Fyringer gav Jakob stress – cheferne fik mere i løn

 

Postdanmark.dk_

Post Danmark fyrer ansatte. Men på chefgangen stiger lønnen, og direktørerne propper millioner i egne lommer. Postbuddet Jakob blev syg af tanken om fyringerne.

Af Alexander Sokoler 

Stolthed over den nålestribede skjorte og blodrøde postjakke blev byttet ud med søvnløse nætter, tårer og tyndskid, da fyringer ramte Jakobs afdeling i Post Danmark.

”Jeg græd. Mistede min appetit. Kunne ikke sove. Kroppen rystede og var ude af kontrol. Jeg havde brækfornemmelser, når jeg steg på cyklen for at køre på arbejde,” fortæller Jakob.

Til sidst var han nødt til at melde sig syg. Stress, siger psykologen.

Jakob har arbejdet i posten i over otte år. Han har drømt om at bære et postlogo på brystet indtil pensionen. Men nu ligger han derhjemme i et par cowboybukser. Sygemeldt på ubestemt tid.

”I flere måneder gik vi med fyringerne over hovedet. Vi vidste, at de ville skære os ned til sokkeholderne. Men det er ikke bare en fyreseddel. Det er frygten for ikke at kunne betale lejligheden. Ikke at kunne sætte mad på bordet til ungerne. Angsten har ædt mig op indefra,” siger han.

Lønfest på chefgangen

Imens Jakob med hjælp fra psykologen prøver at kæmpe sig tilbage til livet, holder direktørerne i Post Danmark lønfest.

På bare tre år er lønnen til K.B. Pedersen, Post Danmarks direktør, steget med 800.000 kr. I samme periode har Post Danmark skåret næsten 3.000 stillinger væk.

Fællestillidsrepræsentant på Københavns Postcenter Morten Søndergaard siger, at kollegaerne føler sig ”pisset på”, når de ser direktørlønnen stige, imens kollegaer får sparket og går ned med stress:

”Vi prøver at redde den sidste 25­-øre ud af produktionen. Vi presser os helt vildt for, at Post Danmark skal overleve. Derfor kan du blive syg i maven af at tænke på, hvor mange postbude der kunne have beholdt jobbet, hvis cheferne gik forrest, når der skulle spares.”

Morten Søndergaard fortæller, at Jakob langt fra er den eneste, som er syg af de mange fyringsrunder i Post Danmark.

”Vi har haft rigtig mange sygemeldinger pga. fyringsfrygten, men det er kun toppen af isbjerget. Jeg har kollegaer der møder ind på gigtmedicin, antidepressiver og hovedpinepiller. Alle er bange for at blive fyrede, og så lytter de mindre til kroppens signaler,” siger han.

Det har ikke været muligt at få et interview med K.B. Pedersen om, hvorfor direktørernes løn stiger, når de ansatte fyres.

Presseafdelingen i Post Danmark oplyser i et brev, at det “ikke er relevant” at sammenligne lønstigninger og fyringer, da direktørernes “ansvarsområde omfatter alle koncernens aktiviteter i samtlige lande – dvs. de nordiske lande og lande uden for Norden”.

Samtidig gør presseafdelingen opmærksom på, at K.B. Pedersens lønstigninger bl.a. skyldes, at han modtog et særligt løntillæg i 2013 for ekstra ansvarsopgaver i PostNord.

Jakob er et dæknvan, da han ikke har ønsket at stå frem med sit rigtige navn. Det fulde navn er kendt af redaktionen.  

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977