Keynes skal ud af skammekrogen

jesperj_0

Keynes bør huskes for, så var det hans banebrydende teorier for og analyser af, hvorledes et industrisamfund opbygget som et markedsøkonomisk system med udbredt privat ejendomsret fungerer og kan bidrage til en mere menneskelig tilværelse. I kølvandet på opblomstringen af den neoliberale diskurs er Keynes blevet sat i skammekrogen. Resultaterne af dette fravær af en egentlig krisepolitik er svær at benægte. For ser vi udover Europa i dag, så har arbejdsløsheden og uligheden i hele efterkrigstiden aldrig været større end i dag, uanset at det er mere end fem år siden, at krisen satte ind.

af Jesper Jespersen, Dr. scient. adm., Professor, Roskilde Universitet

Det må med rette være en overraskelse for mange læsere af Socialdemokratiske Tænkere at finde den engelske nationaløkonom John Maynard Keynes (1883-1946) blandt disse femten udvalgte tænkere. Keynes var i store dele af sit liv medlem af det britiske liberale parti og har i perioder i 1970erne og 1980erne været af venstrefløjen udskældt som ’kapitalismens lappeskrædder’. Noget den del af venstrefløjen, der ønskede, at det kapitalistiske system skulle bryde sammen – gerne jo hurtigere desto bedre – gjorde med rette. For er der noget Keynes bør huskes for, så var det hans banebrydende teorier for og analyser af, hvorledes et industrisamfund opbygget som et markedsøkonomisk system med udbredt privat ejendomsret fungerer og kan bidrage til en mere menneskelig tilværelse.

Keynes påviste i sit hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money, hvorfor et privatkapitalistisk markedssystem er dysfunktionelt. Det gjorde han i sin egenskab af videnskabsmand og samfundstænker – uafhængigt af, hvilket ideologisk standpunkt han i øvrigt ønskede at fremme på valgdagen. Styrken i Keynes’ økonomiske teori var, at den havde som mål at forstå og forklare den faktiske samfundsøkonomiske udvikling. Han lagde herved en afgørende videnskabsteoretisk afstand til den (også dengang) dominerende neoklassiske teori. Heri antages det på forhånd, at et markedsøkonomisk system baseret på privat ejendomsret er stabilt og selvregulerende. Den antagelse havde udviklingen i mellemkrisen, navnlig 1930erne klart demonstreret var falsk.

Denne videnskabelige indsigt kunne socialdemokraterne benytte i de første tiår efter krigens afslutning til at legitimere politiske indgreb på mange niveauer af samfundsøkonomien med sigte på at skabe velstand og velfærd for alle. Med Keynes’ indsigt blev modsætningen mellem en markedsdreven økonomisk vækst og et mindre velstående, men mere retfærdig samfundsøkonomi vendt til sin modsætning: at et markedsøkonomisk system overladt til sig selv vil køre fast i ustabilitet og høj arbejdsløshed.

Historien synes at gentage sig

Keynes er relevant også i dag; for hans teorier har stadig gyldighed, men er i kølvandet på opblomstringen af den neoliberale diskurs blevet sat i skammekrogen. Det er atter den neoklassiske teori, der er den dominerende i undervisningen på landets universiteter, hvor det doceres at et markedsøkonomisk system med udbredt privat ejendomsret (og stigende kapitalkoncentration) er selvregulerende. Ekkoet fra mellemkrigstidens økonomer er i mellemtiden blevet forstærket af bl.a. Milton Friedman, den tyske ordo-liberale skole og den 3. vejs økonomer. I dag lyder det næsten samstemmende fra Bruxelles, Berlin, London og for den sags skyld også fra Den røde Bygning på Slotsholmen: at det økonomiske opsving vil komme af sig selv, og at den bedste politik er ingen politik: bortset fra strukturreformer, der gør samfundsøkonomien (endnu) mere markedskonform.

Resultaterne af dette fravær af en egentlig krisepolitik er svær at benægte. For ser vi udover Europa i dag (2014), så har arbejdsløsheden og uligheden i hele efterkrigstiden aldrig været større end i dag, uanset at det er mere end fem år siden, at krisen satte ind.

Her er det, at socialdemokraterne med Keynes’ eller måske mere relevant med post-keynesianernes langt mere realistiske samfundsøkonomi i hånden skulle rette en anklagende pegefinger mod bl.a. finansministeriet på Slotsholmen, men nok så vigtigt også mod kolleger i Bruxelles, Berlin og Paris for ’at have ført en økonomisk politik på baggrund af en forkert økonomisk analyse. Og det har de gjort mod bedre vidende; for Keynes er jo fortsat det 20. århundredes største økonom – selvom hans teorier er blevet politisk ukorrekte.

Den økonomiske politik er afgørende

Læren fra 1930erne og efterkrigstiden er, at det markedsøkonomiske system kan ikke af sig selv sikre fuld beskæftigelse endsige mindre ulighed:

Den overvældende fejl ved det økonomiske system, som vi lever i, er dets manglende evne til at sikre fuld beskæftigelse og dets vilkårlige og ulige fordeling af formuer og indkomst (Keynes, 1936: 372).

Det forstod den amerikanske præsident Roosevelt (og desværre også de tyske nazister) intuitivt allerede i 1933. Men det var årene efter 1945, der blev den gyldne vækstperiode baseret på Keynes’ nye indsigt med en overordnet styring af samfundsøkonomien, hvorved arbejdsløshed blev undgået, bl.a. på grund af den omfattende Marshall-hjælp fra USA til Europa. Opbygningen af velfærdsstaten var derimod ikke en del af Keynes-modellen, bortset fra reduktion af ulighed i indkomster og formuer.

Alt for ofte sættes der lighedstegn mellem keynesianisme og en forøgelse af de offentlige udgifter. Keynes’ navn forbindes derfor med store budgetunderskud og ekspansiv økonomisk politik. Det er en fejltagelse, idet hans hovedværk stort set ikke indeholder anbefalinger om, hvilken økonomisk politik, der bør føres. Hovedsigtet med bogen var som nævnt at påpege det markedsøkonomiske systems iboende ustabilitet, hvilket bl.a. skyldes, at fremtiden notorisk er usikker, hvilket fører til tilbagevendende kriser i form af perioder med overdreven optimisme (boligbobler etc.) eller pessimisme (overopsparing) og permanent arbejdsløshed.

Den økonomiske udvikling i Danmark siden 2000 er et illustrativt eksempel på, hvorledes deregulering og fravær af overordnet økonomisk styring fører til destabilitet og efterfølgende fastholdt arbejdsløsheden på et unødvendigt højt niveau (ca. 7 pct. ifølge EU og OECD).

Keynes og (socialdemokratisk) politik

For Keynes var en stabil samfundsøkonomi med en ikke alt for ulige fordeling dog ikke et mål i sig selv; men derimod et middel til at skabe den for ham eftertragtede frihed fra økonomiens trædemølle. Fuld beskæftigelse er for den enkelte samfundsborger den bedste garanti mod økonomisk usikkerhed. Økonomisk velstand på et vist materielt niveau var for Keynes en forudsætning at hans vision om det gode liv kunne realiseres. Han beskrev således i begyndelsen af 1930erne sin samfundsmæssige drøm om det ’gode liv’ i et essay med titel The Economic Possibilities of our Grandchildren. Når han kikkede to generationer frem dvs. ca. 70 år, så forstillede han sig, at det enorme produktionspotentiale, som lå i fortsat mekanisering og udbredt elektrificering ville kunne mere end 4 doble den mulige produktion; men til hvilken nytte? Hvorfor ikke dæmpe den faktiske vækst og i stedet reducere arbejdstiden? Keynes havde i tankerne noget der mindede om en fordobling af produktionen og en halvering af arbejdstiden – dengang var den 48 timer om ugen. I dag kunne den have været 24 timer – eller måske 30 timer om ugen (fordelt som 5 x 6 timer eller måske 4 x 7½ time og så ti ugers ferie).

Hvis dette perspektiv blev overført til dagens Danmark med et blik på kommende generationers velfærd, så er det åbenbart, at en gennemsnits-dansker arbejder for meget. Det kan man dagligt læse om i avisen. Det har forskerne (se Boje & Ejrnæs, 2013) også længe vist, hvis målet altså er at øge befolkningens velfærd. Lægges hertil en betydelig arbejdsløshed ikke kun i Danmark, så er en del af løsningen på de samfundsøkonomiske problemer både nedsat arbejdstid og mindsket ulighed, se også Wilkinson & Pickett (2012).

Et af de mange paradokser i dagens Danmark er således, hvorledes det kan være at en liberal økonomiske tænker, som John Maynard Keynes, på en række områder ligger tættere på traditionelle socialdemokratiske værdier, end den politik, som den socialdemokratisk ledede regering i praksis forfølger?

Litteratur:

Andersen, Lars (2014), John Maynard Keynes: Det gode liv og den stabile markedsøkonomi, i Anders Dybdal (red.), Socialdemokratiske tænkere, Informations Forlag

Boje, Thomas & Anders Ejrnæs (2013), Uligevægt, Samfundsfagslitteratur

Keynes, John Maynard (1936), The General Theory of Employment, Interest and Money, London: Macmillan

Sanne, Christer (2007), Keynes barnbarn: en bättre framtid med arbete och välfärd, Stockholm: Formas

Wilkinson, Richard & Kate Pickett, Lighed, Informations Forlag, 2012

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977