Lodewijk Asscher: Stop Europas “race to the bottom”

asscher_578

Stedfortrædende Premierminister i Holland Lodewijk Asscher, Arbejderpartiet (PvdA) er stærkt kritisk overfor arbejdskraftens fri bevægelighed i EU og mener at selve antallet af arbejdsmigranter er kernen i problemet for de vesteuropæiske arbejdsmarkeder. For at kunne beskytte fordele ved europæisk integration, må vi også være opmærksomme på de negative konsekvenser.

af Lodewijk Asscher – (skrevet 31 OCTOBER 2013)

Artiklen er tidligere blevet bragt af Policy Network

I dag står det europæiske folk overfor en række svære valg omkring vores fælleseuropæiske projekt. Valg, der kræver, at vi tænker over, hvad der er god moral.

For et par uger siden dømte en tysk domstol et pizzaleveringsfirma for at overtræde “god moral”, fordi de betalte deres ansatte en timeløn (under mindstelønnen) på 1.59 euro (svarende til ca. 12 DKK, red.). Tyskland har ikke en lovbestemt mindsteløn, så det er strengt set ikke imod loven at betale så lave lønninger. Men dommen, om at sådanne lønninger bryder god moral, giver mening. Det bør få progressive til at undre sig over, hvorfor vi er blevet vandt til praksisser, der er totalt uacceptable og moralsk forkerte.

Det får os til at frygte, at uret er blevet skruet tilbage til de dårlige gamle dage, hvor folk stod ved fabriksporten og ventede på at blive samlet op til en enkelt dags arbejde.

Det bør få os til at undre os over, hvorfor vi tilsyneladende accepterer, at vi ikke længere kan møde det rengøringspersonale, der rydder op i vores klasselokaler og kontorer, fordi de bliver gemt væk sidst på dagen.

Tag et eksempel fra Storbritannien: I kæden Sports Direct arbejder 20.000 ansatte på nul-timers kontrakter. Det betyder, at de aldrig ved hvor mange timer, de skal arbejde i den næste uge, og om de vil være i stand til at betale deres regninger; og fordi de har nul-timers kontrakter har de ikke ferie, løn under sygdom, pension eller videreuddannelse. I sådan en situation er det rigtigt svært at få ja til en lejekontrakt eller et lån.

Eller tag et eksempel fra den italienske by Prato, et center for tøj-industrien i Italien. Her er hele industrien på kinesiske hænder. Under kinesiske arbejdsvilkår, udføres kinesisk produktion af tusinder importerede kinesiske arbejdere. Regler og regulativer lader ikke til at gælde for disse “made in Italy” klæder, og den italienske regering har valgt at vende det blinde øje til.

Når vi opdager så grelle vilkår, reagerer vi med chok. For at parafrasere Storbritanniens vicepremierminister Nick Clegg: Det får os til at frygte, at uret er blevet skruet tilbage til de dårlige gamle dage, hvor folk stod ved fabriksporten og ventede på at blive samlet op til en enkelt dags arbejde.

Men hvorfor er vi så passive over for så store uretfærdigheder? Som progressive politiske partier, bliver vi nødt til at stille spørgsmålstegn ved de underliggende præmisser. Vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved de nuværende økonomiske strukturerer, som vi tilsyneladende har taget for givet. Vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved det faktum, at vi tilsyneladende har accepteret varegørelsen af mennesker. Det virker som om, vi har accepteret et samfund, hvor arbejdskraft kun tænkes som en omkostning. Det virker som om, vi har accepteret det uacceptable.

Denne situation lader os tilbage med det fundamentale valg imellem usikkert eller ordenligt arbejde. Eller med Storbritanniens Labours leder Ed Milibands ord; valget imellem “race to the bottom” eller “race to the top”. Eurokrisen og andre europæiske tendenser har sat pres på de aftaler, som vi har indgået for længe siden.

Det er fordi, de fleste europæiske lande søger til en gammel og gennemprøvet opskrift, når en økonomisk krise skal kureres; en opskrift, som mange tror skaber den største vækst og de fleste jobs. Opskriften er at skære i mindstelønnen. Eller fjerne den helt. Reducere beskyttelsen imod dårlige forhold for at give virksomhederne evnen til nemmere at fyre ansatte, og give velfærdsydelser til fattige, så de ikke dør af sult, men alligevel er sultne nok til at acceptere et hvilket som helst job.

Selvfølgelig indikerer de statistiske modeller, at denne opskrift vil skabe flere jobs i fremtiden, men mennesker vil være nødt til at tage 3 eller 4 jobs for at få enderne til at mødes. Og selvom opskriften fører til højere BNP, så fører den ikke til et fair eller socialt retfærdigt samfund.

Valget imellem ordenligt eller usikkert arbejde.

Det er overromantisk og naivt at tro, at vi kan skrue tiden tilbage. Arbejdsmarkedsreformer er nødvendige. Den verden, vi lever i, har forandret sig, og vi må forandre os med den. For at kunne fortsætte vores måde at leve på, bliver vi nødt til at forandre os. For at kunne tilpasse os til kravene i vores nye økonomisk verdensorden, og den krise som følger af de fundamentale forandringer, må man træffe svære valg. Men vi må beslutte os for retningen på disse valg. Hvis vi ikke gør det, vil vi passivt se til, mens ”reform” bliver synonymt med et nødvendigt kapløb mod bunden.

Der er en skygge side af det tyske mirakel.

I Storbritannien foretog man et klart valg under den økonomiske krise i 1980erne. Under Margaret Thatcher blev markedet dereguleret og fagbevægelsen knækket. Ideen om, at vi alle sammen er individer og derfor ikke har brug for kollektiv beskyttelse, blev den dominerende ligesom ideen om, at økonomi og arbejdsmarked kun vil få det bedre af deregulering af markedskræfter (denne tænkning var ikke begrænset til konservative partier).

Tony Blairs tredje vej var det skinnende forbillede for den tidligere tyske socialdemokratiske Kansler Gerhard Schröder, da han gennemførte “chokterapi” på Tyskland ved drastisk at reformere den tyske velfærdsstat og arbejdsmarked i 2003. Resultaterne var imponerende. “Europas syge mand” med 5 millioner arbejdsløse mænd og kvinder, bliver nu betragtet som “europamester”, og regeringsledere i hele regionen kigger med stor beundring på det såkaldte “tyske mirakel”.

Men den tyske dom, som jeg nævnte indledningsvist, illustrerer, at der er en skyggeside af det tyske mirakel.

Over hele Europa har arbejdsgivere udnyttet de muligheder, som sådanne reformer har givet dem. De ansatte føler sig presset fra alle sider, fanget i konstant usikkerhed i jobs med meget dårlige vilkår. Flere og flere bliver fyret og erstattet af fleksible arbejdere, eller ansat tilbage i det samme job, men uden jobsikkerhed.

Ikke desto mindre: Når vi ser med misundelse på det tyske mirakel, ser Tyskland misundeligt tilbage på den omfattende arbejdsmarkedsfleksibilitet, som man har reformeret sig til i lande som Holland og Storbritannien; fleksibilitet som har givet mulighed for nul-timers kontrakter og en hær af selvstændige, der kæmper for at tjene en løn til at leve af.

Det samme mønster ses overalt: Ordenligt arbejde bliver erstattet af usikkert arbejde.

Adgang til det Europæiske arbejdsmarked

I Storbritannien er omkring 20 procent af de ufaglærte arbejdere født udenfor landet, og folk fra fattigere EU lande er voldsomt overrepræsenteret i lavtløns-sektorerne som omsorg og landbrug. I Holland udgør arbejdere fra Central- og Østeuropa op til 12 procent af alle ansatte på landbrug og gartnerier.

Migrantarbejdernes situation frister mange arbejdsgivere til at bryde reglerne og dermed få en ulovlig konkurrencefordel over dem, der følger reglerne.

Over hele Europa kan man se en stadig større forskel på dem, der har fast arbejde og dem, der ikke har. Vi kan se et stigende antal mennesker, som bliver tvunget til at arbejde flere jobs for at kunne tjene til dagen og vejen. Vi ser flere og flere mennesker, der arbejder på nul-timers kontrakter, som står overfor usikkerheden i ikke at vide, hvad der sker i morgen. De ved ikke om eller hvordan, de skal betale den næste husleje. Der er et stigende antal mennesker med manglende uddannelse, fordi ingen vil investere i midlertidig arbejdskraft. Vi kan se, at situationen underminerer vores konkurrenceevne, mens et stigende antal arbejdsgivere samtidig bruger smarte, men unfair, metoder til omgå vores regler og reguleringer.

Denne trend bliver yderligere forværret af den lettere adgang til mennesker, der er villige til at arbejde under endnu dårligere forhold og for lavere lønninger. Europa har åbnet sine grænser. Det betyder, at et stigende antal nyankomne har adgang til det europæiske arbejdsmarked. På grund af den øgede fri bevægelighed, er der en stigende risiko for, at vores arbejdsmarked oversvømmes af nytilkomne. Arbejdsmigranter er villige til at arbejde under dårligere forhold og er i mange tilfælde ubekendte med reglerne og sproget i værtslandet. De kender ikke deres rettigheder og er nemme ofre for udnyttelse. Nogle er ansat som lønarbejdere. Mange andre er angiveligt selvstændige, men er i virkeligheden ansat på falske vilkår under en enkelt arbejdsgiver eller (under)entreprenør. Det er især i sektorer som landbrug, rengøring, bygge/anlæg og transport, at Vesteuropa har set en stor indvandring at arbejdsmigranter fra lavlønslande. I disse sektorer er konkurrencen og presset på priserne voldsom.

Selve antallet af disse nytilkomne til vores arbejdsmarked forstærker den forstyrrende effekt på vores arbejdsstandarder.

Disse nye arbejdsmigranter konkurrerer med lavt uddannede borgere fra modtagerlandet, og det skaber spænding. Denne situation har også skabt bolig og integrationsproblemer i bestemte kvarterer.

Deres sårbare situation frister mange arbejdsgivere til at bryde reglerne og dermed få en ulovlig konkurrencefordel overfor dem, der følger reglerne. Nogle gange betyder det, at man bare bøjer reglerne lidt, men man ser i stigende grad forhold der minder om moderne slaveri. Selve antallet af disse nytilkomne til vores arbejdsmarked forstærker den forstyrrende effekt på vores arbejdsstandarder.

Vi skal forhindre det Europæiske projekts opløsning

Hvilket Europa vil vi leve i, hvis denne trend bliver normen? Det er ikke et Europa som Socialdemokrater bør bidrage til, snarere et, vi bør forhindre i at blive til en realitet.

De bebrejder de polske eller rumænske lastbilchauffører som “stjæler” deres jobs. De bebrejder det konkurrerende firmaer som snyder sig udenom reglerne. De bebrejder regeringen, som ikke gøre noget ved problemet. De bebrejder Europa, som har åbnet sine interne grænser uden at beskytte deres levevej.

Den artikel, som David Goodhart (direktør i den britiske tænketank, Demos, red.) og jeg skrev adresserede dette problem om fri bevægelighed for arbejdskraft i Europa. Den har skabt en del furore på kontinentet. Folk har anklaget mig for alt fra xenofobi til direkte racisme. Jeg er blevet kaldt venstrefløjs populist som forsøger at vinde vælgere tilbage fra højrefløjs populisterne. Men det går ikke at lægge begrænsninger på sig selv af frygt for at blive misforstået eller fejlfortolket. Dertil er det Europiske projekt for vigtigt for mig.

Misforstå mig ikke: generelt set nyder lande en stor fordel af arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er en af de centrale søjler i Europæisk integration og bør fortsætte med at være det. Men vi bliver nødt til at forhindre, at søjlen bliver skadet på grund af svindende folkelig opbakning og uansvarlige sociale effekter.

Tag de lastbilchauffører, der arbejder for Albert Keijzer – et fragtfirma med base nær Amsterdam. Hver eneste dag kan de se udenlandske chauffører køre på de Hollandske motorveje. Konkurrerende firmaer omgår hollandske love for at reducere lønomkostningerne. De opfinder smarte, men unfair huller i lovgivningen og slipper afsted med det. Og ved at gøre det, udkonkurrerer de firmaer, der vil følge reglerne – hvilket efterlader de hollandske lastbilchauffører uden arbejde.

De bebrejder de polske eller rumænske lastbilchauffører som “stjæler” deres jobs. De bebrejder det konkurrerende firmaer, som snyder sig udenom reglerne. De bebrejder regeringen, som ikke gøre noget ved problemet. De bebrejder Europa, som har åbnet sine interne grænser uden at beskytte deres levevej.

Vi kan godt diskutere, om lastbilchaufførerne må bebrejde deres polske kollegaer, som bare vil give deres børn en bedre fremtid, men vi kan ikke ignorere disse følelser. Vi har ikke råd til at tage let på deres klager og bekymringer.

Vi kan godt diskutere, om lastbilchaufførerne må bebrejde deres polske kollegaer, som bare vil give deres børn en bedre fremtid, men vi kan ikke ignorere disse følelser. Vi har ikke råd til at tage let på deres klager og bekymringer.

Alt dette sætter det europæiske projekt under voldsomt pres. For at kunne beskytte fordelene ved integration, må vi også være opmærksomme på de negative konsekvenser. Vi bliver nødt til at omforme det europæiske projekt, så det ikke længere er en trussel imod de rettigheder, som arbejderbevægelsen har kæmpet så hårdt for at opnå det sidste århundrede.

Vi har brug for en ny social kontrakt, som er fair for befolkningerne i både afsender- og modtagerlande, og vi må stoppe misbruget, så Europa bliver og vedbliver at være et middel til at forbedre borgernes liv. Hvis det ikke lykkedes for os, vil vi stå over for et voksende fald i støtten til EU, hvilket vil betyde starten på opløsningen af det europæiske projekt.

Et nyt socialt Europa

Vejen til velstand bør ikke være brolagt med “brug og smid væk”-arbejde, for det skaber “brug og smid væk”-mennesker, og mennesker må aldrig være “brug og smid væk”. Socialdemokrater kan ikke læne sig tilbage og acceptere status quo. Det er altafgørende, at vi må gør op med ideen om, at folket må tabe for at vinde den globale konkurrence. Vi kan og skal ikke forsøge at vinde konkurrencen imod sweatshops fra den del af verden, der har færrest rettigheder, fordi jo mere vi prøver jo værre bliver det.

For at kunne beskytte fordelene ved integration, må vi også være opmærksomme på de negative konsekvenser. Vi bliver nødt til at omforme det europæiske projekt så det ikke længere er en trussel imod de rettigheder som arbejderbevægelsen har kæmpet så hårdt for at opnår de sidste århundrede.

Vi skal i stedet satse på kapløb mod toppen af den globale konkurrence: Igennem investeringer i uddannelse og innovation, kamp imod unfair konkurrence og stimulering af virksomhedernes sociale ansvar, styring af arbejdsmigration i den rigtige retning og en genoprejsning af balancen imellem arbejdsmarkeds fleksibilitet og sikkerhed.

Premierminister Mark Rutte fra Arbejderpartiet (PvdA) har taget hul på en sådan mission for at realisere den såkaldte Poldermodel igennem social dialog om arbejdsmarkedsreformer med arbejdsgivere og fagforeninger. Sammen har vi nået en ny social aftale, der signalerer, at vi anser det for nødvendigt at beskytte og kompensere arbejdere i kraft af deres ulige situation i forhold til arbejdsgiverne. Men samtidigt kræver vi, at nutidens arbejdere tilpasser sig det nye arbejdsmarkeds realiteter.

Ud over aftalen har den hollandske regering implementeret en række tiltag til bekæmpelse af svindel og udnyttelse af EU arbejdsmigranter, men en ny bilateral aftale underskrevet af rumænske og bulgarske kolleger. Jeg har appelleret til Bruxelles om at adressere skyggesiden af arbejdskræftens fri bevægelighed. Og nu – endelig, lytter Bruxelles. Vi er blevet enige om at bremse op og stoppe dette kapløb mod bunden.

Men der skal gøres mere. Kan vi finde en ny balance imellem fleksibilitet og sikkerhed? Kan vi investere i folk? Kan vi forny og revitalisere vores samfund, som er bygget på social dialog og solidaritet, høje sociale standarder og ordenligt arbejde? Kan vi beskytte arbejdskraftens fri bevægelighed og finpudse det europæiske projekt.

Jeg er af en optimisterne: Jeg tror, vi kan.

 

Lodewijk Asscher var vice-premierminister og social- og arbejdsminister i Holland for Arbejderpartiet da han skrev denne tekst. Han er sidenhen blevet stedfortrædende premierminister

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977