Ove K. Pedersen: Fagbevægelsen har kludret i den

ove_kaj_pedersen_konkurrencestaten

Fremkomsten af konkurrencestaten kan få store konsekvenser for den danske fagbevægelse. Hvordan fremtiden kommer til at se ud, ligger i fagbevægelsens egne hænder.

Interview af Viktor Kjeldgaard Grønne, Publikationspraktikant, Cevea

Ove K. Pedersen har haft travlt med at forklare konkurrencestaten siden finansminister Bjarne Corydon erklærede sin støtte til den nye statsform. Konkurrencestaten er både blevet beskyldt for at være et knæfald for kapitalismen, en afvikling af velfærdsstaten og det endelige dødsstød til fagforeningerne, men hvordan ser manden bag bogen selv på det?

Konkurrencestaten i Danmark er en velfærdsstat med højere ambitioner end den klassiske.

”Konkurrencestaten i Danmark er en velfærdsstat med højere ambitioner end den klassiske. Konkurrencestaten tilstræber at gøre alle i den arbejdsdygtige befolkning så kompetent, at den er konkurrencedygtig med andre landes arbejdsdygtige befolkninger. Den har også som ambition at hæve sundhedstilstanden og at forøge middellevetiden og at fastholde eller forøge den indkomstmæssige eller formuemæssige lighed for en større del af befolkningen over hele livsfasen. Det som er karakteristisk ved den nuværende internationale situation, er at lande eller nationer konkurrerer mod hinanden på deres evne til at få gjort deres arbejdskraft så kompetent og så arbejdsdygtig som muligt” indleder Ove K. Pedersen tidligt i interviewet.

Fagbevægelsen kludrede i det i 1970’erne
Sidste års sammenbrud i trepartsforhandlingerne og den efterfølgende lærerkonflikt varslede i manges øjne nye tider for de danske fagforeninger, som nu ikke længere kan forvente at blive lyttet til og respekteret. Ideen om konkurrencestaten er af mange blevet udpeget som skurken, men ifølge Ove K. Pedersen skyldes det i høj grad fagforeningerne selv, at de i dag er kommet under pres.

”Det som er sket i Danmark, i hvert fald siden 80’erne, er at de faglige organisationer og også den klassiske danske model er blevet reformeret ganske kraftigt. De faglige organisationer har gennem denne reformation tabt en del indflydelse, både over overenskomstsystemet og via de råd og nævn, og andre formelle organer, hvor de var deltagere. Begge dele er sket under borgerlige såvel som socialdemokratiske regeringer, og er en udløber af hvordan fagbevægelsen kludrede i det i 1970’erne.”

Fagbevægelsen skal kontrolleres
Ove K. Pedersen uddyber:

”Fagbevægelsen overvurderede deres egen styrke i 1970’erne og var med til at underminere Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer og var en af de vigtigste årsager til at den danske velfærdsstat i 1970’erne økonomisk og politisk kollapsede. Fagbevægelsens lønpolitik var med til at drive inflationen op, ligesom deres deltagelse i råd og nævn var med til at forøge de offentlige udgifter, ud over hvad en betydelig del af skatteborgerne var interesseret i at finansiere, og hvad den danske økonomi kunne bære i en situation med forøget international konkurrence og kommende krise. Resultatet blev, at velfærdsstaten kollapsede økonomisk og at Socialdemokratiet mistede en tredjedel af sine stemmer ved Jordskredsvalget 1973, og at Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne kom i Folketinget med tilsammen 42 mandater på en kritik af skattetryk og den offentlige sektors vækst. Herefter har politikere, ligegyldigt om det er venstrepolitikere eller socialdemokrater, fulgt den holdning, at fagbevægelsen skal kontrolleres for ikke at være destruktiv for den samlede økonomi og for det politiske systems evne til at skabe reformer.”

Under Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussens regeringer, og videre efter, blev der udviklet et centralistisk system for økonomistyring, som også har lagt overenskomstforhandlingerne under politisk styring, gjort det muligt at komme af med fortidens gæld og at reducere inflationen.

“Under Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussens regeringer, og videre efter, blev der udviklet et centralistisk system for økonomistyring, som også har lagt overenskomstforhandlingerne under politisk styring, gjort det muligt at komme af med fortidens gæld og at reducere inflationen. Fra 1980´erne og op gennem 90´erne blev de råd og nævn hvori fagbevægelsen, sammen med andre, typisk fik indflydelse på de politiske beslutninger, også ændret eller nedlagt. Magten over den danske økonomi blev samlet i Folketinget og regeringen.”

Ifølge Ove Kaj Pedersen er mange af disse adgangskanaler så småt ved at blive genetableret, men i nye former. Det sker blandt andet ved, at der nu opbygges et betydeligt system for lobbyisme, men også at regeringen har taget initiativ til Tillidsreformen. Overenskomsterne er også langsomt begyndt at handle om løn og arbejdsbetingelser, herunder om reallønnen inden for overenskomstperioden og livsindkomsten, dvs. om forhold som pension, efteruddannelse m.v. Ind i overenskomstforhandlingerne er kommet mange ”bløde aspekter”, der har med velfærdsgoder at gøre, og som har ændret formålet med forhandlingerne fra at sikre reallønnen til at sikre livsindkomsten.

Fagbevægelsen skal gå aktivt ind i konkurrencestaten
Mange i fagbevægelsen har forholdt sig kritisk til konkurrencestaten og frygtet at det ikke er en mere ambitiøs velfærdsstat. Adspurgt hertil vender Ove K. Pedersen sig igen til historien.

”Den kritik fagbevægelsen i dag retter mod konkurrencestaten er akkurat den samme kritik, som den samme fagbevægelse rettede mod velfærdsstaten. I 60’erne og 70’erne var venstrefløjen kraftige modstandere af velfærdsstaten, ud fra den betragtning at det var et knæfald for kapitalismen, hvilket den også var, ligesom konkurrencestaten er det. Men siden 1920’erne har Socialdemokraterne accepteret kapitalismen og demokratiet som ramme for reformpolitikken, og har med succes lavet reformer via demokratisk indflydelse, der har afblødt kapitalismens værste konsekvenser.”

I stedet for at modarbejde konkurrencestaten er der behov for, at fagbevægelsen indgår aktivt i den, sådan som også væsentlige dele af bevægelsen gjorde det med velfærdsstaten. Ifølge Ove K. Pedersen har fagforeningerne bestemt en berettigelse i konkurrencestaten, de er endda nødvendige for at fastholde allerede opnåede velfærdsgoder og kæmpe for at den økonomiske lighed fortsætter. Fagbevægelsen har været, og må også i fremtiden være, en reformkraft, men de er nødt til skifte strategi og opgive udelukkende at være solidariske overfor deres medlemmer og begynde kæmpe for andre; de arbejdsløse, de unge, kvinderne og indvandrere, der typisk ikke er medlem af en faglig organisation. Fagbevægelsen må opgive kun at være solidarisk over egne medlemmer, og kæmpe solidarisk for alle udsatte. Der er behov for, at fagforeningerne tager kritisk stilling til, hvad der er bedst for alle.

Det er en nederlagsstrategi at kæmpe mod konkurrencestaten; ligesom det viste sig at være en nederlagsstrategi at kæmpe imod velfærdsstaten

”Kun en begrænset del af den samlede danske befolkning er medlemmer af en fagforening. Der er et behov, at fagforeningerne arbejder for det bedste for samfundet som sådan, og ikke nødvendigvis kun deres egne medlemmer. Det involverer blandt andet at kombinere overenskomstforhandlingerne med lovgivning, og at indgå i et samarbejde med de offentlige organisationers ledere om at effektivisere den offentlige service og forbedre kvaliteten af offentlige goder. Det er en nederlagsstrategi er kæmpe mod konkurrencestaten; ligesom det viste sig at være en nederlagsstrategi at kæmpe imod velfærdsstaten,” siger Ove K. Pedersen.

Svaret på fremtiden ligger hos fagbevægelsen selv
Desværre kommer dette formentlig ikke til at betyde en stor lønfremgang.

”Der er et behov for at begrænse lønudviklingen for også at kunne begrænse inflationen. Danmark skal aldrig igen stå i en situation, hvor vi oplever en galoperende inflation, ej heller i en situation hvor velfærdsstaten ikke kan finansieres ved egne skatteindtægter eller andre midler.”

I dag ligger svaret til spørgsmålet om fagbevægelsens rolle i konkurrencestaten udelukkende hos fagbevægelsen selv

”I dag ligger svaret til spørgsmålet om fagbevægelsens rolle i konkurrencestaten udelukkende hos fagbevægelsen selv” slutter Ove K. Pedersen.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977