Fagbevægelsen er i en forandringstid

2013-08-09 08.33.56

I en tid hvor vi oplever en offensiv fra liberalisterne på dagpenge og efterløn og tilsvarende tiltag, så må fagbevægelsen begynde at lede efter svarene på, hvorfor et medlemsskab af en fagforening kan give større tryghed og en sandsynlighed for, at ens job også er der i fremtiden. At der er en fremtid for mig og mine.

Kl 15.00 den 7. april står en forsamling på halvtreds mennesker i røde trøjer foran en sushirestaurant på Nørrebro. Tanja Fynbo og Ulrik Frost, der er blandt de frysende aktivister, er begge uddannet som meningsdannere i Cevea, og de er begge aktive i 3F København.

Konflikten med Letz Sushi-kæden, der blandt andet er ejet af den jyske rigmand Lars Larsen, brød ud i lys lue, da talsmanden for de 30 medlemmer, Ulrik Frost, blev fyret med begrundelsen ‘groft illoyal adfærd’ uden yderligere uddybning. Samtidig afbrød kæden forhandlingerne om, hvorvidt spisestederne ville tegne overenskomst, som skulle have sikret de ansatte løn under sygdom og pension.

Letz Sushi er kun én af en lang række konflikter på restaurationsområdet. Mest kendt er naturligvis konflikten på restaurant Vejlegaarden.

Vi ved ikke, hvordan Letz Sushi konflikten ender, men vi ved, at fagforeningernes styrke ikke er, hvad den har været. Det er blevet sværere for fagforeningerne at opnå de samme resultater, som man har kunnet førhen.

Der var engang

Den 15. april 1981 slog McDonald’s dørene op til den første danske McDonald’s restaurant på Vesterbrogade i København. Det skete under stor opmærksomhed, for dengang var fastfood et nyt fænomen, der fik de unge til at føle sig hippe og de ældre til at ryste skeptisk på hovedet.

Men med den amerikanske burgerkæde fulgte også ganske udanske arbejdsmetoder. McDonald’s var først og fremmest præget af den ideologisk betonede modstand mod normalt gældende principper for arbejdsmarkedet. Modstanden var især repræsenteret ved amerikaneren Bob Franke, der kom til Danmark for at lede kædens ekspansion i Norden. Centralt stod McDonald’s krav om, at overenskomsten skulle være uopsigelig i 30 år.

De ansattes fagforening startede en konflikt i september 1988 og hurtigt sympatikonfliktede 12 LO-forbund. Der blev ikke givet nogen form for indrømmelser. McDonald’s blev tvunget til at anerkende det danske arbejdsmarkedssystem. Ved indmeldelse i AHR har McDonald’s endog måtte afgive forhandlingsretten til en arbejdsgiverorganisation.

Forliget medførte, at der nu indføres overtidsbetaling for fuldtidsarbejde. Der blev også sikret, at alle beskæftigede var garanteret fastansættelse med opsigelsesvarsel og mulighed for at behandle usaglige afskedigelser.

Den daværende formand for det, der senere blev 3F Hotel og Restauration, Bent Moos, sagde dengang: “ I kraft af overenskomsten med McDonald’s bliver de ansatte nu sikret en række nye rettigheder, hvor fagforeningen har opnået mandat til at gå ind og hjælpe og forhandle for de ansatte. Ud fra praktiske erfaringer, kan vi dermed hen ad vejen vise de unge, hvad fagbevægelsen kan bruges til.”

Fagbevægelsen er kommet under pres

Vi forsøger alle, mere eller mindre bevidst, gennem livet at finde en strategi for, hvordan vi bedst klarer dagen og vejen og sikrer tryghed, arbejde og udfoldelsesmulighed. Hvordan får jeg et godt arbejde? Hvordan får jeg penge til et hus eller en lejlighed? Hvad vil jeg gerne lave om fem år? De fremtidsdrømme har været bærende for fagbevægelsen historisk set. Det gav god mening og højere løn, hvis man var medlem af et fagligt fællesskab. Det er ikke længere tydeligt i dag.

Der er tre grunde til at fagbevægelsen er kommet i defensiven. Det der umiddelbart træder frem er medlemstilbagegangen. Det har LO fagbevægelsen være opmærksomme på i over ti år, fordi det skaber et umiddelbart pres på fagforbundene. Kongres efter kongres har vedtaget initiativer til at løse problemerne i de store forbund.

Et andet element er det pres, som arbejdsmarkedet bredt set er under. Hele rammen for vores arbejdsmarked og vores økonomi er under voldsom forandring. Vi mærker virkelig globaliseringen i form af voldsom konkurrenceudsættelse, europæisering af arbejdsmarkedet og indvandring af arbejdskraft i en tid, hvor mange danskere i forvejen oplever at blive overflødiggjort af digitalisering, outsourcing osv. Det skaber en stor udfordring for fagbevægelsen, idet den skal tilpasse sig den overordnede strategi til ændrede internationale spilleregler, samtidig med at den internt har svært ved at levere de succeser, som man tidligere har kunne levere.

Det tredje element er forandringen i statens måde at arbejde med fagbevægelsen og trepartsmodellen. Staten, og i nogen gad arbejdsgiverne, har simpelthen forladt mange af de fora, hvor man traditionelt og historisk set har haft stor indflydelse på den førte politik. Den trepartsmodel der har fungeret er blevet flosset i kanten.

Krydspresset fra de tre elementer er noget beslutningstagerne i fagbevægelsen kan mærke hver dag. Men det stiller også det enkelte medlem over for overvejelsen; hvorfor er det egentligt, at jeg betaler mit kontingent hver eneste måned? Hvordan er det, at jeg ved at stå sammen med mine kolleger i en fagforening, kan sikre nogle af mine egne og vores fælles mål om tryghed, fremtidsmuligheder og ordentlige løn- og arbejdsvilkår?

Jeg er optimist

En af grundene til at det er så svært at håndtere krisen, er måske fordi, man er startet med medlemsfaldet snævert og forsøgt at engagere ansatte, medlemmer og valgte i spørgsmålet om, hvorvidt man har 10.000 flere eller færre medlemmer.  Men det enkelte medlems snævre perspektiv er  jo ikke det, der er det afgørende. Det store projekt må handle om at skabe tryghed og fremtid for hver enkelt gennem fællesskabet – i en tid, hvor vi hver især er urolige for fremtidsudsigterne på et stadig mere presset arbejdsmarked. Et højt medlemstal er vel kun en (vigtig!) vej til det mål, men ikke målet i sig selv, set fra den enkelte arbejdsplads.

Jeg kan se, at man nu begynder at stille det dybere spørgsmål igen: Hvorfor har vi overhovedet en fagbevægelse? Hvorfor er det meningsfuldt at have et organiseret fællesskab på arbejdspladsen?

I en tid hvor vi oplever en offensiv fra liberalisterne på dagpenge og efterløn og tilsvarende tiltag, så må fagbevægelsen begynde at lede efter svarene på, hvorfor et medlemsskab af en fagforening kan give større tryghed og en sandsynlighed for, at ens job også er der i fremtiden. At der er en fremtid for mig og mine.

I dette idepaper kan vi ikke med et snuptag leveret svaret. Men vi samler en række artikler fra Magasinet Politiks årgang 13/14, der på forskellige vis forholder sig til fagbevægelsens udfordringer og handlingsalternativer. Nogle artikler er vi enige med, nogle er vi nok mindre enige med, og nogen har vi selv skrevet.

Jeg vil her fremhæve to “klynger” af artikler:

Den første er artiklerne af Detlef Wetzel, Michael Gecan og Morice Glasmann. De kommer fra meget forskellige baggrunde – den ene er fagforeningsformand i Tyskland, den anden boligaktivist i Brooklyn og den tredje Lord i det engelske overhus – men de bidrager alle med et fokus på at forny fagforeningen som et fællesskab, der handler sammen og opnår fælles mål ved at genskabe relationerne mellem medlemmerne, tillidsfolk og fagforening. Det er ikke mindst igennem tæt kontakt med medlemmerne og deres hverdag, at vi kan sikre ny fremgang. Så vi ”ud fra praktiske erfaringer”, kan ”vise de unge, hvad fagbevægelsen kan bruges til.” Ikke for dem – men sammen med dem.

Den anden gruppe af artikler, jeg vil fremhæve, er samlet under titlen “skridt på vejen”. De fortæller alle om værktøjer, strategier og hverdagsoplevelser, som viser, hvordan man kan gå til fagforeningsarbejdet på en meget ny (eller måske rettere meget klassisk) måde. Den tilgang er baseret på stærke ledere og stærke tillidsmænd, der løfter de fællesskaber, de er en del af.

Da vi redaktionen lukkede dette idepaper var Letz Sushi konflikten ikke afsluttet endnu. Fagbevægelsen var stadig under pres, og sådan vil det nok være et stykke tid endnu. Men vi kommer her med et indspark til debatten, som vi håber vil være med til at inspirere praksis i de danske fagforeninger fremover. Som min kollega Bjørn Hansen skriver i sit håbefulde bidrag, så er der en bølge, der ruller på tværs af Europa, og den giver grund til tro på fremtiden. Gennem solidt fagforeningsarbejde kan vi sikre et Danmark for eftertiden, hvor lokale fællesskaber på den enkelte arbejdsplads fortsat er en krumtap i et samfund og en økonomi, der virker for de mange, og ikke kun for de få.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977