Relationel velfærd

008_hilary_cottam

Af Hilary Cottam. Oversat af Cevea.

De nuværende parametre i debatten om velfærdsreform er utilstrækkelige. Det vedholdende fokus på økonomi og udgifter har gjort de systemiske udfordringer, som efterkrigstidens velfærdsinstitutioner står over for, uklare. Selvom de er blevet forværret af den nuværende finanskrise, stikker disse udfordringer dybere og handler lige så meget om kultur, systemer og relationer, som de handler om penge. Hvis vi, som jeg har gjort det i denne artikel, ser situationen med samme øjne, som de familier, der er mest afhængige af velfærdsstaten, så forstår vi bedre problemet. Vi kan også begynde at se nye modeller og metoder spire, mens de kæmper for at overleve. Jeg vil her argumentere for, at venstrefløjen bør fokusere på at forstå og udvikle disse nye modeller på fem vigtige måder frem for at debattere, hvordan vi holder liv i vores nedarvede og forældede efterkrigstidssystemer.     

Lad os starte med de grundlæggende udfordringer vores efterkrigstidsmodel står over for, som kan opsummeres på to måder. Som det første er der et misforhold mellem befolkningens behov og de services, som tilbydes. Udfordringer såsom alderdom, kroniske sygdomme og omfanget af grundfæstet ulighed var ikke forudset i 1942. Som eksempel har hver femte brite i dag en kronisk sygdom – det er sygdomme såsom diabetes, astma, overvægt og hjertesygedomme – som medicinske indgreb ikke kan kurere. Et sundhedssystem, der i 1950’erne blev designet som et centraliseret, industrielt system til at distribuere medicin og bekæmpe dengang udbredte infektionssygdomme (som oftest på hospitaler), kæmper for at magte opgaven.

Vi kan ikke give nogen skylden for dette. Som borgere har vi tillid til NHS (National Health Service) og lægefaget og søger mod dem efter hjælp. Institutioner og fagfolk, som er ivrige efter at give denne hjælp, sygeliggør og omformulerer problemerne og tilbyder os statiner til vores hjerter, insulin mod vores diabetes og operationer, hvor alt andet svigter. Udgifterne er eksponentielle: 80 % af hospitalsudgifter har forbindelse til kroniske sygdomme. Dog sker det meget sjældent –  om nogensinde – at vores helbred forbedres.

Med 80 pct. af nationens helbredsproblemer værende uden for en medicinsk models effektive rækkevidde kan svaret ikke være yderligere reformering af de eksisterende institutioner. Både at forhindre og at leve med disse tilstande kræver motivation, livsstilsændringer og – i de alvorlige stadier – palliativ behandling. Dette håndteres bedst lokalt: I hjemmet, på arbejdspladsen og i samfundet. Den foreslåede omstrukturering af sundhedssystemet efter en ”GP commissioning”-model tilbyder dog kun en mekanisme til at omorganisere National Health Service og angiveligt til at opnå økonomisk effektivitet. Denne og tidligere reformer (reduktionen af ventetid, renoveringen af hospitaler, introduktionen til forbrugervalg) har dog ikke fokus på problemets kerne: Hvordan vi kan støtte en sund nation.

Problemstillingerne for sundhedssystemet fremhæves her kun for at illustrere det større problem: Debatten har fokus på reformering af de allerede eksisterende institutioner i stedet for på de sociale udfordringer, vi står over for i dag.  At sætte fokus på den aldrende befolknings behov er endnu et eksempel på dette misforhold mellem services og behov. Dette misforhold er derfor den første grundlæggende udfordring.

På samme tid som de tilbudte services synes at være stadig mere ude af trit med samfundet og de aktuelle behov, stiger kravene til selvsamme services stadigt. Betoningen af den stigende nationale ulighed er blevet overført til den offentlige sektor på en alarmerende måde, hvilket leder til den anden grundlæggende udfordring, som vores velfærdsinstitutioner står over for: Hvor bør grænsen gå mellem økonomien og velfærdsstaten? Dette er ikke for at antyde, at velfærd bør være en tiloversbleven aktivitet, eller at borgere kun bør have en relation til staten i livsnødvendige nødsituationer. Derimod er det for at stille spørgsmålstegn ved den forværrede sociale effekt af økonomisk ulighed. Kompensation for den faldende realløn for husholdningen gennem boligstøtte, skattefradrag for arbejderfamilier og andre overførsler er ikke kulturelt neutralt. Dem, der modtager sådanne overførsler, skal ofte lægge øre til en attitude og en kultur, som er indskrænkende og uhjælpsom.

Disse problemer, om end de ikke er blevet direkte omtalt, er ikke gået ubemærket hen for politikerne, men de aktuelle reformer – introduktionen af kvasi-markeder og den private sektor under Labour og en intensivering af denne strategi ledsaget af hurtige og drastiske nedskæringer under koalitionsregeringen – må modsat siges sjældent at vise forbedrede resultater og har ofte gjort tingene værre. Vigtigst er det, at denne aktivitet og den deraf følgende innovation har fundet sted i et paradigme fra 1950’erne. Med andre ord har man ikke stillet spørgsmålstegn ved masseindustrialiseringsmodellen med serviceydelser og centraliseret bureaukrati, som det fremgår af visionen om en Lean Toyota-sundhedsmodel i stedet for en alternativ socialt baseret model.

Den sociale og kulturelle effekt af markedsreformerne har været at intensivere en transaktionsbaseret relation, selvom der snarere er behov for noget, som er mere menneskeligt, omsorgsfuldt og rigt på tid. En lille fortælling om madudbringningens skæbne hos to lokale myndigheder, hvor jeg har arbejdet inden for det sidste år, illustrerer denne pointe. I et forsøg på at spare penge indgik de pågældende myndigheder kontrakt med en stor udbyder fra den private sektor til at overtage madudbringningen. Omkostningsbesparelser blev planlagt af udbyderen på to måder: Måltiderne ville i sig selv koste mindre, og derudover viste undersøgelser, at leveringen kunne foretages meget hurtigere med hensyn til at ”vende rundt på dørtrinnet” – altså uden kontakt til modtager. Imidlertid afviste de ældre mennesker, som vi arbejdede med, måltiderne så vidt muligt, dels fordi de fandt maden ”modbydelig”, men allervigtigst fordi de ældre virkelig værdsatte en sludder i døråbningen eller i hjemmet, når maden blev leveret, men det var nu slut. Med denne anekdote kan vi måske forudsige, at omkostningerne forbundet med dette behov for en sludder også er blevet fjernet andre steder – måske afsat til de praktiserende læger. Vi kan i alt fald se, at vores medlemmers besøg ved de praktiserende læger er faldet der, hvor vi har introduceret det sociale program Circles. De er ikke længere ensomme, og deres helbred er bedre på grund af den øgede sociale aktivitet, hvilket kun er én af de uforudsete fordele ved denne medlemskabsservice for dem over 50 år.

En relationel tilgang

Så hvordan ser en relationel velfærdsmodel mon ud, og hvordan kan vi skabe vilkår for mere sociale, samarbejdsorienterede tilgange til velfærd? Og lige så vigtigt: Hvordan kan vi gøre det på en måde, som landsdækkende kan støtte et stort antal mennesker? Nye tilgange spirer frem i krogene, hvor flere af dem er dokumenteret af Robin Murray i det, som han kalder fremkomsten af en ny social økonomi. Nøglefunktioner i disse nye tilgange til omsorg, uddannelse, velfærd, mad og energi er den intensive brug af distribuerede systemer, slørede grænser mellem produktion og forbrug, et øget fokus på fællesskab og en stærk rolle for personlige værdier og mål. Denne nye fremspirende økonomi, som Robin Murray beskriver, mangler kapital, da penge og færdigheder stadig er fastlåst i de gamle modeller og institutioner. Men den udstyrer det virkelige liv – om end i mindre omfang – med eksempler på nye relationelle tilgange.

Kan sådanne fremgangsmåder virkelig lade sig gøre, og kan de bidrage med erfaringen til det enogtyvende århundredes velfærdsstat? Det tror jeg, at de kan. Participle, den organisation jeg arbejder i, har udviklet nye fremgangsmåder til velfærdssystemet. Vi tager forankrede sociale problemer og udvikler nye løsninger, som kan fungere landsdækkende. Som en del af dette arbejde bor vi sammen med dem, som vi arbejder med – de unge, de ældre og, i det tilfælde som jeg vil fremhæve her, de familier, der lider under rodfæstet nød: Økonomisk, socialt og psykologisk. Dette er familier, som tidligere har været de sværeste at støtte, og hvor vi oplever, at disse nye relationelle fremgangsmåder virker – familier som Ellas.

Ella bor i et usselt, trangt hus på en nedslidt ejendom – der er ingen butikker, pubben lukkede for flere år siden, legepladsen ligger øde hen og bliver aldrig brugt. Inde i Ellas hus er spændingen håndgribelig, og støjniveauet er øredøvende. Tv’et er skruet helt op, Ellas ældste søn slås med en af hendes døtre, en anden skriger konstant skældsord fra køkkenet. Hundene er låst inde bag soveværelsesdøren.

Ella er fanget – hun har levet i krise i 40 år – hun kender ikke til andet, og hun kender ingen vej ud af en sådan tilværelse. Hun blev misbrugt af sin far og har efterfølgende levet med fire voldelige partnere. Et af hendes børn er blevet fjernet af de sociale myndigheder, og de tre, som fortsat bor hos hende, lider under en række problemer. Ingen er i skole eller fast arbejde. Ligesom velfærdsstaten, som hun kender så godt, har Ella desperat brug for en grundig plan for at finde en udvej, så hendes børn ikke gentager hendes historie, ligesom hun gentog sin mors. Hun venter sit første barnebarn dette efterår. Om han kan forvente en anden fremtid end Ella, er det virkelige spørgsmål, som vi bør stille velfærdsreformen.

Ella (hvilket ikke hendes rigtige navn) bor i Swindon. Hun er mor til en af Storbritanniens såkaldte kaotiske familier. Den tidligere regering vurderede, at der var mere end 100.000 familier som Ellas i Storbritannien, som kæmper for at bryde en ond spiral af socialt, økonomisk og følelsesmæssigt afsavn. Statskassen har fokuseret på disse familier både under den sidste og den nuværende regering på grund af deres omkostninger, som skønnes til at være omkring 35.000.000.000 pund årligt (mindst 250.000 pund pr. familie pr. år).

Medlemmer af teamet fra Participle har brugt tid på at bo sammen med Ella og andre familier som hendes gennem de sidste to år, fordi vi er interesserede i, hvad vi kan lære af de steder, hvor behovet for hjælp er størst, og hvor velfærdsstaten i dens nuværende form synes mest udfordret. Vi kom igen og igen frem til, at hvis vi kan designe løsninger, som virker for dem, der har størst behov for hjælp, kan vi designe løsninger, som virker for mange.

Swindon tilbyder 73 forskellige services for familier som Ellas fra 24 afdelinger, og både hun, hendes børn og hendes partnere kender til de fleste af dem. Hverken mor eller børn betænker sig på at ringe til de sociale myndigheder for at afhjælpe et af de mange skænderier, der bryder ud. Familien får regelmæssigt besøg af en socialrådgiver, en ungdomsmedarbejder, en hjemmeunderviser, en boligrådgiver og deres lokale politibetjent. Men som politibetjenten beskriver: ”Jeg overrækker beskederne, og så går jeg igen”. Ingen af disse velmenende besøgende er en del af en overordnet plan med et mål i sigte, og ingen af dem fokuserer på de underliggende problemer. Ganske rigtigt kunne Swindon, da vi bad dem om at præsentere os for de familier, som de har arbejdet med, og hvor heldet er vendt, ikke pege på et eneste eksempel.

Ellas familie og de mange andre som hendes er et udslag af den nedbrydning, som finder sted mellem staten og borgeren. De konstante besøg og overleveringen af meddelelser udgør ikke nogen dialog, og familierne føler sig ikke ordentligt hørt eller forstået. Når de bliver bedt om at ændre sig, har familierne ikke nogen erfaring med, hvordan dette skulle føles, og hvad, der er endnu værre, er, at de ved, at med sådanne påbud følger også skyhøje forventninger om, at de ikke kan ændre sig – ”denne familie kommer aldrig til at forandre sig,” blev det forklaret til os.

Fra statens eller arbejderne i forreste rækkes perspektiv er det også en virkelig umulig situation. Det er begrænset, hvad der kan gøres inden for de begrænsede administrative og bureaukratiske velfærdssystemer. Ved at tilbringe tid med socialrådgivere såsom Ryan, som arbejder med Ellas søn Tom, så vi, at 86 pct. af tiden er styret af systemet – brugt på at udfylde formularer om ansvarlighed samt at diskutere dem med kollegaerne. Det mest skræmmende er, at selv de 14 % af tiden, som tilbringes ansigt-til-ansigt med et af familiens medlemmer, ikke skaber nogen fremskridt. Dialogen mellem Ryan og Tom er dikteret af formularerne og behovet for data og information. Dette udelukker enhver mulighed for den slags dialog, som kan behøves for at udvikle en understøttende relation som det første skridt i retningen mod forandring.

Vi forstod som det første, at kaos er et elastisk begreb. Der er dage, hvor min egen familie derhjemme synes mig temmelig kaotisk, og hvor den er kilde til stor forfærdelse for mine barnløse veninder. Som i de fleste økonomisk stabile husholdninger kan kombinationen af penge og stærke sociale- og familiemæssige bånd dog dække ridserne i lakken. Mere overraskende er det måske, at vi har lært, at omkostninger er et lige så indviklet begreb. Når statskassen siger, at familier som Ellas koster en kvart million hvert år, viser det sig, at hvad de virkelig mener er, at systemet omkring Ella koster en kvart million hvert år, fordi ikke så meget som en eneste penny kommer i nærheden af at røre forholdene for Ella og hendes familie og ændre dem til det bedre. Systemet er et bekosteligt gyroskop, som snurrer rundt om familierne og fastholder dem i hjertet af systemet – fanget præcis hvor de er.

Hvad skal der til for at stoppe denne cyklus af nød? Hvilke handlinger og relationer kunne gøre en forskel? Som et bemærkelsesværdigt modigt skridt på vejen indvilligede Swindon i, at et startpunkt ville være at vende Ryans arbejdsforhold om. Sagt på en anden måde havde alle dem, der havde været i kontakt med Ella og andre familier, mulighed for at bruge 80 pct. af tiden på at fokusere på familierne frem for på systemet. Og endnu mere markant så kunne familierne selv bestemme, hvem der skulle støtte dem.

Ella og en anden mor blev bedt om at deltage i et panel, som skulle interviewe og udvælge et team af nuværende offentligt ansatte i Swindon, som kunne arbejde med hundrede familier under lignende omstændigheder. Disse mødre ville ikke bruge deres tid på dem, de mente ville være for ”svage” over for dem, og endnu mindre på dem, som de på en eller anden måde opfattede som værende umenneskelige repræsentanter for systemet. De valgte i stedet professionelle, som indrømmede, at de ikke nødvendigvis havde svaret på alle spørgsmål, men som overbeviste dem om, at de ville hænge i. Dette var personer fra bolig- og socialområdet samt politi, som ikke bekendte sig til en bestemt jargon eller kodeks. Det, de tilbød, var, at de var drevet af menneskelige kvaliteter snarere end en regelbog.

Disse nye teams er kun blevet tildelt en brøkdel af det tidligere budget. De kan bruge pengene på lige det, som familierne beslutter – i nogle tilfælde på deres allerførste familieudflugter og i andre tilfælde på at kickstarte nogle helt nye succesfulde sociale initiativer. Alle initiativer er valgt og ledet af familierne selv, hvilket er nøglen til forandring. De nye teams bliver også støttet i at arbejde på nye måder ved tilbud om plads til tilsyn, refleksion og læring, hvilket gør det svære, åbne og høj-intensive engagement med familierne muligt at opretholde. At investere i relationer og empati er følelsesmæssigt krævende, og det kræver sin egen professionelle støtte og system af høj kvalitet.

Disse var de første skridt i et program udviklet af Participle kaldet LIFE (Lives for Individuals and Families to Enjoy), som findes seks forskellige steder i Storbritannien i år. Over tid har fire omfattende faser i programmet taget form: En åben invitation, opbygning af forhåbninger (lægge en plan); opbygning af kapaciteten til at realisere planen og skabelsen af mulighederne for at ændre tilværelsen. Vi har lært, at det tager gennemsnitligt to år for en familie som Ellas at bringe sit liv på fode igen, og at det vil kræve mange opture og nedture. I Ellas tilfælde er hendes børn kommet tilbage på skolebænken, og hun har fået et job, som hun elsker, nye venskaber og, som hun selv beskriver det, plads i sig selv til fortsat at udvikle sig.

Hvorfor synes LIFE at virke, og hvordan er det anderledes end mere traditionelle servicemetoder? Interessant er det, at flere af de elementer og karakteristika, som gør LIFE succesfuld, ligeledes er at finde i andre dele af Participles arbejde (med de unge, de ældre og de arbejdsløse) og i internationale programmer, som vi har hentet inspiration fra.

Det fokus på kompetencer, som understøtter LIFE (og hvis fordele er blevet drøftet af Jon Cruddas og Jonathan Rutherford i deres gennemgang af Amartya Sens ”The Idea of Justice” i ”Soundings 43”), er grundlæggende og betyder et markant farvel til den transaktionsbaserede velfærdsmodel. De rammer og professionelle roller, hvori ting bliver overbragt til dig og gjort mod dig, finder ingen berettigelse. Færdigheder kan ikke blive overbragt, de skal dyrkes selv. Med støtte. I LIFE er de professionelle og de andre i understøttende roller der ikke for at gribe ind og løse problemer; de er der for at lytte, udfordre og støtte en opdagelses- og transformationsproces. For at muliggøre dette kræver det en træningsproces, som grundlæggende fjerner systemet fra medarbejderne på forreste række.

Relationerne i og mellem familierne og mellem familierne og de førnævnte teams er afgørende på samme vis som en række mere overordnede forhold og sociale forbindelser. LIFE forestiller sig de problemer, som familier som Ellas står over for, som noget vi alle er fælles om. Med andre ord er Ellas situation ikke løsrevet fra det bredere samfund samt vores særlige former for kapitalisme, politik og velfærd. Forandring er derfor også det bredere samfunds ansvar – en meget anderledes tilgang til ASBO(Anti-Social Behaviour Order)-tilbøjeligheden til bebrejdelse, som også omgiver de samme familier. Der bliver bygget bro mellem naboer (hvis oprindelige udgangspunkt var, at de gerne så familierne sat på gaden), venskaber bliver skabt og netværket af kontakter, der kan føre til arbejde, nye interesser og støtte, bliver nænsomt plejet.

Kompetencetilgangen og den tid, det kræver at pleje relationer (80 pct.-reglen), bliver muliggjort og understøttet af teknologi, som der kan ses aspekter af på www.alifewewant.com. Teknologien gør alle værktøjerne tilgængelige, reducerer byrden ved rapportering og andre administrative funktioner og forbinder familiemedlemmer med hinanden på nye måder ved at give enkeltpersoner mulighed for at følge andres fremskridt og dele ting, som de er stolte af. Styresystemet LIFE er et eksempel på de måder, hvor teknologi kan understøtte og muliggøre nye kulturer samt nye fordelte måder at operere på. Dette niveau af innovation står som kontrast til investeringer i komplekse teknologisystemer, som tjener den modsatte funktion ved at benytte sig af forældede servicemodeller.

De, som udvikler og ændrer deres liv gennem LIFE, kan fortælle historier om dem selv (flere er fastholdt og delt på LIFEs hjemmeside). Denne evne til at fortælle historien, om hvor du kommer fra, og hvor du håber at være på vej hen, er en betydningsfuld indikator for fremskridt og ukuelighed. Vi har oplevet, at det er en indikator, som også virker for unge mennesker og arbejdsløse i forhold til identificering af de udsatte og registrering af fremskridt. I LIFE-familiernes tilfælde er historiefortælling ikke noget, som nogen af vores familier kan på forhånd – deres fortid er for smertefuld at tage op igen, og vrede og raseri dækker over frygten for, at intet positivt venter dem i fremtiden. Fortællinger er da en måling af personlig udvikling og af aktivt engagement i fremskridt (i modsætning til en mere passiv modtagelse af traditionel velfærd). Det er en indikator for udviklende forandring, som er kernen af relationel velfærd, og som står i kontrast til en mere traditionelle, transaktionsbaserede målinger af bidrag og udbytte.

Hillary Cottam er grundlæggeren af Participle, som designer nye velfærdsmodeller med og for offentligheden: www.participle.net

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977