Europa-Parlamentsvalget, politik og ulighed

Zygmunt-Bauman-006Hvad fortalte Europæerne deres ledere? Det generelle budskab blev perfekt opsummeret af tegneserietegneren Chappatte, som tegnede en gruppe demostranter med et stort skidt med teksten “Utilfreds” – og en fra gruppen der råber ned i en stemmeboks med en megafon.

af Zygmunt Bauman

Dette er en forkortet udgave af et indlæg på European Social Journal 30/05/2014 http://www.social-europe.eu/2014/05/european-elections-2/

Et godt sted at starte analysen af valget er ved Joseph Stiglitz og Göran Therborn, som har bidraget til at genrejse den offentlige debat om social ulighed, dets ødelæggende indvirkning og de usikre udsigter til, at problemet bliver løst [1]

Billedet, der bliver malet af Stiglitz, er bedst beskrevet i udsagnet: “Vi har tomme hjem og hjemløse mennesker” (s.xli).

Billedet er ved at falde fra hinanden.

Der er “enorme uadresserede behov” konfronteret med “omfattende underudnyttede ressourcer, arbejdsløse mennesker og menneskeløse maskiner, kastet ud i arbejdsløshed af kroniske og systematiske fejl i markedet. Ved siden af den stigende ulighed falder billedet af fairness og følelsen af, at alle spiller efter samme regler” (s.xlvii).

Det er ikke kun de mennesker, som bliver direkte berørt af uligheden i økonomi, sundhed, uddannelse og diskrimination, der er ofre. Som utallige undersøgelser har dokumenteret, så påvirker det livskvaliteten for hele samfundet. De viser, at omfanget og intensitetsgraden af de fleste sociale sygdomme hænger sammen med graden af ulighed.

”Ulighed udelukker nogen fra noget”.

Som Therborn udtrykker det (s.21): “Ulighed betyder altid, at man udelukker nogen fra noget. At være fattig betyder, at du ikke har tilstrækkelige ressourcer til at deltage (fuldt ud) i hverdagslivet som flere at dine medborgere”.

For de fattige, og for endnu flere lige over dem, er “det sociale rum for menneskelige udvikling blevet indskrænket og begrænset” (s. 22).

Therborn accepter, at Amarty Sen i 1992 definerede den mest korrekte norm, som ulighed krænker – “lighed i kapaciteten til at fungere fuldt som menneske” – hvilket betyder kapaciteten til at udføre det, samfundet betragter som ukrænkelige menneskerettigheder.

Han pointerer sammen med Martha Nussbaum [3], at de rettigheder, som ulighed krænker eller forhindrer, indebærer “friheden og viden (uddannelse) til valget af en livsvej og ressourcerne til at følge den” (s. 41).

Derfor kan retten til selvproduktion, og de manglende ressourcer til at føre det ud i livet, tilføjes listen over krænkelser og brudte rettigheder.

Rækken af menneskerettigheder, der er blevet alvorligt undergravet i praksis, er blevet længere og længere, og antallet af mennesker, der slipper uskadet igennem markedets rystelser og turbulens, bliver mindre og mindre.

“America’s 1 percent problem”

Et eksempel på disse tendenser findes i Stiglitz kapitel “America’s 1 percent problem”. Et begreb, som senere blev samlet op af “Occupy Wall Street-bevægelsen”.

Han viste, at gruppen af mennesker, som det lykkedes at holde fast i deres del af den nationale indkomst på trods af kollapset i kreditsystemet, kan begrænses til den øverste ene procent af den amerikanske befolkning (s. 2).

Den koncentration af indkomst i toppen af samfundet, er ikke et nyt fænomen forårsaget af den seneste økonomiske katastrofe.

“I 2007, året før krisen, havde den øverste 0,1 procent af Amerikas husholdninger en indkomst der var 220 gange højere end gennemsnittet for de 90 procent målt fra bunden og op. Formuefordelingen var endnu mere ulige fordelt end indkomsten. Den rigeste ene procent ejede mere end en tredjedel af nationens formue”.

Imellem 2002 og 2007 har “den øverste ene procent taget mere end 65 procent af den samlede stigning i nationalindkomst, hvorimod de fleste amerikanere faktisk har fået det værre” (s 2-3).

Lønnen for den gennemsnitlige topchef er blevet mere end 200 gange større end “den typiske arbejders” (s. 26).

Lad os derudover notere, at alle disse tal er gennemsnitlige, hvilket skjuler det fulde billede af den stigende afstand fra en person til en anden.

En af de mest nærværende – og muligvis den afgørende – konsekvenser af den stigende vækst i ulighedens omfang, er den stigende differentiering i graden af menneskelig autonomi og mulighed for at definere sig selv. Udviklingen ændrer radikalt i den kapacitet til selv-produktion, der er tildelt og tilgængelig for individer, der er forskellige steder i formue- og indkomsthierarkiet.

Selvproduktion kom med middelklassen

Ideen om selvproduktion blev opfundet og udført af middelklassen. Det er ikke overklassen. De havde ikke brug for noget for at fastholde deres position, der er sikret ved fødslen. Det er heller ikke underklassen, da de kan gøre meget lidt for at ændre deres position – som også er givet ved fødslen.

“Middelklassen” er en af de eneste (voksende) sektorer i samfundet, hvor postulater om meritokrati – at individuelle belønninger fra samfundet rent faktisk afspejler, hvad individet bidrager med – blev adresseret og testet i praksis. Det var bredt forventet, at middelklassen ville fortsætte med at vokse på grund af den demokratiske måde, mennesker lever sammen på. Midten af den sociale pyramide ville vokse på bekostning af begge ekstremer – både toppen og bunden. Postulatet om meritokrati ville skabe lige muligheder for hele samfundet, hvilket ville løse interessekonflikterne imellem forskellige grupper i samfundet.

Men middelklassen bliver mindre

Nu er middelklassen primært mest iøjefaldende ved at blive mindre, ved at folk mister deres tro på det meritokratiske løfte. De ser hjælpeløse til, imens deres mulighed for selvrealisering og selvhævdelse bliver revet ned til et niveau, som tidligere var reserveret til de nederste lag af det sociale hieraki.

Guy Standing [4] bruger begrebet “precariat” til at beskrive den nye situation og den fremvoksende kategori af mennesker, som for kort tid siden var en del af middelklassen.

Termen referer til en permanent usikkerhed i livet. En tilstand som for flere årtier siden kendetegnede en klassedefineret gruppe af “proletarer”.

Nu er middelklassen tvunget til at smage ufrihedens bitre smag. Her betyder ufrihed, først og fremmest, at de strippes for kapaciteten til at skabe, vælge, forme og kontrollere deres måde at leve på. Vi er alle – eller næsten alle – en del af middelklassen, men ikke den slags middelkalsse som Abbé Sieyès tænkte på, da han for næsten 250 år siden postulerede, at den “tredje klasse” er “alting”.

”Opgiv alt håb”

“Udsigterne til en god uddannelse til børn af middel- og underklassen” (Stiglitz, s 118) er “mere dystre end for de riges børn”. “Forældreindkomst bliver stadig vigtigere, idet brugerbetalingen på College stiger hurtigere end indkomsterne…” (ibid). “Imens kæmper dem i bunden for at overleve… familier må gå på kompromis og investere mindre i deres børn” (s. 119).

Det er som med de hebraiske slaver i Egypten. De fik at vide, at de skulle fortsætte med at producere samme antal mursten som tidligere, men uden halm, som nu blevet givet til faraos håndlangere.

Middel- og lavindkomstgruppernes familier får at vide, at de skal fortsætte deres selv-produktion, som de gjorde før, men nu skal gøre de gøre det uden de værktøjer, som en sådan produktion kræver.

Og så: Farvel til drømmene om meritokrati: lasciate ogni speranza (opgiv alt håb).

Vi er på vej ind i den verden, som Stiglitz beskriver: “Vi bruger ikke vores vigtigste aktiv – vores mennesker – på den mest produktive måde” (s. 117).

Med andre ord: Flertallet er låst på debitorsiden og ikke på kreditorsiden her i verden. Og op imod halvdelen af de nye på arbejdsmarkedet er tvunget til at acceptere jobs (hvis de er heldige at få et), der er langt under deres ambitioner, talenter og færdigheder, og som tilbyder lav eller ingen sikkerhed for slet ikke at snakke om selvrealisering.

Samtidig ser man et stigende antal ældre, som virker til at have sammensat respektable og tilfredsstillende liv, men i deres 50’ere opdager, at deres hårdt vundne identitet er blevet afvist. Deres højt værdsatte position i samfundet er blevet trukket tilbage, og de er selv blevet forvist til en rolle som overflødige og sociale forpligtelser. Lad os her mindes inskriptionen på indgangens til Dantes beskrivelse af Helvede “lasciate ogni speranza, voi ch’entrate” (opgiv alt håb, du der kommer ind her)

Hvad kan vi lære af valget til Europa-Parlamentet?

Vi kan lære meget om den mulige fremtid af de dybdegående forandringer, der er resultatet af det nylige valg til Europa-Parlamentet. Befolkningerne tror, at disse valg har meget lidt praktisk indvirkning på de forhold, de lever under. For vælgerne fungerer det i stedet som en slags ventil: Muligheden for at lukke luft ud, for at åbne op for de blodforgiftede frustrationer – og alt sammen på en reaktiv sikker måde, fordi valget betragtes som uden konsekvenser. Det mest fremtrædende kendetegn ved det sidste Europa-Parlamentsvalg er den del af vælgerne, der uden fortilfælde ikke bruger stemmeboksen til at råbe: “Woe!”, “Hold da op!” og ”Hjælp!”. Sådanne ytringer har været frataget en konkret udtryk i de nuværende politiske termer.

Som Timothy Garton Ash opsummerede det i The Guardian [5]:

Så hvad fortalte Europæerne deres ledere? Det generelle budskab blev perfekt opsummeret af tegneserietegneren Chappatte, der tegnede en gruppe demonstranter med et stort skilt med teksten “Utilfreds” – og en der råber ned i en stemmeboks med en megafon. Der er 28 medlemsstater og 28 variationer af utilfredshed. Nogle af de succesfulde protestpartier er på det yderste højre: i Ungarn fik Jobbik tre pladser og mere end 14% af stemmerne. De fleste, som Englands sejrende Ukip, trækker stemmer fra begge fløje med budskaber som ““We want our country back” og “Too many foreigners, too few jobs”. Men i Grækenland, er stemmerne gået til venstrefløjen Syriza og anti-austerity.

Det er derfor, at jeg tror, at lektien fra disse valg er særligt oplysende for temaet af vores samtale. Utilfredshed virker til at være det, der har skubbet vælgerne til at stemme (læg mærke til, at det er første gang, at valgdeltagelsen ikke er faldet), selvom skylden gives til forskellige skurke i forskellige lande. Det eneste, man kan gætte på, er, at meget få af kandidaterne, der er blevet valg på baggrund af deres utilfredshed og vrede, vil være i stand til at gøre noget ved det. Det, der fik de mange vælgere til at stemme på dem, var snarere træthed, deres smukke håb (som Peter Drucker advarede imod for få årtier siden) om frelse, men ikke den, der kommer fra “det høje”.

Protesten imod den nuværende retning, som vores samfund går i, er ikke et budskab, der går imod en bestemt del af det politiske spektrum – men imod politik i sin nuværende form – eller sådan som folk tror, at politik er: En elite der er mere distanceret fra de problemer, som tager det meste af tiden og energien fra “almindelige mennesker”.

Politik som sådan bliver set som bankerot – de er ikke længere i stand til at levere det halm, der skal bruges til at lave murstenene.

Neal Lawson, der er leder for “Compass” og et af de mere indsigtsfulde og opfindsomme sind på den politiske scene i England, fortolker resultatet af de Europæiske valg som en opfordring til at ophøje borgernes ret til en “borger-ledet politik af hverdagsdemokrati, ikke bare en stemme hvert femte år”.

Med valgresultatet, forslår han:

”Gør en ny politik nødvendig. Fremtiden kan hverken blive afvist eller undgået. Verden forandrer sig – enten ændrer vi den for at skabe det gode samfund, ellers bliver vi tvunget til at ændre os selv. Vejen afhænger af vores evne til forandring, og hvor gode vi er til politik – vores vid, klogskab, indsigt, gode tro og overtalelsesevner. Nu, mere end nogensinde før, kan vi ikke sige, at vi ikke blev advaret.

Til det tilføjer han de opmuntrende ord:

“På det tidspunkt, hvor den gamle politik er i opløsning, vil nye veje til at være og gøre åbne sig. Det er en åbning, der giver os håb”.

[1] Se Joseph E. Stiglitz, The Price of Inequality, Penguin Books 2013, and Göran Therborn, The Killing Fields of Inequality, Polity Press 2013.

[2] I Inequality Reexamined, Harvard Up, kap.3.

[3] Se hendes Creating Capabilities, The Belknap Press 2011

[4] Se hans Precariat: The New Dangerous Class, Bloomsbury 2014.

[5] http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/may/26/europe-unhappy-european-union

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977