Øget ulighed skaber øget ustabilitet

ML

Joseph Stiglitz giver i sine bøger om finanskrisen og uligheden afgørende analyser og forslag til opgør med den uhæmmede moderne kapitalisme.

af Mogens Lykketoft, tidligere Finansminister, tidligere formand for Socialdemokratiet

Kort før valget i 2011 var Stiglitz i København for på invitation fra Socialdemokraterne for at give sit bud på løsningen af den internationale finans- og beskæftigelseskrise.

Da jeg på tomandshånd bad ham sammenfatte sin analyse sagde han om USA: ’Måske er problemet, at vi kun har den bedste regering, der kan købes for penge!’: Demokrati, stabilitet, vækst og velstand svigtes, når partier og politikerne presses og købes til at prioritere til fordel den ene rigeste procent på bekostning af de 99 pct. andre.

Den groteske ulighed kan ikke retfærdiggøres ved de riges enestående indsats for samfundet.  Det kan – som Stiglitz siger – ikke være rigtigt, at amerikanske direktører i gennemsnit tjener, hvad der svarer til 243 arbejderlønninger, samtidig med at de fattigste forarmes yderligere og lever 10 år kortere end resten af befolkningen.

Hans analyse er et frontalt opgør med Friedmanns monetarisme og den ubeherskede neoliberale tro på markedet og mistro til statens rolle i økonomien.

Markedsøkonomi kan skabe enorm fremgang. Men den teoretisk rigtige markedsøkonomi forudsætter fri konkurrence, og at alle borgere har lige muligheder, er velinformerede, og derfor har overblik til at gennemskue markedet.

Men den globale ulighed i penge og magt blevet større de seneste 30 år. Ganske særligt i USA er statens omfordeling og regulering er rullet baglæns, og den private grådighed er sluppet løs. Der er investeret alt for lidt i uddannelse i bredden, og derfor fastholdes ulighederne til næste generation. Den sociale mobilitet er mindre end nogen sinde. Den brede middelstand har i 30 år ikke oplevet fremgang i realløn.

Stiglitz har fokus på, hvordan uanstændigt store formuer skabes i USA – bl.a. ved politiske forbindelser, der giver f.eks. gunstige koncessioner til minedrift eller olieudvinding; eller f.eks. ved godkendelse af høje priser for medicinalkoncerner.

I løbet af de 25 år fra 1980 fjernede man dén lovgivning, der blev indført i 1930’erne for at forhindre nye krak som følge af kasinoøkonomi og spekulationsbølger for lånte penge. Samtidig med at spekulanterne fik friere tøjler, sænkede Reagan i USA marginalskatten for de superrige fra 70 til 28 pct.!

De store finansielle institutioner gentog så de numre, som førte frem til den store depression i 1929. Den ny store bobleøkonomi blev skabt ved at lokke folk med små indkomster til at købe huse til opskruede priser ved hjælp af lån uden afdrag og til lav rente i begyndelsen. Folk forestillede sig, de bare kunne låne og forlænge lånene, mens husene blev ved at stige. Da ejendomsboblen brast, forsvandt også sikkerheden for lånene.  Folks økonomi kollapsede. Millioner af mennesker mistede job, hus og pension. Men finanshusenes chefer nåede før sammenbruddet at stikke milliardlønninger til side til sig selv, og deres position blev sjældent anfægtet. Mange af bankchefer fortsatte uanfægtet. En del bliver endda fortsat brugt som rådgivere for den statsmagt, der måtte gå ind og redde bankerne!

Stiglitz finder det lige stærkt nok, når finansverdenens topchefer – efter at staten har forgældet sig for at redde deres virksomheder – nu både i USA og Europa er højlydte fortalere for, at man for at få orden på statens budgetter skal nedskære socialstaten for alle andre!

Han mener, at øget ulighed skaber øget ustabilitet, der igen fører til kriser. Det er i hvert fald påfaldende, at 1928 og 2007 er rekordår i ulighed, og de blev fulgt op af de to største krak i de seneste 100 år.

Han ser den voksende ulighed og de superriges kamp mod at bidrage til fællesskabet med skattebetaling som en social katastrofe: Det forhindrer en nødvendig investering i god uddannelse for alle, i forskning, infrastruktur og i social tryghed. Derved går store menneskelige resurser tabt, og samfundet går glip af både vækst og stabilitet. Han argumenterer overbevisende for, at en højere og mere progressiv beskatning til at rette op på de fælles goder har langt større fordele end ulemper for den samlede økonomi. Der må gøres op med den lave skat på kapitalgevinster og den lette adgang til flugt til skattelylande. Ny effektiv arvebeskatning af de superrige er nødvendig for at undgå et fortsat oligarki i kommende generationer.

Stiglitz har en lang liste over dé reformer, der skal til for at skabe mere effektivitet, mere fairness og mere lige muligheder. Meget har også relevans for Europa: Konkurrenceevnen skal forbedres ved at investere i bedre uddannelser og aktiv arbejdsmarkedspolitik. Vi må ikke forfalde til et kapløb mod bunden ved at presse lønnen og stække fagforeningerne. Monopolerne skal nedbrydes. Finanssektorens giganter skal opdeles for at skabe konkurrence.

Der skal skabes større social tryghed – bedre arbejdsløshedsforsikring, hjælp til konkurstruede husejere og gældstyngede studerende. Sammen med fremrykkede offentlige investeringer og ordentlige lånemuligheder til små, beskæftigelsestunge private virksomheder skal det sætte gang i investering og forbrug og dermed få ledigheden ned.

Stiglitz mener også, at Centralbanken skal prioritere vækst i jobs over hensynet til at holde inflationen nede på to pct.

Problemet i USA og Europa er – siger Stiglitz – for ringe efterspørgsel. Staterne må stimulere købekraften hurtigt og målrettet, med fokus på investering i løsning af samfundets langsigtede problemer (infrastruktur, uddannelse, bæredygtighed) – og især med styrket beskæftigelse af de faggrupper, der har mistet flest job.

Nedskæringer har aldrig virket i krisetider. Det er ifølge Stiglitz primitivt og dumt at sammenligne en families og statens økonomi. Der skal vækst til i beskæftigelsen, før vi for alvor kan hugge ind på gælden. Men så kommer meget af budgetforbedringen også af sig selv. Det er krise og recession, der har skabt underskuddet – ikke omvendt! Budgetstramning her og nu forværrer ledigheden og er selvødelæggende for den tilsigtede budgetforbedring.

Derfor er Stiglitz stærkt kritisk over for den af Tyskland anførte sparepolitik i EU.

Men – siger han – det er også nødvendigt, at partierne alle vegne frigør sig fra de superriges og de store virksomheders lobbyisme og forsøg på at hjernevaske befolkningen til at tro, at de har fælles interesser. Der er brug for at fremme et mere balanceret mediebillede med public service, der kan skabe langt mere velinformerede borgere. Et vigtigt første skridt er en reform af partistøttereglerne, der stopper for virksomhedernes direkte og indirekte støtte til de store partier, så man ikke længere må nøjes med den bedste regering, der kan købes for penge.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977