Forstummede interesser, højlydte værdier

960x

Har socialdemokratismens tredje vej hjulpet højrepopulismen frem? Denne artikels hovedfokus er det norske Fremskrittspartiet (Frp), men håbet er, at den også vil være relevant i analysen af andre landes højrepopulisme.

af Magnus E. Marsdal, journalist og forfatter. senest Lærerkoden

For mig er det mest interessante aspekt af Frp’s fremgang deres evne til at tiltrække sig så stor en andel af arbejderklassens stemmer. I et fortrinsvist socialdemokratisk land som Norge er dette noget af et paradoks, Frp’s politik vedrørende økonomisk omfordeling, arbejdernes rettigheder og fagforeningernes magt taget i betragtning. Frp’s økonomiske politik bygger på den koldeste amerikanske laissez-faire og thatcherisme, selvom den er blevet afdæmpet af mere end 30 års ideologisk tilpasning til den traditionelle skandinaviske velfærdstat. Mens Frp udadtil bekender sig til disse traditioner, fastholder de et mere radikalt program med privatiseringer og skattelettelser end hvilket som helst andet norsk parti. Frp er stadig det parti i Norge, som er mest fjendtligt over for fagforeninger.  Frp’s program er principielt imod nationale prisaftaler, som af mange betragtes som den norske fagbevægelses sine qua non. Men mange arbejdere vælger alligevel dette parti i stemmeboksen. Selv arbejdere, som er organiserede i en fagforening, stemmer nu Frp i stort antal.

Lægges disse stemmer sammen med de stemmer, som normalt går til de mere traditionelle højrefløjspartier, kan de vise sig afgørende for, at der kan etableres et vedvarende højrefløjshegemoni i det norske parlament (dette var situationen i Danmark, hvor Dansk Folkeparti har bidraget væsentligt til, at den borgerlige koalition har kunnet regere uforstyrret fra 2001 til 2011). Fremkomsten af Frp som ’det nye arbejderparti’ er uden tvivl den mest seriøse trussel mod de norske venstrefløjspartier siden kampen mod det radikale Højre i 1940’erne.

I min bog fra 2007, Frp-koden, satte jeg mig for at undersøge, hvorfor Frp har opnået så stor opbakning indenfor arbejderklassen. I denne artikel vil jeg præsentere nogle af mine resultater. Min undersøgelse bestod af kvalitative interviews med vælgere (i deres hjem, på deres arbejdsplads, i deres fritid og på ferie ved den spanske Costa Blanca), var baseret på omfattende sociologiske data om vælgere og deres meninger og på sammenligning med redegørelser (fra statskundskab, sociologi og journalistik) for lignende vælgere og partier i andre lande (primært i Danmark, Frankrig og USA). Formålet med denne artikel er ikke at opbygge en sammenhængende teori eller en omfattende redegørelse af højrepopulismens succes blandt arbejderklassens vælgere, men kun at formidle nogle af elementerne i de analyser, som præsenteres i Frp-koden. Et kontroversielt emne, som jeg vil behandle, er den sammenhæng, som angiveligt eksisterer mellem socialdemokratismens tredje vej (især dens tilpasning til den neoliberale økonomiske politik) og fremkomsten af højrepopulisme som så stærk en politisk strømning blandt store dele af arbejderklassens vælgerkorps i mange europæiske lande.

Placeringen af Frp’s vælgere i et todimensionelt socialt rum

For at undersøge disse vælgeres politiske sociologi, gør vi brug af et todimensionelt kort af Norges ’beskæftigelsesgruppers sociale rum’ fordelt efter gruppemedlemmernes økonomiske kapital og kulturelle kapital. Data kommer fra en norsk spørgeskemaundersøgelse med 10.000 repræsentativt udvalgte svarpersoner (TNS Gallup Forbruker & Media 2006, behandlet af Sosioraster).  Konceptet kapital er her brugt som i den franske sociolog Pierre Bourdieus (1986) tradition. Kulturel kapital er her defineret ved parametrene uddannelsesniveau og faderens uddannelsesniveau. Årlig indtægt og forskellige former af samlet formue definerer økonomisk kapital.

Figur 1. Beskæftigelsesgruppers sociale rum

MM1

Langs den vertikale akse er svarpersonerne fordelt i gruppe (ved benyttelse af den statistiske metode ’correspondence analysis’) efter samlede mængde kapital (dem uden kapital i bunden og dem med mest kapital i toppen). Langs den horisontale akse er grupperne fordelt efter princippet sammensætningen af kapital. Svarpersonerne på højre side besidder flere penge end uddannelse; på venstre side er det modsat. I midten finder vi de respondenter, som har en balanceret sammensætning af de to kapitalformer.

Hvordan er tilbøjeligheden til at stemme på Frp fordelt i det sociale rum, som det her er konstrueret? For at kortlægge det, må vi opdele svarpersonerne vertikalt i tre ’klasser’ (Elite, Mellem og Lav). Disse er derefter opdelt horisontalt i tre ’klassefraktioner’ (Kulturelle, Balancerede og Økonomiske) indenfor hver klasse. Dette giver 9 klassefraktioner af samme størrelse (samme antal svarpersoner i hver).

Figur 2. Befolkningen opdelt i 9 grupper

MM2

Det er nu muligt at vise mønstre af holdninger eller smag ved at måle den gennemsnitlige tilbøjelighed for svarpersonerne i hver af de 9 klassefraktioner. Bemærk til eksempel tilbøjelighedsmønstret for at ryge ’rul-selv-cigaretter’:

Figur 3. Ryger rul-selv-cigaretter   

MM3

Hvis en gruppe svarpersoner viser den samme tilbøjelighed som gennemsnittet af hele stikprøven, får den værdien 100 (ligesom middelklassens økonomiske fraktion i denne figur). Dem med en score højere end 100, viser en overtilbøjelighed, og dem med en lavere score end 100 viser en undertilbøjelighed (bemærk at denne figur ikke illustrerer den fulde udbredelse af denne målte præference, hverken for hver gruppe eller for hele stikprøven; den indikerer kun de områder i det sociale rum, hvor man finder over- eller underrepræsentation af denne præference).

Figuren viser et klart socialt mønster i præferencen for rul-selv-cigaretter. Den største forskel, man kan observere, er den mellem dem i toppen og dem i bunden. Dette betyder at det stærkeste differentieringsprincip i dette tilfælde er den samlede mængde kapital. Rygningen eller ikke-rygningen af denne type cigaretter er derfor et spørgsmål om klasse, hvis vi med ’klasse’ mener forskelle på den vertikale akse i det konstruerede sociale rum i modsætning til forskelle på den horisontale akse.

Lad os nu observere tilbøjeligheden til at stemme på Frp.

Figur 4. Stemmer på Frp

MM4

Som vi kan se, er partiet mere populært på den højre side end på den venstre. Dette indikerer, at sammensætningen af kapital er et aktivt differentieringsprincip i dette tilfælde: Frp er foretrukket af dem, som har ’flere penge end uddannelse’ (hvilket i en vis grad kan overføres til at betegne ’den private sektor’, som igen i en vis grad kan betegne ’mænd’). Men den samlede mængde kapital er også relevant: Frp står stærkere blandt dem, som er placeret i bunden af figuren end hos eliterne, som befinder sig i toppen. Dermed er Frp et ’populært’ parti, som har sin styrkeposition i den mandsdominerede private sektor. I Frp-koden (som i denne artikel) er analyseobjektet ikke de Frp-vælgere, som befinder sig højest i det sociale rum, men vælgerne fra ’arbejderklassen’ (lidt arbitrært defineret som de 60 pct. af Frp’s vælgere, som har den laveste årlige indkomst).

Det mest påfaldende ved denne kortlægning er måske den exceptionelle modvilje, som ’de uddannede’ har mod Frp, især i den offentlige sektor (eliteklassens kulturelle fraktion og middelklassens kulturelle fraktion). For at belyse meningen af denne sammenhæng, kunne man sammenligne distributionen af tilbøjeligheden til at stemme Frp med tilbøjeligheden for at stemme for Socialistisk Venstreparti (SV), som nu er partner i regeringskoalitionen, og som er det mest radikale af partierne på venstrefløjen i det norske parlament (partiets opbakning er gået fra 6,2 pct. til 12,5 pct. over de seneste tre parlamentsvalg).

Figur 5. Stemmer på SV

MM5

De to grupper, som har størst modvilje mod Frp, er begge vælgerbastioner for SV. I lyset af SV’s programmatiske reference til den politiske betydning af ’arbejderklassen’, er det interessant at bemærke, at det stærkeste differentieringsprincip in denne figur klart er sammensætningen af kapital (hvilket i nogen grad kan opfattes som modsætningen mellem den offentlig og den private sektor). SV er klart ikke noget ’klasseparti’; det er et sektorparti. Det er partiet for ’dem med mere uddannelse end penge, men som er lidt på den privilegerede side’.

Frp er lige det modsatte – det er partiet for ’dem med flere penge end uddannelse, men som er lidt på den underprivilegerede side’. Historisk set er de begge middelklassepartier. SV blev skabt i 1970’erne af den uddannede middelklasse. Frp blev skabt cirka i samme periode, men af den økonomiske middelklasse. Denne socialpolitiske udvikling, som er ansporet af modstående fraktioner inden for middelklassen, kan observeres i en række andre lande i Europa efter anden verdenskrig. Hvor den største ideologiske kampplads før var konfrontationen mellem en organiseret arbejderklasse og kapitalen – en top-bund-modsætning så at sige – er vi nu vidner til en polarisering mellem den voksende uddannede middelklasses ’socialisme’ og den stræbsomme og ofte utilfredse økonomiske middelklasses højrepopulisme; en konfrontation beskrevet af Bourdieu som modsætningen ”mellem folkeskolelærerne og de små forretningsdrivende, som i efterkrigstidens Frankrig er kommet til udtryk i en politisk modsætning mellem venstre og højre” (1995).

SV og Frp har gjort en indsats for at tiltrække arbejderklassens stemmer, men mens socialisterne mest har talt (med programmatiske referencer til ’arbejderklassen’), synes højrepopulisterne at have handlet. I 2005 var Frp for første gang det mest populære parti blandt ufaglærte arbejdere (med 36 pct. af gruppens stemmer), efterfulgt af det socialdemokratiske Arbeiderpartiet.

Forvirrende mønster af politiske holdninger?

Hvilke politiske holdninger har Frp’s vælgere fra arbejderklassen? Deler de partiets liberalistiske, højreorienterede holdninger til økonomisk omfordeling? Eller holder de fast i socialdemokratiske arbejderklasseværdier på dette område? Hvis ja, hvad får dem så til alligevel at stemme på højrefløjens partier?

Jeg fandt gennem mine interviews og i meningsmålingsdatabaser ud af, at disse vælgere er fælles om at have konservative eller højreorienterede holdninger vedrørende visse emner, som de følgende:

  • Indvandring
  • Kriminalitet/straf
  • Udviklingsbistand
  • Miljø (og især miljøforkæmpere)
  • Feminisme (og især feminister)

Vedrørende disse spørgsmål er Frp’s arbejderklassevælgere i overensstemmelse med partiets linje. Men de samme vælgere er også fælles om at have venstreorienterede holdninger vedrørende en række spørgsmål, som de følgende:

  • Mindskelse af de økonomiske uligheder i samfundet
  • Statens ansvar for at sikre velfærdsydelser til alle borgere
  • Øget magt til arbejderne/indflydelse på arbejdspladsen

Vedrørende disse spørgsmål er Frp’s arbejderklassevælgere (her defineret som de 60 pct. af Frp’s vælgere med den laveste indtægt) ikke i overensstemmelse med partiledelsens linje, som ligger langt til højre for disse vælgere. Til eksempel ønsker partiet ifølge sit program at afskaffe beskatningen på formue og at afskaffe alle former for beskatning på arv. Disse er krav fra de rige, og ikke fra Norges arbejdere, som skulle løfte en større del af den totale nationale beskatning, hvis de rige får disse skattelettelser fra Frp.

Faktisk ligner Frp’s arbejderklassevælgere meget Arbeiderpartiets arbejderklassevælgere (her defineret som de mindst uddannede 60 pct. af partiets vælgere) på følgende områder: Begge grupper har traditionelle arbejderklasseholdninger. Og det faktisk i så høj grad at Frp’s arbejderklassevælgere står til venstre for Arbeiderpartiets elitevælgere (her defineret som de 15 pct. af partiets vælgere, som har mindst 4 års videregående uddannelse) på spørgsmål som øget magt til arbejderne eller økonomisk omfordeling via skatten (Marsdal 2007).

Frp’s arbejderklassevælgere er altså højreorienterede/konservative på nogle vigtige politiske spørgsmål og venstreorienterede/socialistiske på andre. Hvad kan vi så konkludere ud fra det? Hvordan kan vi fastslå en sådan vælgers position på den politiske højre-venstre-skala?

Svaret er, at vi ikke kan. For at kunne fastslå disse vælgeres koordinater, har vi behov for at benytte to forskellige politiske venstre/højre-akser samtidig: den traditionelle venstre/højre-akse (’klasseaksen’) samt den værdipolitiske akse.

Figur 6. Den traditionelle venstre/højre-akse

MM6

På denne akse ligger Frp’s arbejderklassevælgere til venstre, mens partilinjen ligger til højre. Men som tidligere nævnt behøver vi en akse mere til at fastsætte disse vælgeres koordinater.

Figur 7. Den værdipolitiske venstre/højre-akse

MM7

På denne akse ligger Frp’s arbejderklassevælgere til højre. Således kan deres omtrentlige placering tegnes på følgende måde:

Figur 8. To dimensioner for politisk konfrontation

MM8

De konflikter, som definerer den traditionelle akse, er kendetegnet ved, at de stammer fra modsætningen mellem rig og fattig, kapital og arbejde, de få magtfulde og de mange organiserede. De er som sådan reelle ’klassekonflikter’. De spørgsmål, der definerer den horisontale akse over den såkaldte værdipolitik, opstår ikke af sådan en klassemodsætning. De kan være ligeså vigtige eller saliente, men de handler ikke om klasse.

Denne forskel er af stor relevans for venstrefløjens politiske strategier. Mens spørgsmålene, som definerer den vertikale akse, har tendens til at forene arbejderklassen politisk, har spørgsmålene, som definerer den horisontale akse, tendens til at opdele dem. Venstrefløjens mobilisering af flertallet plejede at være interessebaseret og bygget op omkring klassespørgsmål, som forenede arbejderne. I Skandinavien (og andre steder) har arbejderbevægelsen med denne strategi haft succes med at sikre sin politiske magtposition (såsom flertal i parlamentet), med hvilken bevægelsens partier har implementeret progressiv politik, herunder også på såkaldte værdispørgsmål. Den socialpolitiske basis for den politiske mobilisering forblev dog et klassespørgsmål omhandlende velfærd, magt og den økonomiske fordeling (Marsdal 2007).

Ny konsensus på partipolitisk topniveau

Mange af de Frp-vælgere, jeg har mødt i løbet min undersøgelse, var medlemmer af fagforeninger og havde tidligere stemt på Arbeiderpartiet. En af dem, en 67-årig pensionist, fortalte mig, at hun nu stemte Frp til kommunalvalgene, men stadig stemte Arbeiderpartiet til parlamentsvalgene. Hun havde tydeligvis overvejet at flytte over i Frp’s lejr permanent, ligesom hendes søn havde gjort syv år tidligere. Denne kvinde havde været arbejder og medlem af en fagforening hele sit voksenliv. Hendes far var en engageret og aktiv organisator indenfor sin fagforening fra 1940’erne til 1970’erne, og hendes afdøde mand var også medlem af en fagforening. Hele familien var stolt af deres trofaste fagforeningshistorie. Hun havde også meget klare venstreorienterede, socialdemokratiske holdninger til den stigende ulighed, behovet for mere fagforeningsaktivitet, at de rige har for meget magt, etc.

Jeg spurgte hende: ”Eli, du har alle disse klare meninger om lighed og ulighed, som Frp ikke har. Burde du ikke stemme til venstre?” Hun så på mig og sagde: ”Gør det egentlig en forskel? For mig ser det ud som om, det altid er det samme uanset hvem, der har magten. De går alle direkte fra skole til politik, de ved ingenting om almindelige arbejderes liv, og alligevel går de rundt og vedtager alle mulige love og bestemmelser, som de trækker ned over hovedet på os. Ingen lytter til sådan en som mig.” Da jeg spurgte hende hvorfor hun ikke ville stemme venstreorienteret mere, svarede hun kort sagt: Det har vi allerede prøvet.

Det virkede som om hun, og mange andre jeg har mødt, ikke rigtig kunne se forskellen mellem højre og venstre længere, og derfor betød det ikke særlig meget for dem, at Frp altid havde været et højrefløjsparti, selvom de aldrig ville identificere sig selv som højreorienterede. Jeg tænkte: Kunne dette være et spor til at dechifrere Frp-koden? Er disse arbejderes politiske venstre/højre-kompas gået i stykker

Jeg begyndte derefter at undersøge, hvad der faktisk var sket i partipolitik på topniveau gennem de sidste tredive år. Jeg fandt et klart konvergensmønster mod markedsorienteret politik: politikker, som op til 1970’erne blev betragtet som højreorienterede/konservative/økonomisk liberalistiske, og derfor det modsatte af det, som arbejderbevægelsen stod for, var gradvist blevet Socialdemokratiets foretrukne politik – og dermed den nye, mere eller mindre uantastede, ortodoksi i parlamentet. Dette var tilfældet på en række vigtige og tidligere meget omstridte områder inden for offentlig politik. Under denne nye konsensus var resultaterne, uanset hvem der havde magten, som følger:

  • Lavere skat på kapital, lønmodtagerne bærer en større del af omkostningerne
  • Øget økonomisk ulighed
  • Privatisering af større offentlige firmaer (Statoil, Telenor)
  • Dereguleringen af elektricitetsmarkedet (Norge gennemførte verdens mest omfattende omlægning af systemet til markedsvilkår i 1991)
  • Afvikling af den sociale boligpolitik
  • Frihandelsrestriktioner dikteret af EU’s indre marked og WTO
  • Nedskæring på pensioner
  • Mere magt og indflydelse til den afregulerede private finanssektor

Den ældre dame havde faktisk fat i noget: Det kan helt sikkert være svært i disse dage at se forskel på den ene regering over for den anden. Mens valgkampagnerne forsøger at overbevise vælgerne om, at de ved at skifte regeringen ud faktisk kan dreje samfundets politiske rat, har virkeligheden i de sidste tre årtier været, at vælgerne kun kan få fat i gearstangen – ved at skifte regeringen ud er de kun i stand til at ændre den politiske transformations hastighed imod en øget ulighed og en lavere offentlig velfærdsforsyning, men ikke den politiske kurs.

På det ideologiske niveau blev dette forløb heftigt forsvaret af socialdemokratiske fortalere for den tredje vej såsom Anthony Giddens og Tony Blair. De betragtede underkastelsen til den neoliberale politik, ikke som en retræte, men som en nødvendig modernisering af venstrefløjen i en æra af ”globalisering” og ”individualisering”, i hvilken udformningen af den økonomiske politik ”rækker hinsides højre- og venstrefløjen” (Giddens 1994).  Denne ideologiske strømning har haft en stærk position blandt den socialdemokratiske elite, især i 1990’erne, herunder Jospins regering i Frankrig, Schröders regering i Tyskland, Prodis regeringer i Italien, Nyrup Rasmussens regering i Danmark og Stoltenbergs første regering (2000-2001) i Norge. Det interessante spørgsmål er her ikke, om man er enig med den tredje vejs tilpasning til den neoliberale ortodoksi vedrørende økonomisk politik eller ej. Snarere handler det om, hvordan denne hidtil usete konvergens mod højre indenfor økonomisk politik kan påvirke vores undersøgelses objekt: højrepopulismens potentielle vælgere i arbejderklassen.

Værdipolitikkens saliens på selve valgdagen

Den franske avis Le Monde råbte ”jordskælv” på forsiden. Det var morgenen efter, at Jean-Marie Le Pen fra Front National vandt over den socialistiske premiereminister Lionel Jospin i præsidentvalgets første runde i 2002. For venstrefløjen betød det katastrofe. Sociologen Loïc Wacquant var hurtig til at placere skylden:

”Det ekstreme højres fremgang, som startede i 1980’erne, faldt sammen med den franske venstrefløjs opgivelse af dens arbejdertradition og -ambition. Da det Socialistiske Parti ændrede sin doktrin og sin politik med henblik på at tiltrække den uddannede middelklasse, og trak det Kommunistiske Parti med sig (og ind i regeringen), blev Front National det parti, som fik flest stemmer af arbejderne og de arbejdsløse.

De franske socialister havde endog teoretiseret dette forræderi. Dominique Strauss-Kahn (Jospins talsperson og mulig premiereminister i tilfældet at Jospin var blevet præsident) forklarede, at det franske ”samfund mener at det er nået sin grænse men hensyn til omfordeling” på trods af, at aktiemarkedet boomede, mens 3 millioner var arbejdsløse, og 4 millioner officielt levede under fattigdomsgrænsen.

[…]

Jospin blev endda den første premiereminister fra venstrefløjen i fransk historie, som sænkede skatten for de rige. I september 1999 forklarede han: ”Jeg tror ikke længere på, at man kan administrere økonomien. Man kan ikke regulere økonomien med lovgivninger, med tekster. Alle anerkender markedets [regler]”.

[…]

Så længe socialisterne i Frankrig, og i resten af Europa, bliver ved med at ignorere den stigende sociale usikkerhed forårsaget af nedskæringer i velfærden og den økonomiske deregulering, vil de fortsat, sten for sten, bane vejen for fascismen” (Halimi et al. 2002).

I denne polemiske skrivelse påstår Wacquant, at der findes en kausalrelation mellem den tredje vejs (neoliberale) socialdemokratisme og højrepopulismens fremgang indenfor arbejderklassen. I Frp-koden undersøger jeg, om der virkelig findes en sådan relation.

Statskundskaben har frembragt en del interessant viden i kølvandet på højrefløjens jordskredssejr ved det danske folketingsvalg i 2001. I Danmark har både det højrepopulistiske Dansk Folkeparti, og det mainstream liberalistiske parti Venstre, udnyttet den højrepopulistiske antielitære retorik i de seneste valgkampagner med stor vægt på spørgsmålet om indvandring og på ’kulturkrigen’, som udkæmpes af dem med såkaldt sund fornuft mod universiteternes besserwissere, de officielle kulturkomitéer og venstrefløjens intellektuelle generelt.

I denne periode har de danske socialdemokrater, på bedste tredjevejs-manér, tilskrevet sig den nye ortodoksi for økonomisk politik, ofte til skuffelse for mange af deres vælgere.  Eksempelvis vedtog den socialdemokratiske regering den kontroversielle efterlønsreform i 1998 på trods af, at de i samme års valgkampagne havde lovet at bevare efterlønnen. 82 pct. af danskere var på det ridspunkt af den holdning, at socialdemokraterne ikke havde holdt deres løfte (Andersen et al. 2003). Mens socialdemokraterne gennemførte den nye ortodoksis politik, rykkede Venstre sin retorik mod midten og roste værdien af den skandinaviske velfærdsstats bedrifter. De ideologiske linjer var slørede.

Jordskredssejren i 2001 indvarslede et stabilt højrefløjshegemoni i dansk politik. Ved dette valg mistede socialdemokraterne (og venstrefløjen generelt) en stor del af deres kernevælgere – arbejderne. Politologerne, som stod for Det Danske Valgprojekt, har påpeget, at der skete en ”fuldstændig nedbrydning af den kollektive mobilisering af arbejderklassen […] nærmest en udslettelse af arbejderpartier i den yngre del af arbejderklassen […] særligt udtalt blandt faglærte arbejdere” (Andersen et al. 2003). Den danske venstrefløj er stadig tung i hovedet efter slaget.

Hvad var det så der skete i 2001? Det Danske Valgprojekt ledet af Jørgen Goul Andersen ved Aalborg Universitet gav nogle interessante resultater:

  • Arbejdergruppen og funktionærgruppen byttede plads på selve valgdagen: I gennemsnit plejede arbejderne at stemme til venstre for de ikke-manuelle grupper; nu stemmer de til højre for dem.
  • Arbejderne havde dog ikke rykket sig til højre med hensyn til velfærdspolitik: de er traditionelt til venstre for funktionærvælgerne med hensyn til spørgsmål om økonomisk omfordeling og offentlig velfærd, og det blev de ved med at være i 2001 (med hensyn til visse spørgsmål var de endnu mere til venstre for funktionærerne, end de var i 1979).
  • Vælgerne generelt har ikke rykket sig til højere med hensyn til velfærd og den økonomiske politik.
  • Vælgerne generelt har ikke rykket sig til højere med hensyn til spørgsmål om indvandring eller andre ’værdipolitiske’ spørgsmål.
  • Vælgerne generelt gav ikke engang udtryk for, at de lagde større vægt på værdipolitik end på velfærd. Da vælgerne blev stillet følgende spørgsmål: ”Hvilke problemer mener du, det er vigtigst, at politikkerne tager sig af i dag?”, scorede velfærd 51 pct., økonomi (arbejdsløshed, skat) 13 pct. og indvandring 20 pct.

Så hvad har ændret sig? På ét bestemt spørgsmål registrerede politologerne en signifikant ændring blandt vælgerne. Det var på deres svar til spørgsmålet: ”Hvilke spørgsmål afgør dit valg af politisk parti på selve valgdagen?”

  • I 2001 var det første gang forskere har registreret, at den værdipolitiske akse blev mere salient for vælgernes valg af et parti, end den økonomiskpolitiske akse.

Til sammen var velfærd og økonomi stadig langt de vigtigste spørgsmål for vælgerne. Men de gjorde ikke længere så stor en forskel på selve valgdagen. Selv om der var stor vrede blandt vælgerne, da pensionsreformen blev gennemført i 1998, så var der faktisk ingen (signifikant) korrelation mellem vælgernes holdning til dette kæmpe politiske spørgsmål og hvorvidt de stemte til højre eller til venstre på valgdagen i 2001. Det er måske ikke så overraskende, taget i betragtning at det var arbejdernes traditionelle parti – Socialdemokratiet – der stod bag pensionsnedskæringerne, og på den måde ikke var til at skelne fra højrefløjspartierne.

Den neoliberale konsensus om økonomisk politik påvirker i høj grad valgkampagnernes forløb og mediedækningen. Den parlamentariske konsensus gjorde efterlønsreformen til et ’dødt’ politisk spørgsmål, selvom den påvirkede det store flertal af danskerne. Når et spørgsmål som dette ’lægges dødt’, forstærkes effekten som regel af medierne. Politiske journalister dækker konflikter, ikke konsensus. Når politisk journalistik reduceres til at dække politiske partier (som det oftest sker), så betyder en elitekonsensus i Folketinget, at der ikke er noget at rapportere om. Der produceres ingen konflikt over efterlønnen på den politiske scene eller i diskussioner blandt almindelige mennesker Denne afpolitisering af økonomien fører til en politisering af alt andet. Uden nyheder om efterløn eller ulighed går journalisterne videre til at dække de emner, som stadig ’har lov til’ at være kontroversielle efter den nye konsensus, nemlig ’værdipolitik’. I Danmark betyder det frem for alt indvandring og indvandrere. I dansk tv’s nyhedsprogrammer om valgkampagnen 2001 handlede 66 pct. af historierne om ’udlændinge’, 14 pct. om ’velfærd’ og 12 pct. om ’økonomien’ – næsten det omvendte af vælgernes prioriteter (Andersen et al. 2003).

Alt i alt sikrer den neoliberale elitekonsensus om den økonomiske politik, at økonomi og velfærd – spørgsmål som tidligere var grundlæggende for en succesfuld flertalsmobilisering på venstrefløjen – er blevet taget af bordet før vælgerne har haft noget at skulle have sagt. Resultatet er, at relationen mellem de to politiske konfliktdimensioner kommer til at se sådan ud:

Figur 9. Effekten af den nye konsensus på de to dimensioners saliens for partivalg

MM9

Klassepolitik er skubbet i baggrunden, og værdipolitik er kommet i forgrunden. Spændinger vedrørende den økonomiske fordeling og retfærdighed er demobiliseret. Men dette sker på højeste niveau i partipolitikken og ikke i samfundet. Tværtimod er økonomiske og sociale uligheder og spændinger steget i løbet af de sidste årtier, ikke kun i Denmark, men i hele Europa. Den politiske demobilisering af klassekonflikterne finder ikke sted, fordi vælgere nu lægger vægt på værdipolitik frem for klassepolitik, hvilket de ikke gør, men derimod fordi konfrontation på moralske og kulturelle spørgsmål (’værdier’) under den neoliberale elitekonsensus er blevet den eneste gangbare måde at skabe en partipolitisk og ideologisk afgrænsning. Spørgsmål om velfærd og økonomi kan stadig have høj prioritet i valgkampagner (slogans osv.), men de bliver sjældent gjort til den omstridte genstand for ideologisk afgrænsning og konfrontation. For mange vælgere lyder det som om, alle partiformændene siger det samme om disse emner. Økonomipolitiske debatter er kedelige. Men så er der nogen, der nævner muslimernes slør, og så bryder helvede løs i medierne.

Denne modus operandi i det politiske system er rigtig heldig for højrepopulister som Frp. Partiet har meget til fælles med dens potentielle arbejdervælgere på den værdipolitiske akse, men er imod de selvsamme vælgere når det kommer til klassespørgsmål som magt og økonomisk lighed, hvor partiet bibeholder en thatcheristisk dagsorden (selvom Frp’s politikere sjældent siger dette højt til et bredt publikum). Så jo mere den neoliberale doktrin slår igennem som elitekonsensus indenfor den økonomiske politik, jo mere plads skabes der til konfrontation langs de værdipolitiske konfliktlinjer, og jo flere arbejderstemmer får Frp. Og det synes at være det, der er sket gennem de seneste tre årtier, ikke kun i Norge, men også i mange andre lande hvor højrepopulismen har haft held med at mobilisere et stort antal arbejdervælgere.

Indenfor den bredere politiske venstrefløj har tredjevejs-ledere repræsenteret den ideologiske strømning, som er mest opsat på at ophæve kontrollen på de finansielle markeder, at lancere markedsmekanismer for levering af offentlige tjenester og at hæve arbejdslovgivningens ’fleksibilitet’. De har med andre ord har været opsatte på at udviske eller helt afskaffe den politiske modsætning mellem højre og venstre på centrale spørgsmål om økonomi og velfærdpolitik. Spørgsmålet er, om de med denne afpolitisering af økonomien risikerer at promovere politiseringen af og polariseringen på værdipolitiske spørgsmål, hvilket er en udvikling, som er højst befordrende for højrepopulistisk mobilisering af arbejderne. Hvis det er tilfældet, kunne man opstille følgende hypotese; et højrepopulistisk parti vil vælge en tredjevejs-socialdemokrat som deres foretrukne leder af venstrefløjen.

For venstrefløjen må det modsatte være gældende, i hvert fald så vidt angår at genvinde eller sikre stemmer fra arbejdere, som ellers er inden for højrepopulismens rækkevidde. Hvis man kigger på, hvor i figur 8 Frp’s arbejdervælgere er placeret, så må den eneste mulige strategi for venstrefløjen for at genvinde disse vælgere være at skabe forbindelse til dem ved at føre en politik, som ligger solidt på klasseaksens venstre pol. For tredjevejs-socialdemokrater, må denne strategi virke næsten umulig, eftersom de påstår at have flyttet sig ’hinsides højre og venstre’, for så vidt angår økonomisk politik. Denne strategi synes uundgåeligt at reproducere den politiske modus operandi af forstummede interesser og højlydte værdier, som har vist sig så favorabel for væksten hos venstrefløjens største politiske fjende – højrepopulismen.

Litteratur

Andersen, Jørgen Goul og Ole Borre (eds.) (2003): Politisk forandring, Værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Systime Academic.

Bourdieu, Pierre (1986): The Forms of Capital. I J.E. Richardson (ed.), Handbook of Theory of Research for the Sociology of Education. Greenwood Press.

Bourdieu, Pierre (1995): Distinksjonen, En sosiologisk kritikk av dømmekraften. Pax Forlag.

Giddens, Anthony (1994): Beyond Left and Right, The Future of Radical Politics. Polity Press.

Halimi, Serge og Loïc Wacquant (2002): Jospin pays for the class betrayal of the Socialists. The Guardian, 25. april 2002. http://www.homme-moderne.org/societe/socio/wacquant/socguar.html

Marsdal, Magnus Engen (2007): Frp-koden. Hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess. Forlaget Manifest.

 

 

 

 

 

hojrepopulismen_venstreflojens_akilleshal-jens_jonatan_steen_soren_villemoes_niels_henrik_jespersen-22802740-356471987-frnt

Forstummede interesser, højlydte værdier er et kapitel fra bogen Højrepopulismen – Venstrefløjens Akilleshæl.

Bogen graver et spadestik dybere og ser på de løsninger og redskaber, som centrum-venstrefløjen skal trække på de kommende år for at tilbageerobre den politiske dagsorden og udfordre højrepopulisterne en gang for alle.

Bogen – der er igangsat af tænketanken Cevea – indeholder bidrag fra: Jens Jonatan Steen, Erik Meier Carlsen, Jakob Mathiasen, Lars Olsen, Anna Mee Allerslev, Tim Knudsen, Mads Tanghøje, Nanna Vestgård Sørensen, Magnus E. Marsdal og Niels Henrik Jespersen. KØB DEN HER

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977