Magnus E. Marsdal og Ali Esbati: Solidariteten sættes på prøve

960x

Et forsvar af «den norske model» forudsætter at man får øje på angrebet. Derfor analyserer den norske tænketank Manifest her, hvad man kan forvente af en borgerlig regering i Norge. Forfatterne forudser et borgerligt angreb på dem, som står udenfor arbejdsmarkedet. 

Af Magnus E. Marsdal og Ali Esbati

Oprindeligt publiceret 10. september 2013, på www.manifesttidsskrift.no

Valgresultat er ikke slutstregen, men startlinjen på den politiske kamp, der vil forme fremtidens Norge. Samfundsforandring er ikke kun bestemt af valgresultatet, men også af, hvordan den offentlige mening mobiliseres, når spillet er sat i bevægelse.

Med de rødgrønne partitoppe godt og grundigt ud af regeringskontorerne, havner endnu mere af ansvaret på fagbevægelsens skuldre. Stillet over for det mest mørkeblå Storting i mands minde, vil andre magtcentre for modstand og politiskudvikling spille en endnu større rolle. Arbejderbevægelsen vil have en særlig position.

Udebliver det direkte angreb?

Det kunne måske et drømmescenarie for LO, hvis der kom et direkte borgerlig angreb på den “norske model”. Det ville mobilisere et helvedes spektakel blandt mange af landets 1,5 millioner fagforeningsmedlemmer.

Den ubehagelige realitet som spærrer vejen for alle politikere, som ikke bryder som om arbejderbevægelsens halvfærdige byggeri, er at velfærdsstatens effektive fællesløsninger har udviklet samfundet til det bedste for folk flest og derfor er den ekstremt populær.

Men den blå regering får ikke noget ud af at vække den slumrende gigant. Så måske kommer der slet ikke en egentlig udfordring af fagbevægelsen. Måske vil regeringen hellere udfordre den mest sårbare forudsætning for fagbevægelsen stærke position: solidariteten med dem, der står nederst stigen.

Det er dem, der må stå op om morgenen, for at samle hundelorte i nyttejobs. Dem fællesskab “svigter”, når vi giver dem noget at leve af. Du ved, de mennesker, som vi virkelig ikke har råd til.

En ubehagelig realitet

Den ubehagelige realitet, som spærrer vejen for alle politikere, som ikke bryder sig om arbejderbevægelsens halvfærdige byggeri er, at velfærdsstatens effektive fællesløsninger har udviklet samfundet til det bedste for folk flest, og derfor er de ekstremt populære.

  • Et massivt flertal vil opretholde eller udbygge sociale ydelser.
  • Et stort flertal foretrækker til og med at øge skatter og afgifter fremfor at skære ned på fælles rettigheder.

Støtten til fælles løsninger blandt folk flest skyldes formentlig årtiers praktisk høstede erfaring med, at fællesskab fungerer i den virkelige verden – selv om konkurrence er det eneste svar i den højreorienterede teori.

The Welfare Queen

Udgangspunktet for en blå regering, når den står på startlinjen må derfor være: hvordan kan man underminere solidariske fælles løsninger, der nyder stor folkelig opbakning?

Det er ved hjælp af fortællingen om at de andre snylter på din skat, så at du ligner en nyttig idiot, at en befolkning kan vendes mod sit eget velfærdssystem.

Ronald Reagan kendte svaret. Han lancerede 1976 et opgør med«The Welfare Queen» – Hun var arbejdsløs, men alligevel kom hun kørende til socialkontoret i en skinnende ny Cadillac. Reagan talte om en misbruger af sociale ydelser i Chicago, der lykkedes med at få fantastiske $ 150,000 om året. Nu viste det sig, at denne kvinde – Linda Taylor – i den virkelige verden blev anklaget for bedrageri for et beløb, der var $ 142,000 lavere, men på det tidspunkt var der meget få amerikanere på hendes side.

Til gengæld tilsluttede mange sig den moralske panik blandt højreorienterede samfundsstøtter, som harmdirrende rystede af skræk ved tanken om, hvordan en truende horde af kyniske velfærddronninger underminerede hele økonomien i USA indefra, ved at leve deres uansvarlige luksusliv på skatteydernes regning. (At disse højreorienterede samtidig fik bekræftet, hvad de altid havde vidst, nemlig at den såkaldte velfærdsstat er umulig, og derfor skal torpedoeres, var en velkommen trøst.)

Det er ved hjælp af fortællingen om, at de andre snylter på din skat, så at du ligner en nyttig idiot, at en befolkning kan vendes mod sit eget velfærdssystem.

Bearbejdet terræn

Forud for den blå Reinfeldt regeringens (i Sverige, red.) insisterende stramninger i hvilke arbejdsløse, langtidssyge og medicinsk invalide, der har ret til ydelser, undergik Sverige en moralpanisk mediekampagne mod “snyd” – social ydelsesmisbrug – hvor overskrifterne anførte et problem mange titusinder af gange større end det bedrageri, der faktisk blev opdaget .

I første omgang er de arbejdsløse, langtidssyge og defattige, der betaler prisen, når de politiske kræfter nedbryder solidaritet.

Resultatet af denne “arbejdsline” er ikke et mere “dynamisk” arbejdsmarked, hvor færre “stilles udenfor”. Beskæftigelsen er lavere og arbejdsløsheden højere, end da Reinfeldt tog over.

Effekten er ikke, at de syge og dearbejdsløse får job, men de bliver fattigere. Ifølge OECD-definitionen, er andelen af fattige i Sverige steget drastisk siden 2006, fra ca. fem procent til over otte procent. Svensk Red Barnet mener, at en kvart million svenske børn lever i fattige husholdninger.

Samtidigt har den rigeste tiendedel efter Reinfeldt overtog øget deres disponible indkomst med et gennemsnit på 80.000 svenske kroner om året. Den fattigste decil – dem, der “stilles udenfor”, og vil blive hjulpet af  “arbejdslinjen” –  har oplevet faldende realindkomst.

Flere skal betale

I første omgang er det de arbejdsløse, langtidssyge og defattige, der betaler prisen, når de politiske kræfter nedbryder solidaritet. Men i næste omgang rammes folks arbejde. Tyskland er foran Sverige i denne proces.

1,3 millioner tyskere er endt på socialhjælp, selv om de har et arbejde.

Tyske arbejdere, der engang stod så stærk, har siden 2000 oplevet en dramatisk nedgang i reallønnen. Fra 2000 til 2010 er medianen realløn faldet med 7 procent. Den lavest betalte tredjedel mistede omkring 20 procent af reallønnen.

Resultatet var ikke bare stigende fattigdom og afsavn blandt folk på overførsler (børnefattigdom steg 7-16 procent mellem 2000 og 2005), men udviklingen af et lavlønsarbejdsmarked, hvor 1,3 millioner tyskere er endt på socialhjælp, selv om de har et arbejde.

Forskere peger på de omstridte nedskæringer i begyndelsen af2000’erne og reglerne, der kræver at bistandsmodtagere skal acceptere et jobtilbud, uanset løn, som nogle af årsagerne til denne kæmpe tilbageslag.

Organiseret desperation

Det store tilbageslag i Tyskland illustrerer hvordan rettigheder ikke bare er socialpolitik, men også arbejdslivspolitik.

Nøglen til at underminere den “norske model” kan være at få det til at trævle op nedenfra.

Frihed i den nedre del af arbejdsmarkedet er altid præget af en god portion tvang. Omstændighederne – at du ikke har noget at leve af – kan tvinge arbejderen til at acceptere dårlige forhold. De arbejdsløse med dagpenge er ikke lige desperate, som de arbejdsløse uden dagpenge.

Derfor: Jo lavere de offentlige ydelser presses, jo mere desperate vil flere syge og arbejdsløse være efter at få “noget”, som kan betale husleje, børnenes mad, el-omkostninger. Jo flere som befinder sig i “hvad som helst”, jo mere umuligt bliver det at bevare de såkaldte norske lønninger og arbejdsvilkår.

Nøglen til at underminere den “norske model” kan være at få det til at trævle op nedenfra. Denne politik ville være endnu mere eksplosiv i en situation, hvor den skyhøje arbejdsindvandring gennem EØS sikrer en næsten uudtømmelig kilde af fattige mennesker, som kan blive inspireret til at arbejde i Norge langt under den norske tariff.

Blytunge myter

Den norske debat bevæger sig i en foruroligende retning. Norwegian meldte ud, at “det er mere rentabelt” for lærlinge (!) “at være på sociale ydelser end at arbejde.” VG lyver i en leder om “en velfærdsstat, der producerer sociale ydelser, der overstiger normale lønninger”, og advarer om, at vores fælles sikkerhedsnet er “et bæst der tager livet af folk.”

Truslen er mere alvorlig end at Norge får en borgerlig regering. Faren er, at landet overtager et borgerlig verdenssyn.

Sådan udvikler stærke spillere moralpanisk frygt for en truende gruppe “der nede” som kynisk snylter på den norske samfundsøkonomi.

Højre er enig med lederskribenter, i at noget skal gøres. Partiet agter at finde deres ideer og løsninger ved at “gennemgå det aktuelle skatte-og velfærdssystem for at sikre, at de fremmer aktivitet og beskæftigelse” under sloganet “det skal kunne betale sig at arbejde.”

Sloganet kan se uskyldigt ud, men bærer i sig kimen til et radikalt program for en konservativ omvæltning. Højres programformulering tyder på, at mange befinder sig uden for arbejdsmarkedet, fordi “det kan betale sig.” Da de fleste mennesker føler, at de har en nyttig arbejdsmoral, trækker denne insinuation en moralsk skillelinje mod “de andre”.

Denne skillelinje kan blive politisk fatalt for arbejderbevægelsen. For i dette billede forskydes oplevelsen af at tilhøre det store vi, som med det sociale sikkerhedsnet har skabt en effektiv fællesforsikring for alle. I stedet indsættes en mistroisk forestilling, hvor mange af de andre er ude på at udnytte os, der arbejder.

Truslen er mere alvorlig, end at Norge får en borgerlig regering. Faren er, at landet overtager et borgerlig verdenssyn.

Fælleskab fungerer

Det er det der skete med Sverige. Socialdemokraterne blev fanget i en skruestik af de Moderates retorik i valget af at være enten en “social parti”, som forsvarer folk på overførsler eller et “arbejdsparti”, som står for beskæftigelse og dermed gennemtvinger en hård “arbejdsline”.

Fællesskabet virker! Dette enkle budskab bryder fundamentalt med alle Højres teoretiske lærebøger.

Svaret på dette blå “enten/eller” er en rød-grønt “både/og”. Norge har verdens højeste beskæftigelse og produktivitet, ikke på trods af fagforeninger og velfærdsstaten, men fordi vi har valgt arbejderbevægelsen effektive fællesløsninger inden for virksomheder, velfærdsservices og ydelser.

Fællesskabet virker! Ikke alene er fælles løsninger retfærdige og sociale, de er også økonomisk effektive ordninger der udvikler samfundet til gavn for mennesker. Dette enkle budskab bryder fundamentalt med alle Højres teoretiske lærebøger. Men det er sandt.

Velfærdsstaten på tiltalebænken

At fællesskab fungerer fremstår desto mere sandt når man ser på, hvordan langt mere højreorienterede land vred sig i finanskrisen. Ikke desto mindre virkede den norske debat ikke som om det er kritikerne af vores effektive fællesløsninger, der har et forklaring problem, men tilhængere. Trods massiv folkelig opbakning, sidder velfærdsstaten kontinuerligt på anklagebænken. Det samme kan ses i nærliggende lande. Har de rødgrønne fejlet?

det er vanskeligt at mobilisere mod det borgerlige verdensbillede ved at bekræfte dette verdenssyn.

I Tyskland var det ikke de blå, der stod i spidsen de drastiske sociale nedskæringer, det var Socialdemokratiet. Derefter blev kansler Gerhard Schröder industrilobbyist i mangemillionærklassen. Det samme blev Göran Persson i Sverige. Lige før havde han som statsminister strammet pensioner til folk flest og begyndt processen mod “snyderiet”, som Reinfeldt senere skulle udnytte så effektivt.

I Norge lykkedes det Bjarne Håkon Hanssen at stramme de sociale ydelse og indføre nyttejobs, før han gik over til at skabe værdi ved at tilbyde eksklusive private tjenester til velhavende forretningsmænd gennem First House. Vi siger ikke, det er umuligt for politikere af denne støbning, at øge folks bevidsthed om at fællesskabet fungerer. Det kan dog være udfordrende.

Vores anliggende er ikke at moralisere, men at påpege, at det er vanskeligt at mobilisere mod det borgerlige verdensbillede ved at bekræfte dette verdenssyn. AP-lederene kan bruge fortællingen, at vi ikke har råd til så meget offentlig velfærd frem for at være indpisker for accept af stramningerne. De kan ikke forhindre denne præmis, som anvendes af højrefløjen til de mere usolidariske formål. Det er fuldt muligt at markedsføre sig til valgsejren med lightudgaven af højrepolitik, men det er vanskeligt at bruge som grundlag mobilisering mod Højre, som i retorikken fokuserer på det samme.

Vi har brug for en venstrefløj, der gør solidaritet mulig, når højre side tvinger alle til egoisme.

Et offensivt forsvar

Sandsynligvis var Norge i 2009, den sidste gang det var muligt i Europa at vinde regeringsmagten, gennem et halvhjertet retorisk forsvar for fælles løsninger. En stramningsorienteret middle of the road socialdemokratisk politik synes ikke at fungere mobiliserende længe. I kriseramte lande bliver socialdemokraterne, der forsøger en sådant kurs næsten udryddet.

Det kræver en anden slags selvtillid. Der er brug for et mere aggressiv forsvar for et samfund, der rent faktisk virker. Vi har brug for en venstrefløj, der gør solidaritet mulig, når højrefløjen tvinger alle til egoisme.

Hvor kommer angrebet? Det er ikke utænkeligt, at en blå regering vil udfordre arbejderbevægelsens solidaritet med dem af os, Højre forsøger at definere som “udenfor”.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977