Ed Miliband: Labours nye projekt

Ed Miliband holdt 6. September 2012 en tale hvor han fremlagde Labours nye projekt.  I talen skitserer Miliband et brud med tankerne i New Labour. Labour skal turde skabe forandring i samfundet og i økonomien og indrette den på en ny måde, der kommer almindelige mennesker til gavn. Centralt står begrebet pre-distribution (før-distribution). Pre-distribution handler om at ikke tillade Storbritanien at hænge fast i permanent at være en økonomi med lave lønninger.

Oversat af: Niels Vedersø Østergaard

Mit argument i dag er følgende:

I 1990erne blev de fleste økonomiske konferencer af denne type holdt med baggrund i en række antagelser, der var opstået et årti tidligere.

Tre var især vigtige:

– Lav inflation var nøglen til vækst.

– Stigende tidevand ville løfte alle både, og velstand ville sive ned til alle.

– Og reglerne, der styrede vores økonomi, var uforanderlige.

New Labour udfordrede nogle aspekter af disse antagelser, men efterlod også andre uændrede. Men som jeg vil argumentere for, er de alle blevet miskrediterede af de sidste fem års begivenheder.

Og det er derfor, at konferencen i dag er så vigtig. Fordi det er et møde mellem økonomer, forretningsfolk og politikere, som ikke tror på, at de gamle svar stadig virker. Og som tror på nødvendigheden i, at nye ideer må opstå i de udfordringer, som Storbritannien står over for i dag.

Storbritanniens økonomi har nu i tre kvartaler i træk været i tilbagegang. Det betyder, at unge mennesker i hele landet bliver nægtet håb og muligheder. Det betyder, at familier kæmper for at betale deres regninger hver måned. Og at virksomheder kæmper for at holde hovederne oven vande.

Regeringen slog en handel af med Storbritannien:

Den sagde, at alt dette er en pris, der er værd at betale for at få vores økonomi tilbage på sporet og få nationens finanser tilbage på plads. Men handelen har slået fejl. Gælden er faktisk stigende. 26 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

Nu er der nogle, der mener, at denne økonomiske fiasko betyder, at alt Labour-partiet skal gøre nu er at:

Angribe regeringen. Læne sig tilbage. Vente på at den fejler. Vente på at den falder.

Så vi kan gå tilbage til at styre landet på den måde, vi gjorde det før. Men det ville være den forkerte strategi for mit parti og den forkerte strategi for vores land. Vi har brug for mere forandring, ikke mindre.

Fordi omfanget af udfordringerne er blevet større:

Genopretning af vækst. Håndtering af gæld. Skabelsen af en økonomi, der igen fungerer for arbejdende folk.

Nøjagtig som enigheden før krigen ikke kunne løse de problemer, Storbritannien blev konfronteret med i 1945. Nøjagtig som enigheden efter krigen ikke kunne løse problemerne i slutningen af 1970’ere. Således vil ideerne fra de sidste tre årtier ikke løse de centrale økonomiske udfordringer, vi står over for.

Opbyggelsen af det nye projekt

I stedet har vi brug for et nyt projekt. Et projekt, der er tilsvarende udfordringens omfang og den britiske befolknings krav om forandring. Dagens arrangement er en del af opbyggelsen af det nye projekt. Det er ikke kun en opgave for politikere, men for alle os, der vil se Storbritannien tage disse udfordringer op.

I stedet har vi brug for et nyt projekt. Et projekt, der er tilsvarende udfordringens omfang og den britiske befolknings krav om forandring.

Jeg sagde tidligere, at de økonomiske konferencer i 1990’erne blev skabt i kontekst af antagelserne fra Thatchers æra. Vores nye projekt skal bygges op omkring nye antagelser.

Så først og fremmest er mit udgangspunkt indlysende nok den nuværende krise. Det er let at glemme nu, men den gamle antagelse var, at lav inflation ville garantere stabilitet og vækst. Og ved konferencer som denne i 1990’erne var der debatter omkring regeringens rolle overfor centralbankernes rolle i skabelsen af lav inflation.

Men lav inflation sikrede ikke vækst og stabilitet. I fremtiden er lektien, at makroøkonomi er meget mere kompleks og møder meget mere usikkerhed, end man troede. Udfordringerne, vi står over for, går langt videre end blot at sikre lav inflation. De omfatter ordentlig finansiel regulering. Og der er en mere øjeblikkelig lektie for krisen, vi er i.

En erkendelse regeringen desperat har brug for at gøre er at: Vækst sker ikke automatisk. Efterspørgslen betyder noget. Alle, der har arbejdet i byggebranchen i det sidste år, ved, at ordrebøgerne er tomme. Kæmpende små virksomheder ved, at der kommer færre og færre mennesker gennem døren. De unge mennesker, der finkæmmer jobcenterets lister for arbejde, ved, at der ikke er nok ledige arbejdspladser.

Jeg er bange for, at regeringen troede på dens egen propaganda – at de kunne skære så meget, som de ville, og så ville den private sektor samle skraldet op bagefter.

Jeg er bange for, at regeringen troede på dens egen propaganda – at de kunne skære så meget, som de ville, og så ville den private sektor samle skraldet op bagefter.

Og at det var en model, som alle lande skulle følge. Hvis større austerity hjemme er en forkert strategi, er pres for kollektiv austerity det ultimativt, vildledte dogme. Fordi det nægter lande den eksportledede vej ud af de problemer, de står over for. Og vi ser resultaterne i Storbritannien og i meget af den udviklede verden. I to et halvt år har den britiske økonomi ikke vokset overhovedet, og vi er i en dykkende recession. Så beviserne er klare – alle ved nu, at regeringens tilgang til tingene var forkert. Men de klamrer sig hårdnakket til en plan, der har fejlet.

Genoprette tilliden

Den første prioritet for vores projekt er at skabe job og genoprette den tillid, vi har så meget brug for. Det er det, Labour sigter efter at gøre med vores fempunktsplan for vækst og jobs.

Hvis regeringen virkelig ville sætte gang i infrastrukturen, ville de følge vores råd. Fremryk langsigtede investeringsprojekter som skoler, veje og transport i stedet for blot at rode med planlovgivningen. Hvis de virkelig ville gøre en forskel på boligfronten, ville de beskatte bankfolks bonusser og, som vi anbefaler, bygge titusinder af nye hjem. Ikke blot rode med udvikleres sociale forpligtelser. Og når nu vi står over for en krise med ungdomsarbejdsløshed, burde de tilbyde unge mennesker en reel jobgaranti.

Det er den handling, vores nye projekt kræver. Det er den eneste måde at begynde at vende tingene rundt på. Svaret er nemlig ikke blot at behandle vores kortsigtede krise og så køre tingene som før.

Re-distribution

Den anden af de gamle antagelser var, at stigende tidevand ville løfte alle både. Og at en sænkning af skat i toppen i sidste ende vil putte indkomst i lommen på alle andre.

Den sidste Labour-regering udfordrede dette ved at anerkende, at vi havde brug for en re-distribution (omfordeling) for at dele udbyttet af væksten. Vi introducerede skattelettelser, der hjalp omkring en million børn ud af fattigdom. Vi burde være stolte af den bedrift. Men i dag er der stadig 2,3 millioner børn, der vokser op i fattigdom. Og vi har ulighed, der giver vores land dybe sår.

Dette viser, at en re-distribution er nødvendig og vil forblive et centralt mål for den næste Labour-regering.

Dette viser, at en re-distribution er nødvendig og vil forblive et centralt mål for den næste Labour-regering. Men det er ikke tilstrækkeligt for, at vi kan nå vore mål. Så vi har brug for nye ideer, hvis vi skal tackle de problemer, som økonomien står over for. Tilmed betyder regeringens økonomiske fiasko, at uanset hvem der vinder næste valg, så står han stadig over for et underskud, der skal nedbringes.

Den sidste Labour-regerings re-distribution byggede på indtægter, som den næste Labour-regering ikke kommer til at have glæden af. Muligheden for blot at hæve skatterne på den måde, som vi gjorde før, vil ikke være en mulighed for os. Selvfølgelig vil re-distribution altid forblive nødvendigt. Men vi har lært, at det ikke altid er tilstrækkeligt.

Og finanspolitiske omstændigheder vil gøre det sværere, ikke nemmere. Det nye projekt er, at vi skal vise omsorg for den økonomiske model, vi har, og for den distribution af indtægt, som den skaber.

Pre-distribution

Vi er nødt til at tænke på pre-distribution (før-fordeling) såvel som re-distribution. Pre-distribution handler om at sige: Vi kan ikke tillade os selv at hænge fast i permanent at være en økonomi med lave lønninger. Det er ikke tilstrækkeligt, og det gør os ikke i stand til at klare os økonomisk.

Vi kan ikke tillade os selv at hænge fast i permanent at være en økonomi med lave lønninger. Det er ikke tilstrækkeligt, og det gør os ikke i stand til at klare os økonomisk.

Vores mål må være at omdanne vores økonomi til et højere færdighedsniveau og et højere lønniveau. Tænk på nogen, der arbejder i et callcenter, et supermarked eller på et plejehjem. Re-distribution giver dem en bedre løn.

Pre-distribution søger at tilbyde dem mere: Bedre færdigheder. Med højere lønninger. En økonomi, der arbejder for arbejderne.

Centrum-venstre-regeringer prøvede førhen at få arbejde til at betale sig mere ved at bruge flere penge på tilskudsordninger. Centrum-venstre-regeringer skal i fremtiden få arbejde til at betale sig ved, at arbejde skaber mere værdi. Det er sådan vi skal skabe vækst, som ikke blot er baseret på lån, men på en ægte efterspørgsel. Og det er sådan, vi skal hjælpe den pressede midte i dette land og bygge en bedre økonomi, når der er færre penge i omløb.

Reglerne for økonomien

Hvordan vi skal gøre det, bringer mig til den tredje del af vores nye projekt: Reglerne for hvordan vores økonomi fungerer.

I 1990’erne omfavnede New Labour med rette markeder, mest berømt var det i vores ændring til Clause 4. Partiet omfavnede kapitalismens kreativitet. Og demonstrerede, at det ikke ville nationalisere kiosken rundt om hjørnet. New Labour udfordrede nogle af højrefløjens antagelser ved at introducere en national mindsteløn, der skulle forhindre udnyttelse og ruste flere unge til at gå på universitetet. Men generelt var partiet for stille omkring reglerne, der former den måde, markeder fungerer på – nøglen til ansvarlig kapitalisme. New Labour så det som dets opgave at vise, at det forstod kapitalismens dynamik. Som resultat af dette blev det sværere for partiet at reformere den.

I dag, med klar viden om markeders rolle, kan vi mere selvsikkert være de mennesker, der bestemmer, hvordan reglerne er nødt til at blive ændret. Og det er presserende, at vi gør netop det. Presserende i kølvandet på finanskrisen. Presserende hvis vi skal tackle udfordringen omkring pre-distribution, som jeg lige har talt om. Og presserende hvis vi skal være konkurrencedygtigt som land. Jeg appellerer til alle i dette lokale om at arbejde sammen med os om dette projekt.

Det handler om at ændre forholdet mellem finanser og realøkonomi. Det er derfor, vi har lavet forslag om at ændre måden, vores banksystem virker på

Det handler om at ændre forholdet mellem finanser og realøkonomi. Det er derfor, vi har lavet forslag om at ændre måden, vores banksystem virker på, og derfor vi har fremmet en britisk investeringsbank. Vi har brug en for fundamental forandring, så bankerne arbejder for vores land og ikke omvendt. Vi er nødt til at tackle den kortsigtethed, der har karakteriseret Storbritannien i så mange årtier.

”Gennemgang af kortsigtethed”

Det er derfor, Sir George Cox, tidligere generaldirektør hos the Institute of Directors, leder vores ”Gennemgang af kortsigtethed”. Fordi Labour holder med de forretningsfolk, der vil træffe langsigtede beslutninger om at få deres virksomheder til at være succesfulde både nu og i fremtiden. Ikke med spekulationen, der prøver at tjene hurtige penge.

Alle problemerne, fra kvartalsvise rapporteringer til overtagelser, er på dagsordenen i denne gennemgang. Vi har brug for ordentlig konkurrence i alle sektorerne i økonomien, så kunderne får en fair pris. Det betyder, at vi ikke vil tillade karteller at udvikles i nogen sektor, helt fra energi til vores tognetværk. Specielt dem, som er livsvigtige for levestandarden for millioner af mennesker.

Vi har også brug for en ordentlig industriel politik for landet: Alle regeringsdepartementer arbejder sammen, også igennem indkøb, for at støtte britiske virksomheder. I for lang tid var vi drevet af antagelser, at dette betød en tilbagegang til 1970’ernes valg af ’vinderne’. Det gør det ikke. Det handler om at anerkende det produktive forhold mellem den private sektor og regeringen, der arbejder sammen. Det er det, alle større industrialiserede lande gør. Og en del af den industripolitiske dagsorden handler om at anerkende vigtigheden af den grønne økonomi for fremtiden.

Vi har brug for et uddannelsessystem, der ikke efterlader os som et land, hvor 50 procent af vores unge mennesker går på universitetet og får sig en karriere, mens de resterende 50 procent føler sig fuldstændig lukket ude og håber på at være heldige og på at få sig en læreplads. Det betyder etableringen af et uddannelsessystem, der beskæftiger sig med færdigheder og også forøger efterspørgslen af disse færdigheder. Og vi har planer om at opbygge dette nye projekt med skoler, unge mennesker, virksomheder og fagforeninger, der arbejder sammen om at forme vores nye erhvervsuddannelser. Og endelig må de nye spilleregler sikre ansvarlighed fra top til bund i vores samfund.

Vi har brug for en velfærdsstat, der opfordrer folk til at arbejde og belønner dem, der gør. Vi har også brug for virksomheder, der afspejler værdierne i vores samfund.

Vi har brug for en velfærdsstat, der opfordrer folk til at arbejde og belønner dem, der gør. Vi har også brug for virksomheder, der afspejler værdierne i vores samfund. Det var kontroversielt ved sidste års Labour-partikonference, da jeg talte om aggressiv og produktiv opførsel.

Skiftet til en mere ansvarlig kapitalisme

Men skiftet til en mere ansvarlig kapitalisme føres faktisk af mange forretningsfolk. Firmaer, der vil investere i deres arbejdsstyrke og også ved, at virksomheder blomstrer bedst, når belønninger bliver delt på en fair måde. Og de virksomheder bør føle, at økonomiens regler er på deres side i stedet for, at de er til for at gøre deres liv hårdere. Og jeg tror på, at skabelsen af denne ansvarlige kapitalisme vil være det bedste for vores land. En ansvarlig kapitalisme er en modstandsdygtig kapitalisme.

Jeg anerkender, at dette projekt handler om langsigtet forandring i økonomien, og at den vil tage tid. Men jeg tror på, at det britiske folk i deres hjerter ved, at vores økonomi har brug for stor forandring. Ikke ’business as usual’, og endnu mindre politik som sædvanligt. De anerkender omfanget af udfordringen. Og de kræver, at vi skal være på højde med situationen.

Vi venter ikke på, at denne regering fejler. Det er derfor, at jeg siger, at dette nye projekt er så vigtigt. Det er essentielt, hvis vi skal kunne konkurrere globalt, betale underskuddet af og bygge en økonomi, der fungerer for arbejderne. Mit partis opgave, og jeres opgave, er at udvikle denne nye tankegang, der giver os lov til at bygge den nye økonomi. Det er den delte udfordring, vi står over for i dag. Jeg ser frem til at arbejde sammen med jer på det i månederne og årene, der kommer.

Comments
One Response to “Ed Miliband: Labours nye projekt”
  1. Thorkil Søe siger:

    Tak for jeres indlæg.
    Selv om jeg ikke er økonom, har jeg gjort mig mine tanker om ansvaret for krisen og for hvordan det opfattes.
    Skylden er bankernes. De lånte penge til f.eks. Grækenland selv om de vidste at de aldrig kunne betale tilbage.
    Skaden skal rettes op af bl.a. de tyske skatteydere, der nu tror at det var grækernes skyld.
    Det var bedre hvis de tyske skatteydere, der alligevel skulle betale, fik at vide at deres penge gik til at redde tyske banker.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977