Højrepopulismen – et monster vi selv skabte

2231210-jens-jonatan-steen-direktr-for-cevea

Højrepopulismens fremmarch bygger helt entydigt på centrum-venstrefløjens egne fejl og misforståelser. Da der for 20 år siden opstod en gradvis politisk dislokation mellem traditionelle arbejdervælgere og arbejderpartier, så gik det henover hovedet på en stadig mere elitær venstrefløj, der aldrig har formået at skabe sin værdi- og identitetspolitik. Spørgsmålet er, om de nu har lært lektien?

af Jens Jonatan Steen, Analysechef Cevea 

I 90’erne gjorde vi det alle sammen – vi bar og benyttede Dannebrog, som en helt naturlig ting. Jeg husker tydeligt, da jeg som 16-årig for første gang fandt nål og tråd frem for at sy Dannebrog fast på min rygsæk, som jeg netop havde overtaget fra min storebror. Det var den rygsæk, der skulle bringe mig sydpå med Interrail til de azurblå have og de spændende storbyer i Sydeuropa. Dengang bar vi Dannebrog som noget, vi kunne være stolte af. Selvom det hverken var et politisk statement eller nødvendigvis et bevidst valg, så bar vi Dannebrog som et symbol på vores danske rødder. Flaget repræsenterede et tilhørsforhold til stammen af de høje nordboer med det sjove skandinaviske fællessprog, vores sejr ved europamesterskabet i 92, vores udstrakte frihedsforståelse fra landet der husede fristaden Christiania, og endelig repræsenterede det vores stolthed over at komme fra en demokratisk småstat, der gav lige muligheder til alle. Danmark udgjorde en enhed og et system, som vi på mange måder kunne være stolte af. Vi var de stolte daner der med oprejst pande rejste Europa rundt, delte vores historier med resten verden og fortalte pavestolt om det lille land langt mod nord. Vi fortalte, fordi vi ville dele, og fordi vi var oprigtigt stolte – ikke fordi resten af verden var dummere, ikke fordi vi var bedre end alle andre. Men fordi vi troede på, at vi have noget af værdi – noget der kunne  inspirere. Det var Danmark dengang i 90’erne.

Siden er billedet vendt på hovedet. Særligt venstrefløjen har vendt ryggen til vores nationale enhed. Det danske er i stigende grad blevet noget grimt og noget flovt. Dannebrog er revet af rygsækken, den nationale stolthed skrevet i glemmebogen, og det danske fællesskab er falmet. I dag kunne man ikke forestille sig forfatteren og kommunisten Hans Kirk gentage sine formuleringer fra barndomserindringerne i Skyggespil, hvor han stolt beskriver sin næsten patriotiske forkærlighed for den jyske muld og livet på landet. Man kunne heller ikke forestille sig en af det forrige århundredes allerstørste danske forfattere, Johannes V. Jensen, gentage sin gribende og til tider romantiske skildring af livet på sin hjemegn i novellesamlingen Himmerlandshistorier. Og endelig kunne man heller ikke forestille sig danmarkshistoriens førende demokrat og højskoleforstanderen Hal Koch basere sit hovedværk Hvad er demokrati på et utvetydigt forsvar for den nationale enhed Danmark. Hvis disse store tænkere havde skrevet deres bøger i dag, så ville venstrefløjen utvetydigt havde affejet dem som landsbytosser, slået dem i hartkorn med radikale røster som bloggen Uriasposten eller udråbt dem som romantiske fortidslevn fra en svunden tid.

Tiderne er skiftet, og vores nationale stolthed er forsvundet. Mange politiske meningsdannere på centrum-venstre vil med stor sandsynlighed udpege Dansk Folkeparti som den store skurk. Den politiske skurk der er ansvarlig for at destruere og ødelægge det fælles danske. Dette er den nemme og mest bekvemme forklaring, der gør, at vi på centrum-venstrefløjen kan påberåbe os moralsk klarsyn, intellektuel overlegenhed og give de både onde og dumme landsbytosser i DF skylden. Men forklaringen er ikke helt så simpel. Den opsplitning, polarisering og opdeling i ’dem og os’ (’nydanskere’ versus ’gammeldanskere’), som har fundet sted de sidste 15-20 år, ville hverken Dansk Folkeparti eller nogen som helst andre højrepopulistiske partier kunne have klaret uden hjælp.  Det overstiger ganske enkelt de ellers så veludviklede politiske evner hos Pia Kjærsgaard, Marine Len Pen, Jörg Haider, Geert Wilders, Jimmie Åkeson og resten af Europas højrepopulistiske ledere. De har ikke selv skabt den politiske samfundsudvikling og de har ikke selv skræmt arbejderne ud af arbejderpartierne, men de har tidligt forstået udviklingen og dygtigt formået at kapitalisere på den. Venstrefløjens og Socialdemokraternes eget ansvar vil derfor stå centralt i dette kapitel.

Figur 1. Højrepopulistiske partiers stemmeandel i Danmark og Europa(12 udvalgte lande) 1980-2012. Procent.

JJ1

Kilde: Cevea på baggrund af www.parties-and-elections.de

Som figur 1 understreger, så er højrepopulismen hverken i Danmark eller resten af Europa nogen midlertidig eller ny politisk konstruktion. Højrepopulismen betegner mange forskellige partier, der er dukket frem på forskellige tidspunkter og i mange forskellige afskygninger. Vi må f.eks. ikke glemme at Fremskridtspartiet, der på trods af deres skattepolitiske mærkesag optrådte, som en slags tidlig forløber for de nuværende højre populistiske partier, blev repræsenteret i Folketinget allerede i 1973. De populistiske protestbevægelser på højrefløjen er således umulige at afvise som midlertidige eller forbipasserende fænomener. De er kommet for at blive. Og derfor har vi også på centrum-venstrefløjen brug for at kigge indad på egne prioriteringer, udfordre vores politiske dispositioner og turde analysere vores reaktioner på den samfundsmæssige udvikling.

Værdipolitikkens villige fodsoldater

Den væsentligste diskussion at forholde sig til herhjemme er det, vi typisk har betegnet som ’værdidebatten’. Og hvis man skal opdele samfundet og dets individer ud fra denne værdipolitiske debat, som har huseret i Danmark over de sidste femten år, så kan man helt simpelt definere to arketyper af værdipolitiske fodsoldater; ’den traditionelle arbejder’ og ’den multikulturalistiske kosmopolit’. Selvom det er stærkt forsimplet, så giver nedenstående inddeling et godt illustrativt overblik over de dominerende positioner.

Den ene arketype repræsenterer den ’traditionelle arbejder’, som man for pædagogikkens skyld kunne kalde Tony. Han er en ufaglært arbejder på en af de få tilbageværende produktionsvirksomheder i provinsen. Han oplever den øgede tilstrømning af indvandrere som en trussel mod sit arbejde, den undergraver hans værdier og den ændrer fundamentalt ved det Danmark, som han altid har været så stolt af. Den tiltagende globalisering er en hastig og rent negativ forandrende kræft, der ikke betyder stort andet for Tony, end at arbejdspladserne forsvinder ud af Danmark, at presset for lavere løn bliver stærkere og at arbejdsvilkårene gradvist forringes. På samme måde kører den meningsdannende elite fra Bruxelles og Christiansborg direkte hen over hovedet på Tony og hans venner fra skurvognen med deres støtte til den eksperimenterende finkultur i hovedstaden, detailregulering af rygereglerne på det lokale værtshus, gennemførelse af formanende sundhedskampagner rettet mod de lavest uddannede, krav til krumningen på agurkerne og forskrifter for det gode liv. Grundlæggende føler Tony og de andre arbejdere, at det ’gode danske’ er truet ovenfra af eliterne og udefra af EU. Deres identitet og faste holdepunkt under fødderne eroderes langsomt.

På den anden side står den ’multikulturalistiske kosmopolit’, som vi kunne kalde Victoria. Hun tilhører gruppen, der elsker at rejse, elsker fremmed mad og synes, at mennesker fra fremmede kulturer er utroligt spændende. Kosmopolitten huserer i storbyen, lever sundt, er fysisk aktiv, er uddannet akademiker og arbejder som embedsmand, kreativ designer eller anden form for symbolanalytiker (defineret af Robert Reich som vidensamfundets kernemedarbejder, der lever af at analyse andre frem for selv at producere noget). For Victoria opfattes globaliseringen alene som en positiv kraft, der giver frihed og muligheder. Den store verden frisætter vores identitet, hvorfor også de nytilkomne etniske og kulturelle minoriteter også er en ren berigelse, der skaber større værdi end den traditionelle danske majoritet. Den danske identitet bliver således til noget undertrykkende, der holder folk nede og fjerner vores moralske ansvar overfor omverdenen. Derfor bliver det samfundsmæssige mål også at skabe et ’identitetsløst samfund’ på baggrund af en ny ideologisk retning, som betegnes multikulturalismen. Tradition og nation betragtes som ødelæggende.

Figur 2. Værdipolitikkens fodsoldater

JJ2

Det er disse fronter, der (stærkt optrukket og forsimplet vel at mærke) har været kendetegnede for den danske værdidebat. Samtidig er det også disse fronter, der er en mulig forklaring på de vælgervandringer, som betyder, at Socialdemokraterne fortsat er milevidt fra at nå tilbage til de magiske 30 pct. af vælgerne, der ellers  kendetegnede partiets opbakning i det mest af det 20. århundrede. En meningsmåling fra Megafon i december 2011 kunne således afsløre, at hele 68 pct. af de faglærte og ufaglærte vælgere ville stemme på de blå til højre for midten, mens kun 32 pct. ville vælge de tidligere arbejderpartier til venstre for midten. I samme undersøgelse blev Venstre klart det største ’arbejderparti’ med opbakning fra hele 45 pct. af de danske arbejdere. Skræmmende tal der fik en ærlig socialdemokratisk beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, til at indrømme: ”Tallene taler for sig selv, og det kan ikke skjules, at Socialdemokraterne har en udfordring med de faglærte arbejdere”.

Derfor er det afgørende for centrum-venstre at beslutte, hvem man vil lytte til og kæmpe for. Er det den ’ufaglærte arbejder’ eller den ’bedrevidende kosmopolit’, som man vil prioritere i sin politik fremover? Modsætningen kan sikkert virke falsk eller konfliktskabende, men for langt de fleste mennesker har den vist sig utrolig reel. Er det Europagt og homo-ægteskaber, eller er det kampen for de ’de hårdtarbejdende’ og skabelsen af gode danske jobs, der skal være kendetegnende for den nuværende regeringsperiode?

Disse interessemodsætninger har netop været omdrejningspunktet for den selverkendelsesproces, som de britiske socialdemokrater har iværksat ovenpå sammenbruddet af den tredje vej. Formanden for den britiske tænketank Policy Network, Sir Roger Liddle, var ledende Labour-rådgiver i 90’erne og en af hjernerne bag den tredje vej. Han giver følgende forklaring på Labours krise: ” Vi oplevede en gradvis opsplitning af denne vidende koalition fra 1997. Man mistede støtten fra ’the squeezed middle’ ( ’den pressede middelklasse’, red.) – de mange faglærte arbejdere og moderate indkomster” (Steen 2011). Den gruppe, som udgør den såkaldte ’pressede middelklasse’, mistede med andre ord troen på det politiske centrum-venstreprojekt, som ikke formåede at skabe de ønskede arbejdspladser, ikke leverede den ønskede sociale fremgang og samtidig ikke formåede at værne om de fælles britiske værdier.  For Roger Liddle er svaret blandt andet, at vi på centrum-venstrefløjen selv har svigtet og derfor bør påtage os en stor del af ansvaret. Den historiske alliance mellem akademikere og arbejdere, som var fælles om at udbygge velfærdssamfundet, sikre lige muligheder og fastholde et sæt af stærke fælles værdier, er blevet brudt. De gamle arbejderpartier skiftede alliancepartner og allierede sig med den verdensfjerne kosmopolit frem for den fyringstruede arbejder på fabriksgulvet. Den britiske professor Tim Bale fra University of Sussex har i klar tale betonet denne nye alliance som følger: ” …the liberal elite has let us all down, made us part of a multi-racial, multicultural experiment that none of us ever voted for but that suited them perfectly” (Bale 2011).

Den grundlæggende udfordring er således den stigende afstand mellem ’arbejderen’ og ’kosmopolitten’, som stiller venstrefløjens politikere over for en række svære valg. Da man traditionelt har taget afsæt i arbejderbevægelsen og den tradition, som har domineret hele industrisamfundet siden slutningen 1800-tallet, ville det virke naturligt at stille sig på arbejdernes side. Det ville være naturligt at fortsætte den alliance, som, personificeret ved makkerparret ’arbejderen Stauning’ og ’akademikeren Borgbjerg’, altid har kendetegnet den progressive venstrefløj. I første omgang internt i balancen mellem arbejder og akademikere, og i anden omgang eksternt i alliancen med det Radikale Venstre, som gradvist er blevet et stadig mere rent akademikerparti. Når de traditionelle arbejdere er forduftet, den politiske elite er blevet djøficeret (dvs. overtaget af teknokrater såsom især jurister, økonomer og politologer) og akademikerpartiet Radikale Venstre har indtaget de afgørende stemmer, så er den kosmopolitiske alliance blevet stadig mere oplagt. Den traditionelle alliance er således brudt og et nyt centrum-venstreteknokrati indsat som ringe erstatning for arbejdervælgerne.

Den politiske dislokation finder sted

Når der er jordskredsvalg, politiske kup eller revolutioner, så er de alle kendetegnet ved netop en stigende afstand mellem magthavere og befolkning. Det har været tilfældet under tidligere revolutioner, og det var det herhjemme ved folketingsvalget i 1973, hvor 44 pct. af vælgere skiftede parti. En mere teoretisk udbygning af samme begreb er udviklet af den italienske postmarxist og diskursteoretiker Ernesto Laclau. I bogen On Populist Reason (2005) giver han en overbevisende akademisk introduktion til denne problemstilling med begrebet dislokation, som simpelt og præcist forklarer, hvorfor udviklingen uundgåeligt må føre til et politisk opbrud.

Figur 3 illustrerer,  hvordan afstanden mellem ’elite og folk’, ’parti og vælgere’ eller ’kosmopolit og arbejder’ vokser og derved skaber en dislokation, som skaber politisk opbrud. Disse opbrud har i deres meste radikale former været væbnede revolutioner eller direkte magtovertagelser, mens de i deres moderate og demokratiske former er kommet til udtryk i stiftelse af og opbakning til nye politiske bevægelser, som Studenteroprøret i 1968, Fremskridtspartiet i 1972 eller Dansk Folkeparti i 1995.

Figur 3. Den politiske dislokation

JJ3

Kilde: Egen fremstilling inspireret af Ernesto Laclau

Grundlaget for den stigende højrepopulisme herhjemme skal derfor heller ikke findes i Dansk Folkepartis svage moral eller dårligdomme, som debatten ellers alt for let kommer til at drukne i. Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev skoleeksemplet herpå, da han under Folketingets åbning i 1999 helt forfejlet udtalte: ”Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig set med mine øjne!” Her glemte han netop, at partiet allerede var stuerent i store dele af befolkningens øjne og især blandt hans egne vælgere havde vundet stor sympati. Dislokationen mellem Socialdemokraterne og deres traditionelle vælgerskare var indtruffet og kunne ikke lukkes ved retorik og polemik. Der skulle mere til dengang, og det skal der stadig.

Den politiske dislokation for centrum-venstre i Danmark kan føres tilbage til følgende tre selvstændige punkter, som er indbyrdes forbundet:

  1. 1. Accept af økonomismens nødvendighed
  2. 2. Multikulturalisme som ideologisk fejlslutning
  3. 3. Djøficering af det politiske system

Accept af økonomismens nødvendighed

Den politiske udfordring på det økonomiske område bygger helt grundlæggende på den fejlslutning, der lå implicit i den føromtalte socialdemokratiske tænkning, som Anthony Giddens og Tony Blair grundlagde med den tredje vej og ’hinsides højre og venstre’. Det betød i virkeligheden, at de store centrum-venstrebevægelser over hele Europa droppede forestillingen om klassekamp og store interessemodsætninger. Man afpolitiserede bevist egne partier og accepterede, at økonomien i videst mulige omfang kunne og skulle passe sig selv. Man lagde den økonomiske politik efter den herskende mainstreamtænkning og indtog TINA-positionen – ’There Is No Alternative’. Man opfattede og italesatte globaliseringen som et grundlæggende vilkår, som de moderne konkurrencestater skulle forholde sig objektivt til. Det betød lønpres, pres på den faglige organisering og udflytning af arbejdspladser. Man byttede om på proportionerne, hvorfor man lod markederne være herre over samfundet og ikke som tidligere; samfundet herre over markederne. Man accepterede, at politikken byggede på økonomismens nødvendighed: ’vi gør som vi gør, fordi økonomien kræver det’. Det har været en anskuelse, hvor man har taget afsæt i teoretiske modeller, fokus på udbudssiden af økonomien og hård monetarisme. Den neoklassiske filosofi anvender økonomiske modeller og teoretiske lærebøger som objektive sandheder. Deres tro på markedet er ukuelig – uanset dets destruktive karakter. Deres løsning vil altid være mere marked og mindre stat. Derfor er svaret på nuværende økonomiske krise heller ikke rettet mod den finanssektor, der startede det hele. Tværtimod kræver nødvendighedens økonomiske politik, at prisen skal betales i form af afgivelse af magt til Bruxelles, lavere lønninger og frem for alt gradvis afmontering af de europæiske velfærdsstater. Det er økonomismens nødvendighed, der tilsiger, at dette er den eneste løsning. Centrum-venstre har accepteret en farefuld borgerlig løsningsmodel, som den belgiske politolog Chantal Mouffe har beskrevet således: ”Man har satset på en teknokratisk, konsensusorienteret og lidenskabsløs politik. En nødvendighedens politik, der skal tilpasse os til ’udviklingen’, og som ikke har været til at skelne fra de borgerliges. Det er kedeligt, farveløst og helt igennem fatalt. En politisk falliterklæring” (Jespersen 2010).

Der kan næppe være tvivl om, at knægtelsen af den demokratiske kontrol og den delvise opgivelse af en selvstændig venstreorienteret økonomisk politik har haft konsekvenser.  Arbejderne har bestemt mærket den teknokratiske retning, der betyder, at centrum-venstre har droppet at beskæftige sig med de herskende interessemodsætninger. Den amerikanske journalist og forfatter, Thomas Frank, der har skrevet den politiske bestseller What’s the Matter with Kansas? How Conservatives Won the Heart of America (2004) har netop analyseret betydningen af dette retningsskifte. Frank har set på, hvordan højrepopulisterne (i form af det republikanske parti) har kunnet gennemføre det magiske træk, der betød, at højrefløjen i USA ved et trylleslag kunne omvende ærkedemokrater til republikanske stormtropper. Det lykkes således at få Midtvestens fattige demokratiske ’blue-collar workers’ til at stemme imod deres økonomiske egeninteresse og kaste deres stemmer på rige ’white-collar’ republikanske kandidater. Forklaringen var netop, at nedprioritering af de økonomiske spørgsmål betød, at generationer af patriotiske arbejdere i det amerikanske hjerteland ofrede deres egne økonomiske og sociale interesser til fordel for rige virksomhedsledere, der betalte igen i form af noget abortmodstand, nogle radikale kristne værdier, et opgør med Hollywood og afvikling af  positiv særbehandling – med andre ord: kalorielet værdipolitik. Det var således demokraternes forsømmelse af deres egen fordelingspolitiske kamp, der muliggjorde en vælgervandring, som man for 30 år siden ville have betragtet som direkte utænkelig.

Et lignende spil har gentaget sig herhjemme. Det startede, da Dansk Folkeparti i 2001 indgik i VKO-alliancen og siden har bidraget til at lægge stemmer til gennemførelsen skattestoppet i 2001, Forårspakken i 2004, skattereformen i 2007, Forårspakke 2.0 i 2009, og senest efterlønsreformen og halveringen af dagpengene i 2011. Den interne kritik fra DF-baglandet fik først for alvor stemme med efterlønsreformen, hvor der samtidig også var et klart politisk alternativ til VKO-regeringen, der blev direkte udfordret af S og SF. Med klare økonomiske alternativer og stærke fjendebilleder burde venstrefløjen have svaret på, hvem der for alvor tjente de faglærtes og ufaglærtes økonomiske interesser. DF har alt for længe fået lov til at lægge stemmer til reformer, der direkte skadede deres egne vælgere, uden at de for alvor er blevet stillet til ansvar. Med deres larmende tavshed kunne man næsten mistænke venstrefløjen for at være ligeglade med disse vælgergrupper. DF har succesfuldt overlevet en symbolpolitisk ofring af egne vælgere, som aldrig fik gavn af de gentagne skattereformer, men tværtimod blev direkte ramt af afskaffelsen af efterlønnen.

Multikulturalismen som ideologisk fejlslutning

Det andet punkt, som har bidraget til at skabe den politiske dislokation, er den såkaldte multikulturalisme. Et fænomen vi kender fra diskussionerne i de danske medier om f.eks. 24-årsregel, statsborgertest og burkaforbud. Her har fronterne været trukket hårdt op, men det har i vidt omfang været DF, der sat den politiske dagsorden. I denne diskussion har den kosmopolitiske position taget meget direkte udgangspunkt i den rent ideologiske opfattelse af multikulturalismen. I denne debat er det væsentligt at kigge på, hvordan man bruger begrebet; handler det A) om et begreb, der beskriver ’det multikulturelle samfund’, som går på, hvorvidt et samfund rent faktuelt er multikulturelt og består mange forskellige kulturer, eller B) udgør det et begreb, der beskriver en decideret ’isme’, hvor multikulturalisme bliver til en egentlig politisk filosofi og målsætning, hvor man dyrker de enkelte gruppers identitet på bekostning af en bred fællesskabsidentitet. Det kan lyde som en rent teoretisk iagttagelse, men den har stor betydning for, hvordan vi anvender og italesætter det det multikulturelle.  Jeg er selv fortaler for den første definition, fordi jeg mener, at Danmark er og altid skal være et multikulturelt samfund. Men omvendt er jeg ikke tilhænger af multikulturalismen som ideologi og selvstændigt politisk mål, fordi dette har en række konkrete implikationer, som jeg nu vil komme nærmere ind på.

Den danske professor i medborgerskab fra DPU, Ove Korsgaard, har gransket de mange forskellige definitioner af multikulturalisme. Følgende opsummering fra professoren rammer ganske godt plet: ”Et væsentligt problem ved begrebet multikulturalisme er, at det overhovedet ikke refererer til et politisk niveau, kun til et kulturelt. Multikulturalister har derfor langt lettere ved at argumentere for anerkendelse af ‘kulturel mangfoldighed’ end for anerkendelse af en fælles ‘demokratisk retsstat’. De opfordrer til accept af og respekt for de forskelle, der består mellem de forskellige kulturer, men sjældent til at påtage sig et ansvar for det politiske og juridiske system. Medborgerskab derimod er et begreb, der peger på nødvendigheden af en paraplyidentitet, som ikke bygger på en fælles kulturel eller religiøs identitet, men på en fælles identitet som borger” (Korsgaard 2004). Med andre ord kan multikulturalismen, hvis den enten misbruges eller misforstås, komme til at underminere medborgerskabet, danne grobund for parallelsamfund og dermed blive direkte ødelæggende for integrationen. Multikulturalismen kan betyde, at enkelte grupper og minoriteter som f.eks. indvandrere, homoseksuelle eller autonome sættes over det store fællesskab og majoriteten. Det skaber grundlag for særrettigheder og dyrkelse af det partikulære. Man går altså i den gode mening alt for langt for at imødekomme kulturelle minoriteter. Et godt eksempel på denne misforståede dyrkelse af minoritetskulturen er opstillingen af de såkaldte ’squat-toiletter’ eller sagt på godt dansk ’hul-i-jorden-toilet’ på en række svenske folkeskoler, som havde til erklæret formål at fremme integrationen hos bestemte kulturelle minoriteter. Det er altså tanken, at man fremmer integrationen ved at lade en lille minoritet anvende en bestemt type toilet, som de skulle kende bedre fra deres kulturelle baggrund end de toiletter, som majoriteten anvender. Et andet eksempel er tilsidesættelse af rygeforbuddet i Bazar Vest i Århus, hvor vandpiber blev fritaget for det danske forbud mod rygning, som ellers gælder alle andre indkøbscentre. Endelig går samme tankegang igen hos de enkelte imamer, der opfatter det som deres ret som minoriteter at indføre dele af sharia-lovgivningen i europæiske storbyer. Multikulturalismen fører på den måde til særbehandling og særrettigheder af minoriteter, som stiller dem anderledes end resten af borgerne i samfundet. Det er umyndiggørende og skævvridende at give bestemte grupper særlige toiletter, særlige undtagelser og særlige regler, som om de ikke var i stand til at følge samme regler som alle andre.  Disse former multikulturelle fejlslutninger bidrager altså kun til at øge forskellene og til at retfærdiggøre et tiltagende højreradikalt had. Frem for at satse på den positive særbehandling burde energien i langt højere grad gå til at bekæmpe den negative særbehandling, som vi kender fra eksempler, hvor man forsøger at holde minoriteter ude ved statsborgerskabstest, visitationszoner og starthjælp.

Multikulturalismen har uanset haft en effekt på udlændingedebatten herhjemme, hvor moralsk forkærlighed for andre kulturer har overskygget målene om at sikre reel integration og løse de sociale problemer ude i landet. Multikulturalistiske institutioner, som Institut for Menneskerettigheder og dagbladet Politiken, har  helt tilbage fra 80’erne og 90’erne talt imod, at man kunne stille krav til de nye minoritetskulturer. Netop denne pointe har den amerikanske filosof og liberale høg Paul Berman i bogen Flight of the Intellectuals brugt i sin kritik af den velmenende venstrefløj. Berman skriver om det, han kalder Third Worldism, som handler om, at ”People in exotic parts of the world were deemed to spiritual loftier than people near at hand… Capable of sagacious insights not accessible to the rigid and inhibited Western mind. Materially poor but morally wealthy” (Berman 2010). På den baggrund har de vestlige intellektuelle skabt et billede på Østens mystik og de ædle vilde, som repræsenterer et attråværdigt drømmerige overfor Vestens undertrykkende og umenneskelige imperialisme. Det betyder ifølge Berman, at den vestlige verden kommer til at oppebære en medfødt skyldfølelse, som blev udtrykt ved at acceptere lovmæssige særrettigheder og generel vestlig masochisme.

Den radikale multikulturalisme betyder med andre ord, at man sætter den enkelte minoritetsgruppe – hvad end det er somaliere, vestjyder, homoseksuelle eller mormoner – over det store fællesskab, som i stedet bliver opfattet som undertrykkende. Multikulturalismen hylder således gruppeidentiteten og det partikulære, mens den fælles identitet og majoritet bekæmpes. Det skaber afstande og modsætninger i befolkningen, hvor det netop hælder benzin på en fortsat dislokation.

Djøficering af den politiske system

Djøficeringen udgør det tredje punkt i den politiske dislokation.  De såkaldte djøfere (betegnelse for økonomer, jurister og samfundsvidenskabelige akademikere) har for længst overtaget magten i det politiske system. De politiske dagsordener i Bruxelles, på Christiansborg og på rådhusene sættes af politikere, rådgivere og embedsmænd, som alle har samme uddannelsesmæssige og sociale baggrund. Den gradvise djøficering har været kendetegnende for hele det politiske system. Hvis vi kigger på den politiske udvikling herhjemme jf. figur 4, så kan vi se, at akademikerne har fået det totale overtag. Ved Folketingsvalget i 2011 var 64 pct. af de 179 folketingsmedlemmer akademikere. Til sammenligning er kun 7 pct. af den danske befolkning akademikere. Og samtidig viser yderligere beregninger fra Cevea, at det står endnu værre til for den nye SRSF-regering, hvor 78,3 pct. af de 23 nye ministre i dag har en akademisk baggrund. Den traditionelle danske forestilling om det demokratiske folkestyre er med andre ord stærkt truet, hvis ikke direkte døende.

Figur 4. Folketingsmedlemmernes uddannelsesniveau 1849-2011. Procent. 

JJ4

Kilde: Cevea på baggrund af Eberling, Danmarks Statistik og Folketinget

Den sørgelige danmarksrekord i politisk underrepræsentation viser, at politik er blevet til profession. Du skal have en djøf-uddannelse for at kunne klare skærene. Vi står således i en situation, der faktisk er endnu værre, end den var i 1849, hvor politikeren var en mand der bar høj hat. Det er naturligvis positivt, at flere kvinder og flere unge i dag er repræsenteret på Christiansborg. Derfor går den demokratiske udfordring også primært på uddannelse, selvom det selvfølgelig aldrig kan eller skal være målet at have et Folketing, der totalt matcher det omgivende samfund. Men som Hal Koch spørgende skrev i bogen Dagen og Vejen fra 1942, så ’Skulde man dog ikke tro, at der var noget indlysende rigtigt i alle Livets Forhold at sætte Viden, Dygtighed og Indsigt i Højsædet?’ svaret lød kort som følger: ’det folkelige Liv drejer sig om helt andre Ting end Viden indenfor de forskellige tekniske Omraader’.

Vi skal have de absolut dygtigste politikere. Men dygtighed i politisk og demokratisk forstand kan bare ikke sidestilles med teknisk indsigt og uddannelse. Derfor er det grundlæggende problem heller ikke for meget uddannelse, men for lidt dannelse i bred forstand – målt på erfaringer fra både erhvervsliv, sociale relationer og oplevelser.

Hvis vi gerne vil fastholde idealet om det levende og repræsentative demokrati, så kan politik netop ikke reduceres til en profession på lige fod med alle andre. Det findes ingen uddannelse til politiker, der findes ikke objektive politiske løsninger, som man kan læse om i lærebøgerne, og der er ingen slagen vej ind i politik.

Det politiske system risikerer at blive et lukket kredsløb, hvor man skal kende en række sociale og kulturelle koder for at kunne begå sig. Det er obligatorisk for en politiker, at man kan sin Machiavelli på rygraden, nikker genkendende til Eastons definition af politik og lynhurtigt kan aflæse en Phillipskurve. Denne ensretning betyder også, at politikere får blinde pletter, hvor vigtige udfordringer og samfundsproblemer bliver overset og ignoreret.

Et eksempel er diskussionen om efterlønnen, hvor Søndagsavisen lavede en undersøgelse, der viste, at de 13 pct. af Folketingets medlemmer, der havde direkte berøring med efterlønnen (defineret som forældre på efterløn), alle kom fra A, F og Ø, som samtidig var de partier, der ikke ville afskaffe efterlønnen. Andre eksempler bekræfter på lignende vis, at landets Folketingsmedlemmer er afsondret fra den øvrige befolkning.

Mens hver sjette dansker bor i alment boligbyggeri, er der ikke en eneste af de 179 folketingsmedlemmer, der i dag bor sådan. Det kan bidrage til at forklare, hvorfor skattestoppet alene forgylder boligejere, og hvorfor den almene boligsektor ofte forbigås i tavshed. Samme tendens går igen for erhvervsuddannelser, hvor ingen af de ledende politikere har deres børn gående, hvilket kan forklare, hvorfor man i årevis har undervurderet manglen på praktikpladser og ignoreret det høje frafald på erhvervsuddannelserne.

 

Konsekvenserne ved den tiltagende politiske eksklusion er dels, at vigtige samfundsproblemer falder udenfor den politiske radar, og dernæst at sociale konflikter risikerer at blusse op til oprør. Men samtidig har konsekvensen også været, at de partier, der har formået at tage ’den lille mands’ side og skabe en ny forbindelse til den ufaglærte arbejder, har profiteret. Det fremstår tydeligt af figur 5, at DF har formået at gå frem, mens Socialdemokraterne er gået tilbage. Der er naturligvis ingen direkte sammenhæng, og mange faktorer spiller ind, men historien om DF’s optur og Sossernes nedtur synes alligevel forbundne.

Figur 5. Valgresultater fra 1990-2011. Procent.

JJ5

Kilde: Valgresultater, Folketinget.dk

Men djøficeringen slår ikke kun igennem herhjemme i forhold til Christiansborg og kommunerne. Fjernt fra den danske hverdag spiller Bruxelles nemlig også massivt ind på det danske politiske system og de beslutninger, som træffes der. Og her kigger djøficeringens grimme ansigt også frem.  Den herskende fortælling om EU handler nemlig fortsat om krumme agurker, landbrugsstøtte og regulering af vores grænsekontrol. Alle disse eksempler på eurokraternes skrivebordsløsninger ligner noget, der et opstået fjernt fra almindelige mennesker hverdag.

Vi hører således mest om EU, når de vil os noget ondt eller vil tage noget fra os. Det var også tilfældet, da eurokraterne og den eurofile elite i sommeren 2011 hoppede på krogen i forbindelse med DF’s krav om at få styrket den danske grænsekontrol. Forslaget var opstået som strategisk forsøg fra DF på at fjerne fokus fra den efterlønsreform, som VK havde foreslået og DF netop havde lagt stemmer til. En reform der særligt gik udover de traditionelle vælgere. Debatten blev blæst ud af proportioner, da  danske forskere udråbte sagen til en ny til ’en ny Muhammed-krise’, mens en tysk diplomat direkte beskyldte Danmark for ’forræderi’. Argumentationen gik på, at Danmark skulle være på kant med europæisk lovgivning, fordi den danske toldkontrol kunne medføre nedsat hastighed over grænser. Men skulle EU eller Schengen-samarbejdet virkelig være i fare, hvis man krydser grænsen med 60 km/t i stedet for 80 km/t? Det kunne, hvis man skulle være lidt polemisk, karakteriseres som en diskussion, der sagde mere om et legalistisk EU end om et snæversynet Danmark. Særligt synes absurditeten tydelig, når det senere viste sig, at vores svenske naboer ved den dansk-svenske grænse havde posteret 18 svenske toldere for hver eneste danske. Ligesom vores tyske naboer for nyligt har forøget grænsekontrollen i delstaten Brandenburg, uden at dette har skabt nogen større debat. De velmenende eurokrater kom igen til at spille absurdteater i en forestilling, der alene afslørede politisk inkonsistens, afstand til Europas befolkninger og ren meningsløshed i forhold til de vedtagne skrivebordsløsninger. Man tog med andre mere hensyn til teknokraterne, skrivebordsreglerne og de tyske diplomater end man gjorde til de almindelige danskere og de oplevede problemer. Det blev således endnu en embedsmandsdiskussion, som kun har bidraget til at øge afstandene mellem befolkningen og det politiske niveau.

Frygtens politiske korsriddere

Det er således den blinde accept af nødvendighedens økonomiske politik, multikulturalismens underkendelse af den fælles identitet og djøficeringens overmagt i det politiske system, som har skabt fundamentet for den højrepopulistiske fremmarch i hele Europa. Men fælles for de tre delelementer, som udgør den fortsatte dislokation mellem arbejdere og venstrefløjspartier, så er det, at de også bygger på frygt. De tre nævnte delelementer handler hver især om at miste noget og om at få frataget noget. Det er disse komponenter, der baner vejen for højrepopulisterne, som en slags frygtens politiske korsriddere. Den økonomiske nødvendighed fratager os fremtidsmuligheder, muligheder for større materiel velstand og mulighed for at sikre vores børn et bedre liv. Det multikulturalistiske opgør fratager os vores kulturelle tryghed, fjerner vores nedarvede traditioner og eroderer vores identitet – uden at erstatte det med et troværdigt alternativ. Det djøficerede politiske system underminerer vores repræsentative demokrati og skaber en politisk praksis, som størstedelen af danskerne i både sprog og fokus ikke forstår særligt meget af. Men fælles for alle tre delelementer er netop denne frygt; det er frygten for at miste sit arbejde, frygten for at lide velfærdstab, frygten for ikke at kunne sikre bedre forhold til ens børn og frem for alt frygten for fremtiden.

Som den nu afdøde britiske historiker Tony Judt fortalte i et af de allersidste interviews før sin død i 2010, hvori han gav sin definition af samtidens største udfordringer: “We have entered an age of fear. Insecurity is once again an active ingredient of political life in Western democracies. Insecurity born of terrorism, but also, and more insidiously, fear of the uncontrollable speed of change, fear of the loss of employment, fear of losing ground to others in an increasingly unequal distribution of resources, fear of losing control of the circumstances and routines of our daily life. And, perhaps above all, fear that it is not just we who can no longer shape our lives but that those in authority have also lost control, to forces beyond their reach“ (Judt 2010).

Figur 6 giver en grafisk fremstilling af den herskende frygt, som højrepopulisterne vinder på, mens venstrefløjen fortsat ikke er i stand til at mønstre den nødvendige legitimitet i befolkningen som dem, der igen kan sikre den nødvendige tryghed og sikkerhed i fremtiden.

Figur 6. Frygtens politiske trekant

JJ6

Vi frygter indvandringen, der kommer udefra og truer os. Der underminerer vores værdier og stjæler vores job. Vi frygter internationalismen i form af EU og FN, der blander sig i vores hverdag og bestemmer, hvordan vi skal leve. Vi frygter den bedrevidende elite, som med forordninger, god smag og definitioner af det gode liv altid ved, hvad det er bedst for den enkelte dansker.  Denne frygt har højrepopulisterne netop nydt utroligt godt af og været utroligt dygtige til at kapitalisere på.

Løsning: centrum-venstre skal gå ’down & dirty’

Venstrefløjens modsvar til højrepopulismen har været sparsomme og har for hovedparten kørt i samme rille. De europæiske socialdemokrater har for enhver pris villet undgå at få skidt på hænderne. Man har fastholdt den politiske korrekthed eller ’cordon sanitaire’ – beskrivende en tilgang til højrepopulismen, hvor man opfatter sig selv som den rene og kliniske, der forsøger at begrænse smittefaren ved den beskidte højrepopulisme – som er udgangspunktet for debatterne om højrepopulisme, når Socialdemokraterne mødes til topmøder i Bruxelles. Men vi skal netop ’down & dirty’ for at løse de udfordringer, som venstrefløjen står overfor i dag. Løsningen kræver ikke flere konferencer og flere møder – den kræver, at vi skrider til konkret politisk handling, at vi erkender, at venstrefløjen selv skabte forudsætningerne for højrepopulismen (den politiske dislokation), og at vi erobrer stoltheden og begejstringen for vores eget projekt tilbage. Vi skal have udskiftet frygt med stolthed.

Det er ikke noget man gør fra den ene dag til anden, men en gradvis proces, der vil kræve blod sved og tårer for både politikere, bagland og vælgere på den danske venstrefløj. Følgende tre punkter kunne udgøre en formskitse til at give danskerne, og særligt de venstreorienterede kernevælgere, noget at være stolte af igen.

Genopliv klassekampen

Den demokratiske socialisme har altid givet politikken primat og det skal vi vende tilbage til. Økonomismen og den økonomiske overklasse må aldrig få lov til at aflive eksistensen af de massive politiske interessemodsætninger, som fortsat lever i bedste velgående. Vi er ikke og kommer heller ikke hinsides højre og venstre. Et godt eksempel herpå var bestyrelsesformanden for den påståede uafhængige tænketank Kraka, der ved deres stiftelse i 2010 sagde, at det er ”gammeldags” at se samfundet som præget af interessekonflikter. ”I et moderne netværkssamfund er sådanne interesser mere eller mindre opløst”, mente han. Det var et ekstremt vildskud, som viser at økonomernes modeller og regnestykker er langt fra den virkelig verdens problemer og udfordringer. Det store flertal af danskere bliver presset til løntilbageholdenhed, mens den tidligere administrerende direktør fra Danske Bank, Peter Straarup, efter en miserabel indsats forlader sin stilling i banken med et skatte- og bankpakkefinansieret gyldent håndtryk på 67 millioner kroner. Det er absurd. I en tid med økonomiske krise og velstandstab for den mindst velstående del af befolkningen, så er interessemodsætningerne klarere end nogensinde. Det 20. århundredes største økonom, John Maynard Keynes, advarede netop mod at undervurdere de herskende ideer og deres betydning for samfundsudviklingen: ”Verden regeres stort set ikke af andet. Praktiske mænd, der ser sig selv som uden nogen intellektuel påvirkning, er normalt slaver af en fortidig økonom” (Keynes 1936). Vi har altså brug for, at venstrefløjen tør udtrykke de politiske fjendebilleder i grådige finansfyrster, egenrådige djøfere og klasseforræderne i DF, for en gang for alle at stille sig på lønmodtagernes side og igen forsvare disse menneskers økonomiske interesser. Den frustration og den afmagt, der opstår, når stadig flere politiske beslutninger træffes hen over hovedet på almindelige danskere uden, at de føler sig inkluderet og inddraget, skal forløses af centrum-venstres partier. Det skal være vores opgave at skabe den fornødne tryghed.

Deltagelsesdemokrati

Mens magten og beslutningerne er rykket stadig længere væk fra den enkelte lønmodtager, så skal centrum-venstrefløjen kæmpe for at få magten tilbage til almindelige mennesker. Vi kan ikke acceptere, at det er de multinationale selskaber og store globale banker, der underminerer vores nationale suverænitet og ’overruler’ vores folkevalgte organer. Derfor skal der sættes turbo på en revitalisering af lokal- og nærdemokratiet. Beslutninger skal træffes tættest muligt på befolkningen. Det gælder både arbejdspladser, banker og velfærd, hvor borgerne og medarbejdere skal sættes i centrum. Derfor skal venstrefløjen udnytte deres politiske muligheder for at belønne de lokale banker, tilskynde de private virksomheder til demokratisering af arbejdet og give de offentligt ansatte direkte indflydelse på deres eget arbejde. Endelig skal de også styrke det lokale demokrati på rådhuse med yderligere ressourcer og tid til lokalpolitikerne og styrkelse af de politiske sekretariater. Demokratisering af bankerne skal ske ved at belønne de alternative banker, der enten er kooperative eller på anden måde drevet af medejerskab. Ligesom demokratiseringen af den offentlige sektor skal ske ved at droppe New Public Management og i stedet basere ledelsen på inddragelse af medarbejdere, på dialog mellem de forskellige lokale interesser og på et øget fokus på konsensus, som man f.eks. kender det fra Norge. Endelig skal demokratisering af arbejdet ske ved at øge de økonomiske fordele og øge fradraget for virksomheder, der f.eks. geninvesteret overskuddet eller deler det blandt medarbejderne. Og derudover bør man også iværksætte ambitiøse forsøg med de såkaldte deltagerbudgetter og civile lotterier efter internationalt forbillede. I lande som Canada og Brasilien har man med stor succes anvendt disse metoder til at give borgerne direkte indflydelse på lokalpolitiske prioriteringer. Til eksempel gav man i Toronto en gruppe borgere ansvar for tilrettelæggelsen af lokalområdets sundhedsplan. Borgerne blev først sat grundigt ind i områdets sundhedsmæssige virkelighed og udfordringer. På den baggrund diskuterede de mulige prioriteringer og gav endelig en bindende indstilling til de lokale politikere. Metoden sikrede inddragelse af borgerne, større politisk legitimitet og en tættere relation mellem borger og politisk beslutning. Den udvidede inddragelse vil minimere djøfernes overmagt og bringe magten ud, hvor den hører hjemme: blandt alle danskere.

Progressiv patriotisme

Vi skal komme os over angsten og frygten for det nationale. Selvom de nationale fællesskaber kan være destruktive og ødelæggende, så er fællesmængden afgørende i enhver samfundsform. Vi skal aldrig ophæve vores fælles baggrund til fordel for den postmoderne idé om det identitetsløse samfund. Det vil alene bane vejen for totalitarisme og uniformitet. Vi har i stedet brug for at skabe en ny progressiv patriotisme, hvor vi alle kan være en del af et åbent og frisættende fællesskab. Vi har alle brug for identitet, som kan skabe en grundlæggende tryghed for vores liv. Derfor skal vores tilgang til det nationale heller ikke på nogen måde være en kopi af DF’s monokulturelle og perverterede opfattelse af det danske fællesskab. Vi skal fremsætte vores eget positive bud på hvad vi alle kan være stolte af som borgere i Danmark anno 2012. Vi skal skabe fundament for et nyt inkluderende tilhørsforhold og en følelse af sammenhold. Vi skal således slå ring om et åbent, tolerant, nysgerrigt og imødekommende Danmark, som kernen i en progressiv patriotisme. Vi skal opbygge en ny danskhed, der bygger på pluralisme og stolthed. Vi skal nedbryde ’dem og os’-forestillingen ved at vise, hvad vi skal være fælles om. Vi må finde en måde, hvor vi alle kan leve sammen igen, skabe visioner og værdier, som vi alle kan være en del af. Vi skal derfor være stolte af vores danske arbejdsmarkedsmodel, hvor det er partnerne og ikke lovgivningen der sætter rammer, vi skal være stolte af at leve i et af de lande, som har den allermindste ulighed, vi skal være stolte af et samfund, hvor der er plads til kvinder på arbejdsmarkedet og endelig så skal vi være stolt af at leve i verdens førende velfærdssamfund. Det bør alle på venstrefløjen være opmærksomme på og alle bør kunne Danmarks nationale succeser uden at blinke.

I pluralismens navn skal vi bygge på forskellighed og fællesskab, men i modsætning til den multikulturalistiske opfattelse, så skal vi afvise at udgangspunktet skal være partikularisme og modstand mod majoritets- og paraplyfællesskaber. Som jeg tidligere har beskrevet er det demokratiet og de fælles politiske rammer, der skaber og definerer medborgerskabet – det er ikke den specifikke kulturelle baggrund. Medborgerskab kan således ikke fungere under en decideret multikulturalisme, hvor det er den kulturelle særkende og partikularisme, der dyrkes. Det betyder, at vi godt kan stå fast på stram tilstrømningspolitik, men at vi samtidig skal give langt hurtigere statsborgerskab til nye medborgere, at vi skal have en religionspolitik der sidestiller alle religioner (uden at adskille kirke og stat), at vi skal nedbryde sammenhængen mellem kulturel baggrund og social status, at vi skal skærpe både krav og tilbud til sprogundervisning, så vi sikrer, at alle bosiddende i Danmark også taler dansk, og endelig at vi skal sikre afvikling af de nuværende ghettoer i Danmark, så fremtiden byder på blandede boliger.

På den måde har vi også brug for en venstrefløj, der accepterer og anerkender nationalstaten som omdrejningspunktet for vores politik. Vi skal gøre vores indflydelse gældende på alle niveauer, men vi skal droppe den føderale og kosmopolitiske drøm om Europas forenede stater, som, selvom den ikke er udtalt, stadig hersker mange steder på centrum-venstre. Vi skal således kæmpe for et Europa, der slår til der, hvor nationalstaterne ikke kan være med. Det vil sige et Europa, der bekæmper globaliseringens negative konsekvenser og beskytter borgerne f.eks. i forbindelse med en skat på kortsigtede finansielle transaktioner (populært kaldet Tobin-skat), mellemstatslig regulering i miljøspørgsmål og fælles koordineret indsats for at stimulere den europæiske økonomi med bl.a. såkaldte ’Eurobonds’. Europa skal slå til, når nationalstaten ikke kan være med, men EU skal kun være et supplement.

Det handler i høj grad også om følelser, som jeg beskrev i starten af kapitlet. Det skal ikke overlades til konservative eller nationalkonservative kræfter at være stolte af, hvor vi kommer fra. Dannebrog skal således syes tilbage på venstrefløjshippiernes rygsække og vi skal igen blande os meget offensivt i beskrivelser af, hvad der er dansk og udansk opførsel. Det er udansk at nægte arbejdere strejkeretten, det er udansk at privatisere DSB og det er udansk, når store danske virksomheder vælger at uddrage deres bidrag til fællesskabet via skattefusk. Disse fortællinger skal styrkes og udbygges, så alle på centrum-venstre kan gentage dem i søvne. Det var jo netop arbejderbevægelsens vigtigste digter og sangskriver Oskar Hansen, der skrev sangen ’Danmark for folket’ for at vise hvordan vores arv som danskere hang sammen med arbejderbevægelsens sejre. Det er venstrefløjen og især Socialdemokraterne, der har skabt vores nationale velfærdsstat og det kan vi kun gøre på ny, hvis vi genskaber en stærk patriotisme og igen begynder at snakke om alt det, vi er stolte af. Danmark er vores land.

Afslutning 

Der findes ingen præcis opskrift på at besejre den stadig sejrende højrepopulisme, men en første vigtig erkendelse er, at vi på venstrefløjen selv skabte dens forudsætninger og dermed også selv må have redskaberne til at afvikle den. Vi skal først lære af vores egne fejl.  Dernæst skal vi søsætte en ny politik, der bygger på klassekamp og interessemodsætninger, der udvider demokratiets rækkevidde.  Og endelig skal vi etablere en ny danskhed og progressiv patriotisme, der giver os noget at være fælles om.

En ansvarlig politik, der tør fokusere på egne budskaber og bruge dem til at skabe en ny dagsorden, hvor vores egne værdier og politiske tanker sættes forrest i den værdipolitiske kamp, er kernen i opgøret mod højrepopulismen. Det er heri, vores muligheder ligger for at gøre Danmark til et sted, hvor aktive på venstrefløjen igen tør udtrykke stolthed af Danmark og tør sende deres børn på Interrail med dannebrog på rygsækken.

Litteratur

Bale, Tim (2011): The right side of the argument? The centre-left’s response to migration and multiculturalism. Exploring the Cultural Challenges to Social Democracy. Policy Network.

Berman, Paul (2010): Flight of the Intellectuals. Melville House.

Frank, Thomas (2004): What’s the Matter with Kansas? How Conservatives Won the Heart of America. Henry Holt and Co.

Jespersen, Per Michael (2010): De røde har glemt følelserne. Politiken, 5. januar 2010.

Judt, Tony (2010): Ill Fares The Land. Penguin Press.

Keynes, John Maynard (1936): The General Theory of Employment, Interest, and Money. Macmillan.

Koch, Hal (1942): Dagen og Vejen. Westermanns Forlag.

Korsgaard, Ove (2004): Hal Kochs tanker om det politiske i aktuel belysning, Tidsskriftet Uddannelse. Undervisningsministeriet.

Laclau, Ernesto (2005): On Populist Reason. Verso.

Steen, Jens Jonatan (2011): Labour tabte den arbejdende middelklasse. Tidsskriftet Vision

 

 

hojrepopulismen_venstreflojens_akilleshal-jens_jonatan_steen_soren_villemoes_niels_henrik_jespersen-22802740-356471987-frntHøjrepopulismen – et monster vi selv skabte. Er et kapitel fra bogen Højrepopulismen – Venstrefløjens Akilleshæl.

Bogen graver et spadestik dybere og ser på de løsninger og redskaber, som centrum-venstrefløjen skal trække på de kommende år for at tilbageerobre den politiske dagsorden og udfordre højrepopulisterne en gang for alle.

Bogen – der er igangsat af tænketanken Cevea – indeholder bidrag fra: Jens Jonatan Steen, Erik Meier Carlsen, Jakob Mathiasen, Lars Olsen, Anna Mee Allerslev, Tim Knudsen, Mads Tanghøje, Nanna Vestgård Sørensen, Magnus E. Marsdal og Niels Henrik Jespersen. KØB DEN HER

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977