Konkurrere på menneskers livsmod, sammenhold og forståelse for forskellighed

IMG_0143

Af Rikke Smedegaard Hansen

 

Kære politikere,

I ønsker jer et Danmark der kan klare sig i den internationale konkurrence. Et Danmark med dygtige skoleelever, som I kan være stolte af. I nævner vigtigheden af at kunne konkurrere igen og igen. Paradoksalt nok prædiker I samtidig inklusion. Der skal være plads til alle i vores daginstitutioner og folkeskoler. Dem som er anderledes og har brug for hjælp skal også vokse op og føle sig som ligeværdige deltagere i vores samfund. Men kan der blive plads til alle i fællesskabet når dem, som har brug for hjælp ikke får den hjælp, de har brug for? I overser, at konkurrencen skaber vindere og tabere.

Til daglig møder jeg Thomas. Thomas går på den skole, hvor jeg arbejder. Han har det ikke let. At være i en klasse gør ham bange. Thomas skal inkluderes, men han forlader hele tiden klassen. Nogle gange står han på gangen og kigger ud af et vindue i timevis, fordi han ikke ved, hvor han ellers skal gøre af sig selv. Hvis nogen går forbi og taler til ham, svarer han kun sjældent. Han trækker hætten over hovedet og kigger ned. Det er ikke fordi, Thomas vil være uhøflig. Det er fordi, han er bange. Når jeg har tid, sidder jeg sammen med Thomas og taler med ham. Nogle gange forsøger vi sammen at løse en opgave. Det kan tage meget lang tid for Thomas med opgaverne, fordi han er bange for ikke at kunne. De dage hvor jeg ikke får tid til ham, fortæller mine kolleger, at han spørger efter mig. Og hvis jeg går forbi ham på gangen, udbryder han glad: “Endelig!” Men jeg må ofte sige: “Jeg ville gerne være sammen med dig lidt, men jeg har ikke tid”. Thomas har brug for hjælp hele tiden.

I en anden klasse går Sandra. Hun er meget orienteret mod at få andres opmærksomhed. Nogle ville sige at Sandra er konfliktsøgende. Hun gør sjældent, hvad hun bliver bedt om, og hun synes, at de fleste voksne er åndssvage. Hun kan blive så vred, at hun vælter bordet og går ud af klassen – hun smækker som regel døren bag sig med et brag. Der kan gå flere timer, før hun vil vende tilbage. Sandra har nogle gange råbt, at hun var ligeglad med at dø. Engang truede hun med at begå selvmord. Hendes klassekammerater bliver bange for, om hun kan finde på det. Så griner Sandra og siger, at selvfølgelig kan hun da ikke finde på det. Jeg er bange for, at Sandra lyver. Jeg er bange for, at Sandra pludselig ikke er her mere eller kun kommer til at holde ud at være i verden ved hele tiden at gå lige til grænsen – eller lidt over.

Der er dage, hvor jeg slet ikke har tid til Thomas og Sandra. Der er nemlig flere end 150 andre børn fordelt på 6 klasser i afdelingen, hvor jeg er den eneste pædagog. Flere af de børn har særlige behov lige nu. Det er behov, der f.eks. er opstået som følge af mobning eller en oplevelse af utilstrækkelighed og usikkerhed. Mindst et barn i hver klasse har særlige behov, der er omfattende og formentlig vedvarende. Alle de børn kunne trives og vokse, hvis deres individuelle behov kunne imødekommes.

Det er faglig udvikling, I hele tiden efterspørger. Livsmod, gåpåmod, medansvar og modstandskraft står ikke på skoleskemaet. Heller ikke efter den nye reform er indtrådt. For børn der har individuelle og sociale udfordringer er dagene ulideligt lange. Fokus er stort set hele tiden på krav, som de ikke kan honorere. Svigtet og følelsen af utilstrækkelighed bliver en selvfølge. Børnene har brug for en hjælp, som de ikke får.

Jeres ønske om et Danmark der kan klare sig i international sammenhæng har medført, at I er ved at skabe en fremtid, hvor I kræver af os, de professionelle i Danmarks daginstitutioner og skoler, at vi producerer fagligt dygtige børn og unge. Alt i mens overser I fuldstændig, at vi samtidig producerer menneskeligt affald. Dem ingen vil ansætte, når de bliver voksne, fordi de ikke passer ind i de egnedes, vindernes verdensbillede. Man kan ikke inkludere alle i et samfund, som er baseret på, hvor gode vi er til at konkurrere med hinanden. Enhver bevidst konkurrence vil bevidst skabe tabere.

Selvfølgelig skal der være fokus på det faglige i skolen, men der skal også være plads til det menneskelige. Jeg har oplevet, hvordan inklusion kan lykkes. Jeg oplevede det igennem et samarbejde med min lærerkollega, Marie. I Maries klasse arbejdede vi sammen i tæt dialog og ud fra en gensidig respekt for hinandens faglighed. Faglig viden der komplementerede os som team og samarbejdspartnere. Vi nægtede at lade os presse af, at min opgave primært var at vejlede og derefter hurtigt bevæge mig videre – væk fra Marie og klassen, fordi der også var brug for mig andre steder. Jeg vidste, at mit valg om at hjælpe i Maries klasse betød, at andre børn ikke fik hjælp. Men jeg var tvunget til at vælge, ellers ville jeg ende med slet ikke at have hjulpet nogen. Marie og jeg gav det den tid, det tog, indtil hendes klasse blev en velfungerende klasse. Muligvis ikke på trods af forskelligheder eller måske netop på grund af forskelligheder. Vores erfaring blev dog, at hver gang vi havde haft en stille og fredelig periode i klassen, skete der noget i fællesskabet, som vi måtte følge op på sammen. Vellykket inklusion er nemlig en proces, som aldrig afsluttes. Inklusion er helt afhængig af forståelse de voksne imellem – både for børnene og for hinanden.

Jeg ønsker mig flere pædagoger i Danmarks daginstitutioner og skoler, så vi bliver mange nok, og dermed får tid nok til at bruge vores faglige viden og menneskelige indsigt. Og I bør sikre jer at de midler, som I konstant siger, der ér afsat til inklusionen rent faktisk følger de børn, som har brug for det. Børnenes udfordringer kræver, at vi arbejder systematisk og er nærværende. Som det er nu, kan vi ikke give børnene det, de har brug for. Nogle ting kan effektiviseres. Nærvær kan ikke. Og man kan ikke arbejde med inklusion uden at være nærværende.

Jeg tror, at hvis I tør lade Danmark konkurrere på menneskers livsmod, sammenhold og forståelse for forskellighed – i mindst lige så høj grad som dygtighed, så kan vi få andre lande til at skele mere til os, end vi gør til dem. Jeg drømmer om den dag, hvor I holder op med at sige “Jeg er nødt til at sige at”. Det er ikke sandt. I er ikke nødt til. I vælger.

Jeg ønsker mig, at I vælger at opfylde de rettigheder som børn har ifølge både FN´s børnekonvention og Salamancaerklæringen, så Thomas og Sandra ikke skal vokse op og føle sig som affald men i stedet som ligeværdige deltagere i samfundets fællesskab.

 

Glædelig jul og godt nytår.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977