Ulighed er et økonomisk problem

Kristian Weise, farver II (lille)

KRISTIAN WEISE: Debatten om ulighed er for alvor kommet ind i populærmedierne. Men de vigtigste konklusioner lå allerede på bordet flere år før Piketty’s bog. De senere år har flere økonomer påpeget, at der var en tæt sammenhæng mellem den stigende ulighed og finanskrisen, og at der skal vedtages politik, der modvirker den stigende ulighed, hvis vi vil undgå en ny finanskrise, der endnu engang vælter vores økonomi og samfund.

Skrevet af Kristian Weise, direktør i Cevea

Piketty har for alvor sat ulighed på dagsordenen med sin bog ”Capital in the 21st Century”, men det er ironisk, at der skulle en fransk økonom til for at fange offentlighedens opmærksomhed. Topcheferne i World Economic Forum, samarbejdsorganisationen OECD og Den Internationale Valutafond (IMF) har alle advaret mod, at uligheden stiger for kraftigt og svækker vores økonomier, dog uden at det ændrede diskussionen om økonomi og samfund.

I en ny analyse har økonomer fra IMF påpeget, at stigende ulighed kan holde den økonomiske vækst tilbage. En vurdering som nobelprisvinderen i økonomi, Joseph Stiglitz, deler og blandt andet har fremsat i sin bog ’The Price of Inequality’ fra 2012. IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, påpegede tidligere på året selv følgende:

”Erhvervslivet og politiske ledere (…) skal huske, at i alt for mange lande, kommer vækstens fordele alt for få mennesker til gode. Det er ikke en opskrift på stabilitet og bæredygtighed.”

Lagardes udmelding bakkes op af OECD’s rapport ’Society at a Glance’ for 2014. I rapporten konkluderes det, at stigende sociale og økonomiske uligheder har negative konsekvenser for både samfundets stabilitet og sammenhængskraft. OEDC argumenterer derfor for vigtigheden af, at medlemslandenes regeringer hurtigst muligt håndterer den stigende ulighed og de stadigt større sociale skel, blandt andet ved at forstærke støtten til de svageste i samfundet.

I resten af verden er det også gået op for økonomer og politikere, at stigende ulighed er et problem. Ikke kun for samfundets sammenhængskraft, men også for den økonomiske udvikling.

Det har været helt tydeligt i forbindelse med de senere års krise. Ulige samfund har således sværere ved at komme ud af det økonomiske dødvande. Det skyldes særligt, at de rige bruger en væsentlig mindre del af deres indkomst på forbrug end middelklassen og de fattige. Når en stor del af nationalindkomsten er koncentreret blandt de rigeste, vil der derfor gå længere tid, før det private forbrug bliver genoprettet, og et opsving bider sig fast.

Det er tiltrængt, at der er flere herhjemme, der smider den dogmatiske kappe og indser, at uligheden stiger mere, end de nok regnede med, og at det ikke sker uden omkostninger. Hvis vi i Danmark lader højrefløjens økonomer bagatellisere den stigende ulighed, ender vi med at få en brat opvågning til dens konsekvenser.

Kampen for lige samfund er den vigtigste
I 2011 var der opbrud i verden, og samtidig med at unge i Nordafrika og Mellemøsten kæmpede for demokrati, samtidig med at Occupy-bevægelsen tog fart i USA og Europa, kastede den Nobelprisvindende økonom, Joseph Stiglitz, sig over et emne, der havde løbet som en understrøm i hans arbejde siden 1960’erne: den økonomiske ulighed som markedskræfterne kun synes at øge.

Finanskrisen havde blotlagt, at den amerikanske rigdom og velstand var endnu mere ulige fordelt, end de fleste nok forestillede sig, og at konsekvensen af det ikke bare er et spørgsmål om social retfærdighed, men også økonomisk stabilitet. I 2008, da krisen for alvor brød ud, var uligheden i USA på et niveau, der historisk set kun tidligere var set i 1929. Året hvor det amerikanske børskrak fandt sted, hvilket ledte til 1930’ernes depression. Indkomstfremgangen var gået i stå for de fleste amerikanere, og antallet af fattige var steget, mens de rigeste var blevet meget rigere.

Stiglitz vurderer, at uligheden er steget af både markedsmæssige og politiske årsager. Den teknologiske udvikling og globaliseringen har gjort, at der er større forskel på, hvilke lønninger folk kan få på markedet. Men samtidig har politiske beslutninger og prioriteter forstærket denne udvikling. Det er ganske enkelt sket fordi de politiske instrumenter, der skulle begrænse de fordelingsmæssige uligheder – som et progressivt skattesystem og diverse sociale programmer – er blevet afmonteret.

Kritikken fra Stiglitz og flere andre overfor de rigeste i dag – den ene procent – er, at de typisk ikke er blevet rigere fordi, de har frembragt større velstand, men fordi de er blevet bedre til at kapre velstanden fra resten af samfundet. På samme vis er det kun sjældent dem, der står for de største opfindelser, der får den største gevinst. Den tilfalder i stedet dem, der kontrollerer den amerikanske finansverden. Rigdom skabes i stigende grad via såkaldt ’rent seeking’ og politiske forbindelser, der giver gunstige rettigheder til minedrift eller olieudvinding, eller som sikrer høje priser for medicinalkoncerner, særlig beskyttelse mod konkurrence og særlige skattebegunstigelser til udvalgte industrier eller virksomheder. Ved ’rent seeking’ udnytter man en dominerende markedsposition, og sætter reelt markedskræfterne ud af spil. Det har særligt været tilfældet i den finansielle sektor – og sådan er det fortsat i dag.

Den stigende ulighed er en ond cirkel. For des mere ulige et samfund bliver, des større magt får den rigeste del af det, og des bedre mulighed har de for at indrette samfundet på en måde, der sikrer deres interesser.

Stiglitz understreger, at den stigende ulighed og den farce, som det amerikanske demokrati har udviklet sig til, ikke kun er uretfærdig, men også givere en svagere økonomi. Han har bemærket, at den amerikanske økonomi voksede stærkest imellem 1950 og 1970, hvor samfundet rent faktisk blev mere lige. Han mener samtidig, at uligheden i dag er en hindring for genopretningen efter krisen. For når velstand og indkomst er så ulige fordelt, som det er tilfældet i USA, er grundlaget for at sætte gang i den indenlandske økonomi og efterspørgsel næsten ikke eksisterende.

Men hvad værre er, den voksende ulighed og de riges modstand mod at bidrage til fællesskabet via skatterne, leder også til en social katastrofe. For det forhindrer, at fællesskabet investerer i ny infrastruktur, sundhed, uddannelse for alle, forskning, et socialt sikkerhedsnet og andre initiativer, der kunne øge den sociale mobilitet. Dermed går store menneskelige ressourcer tabt, mens samfundet går glip af en økonomisk udvikling, som det kunne have haft.

Eksploderende ulighed årsag til finanskrisen
Som sagt ses den stigende ulighed dog også i stigende grad som en trussel mod en stabil økonomi. Og det påpeges af flere, at den finansielle krise fra 2008 og frem måske i bund og grund var en konsekvens af den stigende ulighed.

Finanskrisen er blevet beskrevet som ‘den perfekte storm’, der skabte århundredets uvejr, da tre økonomiske og finansielle fænomener stødte sammen på samme tid: flere år med lave renter og globale ubalancer, forkerte incitamenter i finanssektoren, der førte til gældsboblen og alle dens risici, samt et sammenbrud i de kontroller og sikkerhedsventiler, som skulle have sikret systemet. Men sådanne forklaringer skraber primært i overfladen. Læg gennemgribende liberalisering og deregulering af finanssektoren, introduktionen af en endeløs række af eksotiske finansielle instrumenter og vidtgående finansiel spekulation til, og man kommer lidt længere.

Men det virkelige spørgsmål er hvorfor, disse mest synlige fænomener fandt sted? Og hvad de mere grundlæggende fortæller om vores økonomi og mulighederne for en bedre økonomisk model i fremtiden? De virkeligt interessante spørgsmål er: Hvorfor opstod der et sub-prime boligmarked i USA? Hvordan kunne finanssektoren overbevise regeringer om, at de skulle fjerne al den regulering, de havde iværksat efter det finansielle sammenbrud under den store depression? Hvordan kunne USA få et handelsunderskud på 6,5 procent af sit BNP? Hvorfor var der pludselig efterspørgsel efter alverdens nye og komplicerede finansielle instrumenter? Og hvorfor fik de almindelige amerikanere flere og flere kreditkort per person og forgældede sig som aldrig før?

Det korte svar er ulighed. Medianlønningerne – det som mennesker i midten af indkomstskalaen tjener – har været faldende eller stagnerende i USA siden midten af 1970’erne. Produktivitetsstigningerne og den økonomiske vækst er i stedet gået til de rigeste af de rigeste: fra 1973 til 2006 steg indtægterne for den ene procent af befolkningen med de højeste indkomster fra 8 til 23 procent af den samlede indkomst i landet. I 2007 var uligheden i USA således på et niveau, der sidst var set i 1929 – året hvor det amerikanske aktiemarked faldt sammen og udløste 30’ernes depression.

Udviklingen har været den samme i de fleste andre store økonomier, fra Storbritannien til Tyskland, men også i størstedelen af udviklingslandene, hvor lønmodtagernes andel af den nationale indkomst har været faldende fra 1960 til i dag, om end med et tiltagende fald fra 1993. Selv i Danmark, hvor lønudviklingen har været positiv, og der ikke har været en afkobling af lønningerne fra produktivitetsvæksten, er uligheden steget.

Da der ikke var nogen udvikling i lønningerne for de fleste amerikanere og mange andre rundt omkring i verden, måtte folk i stedet låne penge, hvis de ønskede at følge med udviklingen i forbrugsmønstrene. I USA steg husholdningernes gæld således år for år, så den gennemsnitlige amerikaner skyldte i 2006 1,27 dollar for hver dollar han eller hun tjente. I Danmark blev gælden for husholdninger og ikke-finansielle erhvervsvirksomheder næsten fordoblet fra årtusindeskiftet og frem mod krisen.

Udviklingen i uligheden er helt afgørende for, at den private persongæld er steget, som den er. Men den har også indvirket på andre af de forhold, som udløste krisen. Hvis de almindelige amerikanere havde fået del i de mere end 60 procent, som produktiviteten (af deres arbejdskraft) er steget med, siden lønningerne begyndte at stagnere, ville behovet for at udvikle et sub-prime boligmarked til folk, der reelt ikke havde råd til at købe boliger, have været mindre.

Og mere afgørende: den stigende ulighed betød også, at der kom et finansielt ‘investeringsoverskud’ i de øverste indkomstgrupper, der blev brugt til at muliggøre alle andres gældsætning. De nye finansielle gældsinstrumenter lovede pæne afkast uden væsentlige risici. Det betød, at der blev skabt stadig flere af sådanne produkter, men også, at der opstod en skræmmende grad af cirkularitet i det finansielle system. Antallet af fordringer, der i sidste ende var afhængige af det samme underliggende aktiv, steg kraftigt. De finansielle derivater, der er fordringer på finansielle aktiver og ikke har nogen direkte sammenhæng med noget i realøkonomien, var som nævnt dobbelt så meget værd som verdens samlede aktier, obligationer og lignende inden krisen.

Hovedsagen er, at uden den ekstreme koncentration af rigdom vi har set, havde vi ikke haft dette fantom af et finansielt system, hvis sammenbrud er blevet så omkostningsfuldt.

Det er det der i dag får selv økonomer fra en af den globale neoliberalismes fødselshjælpere, Den internationale Valutafond (IMF), til at reagere på den stigende ulighed. Og det er det, der betyder, at ulighed – som i den grad ellers er et socialt problem og i bund og grund handler om retfærdighed – måske mest effektivt bliver en vindersag i den realpolitiske verden, hvis det italesættes som en økonomisk udfordring.

Denne artikel indeholder dele af artikler og kapitler skrevet af Kristian Weise i 2010, 2013 og 2013.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977