Piketty hader ikke kapitalen, han vil bare fikse den

piketty_capital

VOX Magazine: Thomas Piketty er ikke den radikale antikapitalist, som hans kritikere frygter. “Markedsøkonomien,” fortæller han mig på en bar i St. Regis Hotel i det centrale Washington, DC, “er et system med store meritter.” (Stedet var valgt af hans udgiver af den engelske udgave af hans bog; hun indrømmede, at det måske var lidt for meget “den øverste ene procent”, men det passede perfekt med begge vores planer.)

Interview af Matthew Yglesias, VOX Magazine, oversættelse af Viktor Grønne.

Matthew Yglesias: I din bog er der en yderst underholdende kritik af amerikanske økonomer, og hvad du kalder deres barnlige besættelse af matematik. Hvad gør de forkert?

Thomas Piketty: Det er ikke kun i USA. Det er økonomer over hele verden. Jeg tror, at de bruger for meget kompliceret matematik for at skelne dem selv fra andre discipliner.

Matematik er godt. Matematik er cool. Men ofte lader det til, at de bruger sofistikeret matematik, bare for at skubbe andre folk væk. Det er en let måde at lade som om, man bedriver videnskab. For en rigtig matematiker eller fysiker vil udregningerne ikke være videre imponerende, men det er nok til at imponere de økonomiske institutter og samfundsvidenskabelige forskere, som er mindre gode til matematik.

Jeg tror, at matematik er brugbart, hvis du har et godt forhold mellem facts og teori, men det meste af tiden, gør økonomer det omvendte. Der er utroligt sofistikerede matematiske modeller med en meget lille empirisk komponent.

For størstedelen er det ligesom [Pierre] Bourdieu, ”La Distinction” med fin kunstsmag. Det er en måde, hvorpå du kan adskille dig fra de almindelige og se mere sofistikeret ud.

Matthew Yglesias: En af hovedpointerne i din bog er at involvere sig mere i historie.

Thomas Piketty: Efter min mening er fronterne mellem de forskellige samfundsvidenskaber overhovedet ikke tydelig, men nærmere en form for artefakt. Jeg synes, økonomer skulle være ligesom andre samfundsvidenskaber. Vi burde være mere pragmatiske omkring vores metode.

Når du er nødt til at lave arkivarbejde, eller når du er nødt til at konstruere en statistisk serie, så gør det. Vi burde være meget mere pragmatiske.

Inden for det felt hvor jeg arbejder, er det meget underligt, at [Simon] Kuznets arbejde, som blev lavet i 50’erne, ikke blevet taget skridtet videre. En del af forklaringen er, at det er for historisk for økonomer og måske også for økonomisk for historikere.

Det er ikke kun økonomernes skyld. Historikere og sociologer overlader alt for ofte studier af økonomiske problemer til økonomer. Nogen gange gør ingen det.

Matthew Yglesias: Hvorfor blev du interesseret i at skifte fra at se på indkomster til at se på formuer?

Thomas Piketty: På en måde er formuer et større problem fordi formuer er den akkumulerede tidligere indkomst. Men det er mere end det. Du har også arveret. Du har også naturlige ressourcer, som kan være en del af den formue, der ikke blev opsparet af nogen, eller som ikke er en formue af den forrige generation.

Det er et begreb, som omfatter indkomster, men som er bredere og på en både en bedre indikator for den totale ulighed, livstids ulighed. Det er mere permanent end indkomster.

Fra starten af mit arbejde med indkomster var jeg meget interesseret i balancen mellem kapitalindkomster og arbejdsindkomster. Hvis du virkelig vil studere dette problem, og kapitalindkomsterne faldt i den første halvdel af det 20. århundrede, er du nødt til at gå direkte til kapitalens kilde. Fordi vi ikke har indkomstdata fra det 19. århundrede, men vi har data på formuer. Det er også den eneste måde at studere det 19. århundrede og at sætte det 20. århundrede ind i et bredere perspektiv.

Matthew Yglesias: I lang tid har folk anset post-1980 økonomi som exceptionel. Jeg tror, dit syn er, at vi skal anse midten af det 20. århundrede som undtagelsen. Er det korrekt?

Thomas Piketty: Ja, til dels. Jeg tror, at en af lektierne ved at sætte udviklingen i et større perspektiv, er, at der er visse ligheder mellem 1900-1910 og i dag, så mellem den første globalisering fra 1860-70 til 1914, og den anden globalisering som startede i 1970’erne-80’erne.

Jeg tror, det er frugtbart at sætte disse to perioder ind i en parallel og indse, at tiden imellem bestemt indeholdt et sæt yderst specifikke begivenheder med to verdenskrige, den store depression, og at et meget specifikt sæt af institutioner og politiske tiltag blev i gangset efter disse omvæltninger.

Der var også en exceptionelt høj vækstrate. Det skyldtes dels opsvinget efter krigen, men også dels demografiske ændringer. Der var et baby boom i midten af det 20. århundrede, som var usædvanligt stort. Det kommer formentlig aldrig til at ske igen. Ingen kan selvfølgelig videre sig sikre, men det lader til at være bag os nu.

Matthew Yglesias: Jeg er sikker på, at du er opmærksom på den traditionelle neoklassiske idé, at det er meget skadeligt for samfundets rigdom at beskatte kapital. Hvorfor er du ikke imponeret over det resultat?

Thomas Piketty: Jeg har forsket inden for optimal beskatning, så jeg kender historien ganske godt. For at nå frem til et resultat med nul procent kapitalbeskatning, er du nødt til at have to stærke antagelser. Den første er, at formuer kun er livscyklus formuer; du har overhovedet ingen arv. Når du har arv, vil du typisk gerne beskatte den.

Pointe nummer to er, at når du har et ufuldkomment kapitalmarked, eller når du har et ufuldkomment overblik over indkomsten for de personer med de aller største formuer, finder du ud af, at definitionen af forbrug ikke er særlig god.

Hvad er forbrug eller indkomst af, når Warren Buffet eller Bill Gates bruger deres corporate jets? Forbruger de? Investerer de? Ingen ved det. Formue er en meget bedre indikator for evnen til at betale skat, for personer som har en stor formue, hvorimod deres indkomst typisk ikke er så veldefineret.

Ufuldkomne kapitalmarkeder er en anden grund til, at vi bør have en kapitalskat.

Nu tilbage til hvad Robert Lucas en gang kaldte det bedste resultat i økonomi; at det teoretisk set er bedst ikke at beskatte kapital. Han havde det her udtryk i sin Nobel forelæsning, hvor han sagde, ”Dette er oprigtigt den mest gratis frokost, jeg nogensinde har tjent, ved at arbejde indenfor økonomi.” Så han lod til virkelig at tro på det.

Faktisk bygger resultatet på så stærke antagelser, at det næsten bliver misbrug. Når du afviger fra disse antagelser, bliver kapitalbeskatning meget brugbart.

Matthew Yglesias: Men jeg tror, at der stadig er en intuition, der siger, at jo større formuer et samfund har, jo bedre er det.

Thomas Piketty: Selvfølgelig, men min pointe er overhovedet heller ikke at ødelægge alle formuer. Min pointe er at forøge formuemobiliteten og øge adgangen til formuerne. Det faktum at vi har et højt formue-til-indkomst forhold, er en god nyhed.

Faktisk indeholder min bog en masse gode nyheder. Jeg støtter ikke apokalyptiske forståelser af min bog. Vi taler altid om offentlig gæld, og min besked er, ”Nuvel, vi har offentlig gæld, men vi har også en masse formuer.”

Når jeg taler om progressiv kapitalbeskatning, taler jeg ikke om at øge den samlede skattebyrde. Tænk på USA lige nu, hvor du har en ejendomsskat, som udgør mange penge. Det er en stor beskatning.

Det, som jeg foreslår, er at vi omlægger denne skat til en progressiv skat på nettoformuer. Det betyder, at jeg vil sænke ejendomsskatten for dem, som har en lav nettoformue, og øge den for den, som har milliarder. Måden, det vil fungere på, er, at hvis du har et hus med en værdi på 500.000 USD, men at du også har et lån på 490.000 USD, så er din netto formue kun 10.000 USD, så i mit system ville du ikke skulle betale skat. Under det nuværende system betaler du ligeså meget ejendomsskat, som en der har arvet sine 500.000 USD, eller som en der for længst har tilbagebetalt sit lån.

Min pointe er ikke at øge beskatning på formuer. Tværtimod vil jeg reducere beskatning af formuer for de fleste personer, men øge den for alle dem, som i forvejen har en stor formue.

Matthew Yglesias: Hvad er dine tanker om Paul Krugmans kritik i The New York Review of Books, der gik på, at du ikke i tilstrækkelig grad diskuterer den finansielle deregulerings rolle?

Thomas Piketty: Jeg er enig med ham i, at den finansielle deregulering har en vigtig rolle i forhold til stigningen i den ledelsesmæssige tops indkomster i USA, men det er kun en del af et større billede.

For hvad vi ved af, udgør finansområdet omkring 10 procent af BNP, og det udgør omkring 20 procent af den øverste 0,1 procents indkomst, hvilket er en stor del. Det er dobbelt så meget som dets andel af BNP, men det efterlader stadig 80 procent af de 31.000 [med topindkomster] udenfor finansområdet. Så finansområdet er vigtigt, men jeg tror, stigningen i topledelsernes løn i USA er et større problem end blot finansområdet.

Jeg tror, at Paul er enig i, at stigningen i den øverste ledelses kompensationer i USA, indenfor og udenfor finansområdet, var stimuleret af det store fald i toppen af den marginale skatteprocent, så jeg tror virkeligheden ikke, at vi er uenige.

Matthew Yglesias: Hvordan ved vi, at de store kompensationer til ledelsen kommer fra andre arbejderes lommer?

Thomas Piketty: Det gør vi, fordi arbejdernes andel, inklusive ledernes kompensationer, ikke er steget. Den er rent faktisk faldet. Måske var den faldet endnu mere, hvis ikke ledernes kompensationer var steget, men det er svært at vide. Jeg tror, at den store stigning i ledernes kompensationer kom på bekostning af arbejderne.

Selvfølgelig ville jeg have anskuet det anderledes, hvis den amerikanske økonomi havde klaret sig bedre i den periode. Jeg ville have det fint med store stigninger i den øverste procents indtægter, hvis det var prisen for en vækstrate på 5 procent, men amerikanske virksomheders og den amerikanske økonomis præstation over de seneste 30 år har ikke været god. Faktisk præsterede den amerikanske økonomi bedre før 1980, end den har gjort siden 1980. Hvis du sammenligner de virksomheder, som betaler deres direktør 10 mio. USD, med dem som betaler 1 mio. USD, er det ikke tydeligt, at du får en bedre præstation ud af det.

Matthew Yglesias: Jeg synes, at en af de mest interessante grafer i din bog er den, hvor du viser at pris-til-bog forholdet i Tyskland er en lille smule lavere end i andre lande. Er der en vigtig lektie, resten af verden kan lære af det?

Thomas Piketty: Ja, og for mig var det faktisk lidt af en overraskelse. Tidligere tog jeg ikke ideen om, at det muligt at organisere kapital og ejendom af kapitalistiske firmaer på forskellige måder seriøst.

Jeg tror, at den vigtige lektie at tage med fra den graf er, at markedsværdien af et firma og dets sociale værdi er to forskellige ting. Selvfølgelig bør markedsværdien ikke være nul, men eksemplet fra Tyskland viser, at selvom deres markedsværdi ikke er den største, så producerer de alligevel nogle af de bedste biler i verden. De eksporterer en masse, og de er virkelig succesfulde. Jeg tror, at det, at de ansatte bliver involveret i bestyrelserne i Tyskland, måske reducerer markedsværdien for aktionærerne, men i sidste ende, tvinger det de ansatte og fagforeningerne til at være meget mere ansvarlige omkring virksomhedens fremtid.

Matthew Yglesias: Tror du der er en værdi i, at skære lidt finere end en bred formueskat?

Thomas Piketty: Historien om kapitalen, som jeg forsøger at fortælle i denne bog, er bestemt multidimensionel. Historien om ejendomme er ikke historien om forretningskapital, det er ikke historien om landkapital, det er ikke historien om slavekapital, og det er ikke historien om finansielkapital eller historien om offentlig gæld.

Kapital er multidimensionalt, og hvert enkelt aktiv har sit eget værdisætningsproblem. Det er altid svært at sætte en pris på kapital. Det er altid svært at sætte en pris på noget som helst. Du vil altid have en social konflikt, et kompromis, ufuldkommen konkurrence, forhandlingsstyrke og forklaringer for, hvordan forskellige ting påvirker forskellige aktiver positivt.

Når jeg opsummerer disse aktiver og deres markedsværdi, er det ikke fordi jeg foreslår, at det er en præcis opsummering af alting. Jeg er yderst bevidst om, at denne praksis med at opsummere markedsværdien for alle aktiver og kalde det K, og kapital, er en ubegribelig abstrakt praksis.

Jeg tror det kan være brugbart til nogle formål, så længe vi går kritisk til det og forholder os kritisk til, hvad det betyder. Man bør ikke lægge for meget vægt på denne abstrakte praksis, og hvor meget jeg tror på den.

Jeg tror bestemt ikke på en model med en enkelt form for kapital. Den ene gode model, hvor vi producerer æbler og kapital er bare en fysisk akkumulering af æbler, og er ikke en tilstrækkelig model til at beskrive ethvert samfund på ethvert tidspunkt.

Matthew Yglesias: Når du foreslår en skat på nettoformuer, der ikke gør forskel på forskellige ting, der eksisterer, tror jeg, det muligvis forekommer folk en smule overdrevet. Du kunne beskatte grundværdier. Du kunne reformere patentsystemet, eller du kunne forsøge dig med et system som i Tyskland, hvor arbejdere har en større indflydelse på, hvordan forretningen bliver drevet, så aktier bliver mindre værdifulde.

Thomas Piketty: Disse er alle komplimentære løsninger. Jeg kender ingen folk, som søger efter den magiske kugle, der kan dræbe alle fuglene med ét skud.

Patentregulering og patentkoder er begge virkelig vigtige emner. Men kommer de til at erstatte progressiv beskatning? Formentlig ikke. Jeg forstår ikke pointen i at indføre disse forskellige løsninger, for jeg tror at de er komplimentære.

Når det kommer til beskatning af nettomarkedsværdien af et aktiv, er sagen den, at historiske erfaringer viser, at du hurtigt kommer i problemer, hvis du forsøger at have en form for ikke-markedspris, fordi at forskellige lokaliteter, vil adoptere forskellige priser. Til sidst vil det være ét stort rod.

Vi ved, at markedspriser ikke er perfekte, men de er der, de eksisterer, de er på én elleranden vis observerbare, og hvis du ønsker at beskatte folk, er det formentlig den bedste løsning.

Matthew Yglesias: Historisk set har vi haft inflation i stedet for formuebeskatning. Ser du en rolle for det?

Thomas Piketty: Inflation har vist sig at være meget nyttigt til at reducere den store offentlige gæld vi havde i det 20. århundrede. Formueskat er på en eller anden måde den samme ting som inflation, men det er bare en civiliseret form for inflation.

Det er ligesom inflation, men du kan sikre dig, at folk med begrænsede formuer ikke bliver ramt, og at folk med milliarder betaler mere. Med inflation har du kaos, og du ved rent faktisk ikke, hvem der kommer til at betale for det.

Ofte ender du med ikke kun at ødelægge den offentlige gæld, men du ødelægger også den laveste klasse og middelklassens private opsparinger. Jeg tror, det er en af grundene til, at Europa har det så svært med inflation i dag.

Det er derfor, at jeg jeg tror, at en skat på private formuer eller private ejendomme er en bedre vej at vælge end inflation. Nuvel, hvis du ikke har skatten, er inflationn en bedre løsning end nedskæringer. Hvis du, ligesom i dagens Eurozone, kun har offentlige overskud til at nedbringe en offentlig gæld på omkring 100 procent af BNP uden inflation, så kan det tager årtier og atter årtier.

Matthew Yglesias: Et område, hvor der er en konflikt mellem alment anerkendte modeller, og hvad du siger, du finder frem til, er ideen, at forrentningen for kapital kan overgå vækstraten mange år ud i fremtiden. Det lader til, at hvis væksten falder, vil forretningen på ét eller andet tidspunkt også falde under vækstniveauet?

Thomas Piketty: Nej, det er der ingen model, som siger. Måden det virker på, er, at folk der har en formue og forbruger noget af forretningen fra denne formue.

Hvis vi antager at forretningen er 5 procent og vækstraten er 1 procent, så sker der gennemsnitligt det, at formueholderne vil reinvestere en femtedel og forbruger de resterende 80 procent. Så er der intet problem. Den eneste teoretiske model hvor forretningen skulle følge vækstraten, er en fuldstændig vanvittig model, hvor folk med en formue ville reinvestere 100 procent af deres afkast.

Indenfor den model vil forretningen være lig vækstraten, men det er en fuldstændig vanvittig model. Det ville være en utrolig tilfældighed, hvis naturlige markedskræfter alene ville føre til, at forretningen og vækstraten var ens.

Matthew Yglesias: Du påviser, at arv er steget som en andel af den nationale indkomst i Frankrig. Hvordan forholder det sig i andre lande?

Thomas Piketty: I bogen har jeg data fra Tyskland og England, som viser en lignende udvikling, men dataen er ikke lige god i alle landene. Nogle gange er arv ikke videre velregistreret, og gaver er heller ikke registreret, så vi kan ikke se, hvor meget folk har givet væk, inden de dør. Men i lande hvor det bliver målt på en god måde, ser vi en stor forøgelse.

Næsten alle steder, inklusive USA, ser du, at toppen af formuefordelingen stiger to-tre gange hurtigere end den gennemsnitlige formue, og som andel af den samlede økonomi, hvilket bestemt er et bevis for, at r er større end g [fx. forrentningen på eksisterende formuer er højere end den samlede vækstrate for økonomien] i det mindste, når det drejer sig som store formueporteføljer.

Det betyder, at lige nu befinder vi os på et stadie med en øget koncentration af formuer. Det stopper på ét eller andet tidspunkt, men det kan være når som helst. Det er et problem, for jeg tror ikke, at vi bare kan vente på at endnu en utrolig tilfældighed opstår.

Jeg siger ikke, at fremtiden nødvendigvis bliver som den værste spådom. Der er forskellige kræfter på spil, men jeg tror, at der er så stor usikkerhed om, hvor langt det kan gå, at det i sig selv er et problem. Jeg tror, ​​vi bør ønske at finde institutioner og regler, så vi kan holde styr på disse problemer.

Matthew Yglesias: Hvad er det egentlig som er problematisk ved formuekoncentrationer?

Thomas Piketty: Jeg tror, at vores moderne demokratiske institutioner hviler på en opfattelse af fornuftig ulighed. Selvfølgelig er en eller anden grad af ulighed nødvendig for vækst, og for at skabe initiativer, men den må ikke blive ekstrem.

I det 19. århundrede var det en gængs opfattelse at demokrati kunne trives bedre i USA (eller i det mindste i det hvide USA) end i Europa. Delvist fordi USA var præget af en mere lige fordeling af formuer. Det er noget, som Tocqueville var meget imponeret over, da han besøgte USA.

Indtil starten af det 20. århundrede var forskellen mellem USA og Europa virkelig stor, når det kom til ulighed i formuer. Først og fremmest fordi USA havde store landarealer, som var tilgængelige for alle. Derudover var befolkningstilvæksten i USA større, hjulpet på vej af tilstrømninger af nye befolkningsgrupper, hvilket betød at r-er-større-end-g effekten var svagere end i Europa. Så jeg tror, at det var lettere for de demokratiske institutioner at fungere ordentligt i USA. I Europa som det så ud før 1. Verdenskrig tilhørte 90 procent af den nationale formue i Storbritannien og Frankrig top 10 procent af befolkning. Der eksisterede faktisk ikke rigtig nogen middelklasse.

De historiske beviser, som vi har, viser, at vores demokratiske institutioner meget lettere kan blive overtaget af ressourcestærke grupper, hvis vi har en sådan ekstrem koncentration af formuer. Dette er min største bekymring.

Jeg tror, at en af de vigtigere lektier fra det 20. århundreder er, at du ikke behøver at få ulighedsniveauet fra det 19. århundrede til at vokse. Den ekstreme form for ulighed i formuer, som vi havde i især Europa i det 19. århundrede og op indtil 1. verdenskrig, er simpelthen bare ikke brugbar.

Det var ikke brugbart på den måde, at ulighed blevet ødelagt i det 20. århundrede, og at det alligevel ikke forhindrede væksten. Tværtimod. Det hjalp formentlig en smule efter verdenskrigene. Og selv hvis det ikke hjalp så meget, så ville væksten alligevel være indtruffet; pointen er at det ikke skadede. Ekstrem ulighed var simpelthen bare ikke frugtbart. Det er ikke frugtbart for vækst, og hvis det er dårligt for demokratiet, vil vi simpelthen bare ikke have det.

Matthew Yglesias: Netop fordi det er dårligt for demokratiet, tror jeg, at vi ville kigge på USA eller den tredje franske republik, og det forekommer usandsynligt, at der vil ske nogle ændringer.

Thomas Piketty: Ja. Folk ville sige det samme i 1900 og 1910. Alle ville sige ”den progressive indkomstskat vil aldrig blive indført. Den vil aldrig blive vedtaget”, men så skete det her, så nogle ting lykkes faktisk. Jeg er ikke videre imponeret over, dem som påstår, at intet kan ske og intet kommer til at finde sted.

Selvfølgelig er det sandt at, især i Europa, spillede verdenskrigene en stor rolle i forhold til at få det til at ske. Derudover ændrede bolsjevikrepublikken det politiske landskab en del. Mange mennesker i 1920’erne og 1930ernes Europa accepterede skattestigninger, fordi de følte, at det trods alt var bedre at have skatter end en bolsjevistisk revolution.

Men hvis du vender blikket mod USA, så tror jeg ikke, at disse faktorer var lige så vigtige. Og alligevel indtraf den store stigning i progressive skatter.  Det skete på trods af de store uligheder, som prægede USA på daværende tidspunkt. Det demokratiske system responderede ikke. Den amerikanske forfatning gjorde det i princippet umuligt at indføre indkomstskatter, og alligevel skete det.

Hvis du tænker på den progressive formueskat i dag er folks holdning, at dette aldrig vil ske, fordi formue- og ejendomsskat er et statsligt anliggende. Men det samme gjaldt oprindeligt for indkomstskatten, og denne blev alligevel indført.

Jeg siger ikke, at indførelsen af en formueskat kommer til at ske inden for de næste fem år. Jeg siger blot, at vi skal være forsigtige med at forudsige, hvad der kan og ikke kan ske. I stedet bør vi fokusere på problematikkerne og forsøge at gennemskue, hvad der er ønskværdigt, og hvad der ikke er ønskværdigt.

Jeg tror, at et system med progressiv skat på nettoformuer er at foretrække frem for det system med ejendomsskatter, som vi har i dag, og jeg tror at middelklassen og de lavere samfundsklasser vil erklære sig enige.

Hvis man kun taler om at hæve skatterne for de rige, er det selvfølgelig mere kompliceret, end hvis man konkret beskriver, hvad man vil bruge pengene på, og hvem som kommer til at tjene på det.

Det er en standardstrategi hos velhavende at stå fast på, at de ikke ønsker højere skatter. Men de glemmer at overveje fordele for de lavere klasser og middelklassen. Jeg tror det er ét stort trick, som det er muligt at overkomme.

Matthew Yglesias: Kommer vi i USA i løbet af de næste 30 til 40 år til at se en udvikling henimod, at arvede formuers værdier bliver mere imponerende, og de højeste direktionslønninger bliver mindre i forhold til hvad vi ser i dag?

Thomas Piketty: Du kan have en kombination af begge – det kan sagtens være, at du har begge på samme tid.

Den største risiko er, at man faktisk har to på samme tid, som så afføder hinanden hver især. Ikke kun i den forstand, at topchefer og lignende efterlader store former til den næste generation, men også symbolsk set, hvor de meget høje afskedigelseskompensationer bliver retfærdiggjort netop på grund af den allerede eksisterende store og nedarvede formue.

Ved at sige “vi har brug for høje kompensationer, når vi afskediges, så vi i det mindste har nogle mennesker, der har en reelt akkumuleret velstand frem for udelukkende folk med nedarvet velstand”, skaber man et kapløb mellem topledere og de mest velhavende, hvilket jeg mener medfører en alvorlig risiko for alle os, som står udenfor disse to niveauer.

Matthew Yglesias: Lige nu har folk rundt omkring det indtryk af USA, at de rigeste er som Bill Gates – altså iværksættere og ikke folk, der har arvet deres formue.

Thomas Piketty: Se på enhver rangering over de 50 eller 100 rigeste amerikanere, og du vil finde en masse arvinger på sådanne lister. F.eks. Walton-familien eller Koch-brødrene.

Det hurtige svar er, at vi egentlig ikke ved det, fordi formue ranglisterne fra de forskellige magasiner er meget favoriserende overfor netop entreprenører. For det første favoriserer de ud fra et ideologisk perspektiv. Ranglisterne er sat i verden for at fejre forestillingen om entreprenøren, selv om f.eks. Steve Forbes selv er barnebarn til stifteren af Forbes. Derudover er ranglisterne rent metodisk forudindtaget og disponeret imod at få øje på en iværksætters formue, end det er for en arvings. Store nedarvede summer sker typisk i noget mere opdelte porteføljer, mens store entreprenørers og iværksætteres velstand som f.eks. med Microsoft eller Facebook er langt mere iøjnefaldende.

Når folk har de såkaldt opdelte porteføljer er det simpelthen bare sværere at undersøge. Når jeg har analyseret, hvordan journalister i Europa, fra Forbes, eller andre magasiner for den sags skyld indhenter deres data, sker det oftest på baggrund af et telefonopkald, hvor de gør deres bedste forsøg. Man har altså ikke systematisk registerdata, så man kan trække disse informationer.

På denne måde mener jeg, at man mangler størstedelen af verdens nedarvede formuer, lige såvel som formuerne blandt førende erhvervsfolk.

Matthew Yglesias: Altså sagt med andre ord: vi kommer ikke til at kunne tælle Bill Gates børnebørns penge?

Thomas Piketty: Det vil I hvert fald være sværere at gennemskue. Som jeg allerede har sagt, så har du feks. Walton familien eller Koch brødrene – her ser du et antal af mennesker, som har nedarvet deres formue, men som vi faktisk ikke kan gennemskue ud fra disse data.

Et af de primære formål med en formuebeskatning er for mig, at det vil producere mere information og viden omkring folks formuer. Selv en formuebeskatning, som vil have en lav beskatning, vil kunne producere langt mere information og bane vejen hen imod øget finansiel gennemsigtighed. Beskatning af folks værdier og faste ejendomme er en anden vej, som kan producere lignende information omkring formuer, og efterfølgende kan man så se på, hvad det vil betyde for den overordnede beskatning.

Måske, når alt kommer til alt, kan det jo være, at vi vil finde ud af, at Forbes rangliste er slet og ret forkert, og at toppen af formuefordelingen ikke stiger så højt, som vi formoder i dag, og at vi ikke behøver en så højt skattetryk på formuer, som jeg for foreslået. Det vil ikke gøre mig noget. Lige nu gør manglen på den finansielle gennemsigtighed det bare meget svært at have en politisk samtale eller demokratisk diskussion om disse aspekter af vores økonomi.

Og for mig er dette min hovedbekymring, fordi folk af denne årsag måske vender sig imod globaliseringen, eller f.eks. mod fremmede, eller bestemmer sig for, at det er Tyskland eller Kina, der har skylden for vores problemer. Alt sammen simpelthen fordi vi ikke forsøger at organisere og få det bedste ud af kapitalismen og markedsøkonomien, hvilket vi, når det kommer til stykket, må tage os til takke med, og som har skabt fornemme resultater. Men vi skal finde en fremtidig vej, hvor alle kan få del af denne proces.

Interviewet er oprindeligt bragt i VOX Magazine: www.vox.com/2014/4/24/5643780/who-is-thomas-piketty

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977