Jacob Hacker: ”Politik må handler om at ændre spillereglerne”

Jacob-Hacker_r

Centrum-venstres krise skyldes ikke, at vi har tabt befolkningens opbakning til vores politik. Derimod har vi tabt den politiske kamp til organiserede økonomiske interesser, som grundlæggende har ændret spillereglerne til deres fordel. Progressive må tage handlerummet tilbage og genopbygge følelsen, af at regeringen kan gøre en positiv forskel.

af Jacob S. Hacker, professor i political science ved Yale University 

Artiklen er tidligere udkommet på policy-network.net. Den er her bragt i en forkortet udgave

Den finansielle krise i 2008 var som skræddersyet til at stille spørgsmålstegn ved det, der i årtier har været den styrende økonomiske filosofi. Krisen forekom ikke kun under en upopulær republikansk præsident, men afslørede også de store og voksende skæl mellem almindelige amerikanere og de superrige – og især mellem de økonomiske kvaler på “Main Street” og den hensynsløse adfærd på Wall Street. Men blot to år efter valget af den demokratiske præsident Barack Obama i november 2008, tilintetgjorde de amerikanske vælgere præsidentens flertal i kongressen. Få uger senere skiftede hele den politiske dagsorden fra fokus på jobskabelse og øget økonomisk sikkerhed til store nedskæringer, udvidelse af gunstige skatteregler for velhavende og selskaber og et fremstød for deregulering på statsniveau, programnedskæringer og anti-fagforeningsregler.

Dette er ikke en historie om stagnerende produktivitet eller generel økonomisk nedgang. Det er en historie om afkoblingen af den samlede produktivitet og de fleste arbejderes lønninger.

Det er fristende at se denne udvikling som et spørgsmål om personer, en afspejling af de dårlige demokratiske strategier eller deres modstanderes dygtige taktik. Men den enorme kløft mellem forventninger og resultater gør, at man må grave dybere ned for at finde årsagerne til de amerikanske progressives problemer. Denne gravning viser, at de mest grundlæggende problemer er strukturelle snarere end personafhængige. De afspejler den måde, hvorpå “spillereglerne” i økonomien og politik har ændret sig – ændringer, der har udspillet sig markant i USA, men hvis ekko kan høres i andre engelsktalende lande og i stigende grad i velstående demokratier mere bredt. På baggrund af disse strukturelle forskydninger kan progressive ikke bare spille spillet med mere beslutsomhed eller intelligens. De bliver nødt til og at lave reglerne om.

Den store vending

Den sidste generation har oplevet en bemærkelsesværdig vending i de amerikanske økonomiske resultater. I generationen efter Anden Verdenskrig voksede økonomi og indtjening omtrent i tandem for alle indkomstgrupper. Siden 1970’erne har der været et beskedent fald i den økonomiske vækst, men den store ændring er først og fremmest, hvor resultaterne af væksten er gået hen. De gået til toppen. Over den sidste generation, er andelen af national indkomst, der er gået til de rigeste én procent af amerikanerne mere end fordoblet. Andelen modtaget af de rigeste 0,1 procent er mere end firedoblet. Det er en stigning fra mindre end tre procent i 1970 til mere end 12 procent i 2007 – den højeste andel siden oprettelsen af indkomstskatten i 1913.

de fleste hjem er langt mindre sikre end de engang var.

Dette er ikke en historie om stagnerende produktivitet eller generel økonomisk nedgang. Det er en historie om afkoblingen af den samlede produktivitet og de fleste arbejderes lønninger. Selv en universitetsuddannet mandlig arbejdstager på startløn tjener næppe mere, end en arbejdstager i den samme position gjorde for en generation siden. Mens det økonomiske boom i 1990’erne midlertidigt mindskede løn-produktivitetshullet, kom kløften voldsomt tilbage i 2000’erne. Faktisk var 2000’erne det første årti, hvor en almindelig families indkomst var lavere i slutningen end ved udgangen af den forgående konjunkturcyklus. Samtidigt bliver jobsikkerheden udhulet, og gevinsten bliver i stigende grad flyttet mod toppen. Men der er også andre søjler under befolkningen sikkerhed og muligheder, der er kommet under pres.

Den første af disse er uddannelse og social mobilitet. Klasseskellene er hærdet, amerikansk ulighed er skyhøj og amerikansk social mobilitet er under normen i den industrialiserede verden. USA er gået fra verdens førende i universitets gennemførsler til en middelmådig performer. Flere og flere af de skyhøje universitetsomkostninger finansieres gennem lån, som placerer en byrde på de studerende og deres forældre – undtagen de riges børn, der får et kæmpe forspring.

Den anden søjle er pensioner og social forsikring. Amerikas arbejdsgiver-finansierede ramme for økonomisk sikkerhed er gået fra middelmådig til ødelagt. Definerede, sikre pensioner – der engang kendetegnede at godt arbejde – forsvinder, og skatte-finansierede opsparingskonti udfylder ikke hullet. Imens sundhedsomkostninger fortsætter med at overgå inflationen, bliver arbejdsgiver-finansieret sygesikring sjældnere og mindre dækkende.

Den tredje søjle er boliger og økonomiske aktiver. Ud over deres hjem har de fleste middelklasse-familier påfaldende lidt til at afbøde økonomiske chok eller bygge deres fremtid. Og de fleste hjem er langt mindre sikre end de engang var. Den traditionelle strategi om gradvist at akkumulere velstand gennem boliger har taget et måske fatalt hit, med konsekvenser for den økonomiske sikkerhed, ikke kun for de midaldrende, men også for den unge håbefulde middelklasse.

Winner-take-all politiks lektie

Tre vigtige elementer i denne udvikling er afgørende for at forstå – og overvinde – de udfordringer, vi som progressive står over for i dag. Det første element er før-distributions rolle. Når vi tænker på regeringens effekter på ulighed, tænker vi automatisk på omfordeling – statslige skatter og overførsler, der tages fra nogle og gives til andre. Men mange af de vigtigste ændringer har været i, hvad man kunne kalde “før-distribution” – den måde hvorpå markedet distribuerer sine belønninger i første omgang. Politikker for regulering af de finansielle markeder, rettigheder for fagforeninger og lønnen for topledere er alle skiftet til fordel for dem i toppen, især de finansielle og ikke-finansielle ledere, der udgør omkring seks ud af 10 af de rigeste 0,1 procent af amerikanerne.

Når vi tænker på regeringens effekter på ulighed, tænker vi automatisk på omfordeling – statslige skatter og overførsler, der tages fra nogle og gives til andre. Men mange af de vigtigste ændringer har været i, hvad man kunne kalde “før-distribution” – den måde hvorpå markedet distribuerer sine belønninger i første omgang.

Moralen i denne historie er, at progressive er nødt til at fokusere på markedsmæssige reformer, der tilskynder til en mere ligelig fordeling af økonomisk magt og belønninger, endda før regeringen opkræver afgifter eller udbetaler ydelser. Det er ikke bare fordi før-fordelingen er, der hvor det for alvor batter økonomisk. Det er også fordi overdreven afhængighed af omfordeling skaber modreaktion, hvilket gør skatterne mere fremtrædende og styrker den konservative kritik af, at regeringen blander sig i det “naturlige” marked.

Det andet element er problemet med “drift”. Over den sidste generation, på tværs af en bred vifte

områder, har embedsmænd bevidst undladt at lave politiske reformer, der adresserer de skiftende økonomiske forhold, med det resultat, at samfundet driver væk fra en mere lige balance. Selv om det er særlig udtalt i USA, forekommer denne “drift” at karakterisere udviklingen i mange rige demokratier i dag, når de forsøger at tackle hurtigt forandrende økonomi og samfund. Hvis dette er tilfældet, er bevarelse af eksisterende politikker ikke den eneste udfordring. Velfærdsstaten, traditionelt forstået, er fortsat dybt rodfæstet. Men velfærdsstaten i bredere forstand – en blandet økonomi præget af et sundt civilsamfund – er langt mere sårbart.

For at beskytte og genoprette disse større kendetegn for et velfungerende demokrati må progressive opretholde en effektiv kapacitet i robust regeringsførelse. De skal modstå institutionelle reformer, der skaber hårdknuder. I USA betyder det, at man må ændre de regler, der tilskynder den stigende anvendelse af filibuster; senatets tradition for ubegrænset debat, der i stigende grad gør det nødvendigt at opnå et super-flertal på 60 stemmer i 100-medlems kammeret. Progressive bør også sikre, at politiske programmers kapacitet justeres over tid. Det kan enten ske automatisk (som når ydelser indekseres til lønninger eller priser) eller strukturelt (gennem bevarelse af grundlæggende lovgivningsmæssige, skatte-og udgiftsmæssige beføjelser, der alt for ofte ofres på det konservative alter af privatisering og delegation til staterne).

Det tredje element er midtens faldende organisatoriske magt. Omdannelsen af Amerikas politiske økonomi i den sidste generation har langt mindre at gøre med de skiftende krav fra vælgerne, end med de skiftende organisatoriske balancer mellem koncentrerede økonomiske interesser og den brede offentlighed. Faktisk er de skarpe skift i den økonomiske politik over for erhvervslivet og de velhavende sket på trods af bemærkelsesværdig stabilitet i borgernes holdninger på mange økonomiske spørgsmål, herunder holdninger til omfordeling, progressiv skattepolitik og vigtigheden af økonomisk sikkerhed. Dagsordenens afstand til virkeligheden, som vi ser i dag, hvor politikerne ignorerer amerikanernes bekymringer om manglen på arbejdspladser til fordel for at skære i programmer, som borgerne ønsker fortsætter, og konservering af skattelettelser til de rige, er ikke nyt. Det har præget den sidste generations politik.

Moralen i denne historie er, at progressive er nødt til at fokusere på markedsmæssige reformer, der tilskynder til en mere ligelig fordeling af økonomisk magt og belønninger, endda før regeringen opkræver afgifter eller udbetaler ydelser.

Kernen af problemet er endnu en gang organisatorisk. Middelklasse-demokrati hvilede på organisationer, såsom fagforeninger og NGO’er der gav middelklasse vælgere viden om, hvad der var på spil i politiske debatter, samt politisk indflydelse til at påvirke disse debatter. Uden denne organisatoriske jordforbindelse, har vælgerne simpelthen meget svært ved at skabe forbindelser mellem det politikerne gør, og de udfordringer de står over for i deres liv, og langt sværere er det at formulere en bred idé om, hvordan disse udfordringer kan løses effektivt.

Genopbygningen af det institutionelle grundlag middelklasse demokratiet

Den skitserede diagnose er både opmuntrende og udfordrende. Den er opmuntrende, fordi der ikke er noget naturligt over de barske opdelinger, der er opstået i USA. De er forankret i politik og politiske programmer, ikke i ubønhørlige kræfter som globalisering eller teknologiske forandringer. I mange tilfælde kræver de ikke store omfordelingsprogrammer – der aldrig er lette at gennemføre – men snarere foranstaltninger til at omforme markedet, så det distribuerer sine belønninger mere bredt i første omgang.

Det er heller ikke den offentlige opinion, der dikterer denne form for politik. Hvis progressive er ved at tabe offentligheden, så er det ikke fordi, at borgerne er blevet tilhængere af højrefløjens fri-markeds fundamentalisme eller er så distraherede af sociale spørgsmål eller racehad, at de ikke kan indse deres egne interesser. Kendetegnet ved stemningen i offentligheden er ikke konservatisme men kynisme og mistillid, næret af den sidste generations økonomiske udvikling, og følelsen af en regering der er ude af forbindelse med virkeligheden. For at kunne genopbygge middelklassen kræver det en genopbygning af den følelse, at regeringen kan gøre en positiv forskel. Og det betyder, at man skal adressere kernebekymringerne i middelklassens hverdag, samtidig med at man svarer på trusler på lang sigt, såsom den globale opvarmning og de stigende omkostninger til sundhedsvæsnet.

Udfordringen er imidlertid at progressive reformer, der skal genoprette det politiske system, kræver brugen af det selvsamme politiske system som er gået i stykker. Den primære hindring for forandring og forandringens primære værktøj er altså det samme system. Dette dilemma har ikke nogen nem løsning. Men det giver et præg om i hvilken retning reformatorers energi skal peges, og det peger på muligheder som alt for ofte overses af dem, der er for snævert fokuseret på det retoriske budskab og de strategiske bevægelser. Den måske vigtigste følgevirkning er, at de, der forsøger at skabe en ny regerende økonomisk filosofi, bliver nødt til at genopbygge det organisatoriske fundament for demokratisk kapitalisme. En inspirerende økonomisk vision skal funderes i et institutionelt system der udnytter aktiv demokratisk governance, til at møde de udfordringer som det amerikanske samfund står overfor – udfordringer der, selvom det ofte presser USA mest, er voksende i alle rige demokratier.

Jacob S. Hacker er Stanley B. Resor professor i political science ved Yale University og forfatter (sammen med Paul Pierson) til Winner-Take-All Politics (Simon and Schuster, 2010)

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977