“Et stærkt Europa” – den nye tyske regerings Europapolitik

2013_Mar20_21_EU_Flag1

2014 er et afgørende år for EU. Efter fire år med manøvrering og eksperimenter med krisehåndtering fra Bruxelles, der i det store hele blev formet af den konservative tyske regering, er det på høje tid at ændre kurs. Tysklands europæiske naboer ser med stor forventning imod den nye regering i Berlin.

af Dr. Gero Maass, leder for Friedrich Ebert Stiftung’s Stockholm kontor for de nordiske lande.

Der er særligt fem udfordringer hvor regeringen bliver nødt til at præsentere nye forslag.

Redefinere den forfejlede sparepolitik

Realisere bankunionen hurtigst muligt

Starte et europæisk vækst og investeringsprogram med et særligt fokus på ungdomsarbejdsløshed

Åbne op for en fælles gældshåndtering

Stoppe social dumping med en socialstabilitetspagt

Et begrænset manøvrerum

En række europæiske lande og særligt deres socialdemokratiske partier og fagforeninger vil føre en kampagne for en stærk socialstabilitetspagt,men deres håb vil højst sandsynligt blive skuffet. I regeringsgrundlaget er der ingen strukturelle forslag, der ser på lang sigt, store traktatændringer nævnes ikke, og der er ingen bevægelse imod en tættere finansiel eller politisk union. Kort sagt – den nye regering vil ikke ændre meget på EU-politikken.

For det første: er regeringens fokus klart på Tyskland: “Et stærkt Europa” er titlen på en godt 10 sider lang del af regeringsgrundlaget, der fokuserer på europæiske emner. Kun 10 af 200; den nye regerings fokus er på tyske problemer. Disse kan opsummeres som; demografiske ændringer, infrastruktur, uddannelse og omstilling af energisektoren.

For det andet: tvinger koalitionsdemokrati partierne ind i kompromisser. Regeringsgrundlaget bærer præg af en lang række kompromisser, der er mange huller der dækkes til med vage formuleringer. Ikke kun, men især i kapitlet om europapolitik, er der store sammenstød imellem Angela Merkels’ sociale og økonomiske konservatisme og socialdemokraternes kerneprojekt om et Socialt Europa. Ydermere var Socialdemokraternes primære målsætning deres succesfulde indførsel af en lovbestemt mindsteløn. Hvilket betyder, at de havde mindre politisk kapital på andre områder.

På den anden side er der meget få af de store beslutninger, der har præget tysk politik de seneste år, med i regeringsgrundlaget. Derfor bør regeringsgrundlaget tages for hvad det er; en hensigtserklæring og et øjebliksbillede af hvad de tre involverede partier tænker lige nu. Selv hvis man tænker på dette, vil det Europæiske kapitel i regeringsgrundlaget inspirere meget få. Selvfølgelig er der en stærk støtte til EU (“Europæisk integration er fortsat vores vigtigste opgave”) og euroen (“Tyskland står fast i den fælles mønt”). Men resten af teksten er fyldt med modsigelser. Vi vil have finansiel konsolidering og vækst. Vi vil have et stærkt Europa og subsidaritet. Vi vil have mere solidaritet; så længe lande tager ansvar for deres egne problemer.

Regeringsgrundlaget genbekræfter EU’s overstatslige beslutningsprocedurer som den centrale arbejdsmetode i EU – men til trods for dette har kansler Merkel gentagende gange udtrykt præference for mellem-statslige beslutninger. Medmindre eurokrisen bryder ud igen, vil EU’s beslutningsgange højst sandsynligt gå tilbage til det etablerede samspil imellem Kommission, parlament og Europaråd. Men Kommissionen vil nok ikke få yderligere beføjelser så længe Merkel bliver ved magten.

Koalitionsregeringen virker til at bekræfte en tiltagende desillusion om Europa Parlamentet. Traditionelt har Tyskland være en af de stærkeste støtter af EU’s lovgivende magt. Men koalitionen skriver, at nationale parlamenters inddragelse er lige så vigtig som Europa Parlamentet, for at styrke EU’s legitimitet. Dette vil glæde mere EU-kritiske lande som England, Holland, Danmark og andre lande, der gerne ser nationale parlamenter får en styrket rolle i EU.

For det tredje: er der også en række politiske og forfatningsmæssige barrierer, der skaber mindre manøvrerum for store socialdemokratiske pro-EU initiativer.

• Eksisterende og kommende domme fra den magtfulde forfatningsdomstol sætter klare grænser for, hvad en hvilken som helst tysk regering kan gøre. Domstolen har bestemt, at en tysk regering ikke kan skabe økonomiske forpligtelser for de tyske skatteydere uden fastsatte begrænsninger. Koalitionsaftalen om, at den nye regering ikke skal støtte en fælleseuropæisk gældshåndtering, er derfor ikke overraskende.

Tyske vælgere er stærke tilhængere af den forsigtige kurs, som Merkel har lagt i krisen ind til videre. Det vil være politisk risikabelt for SPD at kræve radikale ændringer – og svært at sælge til de fleste Tyskere, som tror vi er kommet over krisen.

• I det kommende Europa Parlament står Anti-Euro partiet “Alternative für Deutschland” til fremgang på grund af den stigende EU(RO)-skepsis i Tyskland. De nåede næsten spærregrænsen på fem procent til rigsdagsvalget i september, og regner med at få et parlamentsmandat i Europa Parlamentet.

Men: Ingen grund til fortvivlelse!

På den anden side, så er regeringsgrundlaget bedre end de fleste europæiske progressive tror. Det vage sprog vil give den nye tyske regering mulighed for at reagere med større fleksibilitet på nye tegn på ustabilitet i eurozonen. Det markerer den første etape i at genskabe balancen i den europæiske økonomi. Derudover skal effekterne af den lovbestemte mindsteløn, og det øgede offentlige forbrug ikke undervurderes.

SPD’s indflydelse er synlig i en lang passage, om behovet for at styrke den “sociale dimension”. Det giver EU mulighed for at komme med nye tiltag til at bekæmpe social dumping.

• Indse at ungdomsgarantien mangler finansiering fra 2015

• Hjælp til nabolande der vil forbedre deres lærlingesystemer

• Lave en social rangliste (en ide fra kommissionen), der skal forsøge at inddrage den høje arbejdsløshed og sociale uro i EU’s styrkede finansielle og økonomiske supervision.

• Introduktionen af standarder for lovbestemt mindsteløn.

• Sikre lighed i basale sociale rettigheder imod markedets frihed på det europæiske fællesmarked.

• National, regional og lokale forskelle i offentlighedens interesser må ikke blive undermineret af europæisk politik.

Guido Westerwelle, FDP’s udenrigsminister er blevet erstattet af Frank-Walter Steinmeier, som havde posten under den sidste koalitions regering. Steinmeier vil sammen med indenrigsminister Michael Roth (en sand troende på europæisk integration og tidligere SPD Europaordfører) arbejde hårdt på, at markere de Socialdemokratiske aftryk i regeringsgrundlaget, og for at ansvaret for europapolitikken vindes tilbage fra økonomi- og finansministerierne. Han vil være en af de stærke figurer i regeringen, og udenrigsministeriets vægt vil vokse i beslutningsprocessen. Det vil være i et progressivt Europas interesse.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977