Slå hul på akademikerboblen!

1959303_231018350419723_648023775_n

Samfundsvidenskabere mangler forståelse og respekt for ikke-akademikeres arbejdsliv, viden og ideer. Tilliden skal genopbygges, og det sker bedst ved, at hverdagens fageksperter inddrages direkte, hele tiden. Vi prikker hul på akademikerboblen ved at vise kommende DJØF’ere, at andre fagligheder både ved, vil og kan noget, vi ikke selv kan læse os til.

Af Sarah Richardt Schoop, Sofie Tolstrup, Sofie Seidenfaden, Jens Kristian Rasmussen og Gry Inger Reiter, studerende ved KU og initiativtagere til debatrækken ‘DJØFOKRATI – folkestyre eller folkestyring’

Tidligere bragt i Politikken

På vores studie lærer vi, at ‘markarbejderne’ bruger deres arbejdstid på at ‘slacke’. De holder lange kaffepauser, surfer på nettet og sms’er til venner og familie, hvis de da ikke ligefrem saboterer arbejdet ved at modarbejde lederens ordrer.

Derfor bliver vi også undervist i, hvordan man så effektivt som muligt kan kontrollere, overvåge og sanktionere ‘markarbejderne’, så de presses til alligevel at gøre, som lederen ønsker. Den manglende tillid til at de fagprofessionelle udfører deres arbejde med engagement og faglig stolthed, er simpelthen en grundpræmis i forvaltningsfaget.

Det er dette tankegods, der i den offentlige debat bliver refereret til, når man taler om “pisk og gulerod”. Det er sigende, at denne metafor leder tankerne hen på, hvordan man får et stædigt æsel til at makke ret; ved at lokke det med kortsigtet tilfredsstillelse af sulten – og hvis det ikke virker, ved at svinge pisken over bagen på det. Det er dette menneskesyn, der med et højglanspoleret managementteoretisk navn kaldes ‘rational choice’, som vi lærer at anlægge på vores medmennesker.

Som børn af sosu-assistenter, lærere og fysioterapeuter har vi allerede fra barnsben stiftet bekendtskab med ‘markarbejdernes’ virkelighed gennem vores forældre. Frustrationer over manglende anerkendelse af faglighed, dysfunktionelle ledelseskoncepter og one-size-fits-all-ledelse har nemlig været hverdagskost ved middagsbordet gennem vores opvækst

Vores forældre har altid været stolte af deres fag og har opfostret os med historier om, hvordan fagligt uindviede topledere, politikere og embedsmænd har gjort det til en daglig kamp at yde den bedst mulige indsats over for medborgerne.

Selv har vi som ufaglærte butiksassistenter og vikarer i hjemmeplejen også snuset til, hvad overstyring uden plads til inddragelse kan gøre.

Vi har følt afmagten over at stå over for et ensomt, ældre menneske med et skema i hånden, der afsætter 7 minutter til at få støttestrømperne på plads, 5 minutter til støvsugning – og på en god dag 10 minutter til ‘psykisk omsorg’.

Vi er blevet målt og vejet ud fra best practice og har mødt sanktioner, når mersalget i butikken ikke blev leveret efter de standard operating procedures, som man skulle kunne på rygraden. Detailregulering som er udviklet i et forsøg på at opnå effektivitet, men som føles som en mistillidserklæring, der får én til at yde lige præcis det, der forlanges – og ikke et hak mere.

I dag er vi alle fem indskrevet på en samfundsvidenskabelig uddannelse på Københavns Universitet, og får selv stukket reguleringsredskaberne i hånden. Det er en paradoksal oplevelse, og man kan få lyst til at kaste managementbøgerne fra sig, før man bliver smittet med kronisk reguleringsiver.

For vil vi udvikle os til de stålkolde magtmennesker, som DJØF’erne bliver beskyldt for at være? Er vi på vej, semester for semester, fra at leve for politik og ledelse til blot at leve af politik og ledelse? Bliver vi så afhængige af den løn, vi kan tjene ved at regulere andres arbejdsliv på behagelig afstand bag trygge kontorvægge, at vi fortrænger, hvordan det føles at blive detailstyret?

De fleste universitetsstuderende har nok været den irriterende elev i klassen, som altid udfordrede lærerens autoritet og svar. Men så snart autoriteten tilfalder os selv, kan autoritetskritikken så forsvinde som dug for solen?

Den manglende tillid til at eksempelvis velfærdsmedarbejdere ønsker at udføre deres arbejde bedst muligt, har ført til dokumentationskrav og kontrol i overmål. Vores sygeplejersker bruger således i dag mere end ⅕ af deres arbejdstid på papirarbejde – tid, der går fra kerneopgaven: at yde omsorg og pleje for patienterne.

Og i stedet for at kritisere styringsregimet højlydt, ser vi, at mange vender kritikken indad. At flere og flere bliver stressede og deprimerede over ikke at føle, at de leverer det, de burde. At frustrationerne vokser indeni og måske ytres over middagsbordet, men ikke kommer til udtryk i samfundsdebatten. Den manglende samfundskritik fra mange faggruppers side skyldes måske, at man føler, det ville være som at skrige i et lydtæt rum.

Hvad kan vi gøre, når vi står på kanten af denne kløft mellem de styrende og de styrede?

Djøfiseringsdebatten har indtil videre været præget af to positioner: Benægtelse og skam. DJØF’ere ligner for det meste enten Komiske Ali, der stædigt fastholder, at der ikke er noget djøfiseringsproblem, eller skyldbetyngede småbørn, der føler sig magtesløse over al den magt, de udøver over andre. Men vi kan ikke spilde mere energi på hverken skyld, skam eller benægtelse.

I stedet bør vi sikre, at samfundsvidenskabere – og måske især vores generation, der lige nu udklækkes på universiteterne – ikke alene får større forståelse og respekt for ikke-akademikeres arbejdsliv, viden, ønsker og ideer, men også inddrager hverdagens eksperter direkte, når der skal tages beslutninger.

Det kræver, at vi har modet til ikke at lade vores verdensbillede slutte ved universitetsmurene, men tør bryde ud af akademiker-osteklokken. Vi har taget et første skridt ved at invitere betonarbejdere, smede og sygeplejersker ind på Københavns Universitet for at dele ud af deres viden og erfaringer ved debatrækken “DJØFOKRATI – folkestyre eller folkestyring?”.

Vores håb er, at det direkte møde mellem fagligheder kan være med til at bygge bro – og genopbygge gensidig tillid og respekt.

For vi mener selvfølgelig, at vi også har en faglighed at bringe til bords. Og de fleste af os ønsker vel egentlig bare, at vores faglighed og identitet bliver respekteret – uanset om man så er murer eller økonom.

Så herfra skal opfordringen lyde: slå hul på akademikerboblen, vær nysgerrig på, hvad de med en anden uddannelse end dig selv mener og tænker, og lad os sammen tænke ud af kontorerne, ud af Excel-arkene og ud på arbejdspladserne, så vi kan skabe politik, ledelse og uddannelser, der giver plads til forskellige erfaringer og perspektiver.

Muligheden for ikke bare at bygge bro, men faktisk at sikre bedre politikudvikling, bedre arbejdsliv og bedre ressourceudnyttelse ligger i at skabe gensidig respekt og forståelse mellem faggrupper, benytte sig af de fagprofessionelles unikke viden og inddrage dem – hver gang og hele tiden.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977