Kapitalen er tilbage

1930790_47483711688_3051_n

RUNE MØLLER STAHL: Kapitalen er tilbage i den politiske diskussion. Mens at de stærke kræfter der ønske mere kapitalisme er velorganiseret over hele verden, halter den internationale fagbevægelse efter. Hvis vi vil sikre kontrol med kapitalen til gavn for ligheden, er den internationale fagbevægelse nødt til at samles bag den fælles sag.

Skrevet af Rune Møller Stahl, Ph.d. studerende på Statskundskab på KU.

Meget af dataen i Pikettys analyse blev sidste år publiceret i en artikel med Gabriel Zucman under titlen ”Capital is Back” (Piketty et al., 14). Og titlen er velvagt. Capital in the 21st Century er et unikt værk indenfor mainstreamøkonomien, fordi den beskæftiger sig med kapital, klasser og ressourcefordeling, og sætter begrebet om kapitalisme tilbage i centrum af den økonomiske analyse. Et begreb som ellers har været så godt som fraværende i de sidste mange årtier. Selv en kritisk økonom som Joseph Stiglitz nævner i sin lærebog i økonomi fra 1990’erne ikke ordet kapitalisme en eneste gang på 997 sider (Heilbroner, 1999). Pikettys brud i forhold til de herskende ideer i den økonomiske videnskab er her både radikalt og bevidst, i forhold til den økonomividenskab han beskriver som både alt for optaget af formelle matematiske modeller, og for lidt åben overfor de andre socialvidenskaber og historien.

For en udeforstående kan det virke mærkeligt at fordelingen mellem samfundsgrupper ikke er interessant. Men det har heller ikke altid været sådan. Blandt grundlæggerne af den økonomiske videnskab, som Adam Smith og David Ricardo, blev samfundet anset som bestående af klasser, især jordejere, kapitalister og arbejdere, der hver især havde interesser og agerede på systematisk forskellig vis.

Dette ændrede sig imidlertid ved opkomsten af den neoklassiske økonomi, der dominerer i dag. Da grundstenene for den neoklassiske økonomi blev lagt i slutningen af 1800-tallet af folk som Stanley Jevons og Léon Walras, var fokus på metodologisk individualisme. Økonomien bestod af individer, der hver især forsøgte at maximere deres nytte på markedet, ikke af klasser med fælles interesser.

I løbet af det 20. århundrede blev fordelingen mellem kapital og arbejde yderligere anset for uinteressant, da det var konventionel visdom at fordelingen var stort set stabil over tid.  Teorien der understøttede dette, var ideen om marginal produktivitet. Dvs. at både kapital og arbejde blev aflønnet efter værdien af deres bidrag til produktionen, og kun varierede i forhold til det samlede udbud af de enkelte faktorer i samfundet.

Hvis fagbevægelsen forsøgte at presse dette forhold, ved strejker eller lønforhandlinger, ville det blot medføre inflation, ikke at de rykkede ved det fundamentale forhold mellem arbejde og kapital, da disse faktorers andel var bestemt af udbud og efterspørgsel.

Pikettys historiske data viser imidlertid, at dette forhold kun har været stabilt i en relativt kort periode i efterkrigstiden. Hvis vi ser på England lagde kapitalen fx beslag på 40 procent af nationalindkomsten i 1800-tallet, dykkede stærkt omkring første verdenskrig, for at stabilisere sig på 20-30 procent i det 20. århundrede, med en stigende andel til kapitalen siden 1970’erne. Spørgsmålet er især interessant, fordi ejerskabet over kapital er langt mere koncentreret end lønindkomsten. Derfor vil en stigende andel af nationalindkomsten til kapital, også betyde stigende ulighed i indkomstfordelingen.

Den usynlige arbejderbevægelse
Mens der er grund til at være glad over Pikettys introduktion af kapital, har analysen dog en mærkværdig mangel, når det handler om den anden side af kapital-arbejde relationen. Arbejderklassen, og især den organiserede arbejderbevægelse, er fuldstændigt usynlig i analysen. På næsten 700 sider optræder fagforeninger kun 3 gange. Det er bemærkelsesværdigt, især fordi den faldende samfundsmæssige ulighed, som Piketty finder i midten af det 20. århundrede, samtidigt repræsenterede arbejderbevægelsens storhedstid.

Når Piketty skal forklare, hvorfor vi ser den bemærkelsesværdige forskydning i forholdet mellem kapital og arbejde i det 20. århundrede, lægger han stort set udelukkende vægt på den destruktion af kapital, som vi ser i forbindelse med spektakulære begivenheder, som depressionen og de to verdenskrige.

Men den fysiske destruktion af kapital kan kun forklare en mindre del af udviklingen. Langt hovedparten af den udvikling, vi ser, skyldes politiske processer, som inflation og høj beskatning af formuer og marginalindkomster. Mens disse udviklinger til en hvis grad er et resultat af de ydre chok, som krige og depressioner betød, er det også udtryk for politiske prioriteringer og magtforhold.

Og på det politiske plan, har det især været den organiserede arbejderbevægelse, der har presset på for de lighedsfremmende politikker, vi så i den vestlige verden i efterkrigstiden.  Det virker underligt, at ignorere den store rolle arbejderbevægelsen har spillet i at presse lønnen op og gennemtvinge politikker, der favoriserede lønarbejde over kapital.

Global skat på kapital
Denne blinde vinkel overfor arbejderbevægelsen og politisk kamp, sætter sig også igennem i forhold til Pikettys fremadrettede prognoser, og hans reformforslag om en global skat på kapital. Hvor hans analyse af udviklingen i fortiden er strengt strukturalistisk og drevet af matematiske forhold, så bliver hans analyser af fremtiden pludseligt drevet af en tro på, at rationelle argumenter og fornuftige politikker, som den globale skat på kapital, sagtens kan forandre de historiske sammenhænge.

Problemet er imidlertid at fornuftige politikker sjældent bliver gennemført, hvis ikke der er stærke politiske kræfter, der bakker dem op. Og her har arbejderbevægelsen i dag ikke den globale styrke, som vi så i efterkrigstiden. Det store problem for venstrefløjen og arbejderbevægelsen, er det faktum, at kapitalen er organiseret globalt, mens arbejderklassen og de fleste sociale bevægelser er organiseret nationalt. Før dette problem bliver løst – enten gennem en reduktion af kapitalmagtens globale rækkevidde ved indførelse af kapitalkontrol og global regulering, eller ved opbygningen af en global bevægelse, er det ikke realistisk at en global skat på kapital kan presses igennem. En global skat på kapital er her ikke et middel eller en strategi, men snarere et endemål for en lang proces.

Litteratur
Piketty, Thomas, & Zucman, Gabriel. (2014). Capital is back: Wealth-income ratios in rich countries, 1700-2010. The Quarterly Journal of Economics

Robert Heilbroner, (1999 [1953]), The Worldly Philosophers: The Lives, Times and Ideas of the Great Economic Thinkers. 7th ed. New York: Simon and Schuster, p 315

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977