Francesca Lacaita: Fri bevægelighed er en borgerret

lacaita

Debatten om velfærdsturisme er den måske farligste omgang anti-immigrations hysteri til dato. Hysteriet  er bare endnu et kapitel i krigen imod de fattige. Dem, der ikke ønsker at se det europæiske projekt reduceret til en neoliberal ørkenvandring, bør være opmærksom på dette og handle efter det. De bør forsvare det europæiske statsborgerskabs kernerettigheder som en fødselsret for europæiske borgere.

af Francesca Lacaita, underviser i Italiensk Politik ved University of St. Andrews i  Skotland.

Indlægget er en redigeret udgave af et blogindlæg Social Europe Journal

Der var en gang hvor den “polske håndværkers spøgelse” hjemsøgte (Vest)Europa. Det var frygtet af befolkningen, hvorimod mainstream-eliten var mere begejstret, fordi den polske håndværker er initiativrig, hårdtarbejdende, nem at stille tilfreds og et godt eksempel for dovne vesteuropæiske arbejdere. Derfor blev han tilskyndet og protegeret af servicedirektivet for det indre marked (det såkaldte Bolkestein direktivet).

Omkring et årti senere har ophævelsen af restriktionerne på Rumænere og Bulgareres fri bevægelighed vækket et andet spøgelse, med helt andre karakteristika. Denne gang er det politikere og medier, som har fremkaldt spøgelset.

På overfladen handler det om frygt for, at bulgarere og rumænere – indbyggerne i de fattigste lande i EU – vil udnytte deres nye bevægelsesfrihed til at vælte i horder til Storbritannien og Tyskland for at udtømme deres velfærdssystemer igennem svindel og “velfærdsturisme”. Sådanne påstande har gentagne gange vist sig vildt overdrevne. De ser bort fra, at mobilitet inden for EU, i det store hele, altid har være statistisk lav, at immigranter er nettobidragydere til økonomien og velfærdssystemet i deres værtsland, at svindlere med meget større sandsynlighed er “lokale”, og at skatteunddragelse og social dumping er meget mere skadeligt end egentlig svingel med velfærdsydelser.

Den fri bevægeligheds historiske rødder

Denne omgang anti-immigrations hysteri er måske den farligste, da den får europæere til at glemme den tætte forbindelse imellem europæisk integration, fri bevægelighed i EU, og europæiske borgerrettigheder. Det hele startede på initiativ af den italienske delegation under forhandlingerne af den europæiske Kul- og Stålunion (EKSF), som blev etableret med EKSF-traktaten i Paris, 1951. Italien var et fattigt og overbefolket land med høj arbejdsløshed – givetvis langt værre end vor tids Bulgarien og Rumænien – og var desperat for emigrationsmuligheder.

Princippet om fri bevægelighed for mennesker har altså været en grundsten ikke kun i det europæiske statsborgerskab, men også i hele den europæiske konstruktion.

Igennem hårde forhandlinger kom den frie bevægelighed ind i Artikel 69 af EKSF-traktaten. Den var dog begrænset til “arbejdere der (…) har havde anerkendte kvalifikationer inden for kulmine- eller stålproduktions-erhverv”. Vi nåede først fuld implementering i 1957, og i mellemtiden blev arbejdernes mobilitet forhandlet bilateralt. I 1955 blev en sådan bilateral aftale underskrevet af den tyske og italienske regering, og den blev kun accepteret af de tyske fagforeninger, fordi fremmedarbejdere skulle have samme løn og sociale rettigheder som lokale arbejdere. Denne afvisning af social dumping som en indbygget del af migrationsoplevelsen (som det havde været indtil da), såede frøene for lige socialt medborgerskab – selv om italienere kun var gæstearbejdere, der midlertidigt levede isoleret og på kanten af det tyske samfund. Noget vi alle bør tænke over i de aktuelle debatter om ”udsendte arbejdere”.

Rom-traktaten fra 1957, som grundlagde det europæiske økonomiske fællesskab, markerede et vigtigt skridt fremad. Fri bevægelighed blev defineret som en rettighed, som blev udbredt til alle arbejdere, med udtagelse af de ansatte i den offentlige sektor. Implementeringen skete dog meget langsomt, og var først fuldt realiseret i 1968. På samme tid blev diskrimination af arbejdere fra medlemslande på baggrund af deres nationalitet forbudt, og udenlandske arbejdere fik ret til samme sociale og skattemæssige fordele som lokale arbejdere. Familiemedlemmer til migrantarbejdere fik også lov til at bo og arbejde i værtslandet. Sidst, men ikke mindst, kunne arbejdsløshed ikke længere i sig selv være udvisningsgrund. Alt dette var på plads, da Storbritannien meldte sig ind i det europæiske økonomiske fællesskab i 1973.

Romtraktaten gav kun arbejderne rettigheder som økonomiske aktører, og ikke endnu rettigheder som personer eller borgere. Men reglerne om familiesammenføring bragte en ny dimension ind i debatten om fri bevægelighed: Det er ikke kun unge, sunde, primært mandlige arbejdere, der flytter til andre medlemslande på en midlertidig basis. Det er også børn, teenagere, ældre og flere kvinder, som måske vælger at slå sig permanent ned i et andet land. Nye emner, som gik meget længere end hverdagen for økonomisk aktive arbejdere, trængte sig på: bolig, uddannelse, arbejdsløshed, sygdom osv.

Over de næste årtier var dommerne i EU-domstolen afgørende for udviklingen af en statsborgerskabsdimension i den fri bevægelighed, og i at styrke integrationen i alle dele af samfundet. F.eks. blev den fri bevægelighed i 1970erne og 1980erne udvidet til også at gælde selvstændige og sæsonarbejdere; i 1990erne blev der givet rettigheder til økonomisk inaktive personer (som studerende, pensionister og arbejdsløse) og deres familier. Det næste skridt var Maastrichttraktaten fra 1992, som introducerede begrebet ”europæisk statsborgerskab”, som også inkluderede forhold om stemmeret. Pt. er det mest omfattende dokument, der bekræfter fri bevægelighed som en borgerret, direktiv 2004/38/EC, som blandt andet fastlægger rammerne for adgang til velfærdsydelser og udvisning af EU borgere (hvilket ikke kan ske så nemt og så ofte som nogle politikere og avisredaktører ville ønske).

Princippet om fri bevægelighed for mennesker har altså været en grundsten ikke kun i det europæiske statsborgerskab, men også i hele den europæiske konstruktion. Selvfølgelig opfatter man fri bevægelighed som et princip og en rettighed (altså ikke kun en aftale som kan aflyses når det ikke længere er praktisk, og ikke kun som et værktøj til at sikre effektiviteten af det indre marked), hvis man i øvrigt er villig til at bryde med ideer om nationalstatens suverænintet, om borger og om fremmed. Og hvis man er villig til at bygge et nyt samfund og politisk fællesskab. Sådan var de mennesker der skabte den europæiske konstruktion.

Allerede i 1961 mente EU-kommissær Lionello Levi Sandri, at:

“(migrant)arbejderen må føle sit europæiske borgerskab som en kilde til styrke og stolthed. For det (…) vil være det vigtigste politiske og sociale resultat af liberaliseringen af arbejdsmarkedet: for at nå endnu længere, skal vi alle acceptere hvor langt europæisk solidaritet er kommet imod ideen om enhed”

Jeg frygter, at den gentagne optegning af kontrasten imellem “det (nationale) folk” og “Bruxelles”, og de endeløse krav om forandringer, som simpelthen ikke kan gennemføres, kan skabe en generel modstand imod retten til fri bevægelighed og europæisk statsborgerskab som sådan.

Nogle få år senere kaldte den første præsident for EU-kommissionen, Walter Hallstein, gennemførslen af fri bevægelighed for en af de “mest spektakulære skridt i programmet imod et integreret Europa”, et der tillod fællesskabet at “kalde sig selv det ’Europæiske økonomiske og sociale fællesskab’”. Og han funderede: “Konsekvenserne i form af forfatningspolitik er uberegnelige. Peger de imod et fælleseuropæisk statsborgerskab?”.

Det er igen vigtigt at gentage, at fortalerne for det nye begreb om “europæisk statsborgerskab” og “europæisk solidaritet”, primært var folk fra arbejderklassen. Næppe den gruppe af mennesker, som vi nu associerer med fri bevægelighed; studerende, professionelle, akademikere, nordeuropæere som bruger deres pensionsår i varme lande, og de højtkvalificerede arbejdere som Nordeuropæiske lande vil begrænse bevægeligheden til. Og arbejderklassens vilkår er et godt sted at starte, når man skal vurdere effekten af rettigheder.

Det ville være nemt at ignorere spøgelserne om horder af velfærdssvindlere – den fri bevægelighed er indskrevet i traktaterne. En ændring vil praktisk talt være umulig og kræve enstemmighed blandt 28 medlemslande. Er hele debatten ikke bare tom snak? Jeg frygter, at den gentagne optegning af kontrasten imellem “det (nationale) folk” og “Bruxelles”, og de endeløse krav om forandringer, som simpelthen ikke kan gennemføres, kan skabe en generel modstand imod retten til fri bevægelighed og europæisk statsborgerskab som sådan. Der er allerede en begyndende begrænsning af fortolkningen af disse rettigheder, når det i den offentlige opinion hævdes, at rettighederne skal ”optjenes”. Endnu en gang er der en fare for, at det europæiske niveau bliver et sted, hvor neoliberal politik og forhold bliver “sund fornuft”, selvom de måske bliver kritiseret derhjemme.

Bølgen af anti-immigrant hysteri, der tilsyneladende er en følge af ophævelsen af begrænsningerne på Bulgarernes og Rumænernes frie bevægelighed, er bare endnu et kapitel i krigen imod de fattige. Dem, der ikke ønsker at se det europæiske projekt reduceret til en neoliberal ørkenvandring, bør være opmærksom på dette og handle efter det. De bør forsvare det europæiske statsborgerskabs kernerettigheder som en fødselsret for europæiske borgere. De bør stå fast på princippet om lige løn for lige arbejde på tværs af hele EU og stå imod et hvert forsøg på social dumping. De bør kæmpe imod lighed og ubalance indenfor EU og tackle den nuværende krise som et europæisk problem, uden at falde for fristelsen til at tro på, at en “national” løsning er mulig eller ønskelig.

De bør formulere en europæisk omfordelende og anti-cyklisk politik (et nye europæisk borgerinitiativ for beskæftigelse og bæredygtig vækst er f.eks. blevet præsenteret for Europa Kommissionen). De bør seriøst overveje implikationerne af et europæisk socialt statsborgerskab, og hvilke skridt der kan tages for at udvikle det. Til sidst bør de overveje at lægge grundarbejdet for at udvide de europæiske borgerrettigheder til tredjelandes borgere, der bor lovligt i EU, for på den måde at bekæmpe de uretfærdigheder og den diskrimination, som længe har være fordømt. Det europæiske valg er på trapperne, og disse emner bør debatteres. Tiden er inde.

 

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977