Fagbevægelsens tilgang til organisering har fejlet

De r__de faner-web

Med organisering på arbejdspladserne håber fagbevægelsen at have fundet et vidundermiddel, der kan standse den mangeårige medlemsflugt. Men et snævert fokus på medlemsrekruttering kan vise sig at være organisermodellens akilleshæl. Er fagforeningerne klar til grundlæggende at ændre strategi, så lokal politisk aktivitet på arbejdspladserne bliver det nye mål og medlemsrekrutteringen et afledt gode?

af Mikkel Schwab

Fagbevægelsens udfordringer er enorme. Nedbruddet i trepartsforhandlingerne i sommeren 2012 markerede, at fagbevægelsens politiske pondus i den grad er svækket. Ligeledes har fagbevægelsen, i ansvarlighedens navn, stået på mål for reallønsnedgangenved de sidste overenskomster, hvorfor der kan sættese spørgsmålstegn ved, hvorvidt fagbevægelsen tjener statens eller medlemmernes interesser. Finansministeren roste ansvarligheden samtidig med, at han gjorde det til et eksplicit mål for Moderniseringsstyrelsen at forringe de offentligt ansattes overenskomster og skrev kronikker om konkurrencestaten.

Kan det betale sig at være medlem?

Den primære udfordring er dog medlemsflugten. Antallet af organiserede danske lønmodtagere (i røde fagforeninger) er faldet fra 71 procent i 1995 til 60 procent i 2011. Antallet af medlemmer er den kapital fagbevægelsen bruger, i kampen for politisk indflydelse og bedre arbejdsvilkår, og er dermed hele grundlaget for fagbevægelsens virke. Det er altså ikke uden grund, at medlemsflugten står øverst på dagsordenen i fagbevægelsen, hvor der kan anlægges to strategier for at vende kursen: 1) En formålsrationel strategi, hvor fagforeningerne leverer services, der kan retfærdiggøre kontingentbetalingen – eller med andre ord: ”Kan det betale sig?” 2) En værdirationel strategi, hvor fagforeningen skaber et fællesskab, som lønmodtageren kan identificere sig med.

man kan anlægge to strategier for at vende kursen: 1) En formålsrationel strategi og 2) En værdirationel strategi

De virkemidler fagforeningerne benytter er en indikation på, hvilken strategi fagbevægelsen benytter. Bandereklamer til fodboldkampe, billige forsikringer, store plakater på Hovedbanegården, der viser hvor meget 3f får skrabet sammen til medlemmerne i forskellige sagsanlæg, og ”Er du OK-kampagnen” peger i retning mod den formålsrationelle strategi, hvor fagforeningerne forsøger, at tippe potentielle medlemmers vurdering i spørgsmålet: ”Kan det betale sig?”

Den formålsrationelle strategi kan siges at have forplantet sig som en institutionel logik i fagbevægelsen. Dette skal forstås på den måde, at fagforeningernes praksis i høj grad er orienteret mod at levere overenskomster og serviceydelser for medlemmerne. Denne logik fortrænger en orientering mod medlemmernes hverdag på arbejdspladserne og de lokale fællesskaber – den værdirationelle strategi, og det er her organisermodellen kommer ind i billedet.

Værdierne i fokus

Organisermodellen er sikkert kendt af mange læsere, men i korte vendinger kan den beskrives ved, at fagforeningen ansætter organisatorer, der organiserer medarbejdere på de enkelte arbejdspladser, hvorved det bliver muligt at skabe forandringer, der tager hånd om de problemer, som medarbejderne oplever. Et vigtigt element i organisermodellen er, at det skal være medarbejderne selv, der skaber forandringerne, så organisatoren kan trække sig ud uden, at det organiserede fællesskabs mulighed for at skabe forandringer falder fra hinanden.

organiser-strategien kan hurtigt degenerere til gold medlemshvervning

Men hvorfor skulle fællesskaberne bestå? Hvis fagbevægelsens formålsrationelle strategi har forplantet sig som en institutionel logik, er der ingen opbakning til de spæde fællesskaber, når organisatoren forlader dem, og skulle de endelig vokse sig stærke, så er det ikke nødvendigvis et fællesskab, der tager sit udgangspunkt i fagbevægelsen. En af de førende forskere på organiserområdet, Melanie Simms, påpeger også, at ”organiser-strategien hurtigt kan degenerere til gold medlemshvervning og dermed miste fokus på skabelsen af selvbærende faglige fællesskaber og kollektive identiteter.”

Det langsigtede politiske fokus for fællesskabet risikerer dermed at forsvinde, og det samme gælder organisermodellens funktion som medlemsrekrutterende indsats.

Hvis organisermodellen skal fungere efter hensigten kan en løsning være at lade det primære mål om medlemsrekruttering vige til fordel for et mål om øget politisk aktivitet fra neden. Argumentet er, at medlemsrekrutteringen ikke er afledt af en organisators indsats, der er ad-hoc, men af de kontinuerlige politiske aktiviteter (og resultater) som medarbejderne oplever, at deres fagforening understøtter. Hvis denne erkendelse viser sig at være rigtig, så er den fundamental og omsiggribende. Tilpasningen vil kræve en fundamental institutionel forandring af fagbevægelsens praksis.

Forandring er politik fra neden

Forandringen vil bestå i at få store dele af det faglige apparat vendt på hovedet. Arbejdspladserne skal i centrum. For at kunne skabe stærke fællesskaber på arbejdspladserne må fagbevægelsen understøtte medarbejderne i at skabe lokale løsninger på lokale problemer. Lad os se på et eksempel.

medarbejdernes problemer overskrider de grænser som fagbevægelsen har sat for sit eget virke

Hvis en gruppe medarbejdere på en virksomhed skal bruge to timer i transport hver dag, fordi de ikke har bil, og den offentlige transport er elendig, er det så fagforeningens opgave at hjælpe med at finde en løsning? Hvis ovenstående erkendelse er rigtig må svaret være et rungende ja! I erkendelsen ligger nemlig også, at medarbejdernes problemer overskrider de grænser som fagbevægelsen har sat for sit eget virke. Hvis fagbevægelsen skal understøtte fællesskaber på arbejdspladserne, så nytter det ikke noget at afgrænse interessevaretagelsen til aftalestof i den danske model. I tilfældet med den offentlige transport skal fagforeningen gå aktivt ind og udnytte sin pondus og i samarbejde med de ansatte få indsat en ekstra bus eller lægge buslinjen om, så dens medlemmer kan gå på arbejde og stadig være i stand til at hente deres børn i vuggestuen klokken 17:00. Dette ville være et resultat som medarbejderne på virksomheden kunne forholde sig til.

Organisermodellen kan i dette perspektiv kun stoppe medlemsflugten fra fagbevægelsen såfremt målet om medlemsrekruttering viger for en egentlig satsning på at skabe lokale fællesskaber, hvori lønmodtagere igen kan identificere sig med fagbevægelsen.

Er det på tide at indse, at det ikke er muligt for fagbevægelsen at overbevise lønmodtagerne om, at det ”kan betale sig”, og at organisermodellen ikke hører til i værktøjskassen, men er et mål i sig selv?

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977