Skolestriden i Sandefjord


960x

To modige mænd tog kampen op mod overstyring af lærernes profession. Og vandt.

af Magnus E. Marsdal

Denne tekst er et uddrag fra bogen «Lærerkoden. Indre motivasjon og kampen om norsk skole», som kan købes hos Forlaget Manifest.

I løbet af 2010 og 2011 har skolechef Simen Seeberg indført resultat og målstyring af skolerne i Sandefjord. En rektor sagde op i protest. En del lærere modsatte sig resultatorienteringen. Andre rektorer er med om bord. For at gøre dem klar til resultatmålstyring af lærerne bliver de, sammen med en række nyansatte mellemledere, sendt på lederuddannelse ved Handelshøjskolen BI.

Dette var kun begyndelsen. Næste skridt førte ind i løvens hule. Den enkelte lærer måtte udstyres med redskaber og rutiner for målrettet opfølgning af elevenes resultater.

Indtil nu havde lærerne i Sandefjord gennemført sin «undervisningsvurdering» af eleverne i grundskolen med stor grad af individuel tilpasning. Alle skriver en halvårsvurdering og har en samtale med eleven og forældrene. Alle er omkring de grundlæggende færdigheder som testes ved nationale prøver. Men de vælger selv hvad de vil ligge vægt på. I det ene tilfælde retskrivning, i det andre sociale udfordringer, eller til og med kropsøvelser.

Nu skal alles vurdering ind i et og samme system. Når Simen Seeberg sammen med IT-selvskabet Co­nexus udarbejder et standardskema for halvårs­vurdering, aner ingen af dem at dette vil udløse store opslag i nationale massemedier og eb landspolitisk debat.

Skolechefens skema

Norske læreplaner indeholder kompetencemål for alle fag og trin. Disse kompetencemål bliver udgangspunktet for et stort antal delmål som skal vurderes i skolechefens skema ved hver halvårsvurdering.

Det kan bliver så meget som 70 delmål per elev. Op til 14.000 kryds om året per lærer. Alle kryds registreres i kommunens database. Skemaet skal bruges på alle, fra første til sidste klassetrin.

Ett eksempel på delmålet i norsk på tredje trin: «Drøfte nogle estetiske virkemidler i sammensatte tekster.»1 Evalueringen sker det ved at læreren setter kryds for elevens «opnåede kompetence». Den rangeres som lav, middels eller høj.

Marius Andersen reagerer instinktivt. Han frygter konsekvenserne for læringen, selvfølelse og fremgang hvis han må påføre en seksåring et kryds for lav målopnåelse. Han spørger sig selv om de flinke vil anstrenge sig endnu mere, hvis de allerede har fået sit kryds på højeste niveau. Han reagerer mod bureaukratiseringen. Det er ikke bare de 14.000 kryds. Skal vurderingen være seriøs, må eleverne testes hyppig i delmålene. Tid flyttes fra undervisning og forberedelser til test og rapportering.

«Enten må jeg stoppe som lærer i Sandefjord», tænker Marius Andersen, «eller så må dette skema væk.»

I januar 2012 advarer rektor og lærere ved Gokstad barneskole i et åbent brev mod at påtvinge metoder som kan «ta lærelysten, iveren efter stadig at blive bedre, selvtilliden og selvfølelsen fra barnet». Brevet signeres af mere end 300 af kommunens 500 lærere. Afkrydsning for elevens målopnåelse «er et godt verktøj», svarer Høyres ansvarlige skolepolitiker, Anne Gro Olafsen.

Politikerne bestemmer

Det hører til sjældenhederne at metoden for halvårs­vurdering i barneskolen bliver genstand for politisk behandling. I Sandefjord vedtages den af bystyrets skole- og børnehaveudvalg, hvor Høyre og Frp har solid flertal. Udvalgets leder, Anne Gro Olafsen, har lang erfaring fra bystyret og er ellers styreleder i en børsnoteret sparebank. Tilsammen er de 11 politikere som i juni 2012 skal vedtage skæbnen til skolechefens omstridte vurderingsskema.

Er de kompetente? En af politikerne er bare 19 år. Han hedder Preben Kolding. «Jeg har aldrig vært så glad i skolen», forteller han læserne av Sandefjords Blad. Derfor har han ikke taget en videregående uddannelse.

«Men jeg har læst nogle gode bøger om økonomi og ledelse. En af dem er Donald Trumps selvbiografi..» Kolding lancerede i juni 2011 selvskabet Mine Møbler, som skulle sælge via Internet og blive «størst på netmøbler i Norge, Sverige og Danmark».

Han har også en politisk karriere. Som 16. kandidat for Sandefjord Frp ved kommunevalget i 2011 var Preben Koldings vigtigste hjertesag «bedre tilrettelæggelse for det lokale erhvervsliv». Tilrettelæggelsen kom ikke tidsnok for Mine Møbler AS, som gik konkurs i februar 2012. Men han fik plads i skole- og børnehaveudvalget.

19 år gamle Kolding har helt sikkert flere erfaringer og meninger som bør lyttes til i en debat om grundskolen i Sandefjord. Spørsmålet er hvilken kompetencer en lokalpolitiker som ham har til å sidde med ansvaret for at behandle en detaljeret metodeinstruks som skal gælde for hundredvis af offentlige lærere og berøre tusindvis af barn.

Det hjælper ikke at Arbeiderpartiet stemmer imod. Skolechefen har imidlertid taget kritikken af begreberne «lav», «middels» og «høj» til sig. De er nu ændret til «Under forventet målopnåelse», «Tilfredsstillende målopnåelse» og «Over forventet målopnåelse». Det centrale er ikke ordlyden, men at lærerne setter kryds. At skoleejer får tilgang til detaljeret information om hvilke elever som, ud fra kompetencemålene, har brug for ekstra opfølgning eller flere udfordringer, så skoleejer får muligheden for at allokere ressourcerne der hvor de bedst kommer til nytte.

Seeberg ser at systemet fungerer. Det er vidst bare én lærer som nægter at krydse.

Andersens ulydighed

3325287048

Marius Andersen fortæller lederen på Haukerød at han kommer til å skrive grundige halvårsvurderinger for alle elever, men han sætter ikke kryds. Han får besked om at dette er at regne som ulydighed.

Han forsøger at polstre sin beslutningen. Han læser forskningsbaseret litteratur om læringsfremmende vurderingsformer og forklarer sin beslutning for elevenes forældre.

Han fortæller om en pige som er vældig god i engelsk. Hun går i en klasse hvor de får kryds for over og under forventet målopnåelse med sig hjem hver uge.

Når klassen øver gloser, er de fleste ordene fælles for alle, og så er det nogen ekstraord for dem som vil strække sig lidt længere. Denne pige hade alltid lavet ekstraordene. Så lavede hun fejl på nogen af dem, og dermed blev ikke krydset «over forventet» som hun var vant til. Denne pige ønskede at ligge «over forventet» niveau. Hendes løsning blev at stoppe med at lave ekstraordene.

Et andet eksempel er sjetteklasseseleven med dysleksi som kæmper med norsk og engelsk, men er vældig dygtig i matematik. Hun får halvårsvurderinga hjem med posten og begyndte å læse og tårerne løber længe før hun kommer til krydsene for matematik. Hun ser det ene krysdet edter det andre med lav målopnåelse. Selv om krydsene er positive på matematik, er der en kommentar «du mestrer ikke procentregning». Den er det eneste hun ser.

Marius Andersen kan fortælle om en ung med dysleksi som hade gå på mod, men nu har mistet det. Arbejdet med læring er sat kraftig tilbage.

Mange af forældrene til eleverne i klassen har vært positive til det nye vurderingssystemet, efter at have hørt ledere i skolesystemet fortælle at det giver dem bedre indsigt i barnets faglige udvikling. Så hører de Marius Andersens indvendinger. De forstår hans beslutningen.

Ledelsen understreger at ulydighed kan føre til opsigelse.

Skiftende begrundelser

Simen Seeberg får ikke fuld ro omkring sagen. Sandefjords Blad interviewer pædagogiske autoriteter ved højskolen i dit og højskolen i dat. De kritiserer Sandefjords system. De hævder at krydsene ikke fører til læring.

Lærere påstår at krydsene kommer i vejen for den gode pædagogiske diskusion når de møder forældre og elever til halvårssamtale. Hele mødet kan gå med til at forklare niveaukryds, mens læreren mener andre tema er vigtigere for eleven.

Venstre (red: svarende til dansk SF) kommer med påstande om at «lærerne bruger meget tid på at teste eleverne for at få et grundlag til en rapport som man ikke kan dokumentere giver nogen effekt på læring».5 Og så er det Utdanningsforbundet, som proklamerer at «dette er et eksperiment med børn som vi ikke vil være med til».

Men systemet går sin gang. Lærerne krydser. Bortset fra én.

En enlig demonstrant får ikke ødelagt stemningen hos højrepartierne, når skole- og børnehaveudvalget samles ti måneder efter vedtagelsen om at indføre systemet. De tager ikke hensyn til lærernes protester. De er såre fornøjede. Politikken ligger bom fast. Begrundelsen, derimod, er skiftende

I nogle vedtagelser henviser politikerne til kommunens dokumentationskrav. I andre dokumenter henviser politikerne til helt andre paragrafer, som drejer sig om elevenes ret til tilbagemeldinger og faglig udvikling for den enkelte.

Det ser ud til at politikerne ikke tager så tungt på hvad begrundelsen er, så længe dette ligger fast: Systemet tvinger lærernes opmærksomhed hen mod fagene som testes ved nationale prøver. Dette er nemlig en påfaldende særegenhed ved skemaet for halvårsvurdering. Det pålægges kun i fagene norsk, engelsk og matematik.

Er dette årsagen til at politikerne og skolechefen synes at være døve for lærernes protester? Måske er kernen i systemet hverken kommunens dokumentation eller elevenes rettigheder, men politikernes prestigeprojekt: At løfte Sandefjord højt på den landsomfattende rankingen og blive norgesmester i nationale prøver.

Statistisk vigtige børn

Afkrydsning for børnenes målopnåelse er ikke det eneste som foregår i Simen Seebergs standardiserede skemaer. De har også en egen afdeling for nationale prøver. Det mindst interessante i denne del av skemaet er at lærerne skal udfylde elevens opnåde resultat fra testene, som gennemførtes på femte og ottende trin. Mere opsigtsvækkende er at læreren skal spå «elevens forventede mestringsniveau til nationale prøver.» Hun skal krydse af om hun tror eleven kommer til at prestere på mestringsniveau 1, 2 eller 3. Før testen på femte trin gøres dette for fjerdeklasserne. Før testen på ottende trin skal læreren spå fremtidig præstation både i sjette og syvende.

Hvis læreren spår at eleven vil havne på laveste niveau, må hun også svare på dette: «Hvad skal der til for at eleven kan opnå højere mestringsniveau?» Formuleringen «hvad skal der til» handler om «indsats fra eleven selv, forældre, lærer». Formålet er med andre ord at styre skolens og forældrenes ressourser hen imod nationale prøver, og det op til to år før den 90 minutter lange præstationstest finder sted.

Er dette et system til at fremme barnets bedste? Eller handler det mest om beslutningstakernes prestige? For at vurdere dette er det vigtigt at huske hvad «mestringsniveau» ved nationale prøver egentlig betyder.

Mange forældre antager måske at mestringsniveau handler om at «eleven mestrer de og de færdigheder». Men mestringsniveau udtrykker bare hvor elevens pointsum befinder sig på stigen af alle pointsummer. Det handler om rangering.

I barneskolen består niveau 1 af de 25 procent lavest scorende elever på landsbasis. Nivå 2 rummer de 50 procent på midten. Niveau 3 er de øverste 25 procent. Mestringsniveau er dermed kun et mål på hvordan eleven rangeres i forhold til andre. En elev kan bevæge sig et niveau op uden at præstere bedre end før – hvis andre præsterer dårligere.

For rektors prestige er det ikke den enkelte elev, men skolens samlede score som tæller. Dette decimaltal bestemmes af hvilken andel af eleverne som havner på hvert niveau. Hvis alle testede elever ved Haukerød scorer på øverste niveau, bliver resultatet 3.0. Med alle på laveste niveau, bliver resultatet 1.0. En skole hvor elevenes fordeling på de tre niveauer er helt gennemsnitlig, får 2.0. Det gælder derfor at have flest mulig 3-ere og færrest mulig 1-ere.

Denne måden at regne på har konsekvenser i et resultatmålstyrt system. At en elev gør fremskridt på testen, betyder ikke noget for skolens resultat. Det eneste som tæller er elever som krydser en niveau­grænse. Det er derfor Simen Seebergs skema beder lærerne anføre hvad som «skal til for at eleven skal opnå højere mestringsniveau». For elevens faglige udvikling er det imidlertid likegyldig, hvis han ikke samtidigt krydser en niveaugrænse.

Også for en god lærer bør det være irrelevant om en elev krydser en tilfældig pointgrænse. For en god lærer kan det være mer værdifuldt at løfte en at de dårligst stillede elever fra at kunne næsten ingenting til at score ganske højt på niveau 1. Eleven som løftet sig fra næste ikke at kunne noget kan have gjort nogle fremskridt og vundet en ny selvtillid som ligger grundlaget for vækst og mestring senere i opvæksten og i voksenlivet.

For den gode læreren kan dette være årets vigtigste pædagogiske sejer. For politikerne er det usynlig. De ser statistikken. Den forbedres af elever som krydser en niveaugrænse.

Dette skaber skællet mellem statistisk vigtige og statistisk uvigtige barn. Som i sin tur er baggrunden for den nævnte episode som min bog Kunnskapbsløffen gengiver fra en børneskolelærer i Sandefjord: «På vores trin har vi fåret specifik besked på ikke at bruge tid på elever med specialpædagogiske tiltag, fordi de aldrig vil kunne hæve snittet på nationale prøver. Det er dem som kan yde bedre vi skal bruge vores energi på.»

Et brud med loven?

Vurderingsregimet som er pålagt skolerne i Sandefjord er måske det mest interessante eksemplet på systematisk «snyd gennem ressourceflytting» siden de nationale prøver blev indført i Norge. Simen Seebergs standardskema indrullerer ikke bare lærerne, men også elever og forældre, i et kontinuerlig arbejde for at nå resultatmål som ikke er de vedtagne mål for den norsk skole, men lokalpolitikernes prestigetunge ambition om at blive norgesmester i nationale prøver og placere Sandefjord nær toppen af tabellen for «læringsudbytte» på landsbasis.

Det mest kontroversielle her er ikke afkrydsning, men faglig indsnævring. Ved at udelade de aller fleste af skolens fag tvinger det pålagte skema for halvårsvurdering lærere og elever til at holde opmærksomheden på det som skal testes.

Et spørsmål er hvorvidt dette kan give en god skole. Noget andet er om systemet i Sandefjord er lovlig.

«Skemaet har tre tre af alle de fag elever har ud fra den samlede læreplan», påpeger Siv M. Gamlem ved Højskolen i Volda, «og udelader således information om en række fag som der også skal arbejdes med i skolen». Gamlem har taget en doktorgraden i vurderingspraksis i grundskolen og udtaler sig i et interview med fagbladet Utdanning. Hvis det pålagte vurderingsregimet fører til at andre fag ikke bliver tema for halvårsvurdering, sier Gamlem, er det «et brud på lovværket, da elever skal have læring, opfølgning og vurdering i alle skolefag».

Det er ikke noget problem at øge sin score på tre snævre præstationstests, hvis skolen er villig til at svigte sit ansvar på andre områder. Det er heller ikke lovlig

I virksomhedens blodomløb

Antageligt aner de ansvarlige politikerne ikke at det kan være noget galt i det de gør. De har fået besked om at staten måler skolekvalitet gennem nationale prøver. De har en tænkning som i stor grad er formet af kulturen inden for kommerciel forretningsdrift. De forsøger at styre ressourcerne i skolen så de giver højst muligt afkast i form af målbare resultater. De indfører ganske enkelt resultatmålstyring og ser ikke hvad der er så kontroversielt med dét.

I skole- og børnehaveudvalget får de at vide at alt kører på skinner. I sagspapirene til mødet i februar 2013 skriver administrationen entusiastisk at «lærere i Sandefjordskolen har lagt en stor indsats i udfyldningen af rapporterne, og at det har skabt en stor indsigt og viden». Sagsdokumentet fastslår det er «imponerende at målet om udfyldning af halvårsvurderinger for alle elever i Sandefjordskolen er nået».

Simen Seebergs guru inden for forandringsledelse, John P. Kotter, foreskriver at lederen for en stor forandringsprocess må fejre opnåede delmål og sejre undervejs. Det gælder om at holde entusiasmen og kampgejsten blandt forandringens forkæmpere oppe.

Professor Kotter advarer samtidig forandringsledere mod at erklære sejren for tidligt. Det nye regime er ikke trygt før det er blevet en rutine for de ansatte. «Til syvende og sidst», skriver Kotter, «bliver ændringen varig når den bliver ‘sådan gør vi det her hos os’, når den flytter ind i virksomhedens blodomløb».

Systemet synes at fungere. Hverken fagforeninger eller højskolepædagoger har lykkedes med at skræmme det politiske flertallet til tilbagetog. Og lærerne, med en undtagelse, sætter sine kryds.

Derfor er det ikke vigtigt at lærerne protesterer, men at de følger med på færden. Så længe de krydser, sørger skemaet for halvårsvurdering for an systematisk prioritering af testfagene bliver til «sådan gør gør det her i Sandefjord». Ind til dette er ren rutine, må modstanderne holdes i skak mens de andres entusiasme holdes oppe med fejring af fremgang og resultater. Det som ikke må ske, påpeger Kotter, er at de som har vært med på ændringsholdet «giver op eller aktivt bliver skifter til dem som har modsat sig forandringerne».

Én episode før skoleårets afslutning i sommeren 2013 er lidt mindre positiv. Ved Marius Andersens skole, Haukerød, arbejder der en lærer som hedder Joakim Bjerkely Volden. Han er omkring 40 og har været på skolen i 13 år. Han underviser første klasse. Han har ind til videre loyalt krydset for elevenes grad af målopnåelse.

Da sommerferien kom, har Joakim Volden skrevet en udførlig halvårsvurdering for hver eneste elev.

Men ingen kryds.

En er blevet til to.

En offentlig sag

«Fredag blev to lærer ved en skole i Sandefjord indkaldt til skole- og børnehavechef Simen Seeberg. På mødet fik de en såkaldt ‘tjenstlig tilrettevisning’.»

2. oktober 2013 står en fortrolig personalsamtale omtalt i Sandefjords Blad. Journalisten ringe til Marius Andersen ugen før. Hun hade fået adgang til et brev da han blev indkaldt til skolechefens kontor, og hvad var hans kommentar til det? Læreren havde ingen kommentar, for han havde ikke modtaget brevet endnu.

Han fik det dagen efter. Der kunne han læse at «du har valgt at ikke indfri forventningen» fra arbejdsgiver. «Vi gør opmærksom på at dette er alvorligt, og at en manglende forbedring vil kunne have direkte konsekvenser for dit ansættelsesforhold».

I avisopslaget udtaler skolechefen sig om personalsagen med de to lærer, som er anonymiseret.

«Erfaringen er at ansatte efterkommer forventningerne. Jeg har ingen grund til at tro at ikke det også vil ske her», sier Simen Seeberg. Han fortæller også læserne, blandt de utvivlsomt mange af kommunens lærer, hvad alternativet er til at føje sig.

«I mere alvorlige sager kan behandlingen af sagerne ske direkte på top niveau i kommunen. Det kan føre til opsigelser, som vi har haft et par af de seneste år.»

Tålmodigheden er slut. Handsken er kastet. Dette er ikke længere en faglig diskussion. Det er et arbejdsretsligt spørsmål.

Lokalsamfundet syder af spekulationer om hvem de to lærer kan være og hvad de har begået. Dagen efter står de frem med sin version af sagen.

Marius Andersen og Joakim Volden fortæller læserne af Sandefjords Blad at de skriver fyldige halvårs­vurderinger. Men de vil ikke kategorisere små barn, hverken som «over» og «under» eller som «høj» og «lav». Førsteklasselærer Volden fortæller at elever har grædt efter halvårsvurderingen.

«Lærerne ved arbejdet kan ryge, men har alligevel bestemt sig for ikke at følge pålæget fra skole- og børnehavechefen», opsummerer journalisten. «Hvis det er vanskelig for de to at indordne sig, må de tage konsekvensen», sier Simen Seeberg.

Tålmodigheden er slut. Handsken er kastet. Det er ikke længere en faglig diskussion. Det er et arbejdsretsligt spørsmål. Sagen drejer sig ikke om afkrydsing for elevers niveau, men om alle ansattes pligt til at efterleve et lovlig vedtagelse.

BA-HR tager sagen

Marius og Joakim vet ikke hvad de skal gøre. De kan sige op. De kan føje sig. Hvis de vælger at kæmpe videre, aner de ikke hvad som bliver udfaldet. De to ulydige lærerne er diskussionsemne på alle skoler i Sandefjord. Nogen forsøger at mobilisere.

En mørk novemberagten går 116 lærere i fakkel­tog ned til rådhuset. Der står Høyres leder af skole- og børnehaveudvalget urokkelig fast på vurderingsskemaet de ikke vil have. «Vi har ingen planer om at fjerne krydsene», siger Anne Gro Olafsen.

Det bliver december. Rektor vil vide hvad det bliver til med halvårsvurderingen denne gangen. Marius og Joakim tæller på knapperne. De tilbyder at skrive en udførlig vurdering for hvert eneste delmål i skemaet, hvis bare de slipper for at krydse.

Vil det fortsat være ulydighed? Det vil det. Når fristen for at levere halvårsvurdering nærmer sig, kan hverken Marius eller Joakim love rektor at det kommer nogen kryds fra dem.

Onsdag 11. december klokken 22.18. Marius sidder hjemme og skriver på halvårsvurderingerne da e-mailen fra den assisterende rådmand havner i hans inboks. «Indkaldelse til samtale på personalchefens kontor, fredag 13.12.» Tema er ulydighed og «konsekvenser». Det står også noget om at kommunen har indhentet juridisk ekspertise fra advokatfirmaet BA-HR. Lidt over et den nat ringer Marius til Joakim. De snakker længe. Sover ikke.

I starten af mødet på fredagen er de lidt mere optimistiske. De forbereder argumenter. Laver lister med punkter. De går til rådhuset sammen med Heidi Engen Narten, som er hovedtillidsvalgt i Utdanningsforbundet Sandefjord. De går nervøse ind til mødet, men øjner et håb om at starte en dialog.

Inde på den assisterende rådmands kontor er skolechef Simen Seeberg og assisterende rådmand Lars Petter Kjær klare til det som skal ske. Begge de jakkesætklædte mænd sidder med en rød mappe foran sig på bordet. Der ligger den juridiske betænkningen fra BA-HR. Når de to lærerne tager plads, skyder de to lederne mapperne over til dem, med ordene «Ved de hvad forskellen på opsigelse og afsked er?»

Det er det mødet handler om. Opsigelse eller afsked. Hvis de ikke følger ordre.

«Vi må vide hvad de vil gøre.»

«Her og nu?»

«Ja.»

– Vi måtte bruge lidt tid på at forklare dem at vi lige måtte få læst advokatskriftet før vi gav et svar, fortæller Marius Andersen.

– Seeberg ville i så fald have svaret i løbet af ettermiddagen.

Joakim og Marius forlader kontoret. Heidi Engen Narten bliver siddende. Døren lukkes og to forfjamskede ansigter stirrer på hinanden.

«Er det mulig

«De angriber med alt de har!»

«De kommer til at fyre os.»

De famler sig bort til et hjørne inde på rådhuset, åbner en rød mappe og sætter sig sammen for at læse.

Brevet er signeret «Advokatfirmaet BA-HR DA, Tarjei Thorkildsen, advokat». Marius og Joakim ved det måske ikke, men dette er juristen som Dagens Næringsliv har kåret til landets beste advokat inden for arbejdsret, en mand med 27 millioner kroner i årsindtægt. Han er blevet bedt om at vurdere grundlaget for «arbejdsretslige reaktioner».

«Arbejdstageren er underordnet arbejdsgivers ledelse og instruktionsret», konstaterer Thorkildsen.«I dette ligger en lydighedspligt, og brud på denne vil kunne være saglig opsigelsesgrund og i grove tilfælde afskedelsesgrund.»

BA-HR-advokaten vurderer derefter at Marius og Joakims undladelserne lader til at være «et klart tilfælde af ulydighed.»

Konklusionen er nådeløs. Hvis «halvårsvurderingen ikke gennemføres som foreskrevet fremover vil dette kvalificere til afskedelse, og således også til opsigelse.»

Simen Seeberg ved nu at Marius og Joakim ved at han er udstyret med tung juridisk ammunition. Brevets formuleringer, som ikke er skrevet af hvem som helst, levner ikke lærerne store chancer i en eventuel arbejdsretssag.

Har han dem nu?

At krydse, eller ikke krydse

Joakim Volden har arbejdet uden sygemelding i alle sine år i skolen. Når det går imod julen i 2013, er han langvarig sygemeldt og måske snart arbejdsløs.

«Det toppede med den røde mappe», fortæller han senere i lærernes fagblad Utdanning. «Der indså jeg alt presset som havde tårnet sig op. Det kom ind over mig med full tryk.»

Det bliver ikke en god jul. Marius Andersen er også sygemeldt. De har fået udsat fristen. Hvis krydsene sættes inden 31. december, vil skrivet fra BA-HR lægges til side og sagen være afsluttet.

De har i løbet af december snakket med mange kolleger som siger de har fået nok. At de heller ikke kommer til at krydse. Det er det mange som har sagt før. Da det kom til stykket, satte de krydsene alligevel. Marius forsøger at håbe at det bliver anderledes denne gangen.

Han må også tage beslutningen for sig selv. Trusselen om at miste arbejdet er pludseligt blevet alvor. En ting er at høre lederen på skolen, som du kender ganske godt, sige at «du kan midste arbejdet på grund af det der, du ved». Noe andet er at modtage et brev om opsigelse og afsked, signeret «Advokatfirmaet BA-HR». Han har sine pædagogiske principper. Men han er også en voksen mand med familie og børn. Han har udgifter og har brug for indtægter. Han vil ikke være skyld i at hele familien må flytte fra Sandefjord

Når voksne Marius tvivler sig frem mod at han måske må give sig mens legen er god, bliver han sat på plads af lille Marius. Han var en gut fra Sandefjord fra starten har klaret sig godt, trods læse- og skrivevanskeligheder og en svær skolegang. En gut som ikke ville have godt af de krydser.

Marius tager sin afgørelse før jul. Joakim kan ikke bestemme sig. I løbet af julen kommer Utdanningsforbundets næstleder på besøg. Han fortæller at de har forbundet i ryggen. Advokathjælp. Alt de måtte få brug for. Det hjælper lidt.

Joakims kone er vældig bekymret. Hvad sker der med det økonomiske hvis han får sparket? Må de flytte fra Sandefjord? Joakim er bekymret.

Marius, som har stået alene med sin protest i to år, skønner at Joakim måske tvivler af hensyn til ham. Så han ringer til kollegaen. «Tænk ikke på mig», siger han. «Det er din situation og din familie du må tage hensyn til.»

Joakim sætter sig foran PC-en. Han begynder at krydse af, elev for elev. Under forventet niveau. Over forventet niveau. Han orker det ikke. Lader det stå halvgjort. Må tage resten dagen efter. Den nat sover han ikke.

Selv om Joakim skulle stille sig sammen med kollegaen, er de stadig bare to. To små hindringer på motorvejen mod en ny skole i Sandefjord. To afskedigelser for ulydighed, og så har skolechefen statueret et eksempel. Hvis Joakim kaster håndklædet i ringen, er der kun Marius tilbage.

Så er det ikke mere tid. Det er blevet den 31. december. Joakim Volden bruger nytårsaften til at tage den tyngeste beslutningen i sit arbejdsliv. Da raketterne fløj til vejrs og champagnepropperne smældede, stod de tomme felter i hans skema fortsat urørt.

Butik i butikken

Den anden januar vender dagligdagen tilbage i lokal samfundet hvor Marius Andersen og Joakim Volden har en usikker fremtid. Fællestillidsrepræsentanten Heidi Engen Narten fik besked om Joakims beslutning nytårsaften. Utdanningsforbundets advokat gav det formelle svare til kommunen.

Derefter hører de ingenting fra arbejdskøberen. De går hjemme. Diskuterer. Venter. Så kommer det, over to sider i Sandefjords Blad 8. januar.

«Fristen for at levere halvårsvurderingen var 31. december 2013. På flere af dem er det ikke sat kryds for elevernes målopnåelse i fagene engelsk, matematik og norsk. Cirka 40 børneskolelærere har nægtet at krydse af.»

To er blevet til 40. Det er hver ottende lærer på børnetrinnet. De som nægter, får besked om at de kan miste jobbet.

De ansvarlige politikerne rykker ud i lokalmedierne. De 40 lærerne må «stramme op», er budskapet fra Frps næstleder i skole- og børnehaveudvalget. «Lærerne kan ikke drive butik i butikken og gøre som de selv vil.»

Ingen ved hvordan det skal ende. Marius og Joakim frygter at opsigelsen er nært forestående. Men kan kommunen fyre 40 lærer?

Forældrene kommer på banen. 9. januar åbner Facebook-siden til Forældre mot målstyring. Aktionen angriber resultatmålstyringen i Sandefjord som «et politisk prestigeprojekt gennemført trods manglende støtte blandt forældre og lærere». De er bekymret for børnene. «Hvordan skal en seksåring forholde sig til at blive rangeret som ‘under middel’ allerede efter første halvår på skolen», spørger Forældre mot målstyring. En drøj uge senere er det over 4000 som liker siden. Det vokser til over 6000.

Sandefjords Blad melder at forældrene til Marius Andersens og Joakim Voldens skoleklasser «slår ring rundt lærerne som risikerer sparket». De fortsatte ved at beskrive lærerne som «unike»: «De klarer at samle klassen, er flinke til at se hver enkelt elev og sørger for at forberede dem til voksenlivet.» Forældre skriver ind til lokalavisen om hvordan «de gode vurderinger og samtaler vi hade med skolen forsvandt» da Simen Seebergs standardskema blev indført.

Mens forældre snakker om sine børn, snakker andre om kommunens behov. «Når vi sprøjter mange millioner ind i skolen, forventer vi at vi får en rapport på hvordan det står til», siger Sandefjord Høyres ordfører Bjørn Ole Gleditsch til fagbladet Utdanning. Han understreger at «det gælder på alle områder» og at «skole er ikke mere specielt en vej og park».

Ernas drømmelærer

Sagen eksploderer i landsmediene. Det kan afgøre Marius skæbe, Joakim og de 40 lærerne. Hvis massemedierne fremstiller dem som skurkene i dramaet, ligger de svagt fra start. Bliver de fremstillet som helte, sidder det lokale Høyre- og Frp-styre med sorteper.

En af de første som kommenterer sagen, er redaktør Magne Lerø i Ukeavisen Ledelse. Han skrev en leder om striden i Sandefjord. «Her står politisk styringsmagt mod fagmagt. Hovedregelen er den at fagfolk må indrette sig efter det politikerne bestemmer», åbner han. «Et tilfælde er imidlertid undtaget. Når politikerne laver rod i den, må fagfolk ha ret til at sige fra slik lærerne nå gør i Sandefjord», fortsætter Lerø. Så kommer nogen afsnit som skal blive genstand for højtlæsning blandt pædagoger i Sandefjord-skolen.

Lærere er ikke kvæg som kan jages rundt efter ejerens vilje. Lærerne er en stolt arbejdsgruppe som er optaget af at få tid til det de brænder for: at undervise. Lærere vil ikke noget andet end et barn skal gøre det godt i skolen. De bliver motiveret af at hvad deres egne elever opnår og får gode karakterer. Lærere og politikere er på samme hold.

Kommunen kan ikke gøre andet end at lave kraftige ændringer i det rapporteringssystemet de har udviklet. En kommune som er ved sine fulde fem går ikke til fyring af 40 lærere. Det vil gøre dem verdensberømte på en sag som folk vil ryste på hovedet af.

Politikere bør indse at lærere er bedre pædagoger end de selv er. Lærerne har de bedste forudsætninger for at vide hvad som virker best i skolen. Det er ikke snak om at lærerne skal låse skoledøren og bede politikerne holde sig udenfor. Det handler om at politikerne og lærere må snakke sammen om hvad som virker og hvad som kan gøres for at udvikle den bedst mulige skole. At trække et system som lærerne har null tro på ned over hovedet på dem, er forfejlet. Den lektie bør politikerne i Sandefjord have lært.

Derefter går det bare en vej. «Drømmelærerne som Erna Solberg efterlyste i nytårstalen er funfet», skriver kommentator Sven Egil Omdal i Stavanger Aftenblad og Adresseavisen. «De holder til i Sandefjord og er i færd med at miste jobbet. Det er Høyre som vil fyre dem.»

Rapporteringssystemet i Sandefjord «er en tids­tyv af kleptomane dimensioner», skriver Hege Ulstein i Dagsavisen.«Jeg bliver rent og skær rørt over at disse lærer sætter sin stilling i fare for at forsvare sine forpligtelser til sine elever», siger Utdanningsforbundets næstleder Steffen Handal til Klassekampen.

19. januar havner sagen i TV 2-Nyhederne. Ordfører Gleditsch kører hårdt på at han har demokratiets spilleregler på sin side. «Det kan ikke være op til hver enkelt ansat om de vil følge et lovlig politisk vedtagelse», siger han, og advarer mod «anarki». Leder for uddannelsesudvalget i Stortinget, Trond Giske (Ap), svarer at «lokalpolitikerne  skal være forsigtige med at gå for langt ind i det som er lærerens fag pædagogikken og evalueringen». «Vi ville ikke drømme om at begynde at instruere læger og sygeplejersker i deres fag», siger Giske.

Så må vidensminister Torbjørn Røe Isaksen kommentere vurderingssystemet som hans partifæller har indført lokalt. «Det er helt uaktuelt at gennemføre som national politik fra regeringens side», svarer han, «det kan jeg sige helt sikkert».

Tre dager senere rykker Unge Høyre i Vestfold ud mod sine egne. Fylkesleder Anders Drangeid mener nå det er «urimelig at elever helt ned i seksårsalderen skal blive vurderet på grad af målopnåelse ved at sætte 70 kryds i fagene norsk, matematik og engelsk».

For to uger siden var det Marius Andersen og Joakim Volden som stod alene. Nu er det ordfører Gleditsch og skolechef Simen Seeberg. Når Klassekampen beder om en kommentar, er ordføreren påpasselig med at påpege at han «personlig ikke har været med på at forfatte vedtagelsen om dette afkrydsningsskema».

Afgørelsen falder

Marius og Joakim får at vide at det er indkaldt til et møde hvor politikerne skal afgøre deres skæbne. Bystyrets administrationsudvalg skal behandle deres personalsagn mandag 3. februar.

«Jeg ved ikke hvad der sker, og om jeg har et arbejde efter mødet mandag», siger Joakim Volden fire dage før afgørelsen falder.

På samme tid er en journalist fra Utdanning på besøg. «I indboksene til de to lærerne tikker e-mailsene ind. Støtteerklæringer fra lærere, professorer og forskere. En 81 år gammel dame fra Major­stuen i Oslo ringer fordi hun ikke kunne tror det hun læser i avisen», fortæller bladet.

En ottendeklasse med tidligere Marius Andersens elever har for nylig haft en opgave hvor de skulle skrive om en betydningsfull person. Læreren på ungdomsskolen modtager forbavset flere historier som handler om en kollega på Haukerød.

Før det afgørende møde har politikerne ikke bare hele Sandefjords blik rettet mod sig, men også landsmedienes. De står i et svært dilemma. Skal to lærere slippe afsted med ulydighed? I så fall bliver det nærmest officielt tilladt for ansatte at sabotere lovlige vedtagelser. På den anden side: Hvordan vil det tage sig ud hvis kommunen fyrer alle de 40 lærer som nægter at krydse?

Afgørelsen falder 3. februar. Sandefjords Blad har nyheden allerede samme morgen: «Giver ikke lærerne sparket». Højrefløjens flertall kommer til at vedtage at «Administrationsudvalget kan ikke acceptere at ansatte nægter at gennemføre lovlig vedtagelser af de folkevalgte», men det bliver ingen opsigelser. Heller ikke rådmandens foreslag om en skriftlig advarsel bliver vedtaget.

Joakim og Marius har spildet højt spil. Og de har vundet.

Næste slag står ni dage senere. Nu skal stridens kerne – afkrydsning for elevenes målopnåelse – op til nybehandling i skole- og børnehaveudvalget. “Foreldre mot målstyring” har gjort tid og sted for mødet kendt via Facebook. Der kommer så mange tilhørere at mødet må flyttes fra det almindelige mødelokale til bystyresalen.

Punkt ét i forslaget til vedtagelse fanger alles opmærksomhed.

«1. Dagens system for halvårsvurdering videreføres ikke i nuværende form.»

Det er en sejer for lærerne. Højrefløjens repræsentanter passer på at vedtage at det er lovligt at krydse af for dem som vil. Det er med andre ord frivillig at krydse ved vurderingen før sommeren 2014.

Der bliver det for meget for Frps repræsentant Preben Kolding. Han lufter sin frustration på sin politikerside på Facebook.

Joakim Bjerkely Volden og Marius Andersen burde nu hvor de har fået det som de vil komme tilbage på deres arbejde! Det er lavmål at svigte eleverne i deres klasser som de har gjort. Sygemelde sig for at klynke, skammelig!

Ingenting er afgjort

Marius og Joakim kommer tilbage på arbejde. Skolechefen laver en gruppe som skal foreslå et nyt vurderingssystem. Marius er med i det.

– Ingenting er afgjort endnu, siger han når jeg interviewer ham i april.

I juni 2014 vil de fleste lærer nok udfylde halvårs­vurderingen af eleverne på Marius Andersens måde, ikke Simen Seebergs. Men så skal et nyt skema vedtages. Af de samme politikere som vedtog det forrige.

Heller ikke personalsagen er endelig afgjort. Både Marius Andersen, Joakim Volden og Simen Seeberg ved godt at de to lærer beholdt arbejdet med et forbehold. Punkt 1 i administrationsudvalgets vedtagelse er at «Administrationsudvalget kan ikke acceptere at ansatte nægter at gennemføre lovlig vedtagelser af folkevalgte». Dette blev vedtaget med højrefløjens stemmer. Derefter lyder konklusionen: « Administrationsudvalget går ikke til opsigelse af lærerne. Administrationsudvalget har tillid til at punkt 1 følges og med den forudsætning afsluttes sagen.»

Den forudsætning kan blive udfordrende. For selv om krydsene skulle forsvinde, er det ikke alt i Sandefjord-skolen Marius Andersen agter at være med til.

– Statistikmøderne, for eksempel, siger han. Afdelingslederne som politikerne og Simen Seeberg har sendt ind i skolen for at resultatmålstyre, afholder statistikmøder hvor de samler lærerne de har resultatansvar for.

– Du må læse navnet på hver eneste elev op og pointsummen og så sidder afdelingslederen, som allerede har tallene på et ark foran sig, der og hører på.

Det lyder som hentet fra TV-serien The Wire. De er fem lærere plus lederen i dette møde. De bruger seks arbeidstimer. Gang det med syv klassetrin, gange 14 skoler.

– Du læser og læser og lederen nikker og så kommer du til Per og han har kun 80 på læsetesten Carlsten. så siger lederen måske «Ham Per er lidt lav, han må du arbejde med». så siger vi «Ja, vi er på sagen.» Eller noget ligende.

60 til 70 elever skal gennemgåes på en time.

– Jeg gik til sådan et møde, fortæller Marius Andersen

– Det må stoppe. Jeg vil hellere bidrage til læring.

LÆS RESTEN AF HISTORIEN VED AT KØBE BOGEN HER

Magnus E. Marsdal er leder i Manifest Analyse og forfatter. Hans seneste bog er «Lærerkoden. Indre motivasjon og kampen om norsk skole»

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977