På kanten – The Great Risk Shift

jacob-hacker

Af Jakob Hacker. Oversat af Cevea. “The Great Risk Shift” (Indledning)

Andrea Case holder en kort pause i den anden ende af røret for at komplimentere hendes 9-årige søn Jack. Han fremviser stolt en håndfuld fisk, han har fanget i åen, som løber bag deres forstadshus i New Jersey. Udover at have overset Jacks spontane og uvarslede fiskeekspedition, gynger Andrea sin datter, som endnu ikke er startet i skole, mens hun har telefonen mod øret. Dette er blevet en almindelig hverdagsscene for en moderne middeklasse mor: En multitaskende mor, der håndterer to børn og engagerer sig i en livlig samtale på en og samme tid. Andreas liv er dog ikke så fredeligt, som det måske synes, og personen i den anden ende af røret er ikke hendes mand, barnepige eller ven. Det er en forsker, der stiller hende spørgsmål om hendes seneste erfaringer med økonomisk usikkerhed. Den researcher, der konkurrerer om Andreas opmærksomhed med ramaskriget fra børnene og udåndende fisk, er mig.

Jeg har ringet til Andrea som svar på en e-mail, hun skrev til mig i januar 2004 lige efter, at jeg havde udgivet et debatindlæg i New York Times. Her argumenterede jeg for, at amerikanske familier er blevet mere økonomisk usikre. Debatindlægget hed Call it the Family Risk Factor, og hvad, der måske var mest bemærkelsesværdigt ved indlægget, var det store kurvediagram, som optrådte sammen med teksten (Ses længere nede i en opdateret form som Figur 1). Diagrammet, som fyldte en stor del af Times-debatsiden, viste, hvordan de sene 1970’ere banede vej for en dunkel, økonomisk statistik: En stigende usikkerhed i de amerikanske familiers indkomst.

Jakob Hacker - Figur 1

Det engelske begreb volatility dækker over en anerkendt måde at måle aktiers usikkerhed på. Snarere end at vise omfanget af en akties afkast, viser den, hvor usikker eller risikabel disse afkast med al sandsynlighed vil være. Hvad den skyhøje linje på diagrammet viser, selv for dem der ikke er velbevandrede inden for statistik, er, at volatiliteten (usikkerheden) for familieindkomster er steget – og den er steget meget. Amerikanere er blevet rigere i løbet af de sidste 30 år (dog er det ikke sket så hurtigt eller så ligeligt, som man ellers almindeligvist har troet), men de har også måtte sande en hurtigt voksende økonomisk usikkerhed. Amerikanske familiers indkomster både falder og stiger som aldrig før. Faktisk er de amerikanske familiers økonomiske ustabilitet steget hurtigere end den økonomiske ulighed i løbet af de sidste generationer. Dette er den voksende kløft mellem rig og fattig, som ofte ses som et definerende karaktertræk ved den moderne amerikanske økonomi.

Jeg havde håbet på noget respons på mit debatindlæg. Men når man skriver om komplekse økonomiske tendenser (og endda fremviser et diagram), ja, så havde jeg ikke høje forventninger. Men der tog jeg fejl: Breve og e-mails væltede ind. Eksperter på pensionsordningsområdet skrev til mig for at fortælle mig om risikoen og udfordringerne ved pensionsopsparingskonti, som dem ’401(k)’ præsenterede. Specialister inden for sundhedsvæsnet delte skrækhistorier om dem, der ikke var forsikrede i forhold medicin og lægehjælp. Økonomer, inklusiv en Nobelprismodtager, spurgte til mine data.

Men hvad der var mest glædeligt men også foruroligende, var den respons, jeg fik fra almindelige mennesker, der blot ønskede at dele deres oplevelser, erfaringer og holdninger. Der var Robert, der havde forsøgt at starte en sundhedsklinik for de arbejdende fattige, men som fik en uventet sygdom. Han endte derfor med at leve i fire og et halvt år i rent helvede, mens han forsøgte at få hjælp fra det amerikanske ”sikkerhedsnet”. Der var Elizabeth, en veluddannet konsulent, der sagde, at hun følte sig ansvarlig, men hun frygtede, hvad der ville ske, hvis enten hende eller hendes mand blev fyret, fordi de med to børn og ustandseligt store udgifter ikke havde haft mulighed for at spare op til et sikkerhedsnet. Der var den studerende fra Yale Universitet, der havde middelklasseforældre med kroniske lidelser, som ingen ville sælge sundhedsforsikringer til. Der var fortællinger om mennesker, der havde mistet deres job og indkomst, om uventede nederlag og uvelkomne trangsler og ulykker. Og så var der den smagfulde men alligevel vrede e-mail fra Andrea Case.

Andreas svar begyndte: ”Jeg er én af de familier, som du beskriver”. Hun beskrev, hvordan hendes mand, som er IT-ingeniør, og hende blev påvirket, da den såkaldte ’tech bubble’ eksploderede. I flere måneder havde de oplevet, hvordan hendes mands firma styrtdykkede, mens de frygtede, at han ville miste sit job på grund af det. Familiens indtægter og opsparinger forsvandt, men regningerne blev ved med at komme: Gældsbetalinger for deres nye hus, regningerne fra Montessori-skolen, som de lige havde indskrevet deres søn i, fordi han havde indlæringsvanskeligheder, opgørelser for deres gas- og elforbrug, telefon- og bilregninger og så videre og så videre. I løbet af nogle få måneder gik de fra at tage deres succesfulde liv forgivet til nu at bekymre sig om at betale det mest basale forbrug. Deres indkomst faldt med mere end en tredjedel. Andrea gik fra at sove trygt om natten til at ligge vågen og stille sig selv en masse svære spørgsmål: Skulle de tage deres søn ud af skolen? Skulle de sælge huset? Skulle Andrea starte på arbejde igen og hvis ja, skulle det så være på fuldtid? Hvad med sygeforsikring? Hendes mand var begyndt på et lavere betalt job, men på grund af den sparsommelige sundhedsplan skulle familien betale næsten 10,000 dollars i sundhedspræmier samt engangsudgifter til f.eks. lægehjælp og medicin. Familiens økonomiske styrtdyk stoppede, da hendes mand fandt et andet arbejde med bedre fordele men også en lavere løn. Andrea følte sig dog stadig ikke tryg og sikker, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, eller hvor hun skulle henvende sig. ”Hvem kan og bør varetage interesser for mennesker som mig?”, var hendes afsluttede kommentar i e-mailen.

Hvor finder jeg en organisation som AARP (American Association of Retired Persons) for familier? Jeg føler, at vi mangler noget tilsvarende The Million Mom March for at gøre opmærksom på, at forældre med små børn lider. Hvordan kan vi motivere og oplyse travle og overvældede forældre? Hvordan kan vi sørge for, at vores stemme bliver hørt i mængden af politiske organisationer og virksomheder? Det kan måske synes som om, at jeg rabler løs, men jeg er vred og frustreret og jeg aner ikke, hvor jeg skal henvende mig i forhold til at få det lederskab ved roret, som vores land har brug for.

Da jeg endelig fik telefonisk kontakt til Andrea næsten to år senere, er hun stadig vred men er mest af alt ved at give op. Hun er begyndt på arbejde igen, i form af to deltidsjobs for til at få de ekstra penge, som er nødvendige: Først en tørn på Barnes and Noble, hvor hun får en ufatteligt lav løn og ingen fordele og derefter et lørdagsjob på hendes søns Montessori-skole. Selvom hun har en kandidatgrad fra Harvard, så ved hun, at hun er væk fra karrierevejen et stykke tid. Hendes mands arbejdstimer og løn er forbedret, men de klarer sig kun med nød og næppe. Deres liv ændrede sig på et øjeblik, og vejen tilbage er langsommelig og hård. Familien restituerer stadig.

For Andrea har ændringerne i familiens hverdag været en smertefuld oplevelse, der forgrener sig ud i hendes håb og forventninger. Hun forklarer, hvordan alt – indtil hendes mands indtjening styrtdykkede – havde overskredet deres vildeste forventninger. Da de fik deres kandidatgrad, red de på den teknologiske bølge og høstede alle dens frugter. Deres samlede indkomst tillod dem at flytte ud af en lejlighed på Manhattan nær Battery Park kun et par få kilometer fra World Trade Center og ind i et hjem med tre soveværelser og to badeværelser på en blind vej i forstaden New Jersey. Det var ikke så spektakulært som de store huse med granitkøkkener i nærheden men sammenlignet med deres gamle lejlighed, var det fantastisk. Det tillod også Andrea at sige sit arbejde op for at få børn. Men så eksploderede aktiemarkedet og World Trade Center blev angrebet. Hendes mands firma begyndte at afskedige medarbejdere, og hans løn faldt drastisk. Alt syntes at falde sammen på én gang i et hul, som føltes lavere end nogensinde måske fordi, det hele havde været så ualmindeligt godt. Det syntes også ualmindeligt hårdt, fordi alt, de nogensinde var blevet fortalt og lovet, pludselig var en løgn: De var universitetsuddannede, sparsommelige, ansvarlige – og pludselig gik de et helt andet liv i møde, end de nogensinde havde forestillet sig. På et øjeblik havde alt forandret sig. Det var som havde en orkan suget deres gamle liv op og taget det med sig.

Økonomisk usikkerhed minder meget om en orkan. Orkaner rammer hårdt og pludseligt. De river alt fra hinanden: Ejendomme, landskab og menneskeliv. De rammer så ofte, at de kan påvirke mange og alligevel så sjældent, at vi bliver lige chokeret hver gang. Og selvom vi kan forberede os på dem, kan vi ikke forhindre dem i at opstå. Nogle vil uundgåeligt lide under dette og behøver hjælp. Andre vil blive sparet for oplevelsen. At restituere sig efter en sådan oplevelse er traumatisk og langsommeligt. Ligeledes er det med familier, der udsættes for økonomisk usikkerhed. Et øjeblik kan ændre et liv for altid.

Sammenligningen er ikke kun metaforisk: I mere end et halvt århundrede reagerede amerikanerne på økonomisk usikkerhed, som var det en naturkatastrofe ude af hænderne på dem, den ramte. Da den store depression satte ind i 1930’erne, efterlod den en tredjedel af den amerikanske befolkning i det, Franklin D. Roosevelt beskrev som ”ill-housed, ill-clad, ill-nourished” (kummerligt huset, kummerligt klædte, kummerligt ernæret). Her igangsatte politiske og erhvervsmæssige ledere skabelsen et nyt institutionsdesign, der bredt skulle sprede byrden af nogle centrale økonomiske usikkerheder inklusiv usikkerheden ved pension, usikkerhed ved arbejdsløshed eller invaliditet, og usikkerheden ved at blive enke i tilfælde af at hovedforsørgeren skulle dø tidligt. De offentlige og private institutioner lod ikke det enkelte individ slippe så let. De krævede donationer og arbejde samt dokumentation for deres berettigelse til disse ydelser. De var baseret på et ideal bedre kendt som social forsikring (social insurance) – ideen om, at nogle usikkerheder kun kan afhjælpes ved at institutioner spreder deres udgifter mellem både den rige og fattige, den raske og den syge, den fysisk velfungerende og den fysisk udfordrede, mellem den gamle og den unge.

I dag er den sociale instans, som holder os sammen i både gode og dårlige tider, ved at gå i opløsning. I løbet af den sidste generation har vi været vidne til en massiv overførelse af økonomisk usikkerhed fra brede forsikringsstrukturer inklusiv dem, som er sponsoreret af virksomhedssektoren lige så vel som af staten, til de amerikanske familiers skrøbelige regnskabsresultater. Denne transformation, som jeg kalder The Great Risk Shift, er karakteristisk for den moderne amerikanske økonomi og er lige så betydningsfuld som skiftet fra landbrugssamfund til industrisamfund sidste århundrede. Det har fundamentalt forandret amerikanernes forhold til staten og til hinanden. Andreas forældre nød aldrig godt af de samme økonomiske opsving som hende, men de havde større forventninger til den økonomiske sikkerhed: En stabil, middelklasseindkomst, samt en garanteret pensionsordning, en god sundhedsforsikring og bedre økonomisk sikkerhed og stabilitet i forhold til deres børn. Gradvist har dette usikkerhedsskifte ødelagt forventningerne til sikkerhed og stabilitet og transformeret de amerikanske børnefamiliers økonomiske omstændigheder fra at være gode til nu at skrabe bunden.

Det er vigtigt at gøre en central pointe klar fra starten: Denne dramatiske transformation er ikke en naturlig forekomst eller hændelse som eksempelvis en orkan ude af menneskelig kontrol. Betydelige ændringer i den globale og indenlandske økonomi har bestemt forværret situationen, men Amerikas erhvervsmæssige og politiske ledere kunne have reageret på disse mægtige kræfter ved at beskytte familierne mod økonomisk usikkerhed. Sagt på en billedlig måde kunne der have været bygget en beskyttende mur op om familierne, men i stedet bryder mange af disse ledere murene ned. Fortalerne for disse forandringer taler om en slags Nirvana for individuel økonomisk forvaltning – et samfund med myndiggjorte ”ejere”, hvori amerikanere frit kan vælge. Hvad sådanne fortalere i stedet hjælper med at skabe, er noget meget anderledes: En hårdfør ny verden af økonomisk usikkerhed, hvor alt for mange amerikanere i stedet er frie til at tabe.

Økonomisk usikkerhed er ikke kun et problem for de fattige og uuddannede, som de fleste af os tror. Det påvirker i stigende grad også mennesker som Andrea Case. Hun er uddannet og er blandt den øvre middelklasse. Vi taler om mennesker, der troede, at de ved at uddanne sig, købe et hus og investere i pensionsopsparinger havde købt sig retten til en mobil og ikke mindst fleksibel økonomi. Økonomisk usikkerhed rammer en bred skare af mennesker i forhold til indkomst, etnicitet og race, geografisk placering og køn. Det rammer det gennemsnitlige menneske som et os snarere end et særskilt, marginaliseret de.

For at forstå forandringerne må vi først forstå, hvad der forandres. Den karakteristiske amerikanske måde at skabe økonomisk beskyttelse på voksede ud af nogle særlige politiske kampe samt et unikt sæt af værdier og overbevisninger. Metoden var mindre ekspansiv, end nogle havde håbet og mere ekspansiv, end andre havde håbet. Det var et nysgerrigt og en af og til modstridende sammensætning af mål og institutioner. I starten af 1970’erne fungerede det ganske acceptabelt i forhold til at isolere de fleste middelklasseamerikanere fra de store finansielle usikkerheder, som en dynamisk og kapitalistisk økonomi kan skabe. Men i dag falder det sammen på grund af det massive pres fra politiske angreb og økonomiske forandringer. De førnævnte modstridende elementer støder sammen, hvorpå den økonomiske kløft bliver større og større for hver dag der går.

Det siges ofte, at USA gør meget lidt for at sikre økonomisk stabilitet og sikkerhed sammenlignet med andre rige, kapitalistiske demokratier. Om det så er på grund af en dybt indlejret mistillid til staten, en grundlæggende forfatningsmæssig struktur, som gør det vanskeligt at lave store politiske reformer, at den amerikanske arbejderbevægelse er for svag eller på grund af de forskellige amerikanske etniske opdelingers gæld, så har USA skabt en ufrugtbar jord for den meget omfangsrige velfærdsstat, som nu dominerer det økonomiske landskab blandt langt de fleste rige lande. Det er sandt, men det er kun den halve sandhed: Det er sandt, at USA bruger færre penge på offentlige ydelser i forhold til landets samlede økonomi, til gengæld drager de i høj grad – i meget høj grad – nytte af de fordele som private arbejdspladser tilbyder såsom sundhedsforsikringer og pensionsopsparinger. Når vi tager disse private fordele i betragtning, er USAs økonomiske sikkerhedssystem ikke mindre end det gennemsnitlige system i andre rige demokratier, tværtimod er det lidt større. Med hjælp fra hundrede milliarder dollars i skattelettelser fungerer de amerikanske arbejdsgivere som USA’s unikke mini-velfærdsstater – og de står forrest i forsvaret af millioner af arbejdere som er præget af de økonomiske forandringers vinde.

Problemet er, at sådanne mini-velfærdsstater ikke fungerer som ellers håbet. I processen overdrages usikkerheden til arbejderne og deres familier. Arbejdsgiverne vil ud af den sociale kontrakt, som er smedet i fortidens mere stabile økonomi. Fordi de ikke behøver at forsvare sig over for den bredere offentlighed, der afhænger af sikkerhedssystemer, som er designet på en uhensigtsmæssig og uforsigtig måde, får arbejdsgiverne lige det, de ønsker. Samtidig er den amerikanske model for statsstøtte også overbelastet. Systemet er åbenlyst ude af stand til at løse familiernes voksende økonomiske sikkerhed, og ikke desto mindre bliver det angrebet af kritikere, der påstår, at idealet bag forsikringer både er gammeldags og skadeligt for den økonomiske vækst og udvikling. Kritikerne anklager systemet for at koste for meget.

Den private og offentlige støtte eroderer og forvinder, og arbejderne og deres familier må bære en større byrde. Dette er essensen af The Great Risk Shift.

Gennem nedskæringer og restruktureringer af arbejdsgoder, søger arbejdsgiverne at fralægge sig den usikkerhed som ellers har gjort sig gældende i deres ansvarsområder. Imens man har forsøgt at håndtere finansielle begrænsninger og politiske modsætninger, er offentlige, sociale tjenester eroderet og det på trods af, at kravene til dem er steget. Hvis kritikerne får deres vilje, så vil disse tjenester forsvinde yderligere. Næste skridt i The Great Risk Shift er transformeringen af allerede eksisterende tjenester såsom Medicare og Social Security. Fra garanterede goder defineret ud fra love til individualiserede private konti, som efterlader arbejdere og familier i en position, hvor de i højere og højere grad må påtage sig usikkerheder, som tjenesterne tidligere havde beskyttet dem imod. The Great Risk Shift ville måske ikke være så foruroligende, hvis familie og arbejde i sig selv var stabile i forhold til sikkerhed, men det er de desværre ikke. Under den rosenrøde økonomisnak har arbejdsmarkedet vokset sig betydeligt mere usikkert og ustabilt særligt for dem, der engang var beskyttet fra sådanne uforudsigelige og uventede forhold. Når familier forsøger at undgå økonomisk usikkerhed, skaber de i virkeligheden selv yderligere nye risici. For familier, som bliver nødt til at have to forsørgere i henhold til at opretholde en middelklasses levestandard, har de økonomiske udregningsforhold ændret sig på måder, som forværrer mange af de usikkerheder og risici, familierne står overfor. På samme tid foretager flere familier større og mere risikofyldte investeringer – også i fremtiden: De køber et hjem, tilegner sig nye færdigheder, opdrager og opfostrer mere veluddannede børn – men de betaler også for det, når sådanne investeringer slår fejl.

(…)

Disse store problemer, som kun forværres, kræver nogle dristige og modige løsninger. Det, vi har brug for, er nye metoder og strukturer, som gør det muligt for familier at sikre sig imod nogle af de største økonomiske usikkerheder koblet med nye ideer, som kan revitalisere den amerikanske ”Social Security”-struktur samt skabe større økonomiske muligheder for alle. Et sikkert og mulighedsskabende samfund ville betone og fremhæve vigtigheden i arbejdsbeskæftigelse og ansvar. Men det ville også sikre en reel beskyttelse og forsikring til familier, som ikke har mulighed for økonomisk videreudvikling og dermed opmuntre familier til at se muligheder for fremtiden frem for at frygte nutiden. Den gamle skrøne om, at vi skader økonomien ved at sikre tryghed, viser sig at være umådeligt forkert. Økonomisk sikkerhed er afgørende for økonomiske muligheder, og økonomisk usikkerhed er en af de største barrierer mellem amerikanske familier og den amerikanske drøm.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977