Socialdemokraterne mangler ideologisk overbygning

Anders-Dybdal-1

Socialdemokraterne bør kæmpe for, at den politiske magt ligger hos politikerne og borgerne – snarere end hos bureaukratiet og markedet. Lige nu er det, som om partiet har glemt deres ideologiske arv i deres blinde iver efter at udføre ’nødvendighedens politik’. 

Af Anders Dybdal, Kommunikationsrådgiver, Operate, Ekstern lektor, Roskilde Universitet

Der går et spøgelse gennem Europa – socialdemokratismens spøgelse. Overalt er socialdemokratier i krise. I hver krog af Europa taber de gamle arbejderpartier terræn, og valg efter valg mister de indflydelse til alliancer mellem klassisk borgerlige partier og højrepopulister.

Billedet er det samme i Danmark. Fra 1924 til 1982 var Danmark ledet af en socialdemokratisk statsminister i mere end tre ud af fire år, mens det kun har været tilfældet i en tredjedel af årene herefter.

Analysen hos danske politiske iagttagere er enslydende: Socialdemokratiet har en glorværdig fortid – men en usikker fremtid. Det har ikke længere noget politisk projekt eller nogle sammenhængende idéer, der adskiller sig markant fra modpartens.

Partiets politik er vilkårlig og uden retning, og listen af politiske kursskifter er lang bare i den korte tid Helle Thorning-Schmidt har været partiformand.

Socialdemokratisk slingrekurs

I 2005 hed det sig, at Socialdemokratiet var et midterparti, og et halvt årti senere erklærede man sig åbent som et venstrefløjsparti og lavede fælles valgprogram med SF. Sammen forslog de millionærbeskatning, trængselsring om København og en trepartsaftale, der indebar 12 minutter dagligt merarbejde for danskerne.

Ingen af delene blev realiseret, da partiet kom til magten i 2011. De principielle forslag blev droppet på samme måde som man havde forkastet idéen om at indføre 29 nye velfærdsrettigheder et par år tidligere.

Men det er langt fra kun valgprogrammer, der tilsyneladende er så nemme at udskifte. I 2008 proklamerede partiledelsen, at den havde formuleret et nyt ”socialdemokratisk projekt”. Visionen var, at velfærdssamfundet skulle udbygges til et trivselssamfund med lavere arbejdstid. Den fornemste målsætning var ”retten til et liv uden konkurrence” .

Trivselstanker blev til vækstprogrammer. Lavere arbejdstid blev til længere arbejdstid. Og idealerne om et liv uden konkurrence blev til en firkantet debat om, hvorvidt Danmark skulle være en konkurrencestat eller en velfærdsstat. Ikke overraskende har kommentatorer og samfundsforskere kaldt dette en slingrekurs, og de har unægtelig ret.

Der er brug for, at Socialdemokratiet igen får skabt den ideologiske overbygning, der kan vise vejen frem i en svær tid. Alle partier har brug for grundige overvejelser om, hvad de kæmper for, og hvorfor det lige netop er dem, der skal erobre den politiske magt og give samfundet retning.

Man har med andre ord brug for ideologi.

Ideologi er en ledesnor – en rød tråd – som gennemsyrer ens måde at tænke på og ens måde at handle på som politiker, parti og privatperson. Den kan ligeså godt være pragmatisk som den kan være verdensfjern. En ting er dog sikkert: Uden en eller anden for ideologi, vil alle partier på længere sigt gå til Man skal som parti kunne besvare disse vigtige samfundsspørgsmål:

  • Hvad står vi i?
  • Hvad står vi for?
  • Hvad gør vi så?

Ideologi eller kaos

Et parti uden ideologi er dømt til at lide en tragisk død. Det er uundgåeligt, da tiden altid indhenter luftige mærkesagsprojekter uden sans for retning og opportunistisk fedtspil.

Tag for eksempel Centrum-Demokraterne (CD), der blev stiftet af eks-socialdemokraten Erhard Jakobsen i protest mod en planlagt forøgelse af parcelhusbeskatningen. Partiet vandt stor opbakning ved jordskredsvalget i 1973 på et program, der lovede bedre vilkår for boligejere og bilister.

Man havde bevidst intet ideologisk grundlag, men navigerede udelukkende efter partiformandens personlige idiosynkrasier. Hverken under Erhard Jakobsens eller hans datter Mimis ledelse havde partiet et nedskrevet principprogram eller nogen ideologi. De gjorde derimod en dyd ud af, at partiet var fri for den slags fortidslevn – men til gengæld havde rigeligt af mærkesager.

Det førte til en absurd slingrekurs, der blandt andet forvandlede CD fra et parti, der støttede apartheid-styret i Sydafrika til et parti, der i det efterfølgende årti markerede sig på paroler om en anstændig udlændingepolitik og bekæmpelse af racisme og fremmedfrygt.

Det bedste nyere eksempel på, hvad kan ske, hvis man forsøger at etablere et parti blottet for et intellektuelt, ideologisk fundament, er Naser Khaders, Anders Samuelsens og Gitte Seebergs Ny Alliance fra 2007. I starten blev de båret frem af skyhøje meningsmålinger med løfter om at isolere Dansk Folkeparti med begrundelsen ”Nok er nok”.

De var et erklæret ikke-ideologisk midterparti, der var mest kendt for deres slogans, kendisser i hobetal og mangel på politisk program.

Partier og bevægelser uden et idégrundlag har simpelthen svært ved at agere i fællesskab. Ny Alliances levetid blev kort, for det havde først svært ved at holde de flotte meningsmålinger og senere ved at holde på sine nyvalgte folketingsmedlemmer.

Efterfølgende har vi set det langt mere ideologisk forankrede Liberal Alliance rejse sig af partiets aske. Hvilket nok engang understreger vigtigheden af sammenhængende ideer i praktisk politik. Liberal Alliance har rent faktisk et projekt, et formål og nogle politiske mål.

Partier med en ideologisk forankring har over tid lettere ved at appellere til vælgerne. Ikke fordi vælgere er synderligt optagede af partiets intellektuelle overbygning, men fordi den bidrager til at give partiet en stærk, forudsigelig og troværdig identitet.

Den glemte ideologi

Det er denne identitet, Socialdemokratiet savner. Man har meget svært ved etablere en ny, relevant, samtidig ideologisk overbygning, hvilket måske hænger sammen med, at partiets idéhistorie er forholdsvis ukendt. De færreste politisk interesserede – inklusive mange partimedlemmer – kender i dag Socialdemokratiets idémæssige rødder.

Enkelte vil formentlig argumentere for, at der ikke findes en selvstændig socialdemokratisk tænkning. Få vil formentlig kunne nævne eller redegøre for de tanker, der har formet partiets ideologi, hvorimod de fleste nok vil kende til marxismens syn på klassekamp, historisk materialisme og revolution, liberalismens forskellige ideer om naturtilstanden, ’den usynlige hånd’ osv.,

Socialdemokratisme udspringer faktisk fra en selvstændig idétradition. Tænkningen kom i slutningen af det 19. århundrede som en afstandstagen fra dele af marxismen, men tankesættet er løbende blevet udviklet gennem refleksion og praktisk politisk arbejde i socialdemokratierne rundt omkring i Europa.

Grundideen er, at kapitalismen skal styres politisk. Politiske kræfter snarere end økonomiske skal og må være drivende for historien, og menneskets behov skal gå forud for andre hensyn. Det er denne ikke-marxistiske pragmatiske udgave af socialisme, der har givet os et nogenlunde fungerende kapitalistisk system, udstrakt frihed og demokrati og et velfærdssamfund bygget på solidaritet.

Disse idéer er blevet skabt, videreudviklet og forsøgt realiseret i og omkring den socialdemokratiske arbejderbevægelse siden 1871. Tænkere som Bernstein, Borgbjerg, Steincke, Keynes, Myrdal og Lykketoft har bidraget til idéudviklingen.

Idéerne har direkte og indirekte været med til at forme den ideologi, der har gjort Socialdemokratiet til det vigtigste danske parti i det 20. århundrede og det danske samfund til et af de mest velstående og velfungerende i hele verden.

Socialdemokratismen og dens krise

Socialdemokratiet var i de første årtier et overvejende marxistisk parti, men partiet udviklede frem mod 1. verdenskrig gradvist en selvstændig ideologi bygget på demokrati, reformisme, klassesamarbejde og en vision om en stærk stat, der kunne afbøje kapitalismens negative konsekvenser.

I partiets storhedstid fra 1920erne til og med 1970erne videreudvikles idéerne til det, der i dag kaldes klassisk socialdemokratisme. Velfærdsstaten bliver det store ideologiske projekt. Det arbejdende folk skal løftes op både kulturelt, økonomisk og politisk. En politiske styring af økonomien inspireret af bl.a. Keynes og Myrdal bidrog til at sikre fuld beskæftigelse og den fremgang, der sammen med progressiv beskatning var nødvendig for at finansiere alt fra den rettighedsbaserede universelle velfærdsstat.

Efterkrigstidens velfærdsstat viste sig vanskelig at finansiere, den politiske og økonomiske internationalisering udfordrede velfærden.

Efter murens fald i 1989 blev ideologien revideret af og fik et kortvarigt comeback under overskriften ”den tredje vej”. Statens primære opgave var ikke længere at forme gode medborgere og omfordele samfundets velstand, som det var under den klassiske socialdemokratisme. Nu handlede det i højere grad om at investere i mennesker, så de blev gjort i stand til at bidrage til samfundets økonomiske konkurrenceevne. Giddens kaldte visionen for den ”sociale investeringsstat”, og idéen flugtede i store træk med, hvad det Ove Kaj Pedersen senere har døbt konkurrencestaten.

For enden af den tredje vej

Efter de danske socialdemokraters tredje valgnederlag i træk i 2007 var der enighed om, at det var tid til at radikalt at nytænke tredje vejs positionen. Helle Thorning bekendtgjorde i en Politiken-kronik, at man havde nået ”enden for den tredje vej”, og partiledelsen proklamerede kort efter, at det socialdemokratiske projekt nu var at etablere et trivselssamfund.

Visionen om et ”trivselssamfund”, med mindre arbejde og ret til liv uden konkurrence, var et prisværdigt forsøg, men analysen af samfundets udfordringer viste sig at være grundlæggende forkert. Den baserede sig på, at opsvinget i første halvdel af 2000erne ville fortsætte og tog ikke højde for krisen.

I erkendelse af tredje vejens vildspor og at trivselsvisionen var et vildskud, måtte partiet navigere uden ideologisk kompas. Ikke overraskende fik Thorning det svært, da hun overtog hele nationens styrepind efter Løkkes valgnederlag.

Thorning-regeringen gennemførte de fleste store politiske reformer og vækstpakker med den begrundelse, at de er ”nødvendige” for at sikre økonomi, arbejdspladser og konkurrenceevne, ikke ud fra en vision for det gode samfund. Den ideologiske overbygning, der forbandt det, partiet står for (visionen) med det de står i (analysen) og det de så gør (politikken), var fraværende.

Behov for ideologisk eftertanke

Mangel på visioner og forståelse for den ideologiske overbygning har to konsekvenser. For det første risikerer partiet at føre en tilpasningspolitik uden blik for, hvilke konsekvenser det har for at skabe et bedre samfund eller muligheden for at leve det gode liv. Uden en ideologisk overbygning risikerer man med Keynes ord at blive en ”slave af andres idéer”.

For det andet er det svært at inspirere og engagere partifæller og vælgere. De har brug for noget at tro på eller kæmpe for. Partier uden en ideologisk overbygning vil i det lange løb altid vil miste både vælgernes og medlemmernes opbakning.

Socialdemokraterne bør derfor tillade sig selv at løfte sig op over dagens og vejens politik og stille sig spørgsmålet: hvad står vi for? Spørgsmålet kan ikke besvares universelt, løsrevet fra den verden, vi lever i. Der er behov for en debat om, hvad det vil sige at socialdemokrat anno 2014:

1. Velfærdsstat i global konkurrence

I den nye globale orden konkurrerer nationer om at tiltrække og fastholde de rette virksomheder og den rette arbejdskraft. Selvfølgelig samarbejder nationerne også om at løse grænseoverskridende problemer, internationale konflikter og sætte rammerne for den globale konkurrence. Konkurrencestaten er et vilkår, men vi skal selv designe vores svar, så konsekvensen ikke bliver et „ræs mod bunden“ (= mindst velfærd, laveste løn og dårligste arbejdsvilkår). Hvordan styrker vi landets konkurrenceevne? Og hvilken rolle spiller f.eks. den offentlige sektor, løn/arbejdsvilkår, kultur, velfærd og skat ift. det?

Hvad står socialdemokrater for i dette spørgsmål? Kan vi lære noget af Giddens og Lykketoft, der på hver deres måde har argumenteret for, at staten først og fremmest skal konkurrere på menneskelige ressourcer. At staten skal investere i mennesker gennem f.eks. uddannelse og aktivering for deres eget og nationens bedste. Men hvem skal staten så investere i? Er det de personer, som undersøgelser viser, gavner produktiviteten og konkurrenceevnen mest? Og hvad gør det, at staten behandler mennesker som investeringsobjekter, for solidariteten mellem os, demokratiet og vores rolle som medborgere?

2. Frihed, lighed og lige muligheder

Tanken bag den universalistiske uddannelses- og sundhedspolitik er, at alle har lige muligheder for at få en god uddannelse og adgang til sundhedsvæsenet. Den enkelte har selv ansvar for at udnytte muligheden og bærer selv skylden, hvis vedkommende fejler. Den sociale mobilitet i Danmark er blandt de højeste i verden. Alligevel er der 30-40 % af de kort uddannedes børn, der ikke får en uddannelse, og sundheden i Danmark er også meget ulige fordelt. Det er længe siden, fremtrædende socialdemokrater direkte har talt for en større omfordeling af samfundets goder. Spørgsmålet er, hvordan balancen skal være mellem faktisk lighed og lige muligheder? Og hvad betyder det for frihedsbegrebet.

Hvad står socialdemokrater for i dette spørgsmål? Tredje vejens politik var at gå væk fra at fokusere på faktisk lighed og økonomisk omfordeling, men i stedet se på lige muligheder og individets ret til at forfølge egne drømme og eget potentiale. Men bl.a. Lykketoft og Stiglitz har fremhævet, at en vis grad af faktisk

lighed på mange måde er en forudsætning for lige muligheder. Men hvor lige skal vi være for, at vi har lige muligheder? Og hvad betyder balancen for det socialdemokratiske frihedsbegreb? Er heldagsskoler og skrap rygelovgivning frihedsberøvelse, eller er det med til at sætte os fri?

3. Demokratisering og fællesskab

Selvom danskerne er kendetegnet ved stor politisk interesse, en fri debatkultur og relativt høj tillid til demokratiet, så er væsentlige dele af demokratiet i disse år udfordret uden at Socialdemokratiet leverer svar.

De politiske partiers topstyring, politikernes vidensmæssige underlegenhed ift. embedsmændene, finansmarkedernes stigende indflydelse på de politiske beslutninger, forskydning af magt til overnationale institutioner, osv. Hvordan skal demokratiet bevare sin legitimitet, når både borgernes og politikernes indflydelse mindskes?

Hvad står socialdemokrater for i dette spørgsmål? Er det ikke netop partiets lod at kæmpe for, at den politiske magt ligger hos politikerne og borgerne – snarere end hos bureaukratiet og markedet?

Spørgsmålene er mange. Det er tid til ideologisk eftertanke

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977