James Morris: 11 måder til at vinde et valg på økonomien

JamesMorris

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et valg mellem nedskæringer og ikke-nedskæringer er til fordel for højrefløjen. Et valg mellem nedskæringer og levestandarder er til fordel for venstrefløjen.

af James Morris, tidl. taleskriver for Ed Milliband, Labour.

Denne artikel er tidligere udgivet på Policy-network.net, 13. november 2013

Verden over kæmper centrum-venstre en kamp for at styrke den økonomiske troværdighed. Kernen i svaret på den udfordring skal findes i afkoblingen af økonomisk vækst (i BNP) fra den almindelige borgers indkomstgevinster. Eller, som Ed Miliband vittigt udtrykte det i sin seneste Labour-konference tale: “De plejede at sige, at stigende tidevand løfter alle både. Nu stiger tidevandet, men det synes kun at løfte yacht-bådene”. Tidligere var det sådan, at når en vælger blev spurgt til ‘økonomi’, betød forskellen mellem makroøkonomi og den personlige økonomi ikke rigtig noget. Nu vinder man valg på forskellen. I amerikanske meningsmålinger efter valget var Obama bagud på ‘økonomi’, men 9 procentpoint foran når der blev spurgt til ’genoprettelse af middelklassen’.

Konsekvenserne af dette skifte i synet på økonomi vil variere fra land til land og afhængig af, om partiet er i regering eller i opposition, samt hvordan økonomien klarer sig. Nedenfor er elleve pointer til eftertanke, der trækker på meningsmålingsarbejde i flere lande.

1. Se på den reelle økonomi – ikke lærebogsøkonomien

Partierne er nødt til at forholde sig til økonomien som den opleves af mennesker. Kampagner har brug for argumenter, der har rod i befolkningens oplevelser; unge, der kæmper for at finde arbejde, lønsedler der ikke strækker sig så langt som de engang gjorde, eller et arbejdsliv uden ferier.

Styrken ved virkelige erfaringer frem for økonomernes analyse blev klart under det israelske valg. Det var sandt, at »økonomien viser tegn på succes – fortsat vækst, stigende aktiemarked, en stærk møntfod og nye jobs i den private sektor. Vores økonomi bevæger sig i den rigtige retning “. Men vælgerne var mere tilbøjelige til at acceptere det udsagn, at »For de fleste almindelige mennesker er økonomien svag. Det er svært at finde gode jobs, indkomster er for lave og fattigdommen stiger til rekordhøjder.”

I USA kan forskellen mellem Demokraternes valgresultat i 2010 og 2012 delvist ses som en afspejling af betydningen af at anerkende vigtigheden af befolkningens oplevelser. I 2010 brugte Obama sin tid på at sige, at han havde fået “bilen op af grøften” – hvilket han – i et makroøkonomisk perspektiv – også havde gjort. Men vælgerne blev dybt frustrerede af en følelse af, at han bare taler, mens de fortsætter med at lide. Obamas 2010-budskab blev modtaget 30 procentpoint svagere af vigtige målgrupper end en besked med fokus på middelklassen og fremtiden. Skiftet til at sætte ’middelklassen først’ i 2012 markerede en ny, mere rodfæstet retning.

2. Passion for middelklassen, ikke imod toppen

“Middelklassen først” har yderligere en pointe i forhold til, hvordan man kan engagere på emnet levestandard. For at vælgerne skal se os som deres repræsentanter, er vi nødt til at være eksplicit og lidenskabelig om, hvis side vi er på: hårdtarbejdende mennesker i faste job, som føler, at de bliver urimeligt behandlet.

Dette fokus giver enorm magt til budskabet. I et valg fik vi f.eks. yderligere 10% af vælgerne engageret, hvis vi startede med at fokusere på at øge middelklassen snarere end at bruge et indholdsmæssigt identisk budskab, der startede med at angribe de velhavende. Selv i lande med store korruptionsproblemer som Sydafrika og Rumænien, er det passion for de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre forholdene for almindelige mennesker, der flytter vælgere – ikke indignation over de korrupte rige.

En politiker med harmdirrende vrede mod toppen er dragende, en båret af en passion for almindelige arbejdende mennesker er en folk vil stemme på. Robin Hood er fredløs, ikke statsminister. Det synes indlysende, men er stadig svært for mange på venstrefløjen. Bankfolks uretfærdige bonusser udgør et fristende mål. Afgifter på bankfolks bonusser eller palæer eller finansielle transaktioner har sin ret, men kun hvis pengene bliver brugt til noget godt. New York borgmester Bill De Blasios plan om at finansiere gratis uddannelse i de tidlige år gennem en afgift på mennesker, der tjener over 500.000 $ om året, og Labour partiets plan om at gøre noget lignende gennem en bank-afgift, er gode eksempler.

3. Fokus på leveomkostninger

Mens økonomer vil fortælle dig, at vi har en lønkrise, opleves det for vælgerne som en leveomkostningskrise. I USA, hvor inflationen er under 2%, viser vores meningsmålinger stadig, at vælgerne fokuserer mere på oplevelsen af at skulle sætte varer tilbage på hylden i supermarkedet end flade løn-pakker. I Storbritannien er spørgsmålet gas-og el-regninger.

Det er ikke tilfældet overalt. I lande, hvor ledighed og navnlig ungdomsarbejdsløsheden eksploderede under recessionen, er disse spørgsmål sandsynligvis mere fremtrædende. Men mens man kan forestille sig, at job vender tilbage, er der ikke megen grund til at tro, at presset på levestandarden vil lette i væsentlig grad.

4. Fokus på omkostningerne i produktionen

En økonomi med fokus på at forhindre lønstagnationen, der har opslugt middelklassen i mange lande, afhænger af hårdtarbejdende mennesker, der har ressourcer til at være produktive.

Vælgerne ser, at deres indsats for at øge deres indkomst er forpurret, eller i det mindste uden opbakning. Omkostningerne ved at tage en uddannelse er et voksende problem i USA og har sænket De Liberale Demokrater i Storbritannien. Børnepasningsomkostninger er en vigtig barriere for at kvinder kan komme ud at arbejde. Velfærdssystemer, og især sociale ydelser, ses ofte som et middel til at give de fattige arbejdsmotivation. Fokusgruppedeltagerne taler om de valg, de har, når de færdiggør deres uddannelse og kan mærke, at skolekammerater der ikke arbejder får mere støtte end dem, der går på arbejde. Folk, der ønsker at starte deres egen virksomhed føler, at de mangler støtte til at komme i gang, mens store virksomheder får betydelig støtte af regeringen.

At støtte midten betyder en politik, der adresserer disse udfordringer: børnepasning, studiegæld, erhvervsuddannelse, velfærdsreformer, transportomkostninger, løn.

Det er også værd at huske på en retorisk udfordring: Tanken om, at vækst kommer fra “midten og ud” kan ved et uheld komme til at lyde som om, at vi kræver hårdere arbejde fra midten. Det er vigtigt, at man ikke ved et uheld skaber det indtryk, at vi sætter en ekstra byrde på midten.

5. Skab alliancer med små og mellemstore virksomheder

Meget af den politik, der er involveret i håndteringen af krisen i levestandarden, vil indebære udfordringer af de store virksomheders interesser. Det er afgørende, at dette opvejes af varm støtte til det store flertal af forretninger der skaber rigdom. Her er store virksomheder selvfølgelig vigtige, men det handler endnu mere om små og mellemstore virksomheder.

De fleste mennesker arbejder i små virksomheder. Der skabes flest nye job i små virksomheder. Små virksomheder har en tendens til at være mere pålidelige, mere vellidte, og deres succes betragtes som et større gode.

6. Vækst er for at skabe en bedre fremtid, ikke for at genvinde en tabt fortid

Vælgerne er kloge. De ved, at fordelingsmæssige svar ikke er nok. De ønsker en tilgang, der vil skabe, ikke bare fordele rigdom.

Vælgerne ved også, at verden har ændret sig. Vi ønsker ikke en økonomi, der kan udkonkurrere Bangladesh på lave lønninger. Denne udvikling giver reelle muligheder for centrumvenstre, især i Europa. Højrefløjens tilgang til vækst – fjerne arbejdstagernes rettigheder, deregulere aggressivt, skære skat aggressivt – taber altid meningsmålinger til centrum-venstres alternativ med fokus på investering i mennesker. Udfordringen er at finde måder at støtte vækst, der ikke øger låntagningen over det niveau vælgerne vil acceptere.

7. Se indvandrere som et økonomisk spørgsmål

I Europa er det ikke troværdigt at påstå, at du repræsenterer arbejdende mennesker, hvis du ikke også forholder dig til indvandring. Indvandring og multikulturalisme er afgørende for den nationale identitet i visse lande: Amerika er det ypperste eksempel, men det er en udfordring i Europa.

Indvandring har helt sikkert givet et løft til det samlede BNP-tal, men fordelen er ikke jævnt fordelt. For folk i bestemte fag har det en negativ effekt, at man som forsørgere er tvunget til at konkurrere med unge, enlige, og mennesker der er villige til at arbejde på forfærdelige betingelser i et par år. Ofte kommer det parallelt med udnyttelse af indvandrerne selv – de betales mindre end mindstelønnen, de bor i uegnede boliger og er prisgivet arbejdsgiverne.

Samtidig er vælgerne ofte berørt af den grundlæggende fejl, at staten ikke kan kontrollere sine egne grænser. Centrum-venstre partier skal være lige så vrede, som deres vælgere er over den manglende effektive grænsekontrol.

Det politiske mål er ikke nødvendigvis at være det mest betroede parti på indvandringsspørgsmålet. I stedet er det, at potentielle vælgere ikke fravælger partiet, fordi de tror partiet ikke forholder sig til nogle af deres dybtfølte bekymringer. Det er kun ved at anerkende legitime bekymringer – og foreslå hvilke foranstaltninger til at løse dem – at venstreorienterede partier kan holde på deres påstand om at være den del af middelklassen, der er lydhør overfor det arbejde folks økonomiske bekymringer. Hvis man ikke gør det, vil vælgerne drages videre til partier længere – og somme tider meget længere – til højre.

8. En seriøs tilgang til budgetunderskud

En af følgerne af, at vælgerne selv kæmper for at holde igen på udgifterne, er, at de mener, at landet bør gøre det samme. Mens budgetunderskudsbaserede argumenter ikke længere kan styrke centrum-højre, kan de helt sikkert lægge loft over tilslutningen til venstrefløjen.

Der er grundlæggende to strategier åbne for centrum-venstre partier, der ønsker at forsikre vælgerne om underskuddet:

Den ene er at indtage finanspolitisk forsigtige holdninger, mens dine budskaber i øvrigt lægger fokus et andet sted. Det er den vej, der ligger åben for Demokraterne i USA, som kan henvise til de hastigt faldende underskud og bruge det som nøgleargument i den økonomiske debat.

Den anden er at lægge stor vægt på finanspolitisk repositionering. Dette kan være en vigtig del af Matteo Renzis strategi i Italien, hvis han vinder Partito Democraticos primærvalg – hvor han argumenterer for større budgetmæssig strenghed end tidligere, sammen med andre reformer for at skabe arbejdspladser og vækst.

Begge veje er levedygtige – hvilken en du vælger, vil afhænge af dagsorden og omstændighed. Et andet mere ligefremt anti-nedskæringsbudskab kunne måske konsolidere en venstrefløjs-stemme i en PR sammenhæng, men det er usandsynligt, at det vil virke for et parti, der søger at lede et land. Vi ser jævnligt, at et valg indrammet i form at stramninger versus anti-nedskæringer favoriserer højrefløjen. Et valg indrammet af nedskæringer versus levestandarder favoriserer venstrefløjen.

9. Reformer så stat og politik arbejder for middelklassen, ikke for særinteresser

Rundt om i verden tror vælgerne, at politik systematisk favoriserer nogle ganske få med gode kontakter. De har ret. Støtte til middelklassen betyder at tage eksplicitte konflikter med særinteresser, der holder almindelige borgere ude af beslutningsprocessen.

Det handler ikke om valgreform og forfatningsmæssige lappeløsninger. Vælgerne er skeptiske og tror ikke, at det vil gøre en stor forskel. Men finansiering af valgkampagner, parlamentsmedlemmers frynsegoder og særinteressers magt kan alle være væsentlige emner at tage fat i. I USA i særdeleshed, er det svært at argumentere for middelklassens situation, uden også at give tilsagn om at gøre op med særinteresser. I Italien har Matteo Renzis opstigning startet et større angreb på den gamle garde og særinteresser. I Storbritannien har Labour forpligtet sig til at stoppe parlamentsmedlemmer i at bijobbe ved siden af parlamentsarbejdet.

10. Finanskrisen var ikke tidernes morgen

For politikere, hvis seneste politiske liv har handlet om at tackle den økonomiske krise, er det svært ikke at tænke som om, Lehmans kollaps var tidernes morgen. Det er vigtigt at undgå at tænke på den måde af to grunde:

For det første tænker vælgerne ikke sådan. De tror krisen eksponerede problemer, der allerede var der, snarere end at skabe et nyt problem.

For det andet, og af afgørende betydning for oppositionspartier i lande med langsom genopretning, gør et fokus på krise/genopretning livet for let for etablerede partier Hvis det handler om at komme ud af en teknisk recession, vil problemet uundgåeligt blive løst på et tidspunkt. Hvis det handler om et opsving i levestandard, er det sværere at klare og mere meningsfuldt for vælgerne.

11. Konklusion: Bliv ikke fanget i den gamle fortælling

En strategi baseret på vækst i økonomien “fra midten og ud” er et stort skifte i politik og kampagnevilkår. Politiske partier vil begynde at værdsætte andre ting, foreslå andre ting og tale om andre ting. For politikere er det nemt at falde tilbage i vanetænkning – især når medierne er domineret af upersonlige makroøkonomiske tal.

Det er virkelig vigtigt ikke at falde tilbage i de gamle rammer. “Investeringer versus nedskæringer” er et materielt spørgsmål, men sjældent et stærkt budskab. “Rig versus fattig” appellerer ikke til midten. Makro-vækst er en god nyhed, men det er ikke et mål i sig selv. For at lykkes bliver ledere nødt til at flytte deres partier fremad, udtrykke ‘midten og ud’ tænkning på en måde, der passer til deres særlige forhold og kultur, og være omhyggelig med ikke at falde tilbage på fortidens politik.

James Morris er en kampagne-polster og strateg. En tidligere taleskriver for Labour-leder Ed Miliband og rådgiver på Number 10 Strategi Unit, Morris leder Greenberg Quinlan Rosner kontor i London.

Denne artikel er baseret på en præsentation som forfatteren holdt på en konference for at markere 10-årsdagen for Center for American Progress (CAP).

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977