgbjergs tænkning. Den socialdemokratiske tænkning var kende- tegnet ved at kombinere det konservative nationsbegreb og det libera- le-grundtvigianske folkebegreb med demokratibegrebet. Det gav partiet en stærk ideologisk overbygning og gjorde det svært for både konservative og liberale at være imod folkestyret. Konservatismen og liberalismen blev stækket, og Stauning lagde grunden til partiets ideologiske succes.

Socialdemokratiets vælgermæssige fremgang i 1920erne til midten af 1930erne vidner om, at det lykkedes Stauning og partiet at appellere til flere end arbejderne. Jo mere reformorienteret og favnende det danske parti blev, desto større indflydelse fik det socialt og politisk. Det var ikke tilfældet i Tyskland. Samtidig med, at Stauning fik 46,1 % af stemmerne ved valget i 1935, blev den tyske arbejderbevægelse knust af Hitler og det nazistiske parti.

Velfærdstaten som ideologisk projekt

Socialdemokratiets væsentligste mål i 1930erne og frem til 1945 var at stå vagt om det danske folkestyre mod totalitære tendenser inde og ude. Anden verdenskrig blev demokratiernes sejr, og den socialdemokratiske teolog Hal Koch konstaterede kort efter krigen, at „verden pludselig er vågnet op og har til sin forbavselse set, at den er blevet demokratisk“. Nu kunne det ideologiske hovedfokus igen blive en transformation af kapitalismen som økonomisk system, og det blev slået fast i Socialdemokratiets program Fremtidens Danmark fra 1945:

„Verden er siden 1939 blevet en nazistisk trussel kvit, men tilbage står et økonomisk system, der ikke formåede at løse førkrigstidens problemer. Dette økonomiske system har i samme grad som krigen bragt sved og tårer over menneskeheden, når kriserne, nøden og arbejdsløsheden for alvor svang pisken. Disse tilbagevendende kriser havde en ikke uvæsentlig andel i de politiske rystelser, der igennem trediverne truede demokratierne og freden for til sidst at føre til nazismen og krigen.“

Kapitalismen som økonomisk system var, ifølge programmet, en væsentlig årsag til de totalitære tankers fremmarch som følge af den nød og arbejdsløshed, den skabte under krisen i 1930erne. Nu var tiden derfor kommet til at adressere det økonomiske systems grundlæggende problemer og opnå „fuld beskæftigelse“, „en mere effektiv produktion“ og „social tryghed“. Med programmet i 1945 tegnede partiet de ideologiske hovedlinjer for efterkrigstidens velfærdsstatsprojekt. Som det socialdemokratiske folketingsmedlem Poul Hansen formulerede det i 1945, var målet at sikre en politik, der sikrede „hele folkets velfærd“. Socialdemokraterne begyndte dog først at tale om „velfærdsstaten“ som det vigtigste mål i 1950erne14, til trods for, at velfærdsstaten har rødder langt før efterkrigstiden. En stor del af reformerne efter Anden Verdenskrig bygger nemlig på ideer og teorier født i starten af det 20. århundrede.

Velfærdsprojektet har både en social, en demokratisk og en økonomisk dimension. Den sociale dimension af velfærdsprojektet i Danmark blev grundlagt af K.K. Steincke (se kapitel 7), der var meget aktiv i idédebatten i 1910erne og 1920erne. Steincke talte ikke om „velfærd“, men han havde blik for vigtigheden af sociale rettigheder for menneskers tryghed og ikke mindst selvfølelse. For Steincke var „socialismen“ ikke bevægelsens endemål. Målet var at fremavle frie, uafhængige og karakterfaste in- divider og at fremelske personlig hæderlighed, ærlighed, arbejdsomhed og ordholdenhed. Det enkelte menneskes kultur blev ifølge Steincke tru- et af et samfund præget af forloren medlidenhed og velgøreri. Derfor var der brug for at gøre op med almisseprincippet, der betød, at hjælpen blev ydet ud fra tilfældige skøn over, hvor trængende en borger var. Det knæk- kede ifølge Steincke individets selvfølelse og skabte ikke uafhængige og selvstændige personer. Statens opgave var ikke at udvise barmhjertighed, men at fastlægge borgernes rettigheder. Denne rettighedstanke blev og er til dels stadig en central del af den socialdemokratiske ideologi, og den blev også en hjørnesten i efterkrigens socialpolitik.

Steincke fik mulighed for selv at reformere socialpolitikken. I 1929 blev han udpeget til socialminister af Stauning, og lidt over tre år senere blev hans store socialreform vedtaget som en del af Kanslergadeforliget. Reformen fjernede det almissepræg, der havde kendetegnet lovgivningen, og indførte klare regler for borgernes rettigheder. Siden reformen i 1933 har partiet i hovedsagen støttet en universalistisk velfærdsmodel, hvor grundprincippet var, at alle har ret til en række ydelser, der beror på lovbestemte krav og ikke en konkret vurdering af, om den enkelte er trængende. Det gælder ydelser som f.eks. folkepension (1957), bistand/ kontanthjælp (1970) og børnefamilieydelser (1984). Det er derfor, mange betegner Steinckes socialreform som startskuddet til velfærdsstaten.

Velfærdsprojektet havde ikke kun en social dimension, den havde også en demokratisk dimension. Kendetegnende for begge dele af projektet var, at målet var en dannelse af den enkelte som demokratisk medborger. Demokrati er, som Hal Kock udtrykte det, ikke bare en statsform, det er en livsform, der skal gennemsyre folket. Derfor var ideen, at folket skulle have styrket deres muligheder for demokratisk deltagelse gennem oplysning om tilværelsen, skattebetalt adgang til uddannelse, til biblioteker, kulturinstitutioner samt nyheder fra licensbetalt radio og TV. Folkeskolen var en central del af velfærdspolitikken, og i 1953 blev det i grundloven slået fast, at undervisningen skulle være gratis. Skolens vigtigste formål var demokratisk dannelse, så medborgerne blev i stand til at tage et ansvar for fællesskabet på alle niveauer.

Keynesianisme og velfærd

Grundlaget for velfærdsstatens økonomiske tænkning udformes også i 1930erne af økonomerne Wigforss, Keynes og Myrdal. Den svenske socialdemokrat Ernst Wigforss (se kapitel 8) støbte allerede i 1932 centrale politisk-økonomiske ideer til den socialdemokratiske velfærdstænkning i Skandinavien og bidrog med, hvad der ofte er blevet beskrevet som, „keynesianisme før Keynes“. I pamfletten Har vi råd at arbeta (1932) udfordrer han de klassiske økonomiske teorier og opfordrer til at betragte det økonomiske liv, som det empirisk optræder. Wigforss tror på, at staten kan løse den økonomiske krise ved at give borgerne arbejde under lavkonjunktur og foretage nedskæringer under højkonjunkturer. Det er ikke kun en økonomisk iagttagelse, men også et moralfilosofisk perspektiv. Mennesket skal beherske produktionen, ikke beherskes af den, og det økonomiske system skal styres af menneskenes behov for arbejde – ikke af urokkelige økonomiske love.

Den danske regering, og de fleste europæiske regeringer, forsøgte sig med beskæftigelsesfremmende politikker i 1930erne, men det var Wig- forss, der som svensk finansminister fra 1932 til 1949 var den første til at omsætte idé til praksis. Den store økonom John Kenneth Galbraith frem- hæver i A History of Economics (1991), at „det ville være mere retfærdigt at tale om „den svenske økonomiske revolution“ end den „keynesianske revolution“ i økonomien“.

Selvom Wigforss var den første, der for alvor nytænkte og eksperimenterede med krisepolitik i 1930erne, var det ubetinget John Maynard Keynes (se kapitel 9), der leverede den teoretiske og videnskabelige be- grundelse for vigtigheden af statsindgreb i økonomien. Det danske socialdemokrati havde længe savnet en teoretisk model, der kunne forsvare at gøre fuld beskæftigelse til et centralt programpunkt. Det leverede Keynes, og han støttede sågar en progressiv beskatning, der matchede partiets fordelingspolitiske linje. Det tankegods, Keynes havde præsenteret i The General Theory of Employment, Interest and Money (1936) blev diskuteret intensivt blandt økonomerne på Københavns Universitet i 1930erne og blev behandlet i en socialdemokratisk kontekst i 1940erne,

hvor bl.a. Jens Otto Krag viste stor interesse for Keynes’ teorier i en kronik i 1944. Keynes forestilling om, at staten skulle gribe ind i økonomien ved at bruge penge i nedgangstider og holde igen i opgangstider, blev en central del af Socialdemokratiets velfærdsstatspolitik i efterkrigstiden. Det ses tydeligt af partiprogrammet Fremtidens Danmark fra 1945:

„Statens budget og finanspolitikken har ikke alene betydning, når det gælder om at skaffe staten penge eller om at påvirke indkomst- fordelingen. Finanspolitikken har også en fremtrædende plads blandt midlerne til at modvirke de heftige omskiftelser i de økonomiske konjunkturer og til at fremskaffe fuld beskæftigelse.“

Danske historikere har diskuteret, hvorvidt det var Keynes’ ideer, der lå til grund for de finanspolitiske afsnit i partiprogrammet. De fleste kan dog blive enige om, at Keynes var en af inspirationskilderne sammen med bl.a. den svenske økonom Gunnar Myrdal (se kapitel 10).

Den socialdemokratiske økonomiprofessor Gunnar Myrdals tidlige forskning havde behandlet en stor del af de teorier, som Keynes senere valgte at videreudvikle. Myrdal var meget bevidst om den økonomiske teoris politiske dimensioner og lagde vægt på, at „værdipræmisser“ var nødvendige. Det var de både for at drage politiske konklusioner af den økonomiske analyse, men også i selve udformningen af de teorier, der guider analyserne. Flere danske socialdemokrater var betagede af Gunnar Myrdal, bl.a. Jens Otto Krag, der var inspireret af hans tanker om 1930ernes krisepolitik og den flerårige budgetbalance. Krag havde generelt stor respekt for den „delvist videnskabeligt underbyggede kritik af det bestående samfund“ som fundament for socialdemokratisk tænkning. Han understregede dog, at han foretrak at lægge vægten på tænkere som „Keynes og Myrdal“ fremfor „Marx og Engels“.

Social ingeniørkunst

Krag var mest inspireret af de økonomiske perspektiver i Myrdals for- fatterskab, men Gunnar og Alva Myrdals (se kapitel 10) familiepolitiske perspektiver fik også stor betydning for den danske velfærdsstats idédebat. Myrdalernes værk Krise i Befolkningsspørgsmålet (1935), som de- res bog kom til at hedde på dansk, gjorde familien til et politisk spørgsmål. Familiens trivsel var ikke kun et privat spørgsmål, det vedrørte også staten. Det var nemlig i familien, fremtidens arbejdskraft blev til, og den var vigtig, hvis man skulle opretholde velfærdsstatens sociale ydelser. Derfor skulle staten overtage flere af familiens traditionelle funktioner. Myrdalernes nye perspektiver skabte stor debat på begge sider af Øresund og førte til, at de socialdemokratiske regeringer i begge lande i 1930erne nedsatte befolkningskommissioner, der skulle se på, hvordan staten kunne forbedre familiens forhold med henblik på at øge børne- tallet. Den danske kommission anbefalede bl.a. finanslovsbevillinger til oprettelse og drift af børnehaver.

Det var særligt den socialdemokratiske del af kvindebevægelsen med Edel Saunte og Nina Andersen, der udbredte den myrdalske vision i Danmark. Sidstnævnte kunne i 1950erne erklære, at familiepolitik var en officiel politisk strategi for Socialdemokratiet, og det bliver også grad- vist skrevet ind i partiets programmer. Op gennem 1960erne blev de familiepolitiske ideer for alvor realiseret i takt med, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og presset på familien blev øget. I det socialdemokratiske principprogram Solidaritet, lighed og trivsel fra 1977 kunne man glædeligt konstatere, at velfærdssamfundet nu „har overtaget en stor del af den omsorg for børn, syge og ældre, der tidligere blev klaret af den enkelte familie“.

Demokrati, reformisme, klassesamarbejde og en stærk stat var stadig det ideologiske omdrejningspunkt for Socialdemokratiet, men idétraditionen blev udvidet med social ingeniørkunst, fokus på folket, fore- stillingen om velfærdsstaten som en kulturinstitution og et keynesiansk økonomisk grundlag. Partiets ideologiske overbygning i efterkrigstiden kaldes ofte for „klassisk socialdemokratisme“.

Opbrud og mellemtid

Den klassiske socialdemokratisme gav partiet en stærk position i Dan- mark indtil 1970erne. Det politiske projekt var under pres: Efterkrigstidens velfærdsstat viste sig vanskelig at finansiere, den politiske og økonomiske internationalisering udfordrede velfærden. Tiden var præget af opbrud og omvæltninger.

VKR-regeringen (1968-1971) havde definitivt overtaget den social- demokratiske velfærdsvision og forsøgte ikke at reducere hverken velfærdsydelser eller skattetrykket i deres regeringsperiode. En stor offentlig sektor er ikke gratis, og i 1971 nåede Danmark Vesteuropas højeste skattetryk. Det bekymrede i stigende grad vælgerne og flere af de borgerlige politikere, der tidligere havde slået på, at „pengene befinder sig bedst i borgernes lommer“. Socialdemokratiet bekymrede sig dog mindre om velfærdens finansieringsproblem og mere om, hvorvidt vi havde den ret- te velfærd – og om der var nok af den?.

Aktuelts redaktør Bent Hansen fik stor indflydelse på den ideologiske debat i partiet med bogen Velstand uden velfærd (1969), hvor han argumenterede for, at velstandsvæksten ikke nødvendigvis skabte velfærd. Fordelingen af indkomst og formuer mellem klasserne var ikke radikalt forandret. Lighedsmålsætningen var ifølge Hansen ikke nået, og vel- færdsstaten fortjente ikke sit navn. Partiets idéudvikling fokuserede på at finde nye veje til at nedbryde klasseskel og skabe lighed, og man fokuserede i mindre grad på de økonomiske vanskeligheder, velfærdstaten var på vej ind i.

1970ernes økonomiske krise blev en voldsom udfordring for den klassiske socialdemokratiske tænkning. Den internationale konjunkturnedgang kombineret med øget tilgang til arbejdsmarkedet gjorde ambitionen om „fuld beskæftigelse“ umulig, og skiftende socialdemokratiske regeringer stod nærmest magtesløse over for problemet.

Samtidig mødte Socialdemokratiet sin største vælgermæssige tilbage- gang nogensinde ved jordskredsvalget i 1973, da partiet mistede en tredjedel af sine mandater. Beslutningen om at blive en del af det europæiske fællesmarked splittede både parti og vælgerkorps. Økonomiens internationalisering og spørgsmålet om EF-medlemskab stillede social- demokraterne over for et svært valg. Tilhængerne mente, at EF var nødvendig for at fastholde og forøge den økonomiske vækst, der var en forudsætning for en fortsat udbygning af velfærdstaten. Kritikerne frygtede, at EF ville mindske mulighederne for at bevare de særligt nordiske traditioner ift. demokrati, deltagelse og velfærd25. Drømmen om et fælles Norden døde definitivt, og EF blev partiets svar på den internationale økonomis udfordringer.

Socialdemokraterne skulle samtidig forholde sig til en række nye politiske skillelinjer og spørgsmål. Miljøbevægelsen, rødstrømperne, „nej til atomkraft“ og andre sociale bevægelser dannedes og fik stor indflydelse. Ligestilling mellem kønnene havde været en del af partiets tænk- ning siden etableringen, men spørgsmålet fik en mere central placering i partiets programmer fra 1969, da også miljø og naturfredning blev en del af dem. Gro Harlem Brundtlandt (kapitel 11) blev en af de første skandinaviske socialdemokrater, der for alvor gjorde ligestilling og miljø til en central del af bevægelsens tænkning. Hun gav det socialdemokratiske lighedsbegreb et tydeligere feministisk indhold, og hun holdt fast i det som norsk statsminister og den første kvindelige leder af et europæisk socialdemokrati. Brundtlands største indflydelse på partiets ideologiske overbygning var dog hendes forestilling om bæredygtighed. Brundtland mente allerede i 1970erne, at væksten (særligt i industrien) truede med at ødelægge fremtidens miljø og velfærd. Som leder af FN’s specialkommission for miljø- og udviklingsspørgsmål fra 1984-1987 var hun med til at etablere forestillingen om samfundets bæredygtighed. Hun føjede en ny dimension til den socialdemokratiske tænkning: Velfærdsstaten skal ikke bare være retfærdig og fremgangsrig – men også bæredygtig.

Samfundsomvæltningerne var store, men alligevel bliver perioden fra 1970erne til 1990erne med professor Ove Kaj Pedersens ord kun en mellemtid mellem „efterkrigstidens orden og nutidens globale orden“. Perioden er central i Socialdemokratiet idéhistorie, for de store ideologiske uenigheder om velfærdens mål og midler gjorde det svært for partiet at holde sammen på arbejderbevægelsen eller lede landet. Koblingen mel- lem parti og fagbevægelse blev svækket, og det banede vejen for en mere centralistisk styring af både parti og regering i 1990erne. Medlemmerne mistede indflydelse på partiets politik og fagbevægelsen på statsadministrationen. De samfundsmæssige omvæltninger gav i stigende grad an- ledning til at gentænke partiets ideologiske overbygning.

Murens fald og de nye tider

Den globale orden indtrådte først med fuld kraft i 1990erne med Sovjet- unionens sammenbrud, genforeningen af Tyskland og den gradvise åbning af den kinesiske økonomi. Murens fald i 1989 gav de fleste europæiske socialdemokratier inklusive det danske en anledning til at se radikalt anderledes på deres ideer28. I erkendelse af, at samfundsudviklingen var løbet fra ideologien, søgte partierne efter nye veje, der kunne føre dem ud af det, der opfattedes som et vildspor. Forestillingen om at etablere en helt ny ideologisk position – en såkaldt tredje vej – var fremherskende både i Danmark og store dele af Europa.

Anthony Giddens (se kapitel 12) er den teoretiker, der tydeligst sætter begreber på denne nye position. Hans samfundsanalyse og politiske anbefalinger blev en stor inspiration for de fleste europæiske socialdemokratier.

Giddens slog i Den tredje vej (1998) fast, at der var behov for en fornyelse af, hvad han betegner som „klassisk socialdemokratisme“ præget af keynesiansk økonomi og veludbyggede velfærdsstater i forskellige former. Ideologien var ikke fulgt med samfundsudviklingen, og den havde svært ved at forholde sig til globalisering, individualisering og nye post- materielle skillelinjer i politik. Derfor foreslog han at gå en tredje vej, der hverken er klassisk socialdemokratisme eller nyliberalisme. Målet var altså ikke at opløse højre-venstre som distinktion, men derimod at skabe et nyt venstre.

Den tredje vej skal adressere det moderne menneskes udfordringer og ifølge Giddens bygge på værdier som „lighed, beskyttelse af de svage og frihed som autonomi“. Giddens kritik af den klassiske social- demokratismes forestilling om velfærdsstaten var, at opnåelse af velstand oftest blev set som en „tilfældig konsekvens af den fundamentale kamp for økonomisk sikkerhed og redistribution“29. I velfærdsstaten betragtede man sociale udgifter som udgifter, men Giddens mente, at man skulle se dem som investeringer. Sociale investeringer skulle styrke den enkel- te og samfundets konkurrenceevne. Globaliseringens skærpede konkurrence gør, at staten skal forholde sig til mennesket på en ny måde. Dette idémæssige nybrud har Ove Kaj Pedersen rammende betegnet som overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat. Det kendetegnende ved den nye forestilling er, at staten aktivt skal „mobilisere befolkningen og virksomhederne til at deltage i den globale konkurrence – i stedet for (som velfærdsstaten) at kompensere og beskytte befolkningen og virksomhederne mod konjunkturudviklinger i den internationale økonomi“30. Den sociale investeringsstat, som Giddens kaldte den (eller konkurrencestaten), er et centralt element i den tredje vej, der derfor har det enkelte menneskes udvikling som sin kerne. For Giddens betyder det, at den enkeltes rettigheder skal følges med forpligtelser, og at velfærds- staten først og fremmest skal skabe lige muligheder gennem uddannel- se (i modsætning til gennem omfordeling). Disse opgaver løses ifølge Giddens bedst gennem et øget samarbejde mellem stat og civilsamfund og ved hjælp af en ny balance mellem stat og marked.

Giddens er sjældent præcis om, hvad den nye balance mellem stat og marked indebærer, men han var og er heller ikke økonom. Det er til gengæld Joseph Stiglitz (se kapitel 14), der blev en af hovedarkitekterne bag den tredje vejs økonomiske politik. Stiglitz er tilhænger af reguleret markedsøkonomi, og han ser markedet og det offentlige som hinandens forudsætninger. Staten skal ikke nødvendigvis løse de opgaver, som mar- kedet ikke selv klarer, men den kan i visse tilfælde være med til at skabe og forme nye markeder. Staten og det offentlige skal altså primært fokusere på de områder, hvor markedet og den private sektor fejler. For Stiglitz er det blandt andet regulering af den finansielle sektor, beskyttelse af miljøet og sikring af en rimelig fordeling af de økonomiske ressourcer

Den tredje vej på dansk

Giddens analyse af de samfundsmæssige forandringer og politiske ideer har haft stor indflydelse på det britiske New Labour og har været inspiration for centrum-venstre partier i USA og Europa. Det er ikke uden grund, at den tredje vej i dag forbindes med både Bill Clintons New Democrats og med de europæiske socialdemokratiers nyorientering i 1990erne, ikke mindst igangsat af Tony Blair, men også af Gerhard Schröder, Lionel Jo- spin, Wim Kok, Göran Persson og Poul Nyrup Rasmussen.

Nyrup-Lykketoft regeringens samfundsanalyse i 1990erne og start 2000erne har store lighedstræk med Giddens’ analyse. Det giddenske fokus på det enkelte individ og dets værdier som pejlemærker for politisk forandring er tydelige i Socialdemokratiets seneste principprogram Hånden på hjertet fra 2004:

„For os er mennesket i centrum, og dets velfærd er vores politiske mål. Ethvert menneske skal have mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv inden for fællesskabets rammer (…) Politik handler om værdier. Det er en kamp mellem grundlæggende værdier, om hvordan vi forstår mennesket og dets behov.“

Socialdemokratiet befinder sig ifølge programmet i „globaliseringens tidsalder“, og her er det vigtigt, at „vi er konkurrencedygtige, så der bliver skabt nye jobs i Danmark og Europa på en social og miljømæssigt bære- dygtig måde“. Fokus er på det enkelte menneske snarere end folkets eller arbejderklassens udvikling. Det politiske mål er stadig velfærd for det enkelte menneske, og derfor skal individet ikke kun mødes med rettigheder, men også med krav om ansvar og pligter.

Mogens Lykketoft (se kapitel 13) var som partiformand og medlem af principprogramudvalget medforfatter til det seneste principprogram, og hans tænkning i 1990erne flugter på de overordnede linjer med Giddens. I Lykketofts bog Sans og Samling (1994) argumenterede han for, at Social- demokratiet skulle sætte værdierne i centrum og finde en tredje vej, der kunne „forlige modsætningerne“ mellem socialismens og liberalismens menneskesyn. For Lykketoft er praktisk humanisme den røde tråd i partiets historie, og det enkelte menneske bør være i centrum for politikken.

På det mere konkrete plan var der også sammenfald mellem Giddens og Lykketofts perspektiver. Giddens foreslog i den tredje vej, at der i takt med individualiseringen kunne og skulle stilles flere krav til individet, og han foreslog, at man gjorde arbejdsløshedsunderstøttelse betinget af, at modtageren var aktivt jobsøgende. Samme holdning havde Lykke- toft, som satte det konkrete forslag ind i den danske arbejdsmarkeds- tradition og bidrog til udviklingen af, hvad der betegnes som den danske flexicurity-model. Den danske arbejdsmarkedsmodel, der kombinerer det private erhvervslivs adgang til nemt at fyre og hyre folk, med en forholdsvis høj kompensation ved arbejdsløshed, burde ifølge Lykketoft led- sages af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der bl.a. stillede større krav til den arbejdsløse

Lykketofts politiske tænkning og praksis har været koncentreret om at finde nye balancepunkter, der kunne forene kapitalismes skiftende an- sigter med social retfærdighed og stabilitet. Lykketoft har været optaget af at tilpasse den ideologiske overbygning til en stadig mere globaliseret verden; samtidig har han søgt at gentænke keynsianismens krisemedicin og fastholde et stærkt lighedsperspektiv i et større omfang, end vi kender fra de mest tredje vejs inspirerede socialdemokratier, f.eks. New Labour.

Menneskepartiet og de sociale investeringer

Socialdemokratiets kulturelle og økonomiske velfærdsstatsprojekt blev revideret efter murens fald. Giddens, Lykketoft, Brundtland og andre bidrog til at forny socialdemokratismens forestilling om velfærdsstaten i globaliseringens tidsalder.

Statens primære opgave var ikke længere at forme gode medborgere og omfordele samfundets velstand, som det var under den klassiske social- demokratisme. Nu handlede det i lige så høj grad om at investere i mennesker, så de blev gjort i stand til at bidrage til samfundets økonomiske konkurrenceevne og derved fastholde velfærdssamfundet. Fokus var nu på at skabe lige muligheder for det enkelte menneske, så vedkommende kunne realisere sine drømme til gavn for både den enkelte og samfundets konkurrenceevne. Socialdemokratiet var ikke længere et arbejderparti eller et folkeparti. Det var et menneskeparti, der gennemførte sociale investeringer til gavn for både individ og samfund i globaliseringens tidsalder.

Den røde tråd

Socialdemokratisme har siden slutningen af det 19. århundrede udgjort den røde tråd i partiets historie. Ideologien er hverken udvandet marxisme eller kapitalisme med et menneskeligt ansigt – men derimod et selvstændigt tankesæt.

Grundideen er, at kapitalismen skal styres politisk. Politiske kræfter snarere end økonomiske skal og må være drivende for historien, og menneskets behov skal gå forud for andre hensyn. Det er denne ikke-marxistiske pragmatiske udgave af socialisme, der har givet os et nogenlunde fungerende kapitalistisk system, udstrakt frihed og demokrati og et vel- færdssamfund bygget på solidaritet.

Disse ideer er blevet skabt, videreudviklet og forsøgt realiseret i og omkring den socialdemokratiske arbejderbevægelse siden 1871. Tænke- re som Bernstein, Borgbjerg, Steincke, Keynes og Lykketoft har bidraget til idéudviklingen. Deres ideer har direkte og indirekte været med til at forme den ideologi, der har gjort Socialdemokratiet til det vigtigste dan- ske parti i det 20. århundrede og det danske samfund til et af de mest velstående og velfungerende i hele verden.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977