Fra Stoltenberg til Solberg – hvad kan Socialdemokraterne lære?

782px-Jens_Stoltenberg

Økonomien buldrer derudad. Arbejdsløsheden er helt i bund. Statsministeren er populær ude og hjemme. Det virker umiddelbart ufatteligt, at nordmændene skulle fravælge Jens Stoltenberg. Det er bare i et land som svømmer over av melk og honning velgerne vil bytte ut en ledelse som sørger for de fleste og har stålkontroll på økonomien” skrev Dagbladets politiske kommentator Sten Aabø i avisen på selve valgdagen. Ja, selv den liberale nestor Uffe Ellemann-Jensen indrømmede, at han nok ville have sat krydset ved Stoltenberg, hvis han kunne. Men nordmændene stemte altså efter otte år den rød-grønne norske regering ud af kontorerne. Trods nederlaget kan vi som danske socialdemokrater lære af det norske valg – og dykker man lidt ned i tallene er der faktisk også grund til lidt forsigtig optimisme på vores partis vegne.

Af souschef i Socialdemokraterens Analyse- og Informationsafdeling Kasper Graa Wulff og Socialdemokraternes internationale sekretær Morten Damm Krogh

De kolde facts kan ses i tabellen. Det blev en klar borgerlig sejr, og regeringspartierne fik samlet kun godt 40 % af stemmerne. I øjeblikket forhandler de fire borgerlige partier om dannelsen af en firepartiregering og meget skal gå galt, hvis ikke Høyres leder Erna Solberg om en måneds tid kan kalde sig Norges statsminister.

2009-valget Snitmåling november 2012 2013-valget
Arbeiderpartiet 35,4 27,8 30,8
Sosialistisk Venstreparti 6,2 4,1 4,1
Senterpartiet 6,2 4,4 5,5
Regeringen i alt 47,8 36,3 40,4
Høyre 17,2 34,3 26,8
Fremskrittspartiet 22,9 17,1 16,3
Kristelig Folkeparti 5,5 4,9 5,6
Venstre 3,9 4,4 5,2
Oppositionen i alt 49,5 60,7 53,9
Rødt 1,3 1,3 1,1
Miljøpartiet de grønne 0,3 0,6 2,8

Kilde: www.valg.tv2.no. En række mindre partier er ikke inkluderet i tabellen, hvorfor tallene ikke summerer til 100%.

For at forstå APs valgnederlag må vi se på forløbet siden valget i 2009. Dengang kunne vælgerne stemme på enten en forsat rød-grøn regering eller fire borgerlige partier, der var ekstremt uenige om, hvem der skulle være statsminister i tilfælde af borgerligt flertal. Fremskrittspartiet (FRP) med Siv Jensen som formand var klart største parti, og AP havde held med at gøre ”Jens eller Siv” til valgkampens hovedspørgsmål. Trods den borgerlige splittelse fik den blå blok faktisk et lille flertal af stemmerne, men pga. stemmespil (Venstre røg under spærregrænsen) fik den rød-grønne regering flertal i Stortinget og kunne fortsætte endnu fire år.

regeringen kunne stort set ikke tåle at tabe en eneste vælger fra 2009-valget.

Udgangspunktet for 2013-valget var således vanskeligt. Regeringen havde siddet otte år, og det havde slidt, ikke mindst på de to små koalitionsparter Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet. Samtidig kunne regeringen stort set ikke tåle at tabe en eneste vælger fra 2009-valget.

Borgerligt tronskifte

Da opvarmningen til Stortingsvalget begyndte, var det med et ændret politisk landskab, der faktisk minder en del om det aktuelt danske. Efter 2009-valget lykkedes det Høyre at etablere sig som det ledende borgerlige parti, samtidig med at FRP blev betydeligt reduceret. Tendensen blev cementeret ved lokalvalget i 2011, hvor Høyre med Erna Solberg i spidsen var den store vinder. Dermed var valget i 2013 ikke den ideologisk klare konfrontation mellem Jens eller Siv, men i stedet mellem Jens eller Erna.

Høyre mødte ikke længere vælgerne med et løfte om seismisk skift i borgerlig retning, men derimod med det mere forsigtige valgslogan ”Nye idéer og bedre løsninger”

Strategerne i Høyre havde efter valgskuffelsen i 2009 gjort deres nordiske hjemmearbejde og hentet inspiration fra både danske Venstre og ikke mindst Moderaterna i Sverige. Som et ekko af Fredrik Reinfeldt begyndte Høyres at brande sig som Norges nye arbejderparti. Høyre opblødte den tidligere konfrontatoriske linje over for de store lønmodtagerorganisationer, ændrede holdning til sygedagpenge og begyndte fra den ene dag til den anden at tale om social dumping som et alvorligt samfundsproblem. Symbolikken blev total da Høyre sikrede sig rettighederne til domænet www.arbeidspartiet.no. Høyre mødte ikke længere vælgerne med et løfte om seismisk skift i borgerlig retning, men derimod med det mere forsigtige valgslogan ”Nye idéer og bedre løsninger”. Med Erna Solberg som statsminister ville nordmændene med det nye reformerede Høyre ikke få en mindre, men en bedre og mere effektiv offentlig sektor. Et budskab, der har resonans i et vælgerlandskab, hvor konkrete problemer med infrastruktur, uddannelse, ældrepleje og sundshedsvæsenet konstant sættes overfor Norges (stort set korrekte) selvbillede som ”verdens rigeste land”. 

Skyggen fra Utøya

Siden 2009 er der også indtruffet en begivenhed, der – i hvert fald på overfladen – ikke spillede en rolle i valgkampen, men som man vanskeligt kan se bort fra, når valget skal tolkes: Terrorangrebet i Oslo og på Utøya 22. juli 2011.

Konsekvensen for Jens Stoltenberg og Arbeiderpartiet var todelt. Der er naturligvis en kolossal sympati for partiet og en ditto beundring for Jens Stoltenbergs ageren i dagene og ugerne efter angrebet. Men der har også været kritisk fokus på det mangelfulde beredskab, for den manglende sikring af regeringskvarteret, hvor bomben sprang, og for den langsomme reaktion massakren på Utøya. Der er en følelse af, at myndighederne svigtede 22. juli – og selvom hverken Stoltenberg eller AP direkte er blevet pålagt skylden for det, falder svigtet tilbage på den siddende regering.

Konsekvensen for de borgerlige var et svækket Fremskrittsparti og et styrket Høyre. FRPs nedtur begyndte før 22. juli, men blev cementeret efter terrorangrebet. Tilsyneladende har en gruppe vælgere mere permanent fravalgt FRP til fordel for Høyre. Den udvikling gjorde Solberg til det borgerlige Norges ubestridte leder – hvad hun som nævnt ikke var i 2009.

Den tredje konsekvens har været en ret pæn valgkamp, hvor fællesskabsfølelsen fra 22. juli har dæmpet de personlige og mere bidske angreb. Det har været ordentligt – kedeligt siger nogen – og det er ikke en ubetinget fordel for en regering, der virkelig havde noget at skulle hente i valgkampen.

It’s not just the economy, stupid

Nordmændene kunne efter otte år med en rød-grøn regering konstatere, at det meste egentlig gik fremragende. Men de var også så tilpas trygge ved alternativet, at de ikke var bange for at give Erna en chance og AP en pause. Medierne for deres del var også hurtige til at tage spændingen ud af valgkampen. Her var man tidligt klar til at erklære valget afgjort i borgerligt favør. En del af APs vælgere fra 2009 valgte formentlig af samme grund at blive hjemme. Andre AP-vælgere valgte af taktiske årsager at stemme på midterpartierne Kristeligt Folkeparti og Venstre i håbet om at styrke midten af norsk politik for dermed at undgå en et rent Høyre-FRP flertal.

AP og hele dets græsrodsorganisation en valgkamp, der blev kåret til den bedste, når det kom til at levere klare budskaber og præge valgkampens mediedagsorden offensivt

For en dansk socialdemokrat er det selvfølgeligt nedslående, at Europakortet er blevet endnu mere blåt. Men ser man nærmere på den politiske udvikling det sidste år – og særligt på valgkampen – rummer det norske valg også kilder til inspiration. I januar 2013 fik Høyre i en enkelt meningsmåling 40,1 % af stemmerne. I flere målinger stod Høyre og FRP til at kunne danne regering alene. Ser man på gennemsnittet på tværs af institutter ramte regeringen bunden i november 2012 med en samlet opslutning på 36,3 %, mens de fire borgerlige partier stod til 60,7 % af stemmerne. Situationen så ikke meget bedre ud, da man gik på sommerferie og gjorde klar til valgkampen i august og september.

Men slutresultatet ser altså – trods nederlag – langt mere fornuftigt ud. Høyre var i 1½ år over 30 % og største parti i målingerne, men endte som næststørste parti et godt stykke under 30 %. Regeringen tabte klart, men den fik halet betragteligt ind på de borgerlige, især når man tager i betragtning, at der var betydeligt stemmespild på venstre side, særligt til det nye fænomen Miljøpartiet De Grønne.

”Det er lov å være skuffet”, sagde Stoltenberg på valgaftenen, men AP går i opposition i en langt stærkere og mere samlet position end ventet. Gejsten kan holdes oppe trods svære odds man entrerede valgkampen med. Havde AP ført en dårlig valgkamp, kunne det være gået galt – som det gjorde i 2001, hvor AP efter en kort regeringsperiode tabte over 10 % og regeringsmagten. Denne gang formåede AP at forbedre deres position betragteligt og landede på en vælgertilslutning, der ligger tæt på udganpsunktet man indledte regeringstiden med i 2005. Samtidig førte AP og hele dets græsrodsorganisation en valgkamp, der blev kåret til den bedste, når det kom til at levere klare budskaber og præge valgkampens mediedagsorden offensivt.

Borgerligt kaos – i Norge og Danmark

”Tryg styring vs. borgerligt kaos” var et centralt tema for AP. Det lykkedes at bringe det i spil, om end det ikke lykkedes nok. I de sidste dage og de sidste store TV-debatter gjorde de fire borgerlige partiledere sig store anstrengelser for at fremstå samlet og villige til at finde fælles fodslag. Det viser, at de selv var pinligt klar over, hvor deres svage punkt var. Der er langt – meget langt – fra Kristelig Folkepartis fordelings- og værdipolitik til Fremskrittspartiets. Generelt rummer den borgerlige norske blok spændinger, der i høj grad minder om, hvad blå blok i Danmark kan byde på. Lederen af blå blok, Erna Solberg, var en ligeså klar taber af valgkampen som hun var vinder af valget – sandsynligvis pga. et konstant pres på hende for at forklare, hvordan hun vil håndtere dette borgerlige kaos.

2015 ser faktisk ikke helt håbløst ud.

Om det rent faktisk bliver borgerligt kaos må vi vente med at se – de forhandler i skrivende stund på livet løs. Men trods en trist afsked med Stoltenberg som norsk statsminister er det altså værd at bide mærke i, at man med kritisk fokus på fire borgerlige partiers sammenhold kan hente godt 5 % i en valgkamp og reducere det ledende oppositionsparti fra over 40 % til knap 27 %. Overfører man de tal til en dansk virkelighed, ser 2015 faktisk ikke helt håbløst ud.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977