De arbejdsløse: Ofre eller nassere? Interview med Mette Frederiksen

130617_magpolitik_mettef_001_philipdavali

Photo: Philip Davali

Højrefløjen har fløjtet til en ny værdikamp med arbejdsmarkedspolitikken i centrum, og banen kridtes op mellem  ”ydere og nydere”. Hvis centrum-venstre skal trække stikkene hjem i den nye værdikamp, er det med ret og pligt som udgangspunkt og rød tråd, lyder det fra Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen – der samtidig løfter sløret for en ny epoke for arbejdsmarkedspolitikken. 

Af Nanna Westerby, publikationschef i Cevea

Efter Hjort Frederiksen-doktrinen

De seneste årtier har to klare linjer domineret arbejdsmarkedspolitikken, nemlig 90’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik med uddannelse og social støtte som nøgleord, og så 00’ernes beskæftigelsespolitik med ensidigt fokus på at få folk i arbejde. Vender du tilbage til Nyrup, eller kan man bygge videre på Claus Hjorts doktrin?

90’ernes arbejdsmarkedspolitik var på mange måder genial, og det er i høj grad den, vi bygger ovenpå nu. Men du kan sige for denne gruppe, hvor der ofte er flere ting på spil: psykiatrisk lidelse, langtidsledighed, manglende uddannelse og så videre, der har man måske i for mange år i Danmark troet på, at først løser vi de sociale problemer, og så får vi folk i arbejde. Så havde du et tiår med Claus Hjort, hvor vi sagde: ’I arbejde, så må vi håbe, at de sociale problemer løser sig’. Den dag, hvor jeg med mine egne øjne så, at den doktrin ikke virkede var, da jeg mødte en mand på det kristne settlement på Vesterbro, der ikke havde en tand i munden. Medarbejderen på jobcentret syntes jo, det var ganske vanskelig at få den her mand i arbejde – for der var ingen, der ville ansætte en som ham. Dén epoke vi nu skal ind i er, at vi ser tingene mere samtidigt i stedet for hver for sig. For har du ingen tænder i munden, så er det en rekonstruktion af dit tandsæt, der er forudsætning for, at vi kan begynde at tale tilknytning til arbejdsmarkedet. Omvendt, så må vi ikke holde folk fast, hverken i en offerrolle i at være anderledes, i sociale projekter måned efter måned, år efter år, før de overhovedet kommer i kontakt med arbejdsmarkedet. Jeg tror, at det er en vekselvirkning.

Hvordan stiller man sig så som socialdemokratisk beskæftigelsesminister i den nye værdikamp, hvor arbejdsløse enten opfattes som ofre eller nassere?

Jeg synes, at den gamle dyd og værdi om ret og pligt er vigtigere end alt andet i den diskussion. For jeg tror, du kan have ret i, at der er antræk til en ny værdikamp. Hvis centrum-venstre skal have en mulighed for at trække stikkene hjem i den her del af værdikampen, så er det med ret og pligt som udgangspunkt og som rød tråd.

Jeg synes, at den gamle dyd og værdi om ret og pligt er vigtigere end alt andet i den diskussion.

Når man mener det, så er det en naturlig selvfølge, at man for eksempel skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. At man skal gøre noget til gengæld for den ydelse, man modtager. At man skal stramme sig an. Men det kan bare ikke stå alene. Det, der adskiller os fra borgerligheden, det er jo, at vi godt ved, der er forskellige forudsætninger for at kunne gribe mulighederne og leve op til krav og pligter.

Man skal aldrig forsøge at forsvare dårlig eller negativ adfærd, men man må gerne prøve at forklare, hvorfor vores forudsætninger er væsensforskellige. For så kan man gøre noget ved det. Finde årsagerne. Når centrum-venstre er bedst, så har vi fokus på begge elementer. Den enkelte borger har et ansvar: ligegyldigt hvor meget livet spænder ben for dig, så kan du ikke læne dig tilbage og give andre skylden. Men det kan heller ikke stå alene, for når det er strukturerne, der er dominerende eller hæmmende, så har vi andre et ansvar for at udfordre dem. Det kan det enkelte menneske ikke gøre alene.

Men det er lykkedes højrefløjen at tegne en konflikt mellem ydere og nydere. Hvordan får man afmonteret den som socialdemokratisk beskæftigelsesminister?

Der er to veje. Det første er ikke at falde i den grøft, at alle er snydere, dovne og ikke vil arbejde. For sådan er det ikke. Det andet er selvfølgelig, at de jo kun får held til det, hvis der faktisk er personer, som godt kan arbejde, men ikke gider – og får lov til ikke at gide. De får kun held til den fremstilling og den samfundsanalyse, hvis der faktisk ér kvinder med minoritetsbaggrund, der finansierer deres eget liv og børns opvækst på kontanthjælp, selvom de faktisk godt kan arbejde.

Der er to veje. Det første er ikke at falde i den grøft, at alle er snydere, dovne og ikke vil arbejde. For sådan er det ikke. Det andet er selvfølgelig, at de jo kun får held til det, hvis der faktisk er personer, som godt kan arbejde, men ikke gider – og får lov til ikke at gide.

Så på den ene side skal man retorisk, kommunikativt stå op imod generaliseringer. Og på den anden side skal man ret vedholdende stille ligeså store krav – bare gøre det kløgtigere – til mennesker.

Det store dilemma

Du gør meget ud af, at alle, der kan arbejde, også skal. Men på den anden side har der i mange årtier været en stor gruppe parkeret udenfor arbejdsmarkedet uafhængigt af høj- eller lavkonjunkturer. Hvad gør man med det dilemma, at der måske slet ikke er plads til dem på vores arbejdsmarked?

Jamen, du har jo først og fremmest ret i dilemmaet. Danmark har vel en af verdens højeste erhvervsfrekvenser, og der er stigende krav til, at man skal løbe stærkere og blive dygtigere. Det der med, at du går ind i dit arbejdsliv, og så sidder du tilbagelænet bag skrivebordet de næste 45 år, og så får du din nål – den går jo ikke mere.

Så du har fuldstændig ret i dit dilemma. På den ene side er der mange, der arbejder rigtig meget i Danmark og også kommer til at skulle det endnu mere i fremtiden, om ikke andet så ved, at de kan hæve deres egen produktivitet på en eller anden måde. Samtidig har vi en meget stor del, der står udenfor arbejdsmarkedet – stor set uafhængigt af høj- eller lavkonjunkturer. Kan det lade sig gøre eller ej? Ja, det kan det godt, men det er jo ikke nogen let opgave, at sætte sig for at løse. For som årene er gået, er det næsten blevet et grundvilkår i Danmark, at du har 750.000, der står udenfor arbejdsmarkedet.

Du siger selv, at jobtyperne har ændret sig og kravene på arbejdsmarkedet stiger. Er der ikke bare en gruppe, som det er meget svært at hive ind på det ordinære arbejdsmarked?

Jeg vil ikke påstå, at du kan nå helt i mål. Men jeg vil dog påstå, at det, at når 750.000 står mere eller mindre permanent udenfor, så er du i hvert fald ikke der, hvor det ikke kan lade sig gøre at skabe forbedringer.

Men der er jo mange niveauer i det. Noget af det ligger langt væk fra beskæftigelsespolitikken. Det forebyggende, der har meget at gøre med den folkeskolereform, som det er godt, at vi nu har fået på plads – og som skal virke. Fordi det er klart, at når hver femte-sjette barn efter 10 års skolegang ikke kan at kunne læse, skrive eller regne godt nok til at tage en videre uddannelse, så får du jo allerede dér cementeret uligheden. De har meget svært ved at komme ind i ungdomsuddannelserne, og ikke mindst fuldføre dem bagefter. Så det lange, seje træk, ligger i virkeligheden uddannelses- og socialpolitisk med at forebygge de meget dårlige opvækstbetingelser, som nogle af vores mest udsatte børn stadig lever under.

Så er der det, der vedrører, når folk er blevet voksne. Det at satse på kompetence og uddannelse, er en væsentlig del af svaret.

Der vil vel stadig være en gruppe, som svært kan leve op til kravene på arbejdsmarkedet. Skal vi så have endnu flere særordninger som fleksjob, nyttejob, løntilskud fremover?

Vi skal blive så dygtige, at vi kan målrette den understøttende arbejdsmarkedspolitik til den enkeltes behov, så det reelt passer. Men man skal også passe på, for nu har vi lige åbnet op for, at man kan komme i fleksjob i få timer. Og jeg fik lige tal fra en stor finansiel virksomhed, der aldrig har haft fleksjobbere, for de har tænkt, at på det akademiske område kan man ikke have fleksjobbere. Men det kan man godt, for akademikeren kan jo godt have sklerose eller være ude for en trafikulykke. Så nu prøver de for første gang at have akademikere ansat få timer om ugen. Dét er jo på særlige vilkår, men de har besluttet sig for, at de timer, hvor vedkommende går på arbejde, forholder man sig ikke til, at han eller hun er fleksjobber. De går bare på arbejde lidt færre timer.

Vi skal blive så dygtige, at vi kan målrette den understøttende arbejdsmarkedspolitik til den enkeltes behov, så det reelt passer.

Og det, du skal finde frem til er, at du må ikke først tænke i sociale projekter, og derefter bliver folk stærke nok til at gå på arbejde. Det er en vekselvirkning. Jeg tror, at mange på kanten af vores arbejdsmarked har behov for at være normale. De orker ikke flere projekter – at være ’den anderledes’. ISS for eksempel er fremragende til at integrere folk fra kontanthjælpssystemet. Her indgår folk bare på lige vilkår og får bare uniform på og så i arbejde, men har så mentorer, der kan støtte op, hvis noget går galt. Jeg tror, at det er den vej rundt, vi skal tage det: At arbejde og den sociale indsats skal ske sideløbende.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977