Er Marxismen relevant i dag?

Danmarks Statistik

Marx pegede som en af de første på, at med kapitalismen blev fordelingen af velstanden et centralt samfundsmæssigt tema. Marx viste at der ikke altid vil være en sammenhæng mellem værdien af det en arbejder producer, og det udbytte hun selv får. Han analyserede også den forarmelse der kom med en af industrialiserings nye fænomener: arbejdsløsheden.

Af Niels Ploug, Cand.polit, Ekstern lektor i Økonomisk Sociologi, Økonomisk Institut, Københavns Universitet og Direktør for personstatistik, Danmarks Statistik.

Marx er i en klasse for sig selv. Han er den eneste samfundsvidenskabelige teoretiker, der er kendt i meget brede dele af befolkningen i hele verden. Hans kontrafej kendes og genkendes af store dele af verdens befolkning. Han er samtidig også meget omstridt. Mange ser hans teorier om det kapitalistiske samfunds udvikling som ikke bare fejlagtige men også som uvidenskabelige, og den politiske udmøntning af hans teorier og ideer i kommunistiske-leninistiske partier, har ikke gjort ham mindre omstridt. Med disse politiske partier som rygraden gennemførtes i den såkaldt kommunistiske del af verden i 1900 tallet omfattende ikke bare økonomiske eksperimenter med organiseringen af produktionen, men også omfattende udrensninger af ’ikke-troende’. Historisk er mange menneskers liv blevet ødelagt og/eller afsluttet i Marx’ navn. Med murens fald – og i bogstavlig forstand også faldet af mange meterhøje statuer af Marx og Lenin faldt også efter manges opfattelse hele grundlaget for marxismen. Den blev kastet på historiens mødding.

Selv om mange på godt og ondt har villet gøre Marx personligt ansvarlig for den økonomiske og humanistiske udvikling i den såkaldt ’virkeliggjort’ marxisme, så er det næppe rimeligt. Marx døde i 1883 – 34 år før den russiske revolution i 1917, og folkeviddet vil vide, at hans grav på Highgate Cemetary i London kunne bruges som ventilator, så voldsomt skulle han rotere i sin grav over alle de overgreb, der finder sted i hans navn.

Når Marx er relevant i dag, er det fordi hans teorier, baseret på analyser af den brølende kapitalistiske udvikling især i Storbritannien i 1800 tallet, indeholder en række væsentlige pointer.

Han peger som en af de første på arbejderens placering og muligheder i det nye samfund, det kapitalistiske samfund, der voksede frem for øjnene af ham. Med kapitalismen blev arbejderen fri. I modsætning til fæstebonden kunne han frit rejse hvorhen han ville og sælge sin arbejdskraft til hvem han ville. Men arbejderen bliver samtidig også frigjort fra ejendomsretten til produktionsmidlerne. I modsætning til fæstebonden ejer han ikke de redskaber, der indgår i produktionen, og i modsætning til fæstebonden kan han ikke udføre produktivt arbejde for sig selv. Fæstebondens liv var i mange tilfælde ingen fest, men han havde dog jord, som han kunne dyrke. Den mulighed havde arbejderen i byens industri under kapitalismen ikke. Han kunne som noget helt nyt blive arbejdsløs.

Samtidig udviklede Marx med sin teori om arbejdsværdilæreren en forklaring på, at der under kapitalismen ikke vil være en sammenhæng mellem værdien af det en arbejder producere, og det udbytte han selv får. Arbejderen er nemlig blevet til en vare i sig selv – en vare der sælges til en bestemt pris – lønnen – der fastsættes på arbejdsmarkedet. Forskellen mellem værdien af det der produceres og det arbejderen aflønnes med – merværdien – tilfalder i Marx’ optik kapitalisten, der på ingen måde er villig til ’at tale’ med arbejderne om en anden fordeling af merværdien. Det skulle senere vise sig, at det var muligt at udvikle forhandlingssystemer på arbejdsmarkedet, der sikrede en anderledes fordeling af merværdien end den Marx havde forudsagt. Men det ændre ikke ved at den erkendelse, der kan tages fra arbejdsværdilæren ikke bare var banebrydende, da den kom frem, men også i dag er helt grundlæggende i forståelsen af en meget central mekanisme ved det kapitalistiske samfund.

Kapitalismen er et samfundssystem, der blev muligt med den industrielle revolution. Det var et frigørende brud med tidligere tiders fastlåste feudale samfundsstruktur, og det gav en hidtil uset mulighed for en voldsom velstandsstigning i de lande, der gennemgik overgangen til det kapitalistiske samfund. Marx pegede som en af de første på, at med kapitalismen blev fordelingen af velstanden et centralt samfundsmæssigt tema. Det var det nok i særlig grad i kapitalismens ungdom i Storbritannien i 1800 tallet, men de fleste vil være enige i, at det er det også i dag.

Marx’ klasseanalyse er relativt forsimplet. Det findes to klasser; arbejderne og kapitalisterne – og deres interessemodsætninger er antagonistiske. De kan aldrig mødes og ’løsningen’ må derfor blive den væbnede revolution. Den pointe virker ikke relevant i dag, spørgsmålet er om den nogensinde har været det. Men i forbindelse med udviklingen af klasseanalysen pegede Marx på sin egen måde på betydningen af viden og oplysning. Arbejderklassen består nemlig teoretiske set hos Marx af to – en ’klasse an sich’ og en ’klasse für sich’. Den første ’an sich’ er en klasse fordi den har fælles interesser i relation til den måde produktionen foregår på i det kapitalistiske samfund. Arbejderne er i den forstand en klasse fordi de med deres frihed til at sælge deres arbejdskraft, deres frigjorthed for ejendomsretten til produktionsmidlerne og deres ’frihed’ til at blive arbejdsløse har fælles interesser. Den anden ’für sich’ adskiller sig imidlertid fra den første ved at være den del af arbejderklassen, som det er gået op for, at arbejderklassen har fælles interesser. I den marxistiske-leninistiske udlægning er det arbejderklassens skolede fortrop samlet i det kommunistiske parti, der ved agitation og organisation skal samle hele arbejderklassen til opgøret med det kapitalistiske samfund. En lidt anden udlægning kunne være, at det aldrig skader at prøve at gøre sig klog på de grundlæggende mekanismer i samfundet, og den betydning de har for den fordelingspolitiske dagsorden, der blev så politisk central med fremvæksten af det kapitalistiske samfund. Det er også relevant i dag.

Et sidste forhold, der skal nævnes, er Marx’ påpegning af betydningen af den omfattende arbejdsdeling, der voksede frem som et resultat af den kapitalistiske produktionsmåde. Mens den økonomiske teoris ’founding father’ Adam Smith med sit knappenålseksempel fremhæver de store produktivitetsmæssige fordele ved en udpræget arbejdsdeling, så pegede Marx på risikoen for, at man som arbejder blev fremmedgjort i sin deltagelse i produktionsprocessen, når man kun fik lov til at udføre en enkelt meget begrænset del af den samlede produktion. En pointe, der i nyere tid har haft indflydelse på den måde man har organiseret produktionen på mange steder.

Hvis det hele skal siges meget kort, så havde Marx fokus på den enkelte arbejders muligheder både for at få et retfærdigt udbytte af sin deltagelse i produktionen – kampen om merværdien – og for den enkelte arbejders mulighed for at udfolde sit fulde potentiale som deltager i produktionen – kampen mod den ekstreme arbejdsdelings fremmedgørelse. Begge dele er også relevante i dag.

 

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977