Derfor er vi i en ny Guldalder

Paul Krugman

Thomas Piketty, professor ved Paris School of Economics, er ikke et alment kendt navn. Men det vil måske ændre sig med udgivelsen af den engelske udgave af hans storslående meditation over ulighed; Capital in the Twenty-First Century. Det er blevet almindeligt at sige, at vi lever i den anden guldalder – eller som Piketty ynder at kalde det den anden Belle Époque – defineret ved den utrolige stigning for “den ene procent”. Men det er kun blevet almindeligt takket være Pikettys arbejde. Mere præcist, hans og nogle kollegaers (især Anthony Atkinson fra Oxford og Emmanuel Saez fra Berkeley) pionerarbejde med statistiske teknikker, der har gjort det muligt at spore koncentrationen af indkomst og velstand langt ind i fortiden – tilbage til det tidlige tyvende århundrede for Amerika og Storbritannien og helt tilbage til det attende århundrede for Frankrings vedkommende.

Skrevet af Paul Krugman, professor Princeton University. Oversat af Svend Dyrholm.

Tidligere udgivet i New York Review of Books

Resultatet er en revolution af vores forståelse af de langsigtede tendenser i ulighed. Før denne revolution ignorerede de fleste diskussioner om økonomisk ulighed. Nogle økonomer (for ikke at glemme politikere) prøvede at overdøve ethvert forsøg på overhovedet at nævne ulighed: “af de tendenser som er skadelig for en sund økonomi, er den mest forførende, og i min optik mest giftige, fokus på spørgsmålet om omfordeling” erklærede Robert Lucas Jr. fra University of Chicago, den mest indflydelsesrige makroøkonom i sin generation i 2004. Men selv de der er villige til at diskutere ulighed, har fokuseret på afstanden mellem de fattige eller arbejderklassen og de blot velstillede, ikke de i sandhed rige – fokus har været på college-uddannedes løn, der rykker fra de kortere uddannelede, eller den komparativt set gode situation, som den øverste femtedel af befolkningen oplever, sammenlignet med de nederste fire femtedele, ikke der ikke følger med de hurtigt stigende indkomster for topledere og bankfolk.

Det kom derfor som en åbenbaring, da Piketty og hans kollegaer viste os at indkomst for de ny berømte “en procent”, og endda endnu snævrere grupper, faktisk er den reelle historie bag den stigende ulighed. Og hans opdagelse kom sammen med en anden åbenbaring: snakken om en anden guldalder, som måske virkede som lidt af en overdrivelse, var den skinbarlige sandhed. Især i America har den øverste ene procents andel af den nationale indkomst fulgt en stor u-formet kurve. Før første verdenskrig modtog den øverste procent omkring en femtedel af den samlede indkomst i både Storbritannien og USA. I 1950 var den andel skåret ned til omkring det halve. Men siden 1980 har den øverste procent set sin indkomst stige igen – og i USA er den tilbage, hvor den var for et århundrede siden.

Men samtidens økonomiske elite er meget anderledes, end den var i det nittende århundrede, er den ikke? Den gang var stor velstand arvet; er vor dags økonomiske elite ikke folk, som selv har arbejdet for deres position? Piketty fortæller, at det ikke er så sandt, som vi går og tror, og at denne tilstand ikke vil vise sig mere stabil end det middelklasse samfund, som vi så blomstre i en generation efter anden verdenskrig. Den store ide i Capital in the Twenty-First Century er, at vi ikke bare er gået tilbage til det nittende århundredes ulighedsniveau, vi er også på vej tilbage til en “formuekapitalisme,” i hvilken de afgørende styrkepositioner i økonomien ikke længere styres af talentfulde individer, men af familiedynastier.

Det er en bemærkelsesværdig påstand – og præcis fordi den er så bemærkelsesværdig, er det nødvendigt at undersøge den omhyggeligt og kritisk. Før vi begynder på det, vil jeg med det samme sige, at Piketty har skrevet en i sandhed superb bog. Det er et værk, der kombinerer det store historiske vingesus – hvornår har du sidst hørt en økonom påberåbe sig Jane Austen og Balzac? – med omhyggelig dataanalyse. Og selvom Piketty gør grin med økonomiprofessionens “barnlige passion for matematik,” er den underliggende diskussion en tour de force i økonomiske modeller; en tilgang der integrerer analyser af økonomisk vækst med distribution af indkomst og velstand. Det er en bog, der udfordrer både den måde vi tænker samfundet på, og den måde vi tænker økonomi på.

1.

Hvad ved vi om økonomisk ulighed, og hvad ved vi om hvornår? Indtil Piketty-revolutionen skabte opbrud i feltet, kom det meste vi vidste om indkomst og formue ulighed fra spørgeskemaundersøgelser, som var udarbejdet på baggrund tilfældigt udvalgte husholdninger. Den bedste internationale standard for sådanne undersøgelser, er den årlige survey, som bliver gennemført af Census Bureau og Federal Reserve, som laver en undersøgelse hvert tredje år, der undersøger fordelingen af formuer.

Disse to undersøgelser er essentielle vejledninger til ændringerne i det Amerikanske samfund. De har blandt andet længe peget på det dramatiske skifte i formen på den økonomiske vækst i USA, en ændring som startede omkring 1980. Tidligere voksede indkomsten for familier på alle indkomstniveauer i nogenlunde samme tempo som den samlede økonomi. Men efter 1980 blev hovedparten af væksten givet til toppen af indkomstfordelingen, og familierne i den nederste halvdel faldt bagud.

Historisk set har andre lande ikke være lige så gode til at holde øje med, hvor udvikligenn gik hen; men situationen er blevet bedre med tiden, især takket være Luxembourg Income Study (som jeg snart vil være affilieret med). Og den voksende tilgængelighed af survey data der kan sammenlignes på tværs af nationer har ført til mange flere vigtige opdagelser. Vi ved nu at USA har en meget mere ulige fordeling af indkomst end andre avancerede lande, og at meget mere af uligheden kan tilskrives direkte regeringsførelse. Europæiske nationer har generelt, ligesom USA, høj ulighed fra markedsaktiviteter, men det er muligvis ikke i samme omfang. De har dog meget større omfordeling igennem skatter og afgifter, end USA har, hvilket fører til mindre ulighed i disponibel indkomst.

Selvom tallene er meget brugbare, så har survey data vigtige begrænsninger. De har en tendens til at undervurdere eller totalt at overse indkomster der er samlet hos en meget lille gruppe individer i toppen af indkomstskalaen. Det har også en begrænset historisk dybde. Selv i USA går data kun tilbage til 1947.

Ind træder Piketty og hans kollegaer, som har brugt en helt anden informationskilde: skatteoptegnelser. Det er ikke en ny ide. Tidlige analyser af indkomstfordeling brugte skattedata, da der ikke var andet at bruge. Piketty har dog fundet nye måder at kombinere skattedata med andre kilder til at producere information, der supplerer surveydata på en vigtig måde. Det er især vigtigt at skattedata fortæller en hel del mere om eliten. Og skattebaserede estimater kan nå langt længere tilbage i historien: USA har haft indkomstskat siden 1913, Storbritannien siden 1909 og Frankring har, takketvære omfattende boligskatteindsamling og bogføring, formuedata der går helt tilbage til slutningen af det attende århundrede.

Udforskningen af disse data er ikke simpelt. Men ved at bruge gængse tricks og begrundede gætteriet, lykkes det Piketty at skabe et overblik over fald og stigninger i ekstrem ulighed over det sidste århundrede. Det kan ses i tabel 1.

figur1

Som jeg sagde, så er beskrivelsen af vores nuværende æra som en ny Guldalder eller Belle Époque ikke overdrevent: det er den simple sandhed. Hvordan er det sket?

2.

Piketty går til det intellektuelle stål fra start, med selve titlen på sin bog: Capital in the Twenty-First Century. Må økonomer overhovedet tale på sådan en måde?

Det er ikke bare de åbenlyse referencer til Marx, der gør titlen så iøjnefaldende. Ved at inddrage kapital fra starten, bryder Piketty med de fleste moderne diskussioner om ulighed, og peger tilbage på en ældre tradition.

Den generelle antagelse fra de fleste ulighedsforskere har været at tjent indkomst, normalt løn, er det afgørende parameter. Her er indkomst fra kapital hverken vigtig eller interessant. Piketty viser, at selv i dag er indkomst fra kapital, altså ikke løn, det dominerende i toppen af indkomstfordelingen. Han viser også, at ejerskab af aktiver, og ikke løn, har været den primære driver for indkomstulighed – det var sandt i den Europæiske Belle Époque og i den Amerikanske guldalder. Han argumenterer, for at vi er på vej tilbage til sådan et samfund. Og det er ikke almindelig spekulation fra hans side. For selvom Capital in the Twenty-First Century primært er et værk om principiel empiri, er det drevet af en teoretisk rammeforståelse, der forsøger at forene diskussionen om økonomisk vækst med fordelingen af både indkomst og formue. Dybest set ser Piketty økonomisk historie som kapløbet imellem kapitalakkumulation og andre faktorer, der driver økonomien, hovedsageligt befolkningstilvækst og teknologisk fremskridt.

Det er et kapløb der ikke kan have nogen permanent vinder: på meget lang sigt, må mængden af kapital og total indkomst vokse i nogenlunde samme tempo. Men en af siderne kan rykke foran i flere årtier. Da første verdenskrig brød ud, havde Europa akkumulerede kapital der svarede til seks eller syv gange den samlede nationale indkomst. Over de næste fire årtier blev forholdet halveret, på baggrund af en kombination af fysisk ødelæggelse og anvendelse af opsparinger i krigsindsatsen. Kapital akkumulationen fortsatte efter anden verdenskrig, men det var i en periode af spektakulær økonomisk vækst – de Trente Glorieuses eller de ” Glorious Thirty years”; så forholdet af kapital til indkomst forblev lavt. Siden 1970erne har den faldende vækst dog betydet en stigning i forholdet til kapital, så kapital og formuer nu har en stødt udvikling tilbage imod niveauet fra Belle Époque. Denne kapitalakkumulation vil ende med et Belle Époque-lignende samfund, med mindre den får modstand af et progressivt skattesystem, siger Piketty,

Hvorfor? Det handler alt sammen om r versus g – afkastet på kapital versus raten for økonomisk vækst.

Næsten alle økonomiske modeller fortæller os, at hvis g falder – hvilket det har gjort siden 1970, et fald der højst sandsynligt vil fortsætte, grundet langsommere vækst i befolkningen i den arbejdsdygtige alder og langsommere teknologisk fremskridt – så vil r også falde. Men Piketty slår fast, at r vil falde mindre end g. Dette behøver ikke at være rigtigt. Men – hvis det er tilstrækkeligt nemt at udskifte arbejdere med maskiner – så er, for at bruge den tekniske jargon, elasticiteten af udvekslingen mellem kapital og arbejdskraft større end en – langsom vækst, og den deraf følgende vækst i forholdet mellem kapital og indkomst, vil øge gabet imellem r og g. Piketty argumenterer for at historien viser, at det er dette, der vil ske.

Hvis han har ret, så vil en direkte konsekvens være en omfordeling af indkomst væk fra arbejdskraft over mod holderne af kapital. Den konventionelle viden har længe været, at man ikke skal bekymre sig om at dette vil ske. Man har antaget, at andelen af kapital og arbejdskraft i den totale indkomst vil være meget stabile over tid. Det har dog ikke vist sig at være rigtigt i meget lang tid. I Storbritannien var kapitalens del af indkomsten – i form af virksomheders overskud, dividender, renter og salg af ejendom – f.eks. faldet fra omkring 40 procent før første verdenskrig, til lige under 20 procent i omkring 1970, men er cirka halvvejs tilbage i dag. Den historiske kurve er lidt mindre klar i USA, men her ser vi også, at fordeling til fordel for kapitalen er i gang. Mest bemærkelsesværdigt er det, at virksomhedernes profit er steget voldsomt siden den finansielle krise begyndte, imens lønninger – inklusive lønnen for de højtuddannede – er stagneret.

En stigende kapitalandel er direkte med til at hæve uligheden, fordi ejerskab af kapital altid er mere ulige fordelt end fordelingen af indkomst fra arbejde. Men effekten stopper ikke her, for når afkastet af kapital er markant større end den samlede økonomiske vækst, vil “fortiden have en tendens til at fortære fremtiden”; samfundet bevæger sig imod at arvet rigdom bliver dominerende.

Overvej hvordan dette virkede i Belle Époque i Europa: På det tidspunkt kunne ejere af kapital forvente 4-5 procents afkast af deres investeringen, med minimal skat; samtidig var den økonomiske vækst kun omkring en procent. Så rige individer kunne nemt geninvestere nok til af deres indkomst til at sikre at deres formue, og dermed deres indkomst, steg hurtigere end resten af økonomien, hvilket styrkede deres økonomiske dominans, samtidig med at de trak nok ud til at leve en luksuriøs tilværelse.

Og hvad skete der når disse velhavende individer døde? De sendte formuen videre – igen med minimal beskatning – til deres arvinger. Penge der gik videre til næste generation udgjorde 20 til 25 procent at den samlede årlige indkomst: størstedelen af velstanden, omkring 90 procent, var arvet og ikke opsparet af tjent indkomst. Og denne formue var koncentreret på hænderne af en meget lille minoritet: i 1910 kontrollerede den rigeste procent i Frankrig 60 procent af landets formue; i Storbritannien var det 70 procent.

Det er ikke noget under, at forfatterne fra den nittende århundrede var besatte af arv. Piketty diskuterer længe den forelæsning, som skurken Vautrin giver til Rastignac i Balzac’s Père Goriot. Vautrins anklage er, at den mest succesfulde karriere på ingen måde vil kunne levere en brøkdel af den velstand, Rastignac kan anskaffe sig ved med et pennestrøg at gifte sig med en rig mands datter. Det viser sig, at Vautrin havde ret: når man ser på den øverste procent i det nittende århundrede, gav det 2,5 gange så høj levestandard, hvis du bare levede af arvet rigdom, som hvis du havde kæmpet dig op til den øverste procent gennem betalt arbejde.

Man er fristet til at sige, at det moderne samfund ikke kan sammenlignes. Men kapitalindkomst og arvet formue er faktisk stadig vigtige katalysatorer for ulighed, selvom de er mindre vigtige end i Belle Époque – men deres vigtighed er stigende. Piketty viser, at den arvede andel af den samlede formue faldt skarpt i krigsårene og under den høje vækst i efterkrigsårene: i cirka 1970 var den mindre end 50 procent. Men nu er arven tilbage på 70 procent, og stigende. Tilsvarende har der været et fald, og derefter en stigning, i arv som andel af det der giver elite status: levestandarden for den øverste procent faldt under gennemsnittet for den øverste procent imellem 1910 og 1950, men steg igen efter 1970. Det er ikke helt tilbage til Rastignacs niveau, men det er igen generelt set mere værdifuldt at have de rigtige forældre (eller at gifte sig med den rigtige svigerfamilie) end at have det rigtige job.

Og dette er måske bare begyndelsen. Figur 1 viser Pikettys estimater for globalt r og g på lang sigt. Det viser et billede af, at perioden med øget lighed er bag os, og at vi er på vej ind i genetableringen af en form formuekapitalisme.

figur2

Givet dette billede, hvordan kan de så være, at arvet formue spiller en så lille rolle i den offentlige debat? Piketty foreslår, at det er selve størrelsen på de arvede formuer, der gør dem usynlige: “Velstanden er så koncentreret, at store segmenter af samfundet er fuldstændig ubevidste om dens eksistens, så nogen mennesker tror, at de rige tilhører en surreel eller mystisk del af samfundet.” Det er en meget god pointe. Men det kan ikke være hele forklaringen. For faktum er at det mest betænkelige eksempel på stigende ulighed i nutidens verden – stigningen for den meget rige en procent i den Anglo-saksiske verden, især USA – ikke har så meget med akkumulering af kapital at gøre. Det stammer derimod fra chokerende høje godtgørelsespakker og indkomster.

3.

Capital in the Twenty-First Century er, som jeg håber, at jeg har gjort det klart, et fremragende værk. I en tid hvor koncentrationen af formue og indkomst i hænder på de få igen er blevet et politisk emne, er Piketty ikke kun en kilde til uvurderlig dokumentation af hvad der sker, med historisk dybde uden sidestykke. Han bidrager også til noget der minder om en unified field theory for ulighed; en der samler økonomisk vækst, fordelingen af kapital og arbejdskraft, og fordelingen af formue og indkomst imellem individer i en enkel rammefortælling.

Men der en enkelt streg i regningen, der trækker fra bedriften – en slags intellektuel smutvej,  selvom den ikke indebærer bedrag eller ond vilje fra Pikettys side. Her er den: Grunden til at der har været en higen efter en bog som Capital in the Twenty-First Century, er en stigning i ikke bare en den øverste procent, men mere specifikt den amerikanske øverste procent. Men denne stigning skyldes begivenheder, der ligger uden for Pikettys store tese.

Piketty er, selvfølgelig, en for god og ærlig økonom til at prøve at slippe udenom denne ubekvemme sandhed. “Uligheden i USA i 2012” deklarerer han “er kvantitativt så ekstrem som i det gamle Europa i de første årtier af det tyvende århundrede, men strukturen af uligheden er af en anden art.” Det vi ser i Amerika, og begynder at se andre steder, er noget “radikalt nyt” – stigning i “superlønninger.”

Kapital betyder stadig noget; i de aller øverste dele af samfundet, overgår indkomst fra kapital stadig indkomst fra løn og bonusser. Piketty estimerer, at den stigende ulighed i kapital indkomst står for omkring en tredjedel af den samlede stigning i ulighed i USA. Men lønindkomsten for toppen er også steget. Reallønnen for de fleste arbejdere i USA er steget meget lidt siden 1970, men lønnen for den øverste procent er steget 165 procent, og lønnen for top 0,1 procent er steget 362 procent. Hvis Rastignac levede i dag, ville Vautrin måske giv ham ret i, at man kunne klare sig ligeså godt som direktør i en hedge fund som ved at gifte sig godt.

Hvad forklarer den dramatiske stigning i indkomst ulighed, hvor hovedparten af stigningerne er gået til toppen? Nogle amerikanske økonomier foreslår, at det skyldes ændringer i teknologi. I et berømt paper med titlen “The Economics of Superstars,” af Chicago-økonomen Sherwin Rosen argumenterer han for, at moderne kommunikationsteknologi, ved at udvide handlerummet for talentfulde individer, har skabt et winner-takes-all-marked, i hvilket en håndfuld exceptionelle individer kan høste enorme belønninger, selv hvis de kun gør det lidt bedre end meget mindre betalte rivaler.

Piketty bliver ikke overbevist. Som han noterer; konservative økonomer elsker at tale om høje lønninger til film og sportsstjerner, som en måde at foreslå at den høje indkomst er velfortjent. Men de mennesker udgør kun en lille brøkdel af indtjeningseliten. Man finder derimod primært direktører fra forskellige slags firmaer – mennesker hvis performance er, ret svære at vurdere eller give økonomisk værdi til isoleret set.

Hvem bestemmer, hvad en administrerende direktør er værd? Normalt er det en kompensationskomité, udpeget af den administrerende direktør selv. Piketty argumenterer for at topledere i praksis sætter deres egen løn, og at det kun er begrænset af sociale normer og ikke en form for markedsdisciplin. Og han ser dermed direktørlønningernes himmelflugt som udtryk for eroderende normer. Det vil sige, at han tilskriver de stigende lønninger til sociale og politiske kræfter i stedet for markedet.

For at være fair, så fremfører han efterfølgende en økonomisk analyse af de ændrede normer, hvor han argumenterer for, at den faldende topskat har været med til at styrke indtjeningselites tro på sig selv. Når en person fra toppen kun kunne forvente at beholde en lille del af sin indkomst, ville vedkommende måske nå frem til den erkendelse af bruddet med sociale normer, ikke var den lille belønning værd. Hvis man skærer drastisk i marginalskatten, vil vedkommende opføre sig på en ganske anderledes måde. Og når flere og flere af de rige blæser på normerne, vil normerne også ændres gradvist.

Man kan sige mere om denne diagnose, men der mangler helt tydeligt den strenghed og universalitet, som kendetegner Pikettys analyse af fordelingen og afkastet af formue. Dertil så tænker jeg ikke at Capital in the Twenty-First Century svarer på den mest sigende kritik af executive power hypothesis: koncentrationen af en meget høj indkomst i finanssektoren hvor performance, i et vist omfang, faktisk kan måles. Jeg nævnte ikke hedge fund direktørerne ved et tilfælde: sådanne mennesker er aflønnet baseret på deres evne til at tiltrække kunder og give dem et investeringsafkast. Man kan stille spørgsmålstegn ved den sociale værdi af den moderne finanssektor, men Gordon Gekkoerne der er derude, er tydeligvis gode til ét eller andet, og deres lønstigninger kan ikke kun tilskrives magtrelationer. Selvom man måske kan argumentere for, at villigheden til at engagere sig i moralsk tvivlsomme handlinger, og blæse på etablerede normer, bliver opmuntret af en lav marginalskat.

Samlet set er jeg ikke mindre overbevist af Pikettys forklaring på stigning i lønulighed, selvom hans manglende inddragelse af deregulering er en markant skuffelse. Men som jeg sagde, mangler hans analyse her den samme strenghed som hans kapitalanalyse, for ikke at tale om den spændende, opmuntrende og intellektuelle elegance.

Men vi bør ikke overreagere på dette. Selvom stigningen i ulighed i USA er blevet drevet frem af lønindkomst, er kapital stadig også en vigtig faktor. Og i alle tilfælde vil historien være gangske anderledes fremadrettet. Den nuværende generation af ultra-rige amerikanere består måske primært af direktører, og ikke af arvinger der lever af renterne fra deres forældres indtjeninger. Men disse direktører har arvinger. Og om to årtier kan Amerika være et samfund domineret af arvinger, der er endnu mere ulige end Europa i Belle Époque.

Men dette måtte ske.

4.

Til tider virker det næsten som om, Piketty fremfører et deterministisk blik på historien, hvor alt følger befolkningsvækst og teknologisk udvikling. I realiteten giver Capital in the Twenty-First Century et meget klart billede af hvor stor forskel politik kan gøre. For selvom de underlæggende tendenser peger på ekstrem ulighed, eller det Piketty kalder “et drift imod oligarki”, kan dette stoppes og spoles tilbage af bevidste politiske valg.

Den vigtige pointe er, at når vi sammenligner afkastet på kapital og samfundets økonomiske vækst, er det afkastet efter skat. Så progressiv beskatning – især skat på formue og arv – kan være magtfulde værktøjer til at begrænse ulighed. Piketty konkluderer derfor sit værk, med en bøn om at politikkerne vil indføre denne form for beskatning. Desværre så giver historien, som han selv afdækker i bogen, ikke megen grund til optimisme.

Det er sandt, at høj progressiv beskatning var med til at reducerede koncentrationen af indkomst og formue, og man kan forestille sig, at høj skat i toppen er et naturligt politisk resultat af et demokrati, der konfronterer den stigende ulighed. Men Piketty afviser denne konklusion: den høje skat i det tyvende århundrede var kun et “flygtigt produkt af kaos.” Hvis der ikke havde været krig og opstande i Europas moderne trediveårskrig, var det ikke sket, foreslår han,

Som bevis fremhæver han Frankrigs Tredje Republik. Republikkens officielle ideologi var meget egalitær. Men formue og indkomst var næsten lige så koncentreret, økonomiske privilegier næsten lige så domineret af arv, som i det aristokratisk konstitutionelle monarki på den anden side af den engelske kanal. Og den førte politik gjorde næsten intet for at stå imod arvingernes økonomiske dominans: især ejendomsskatterne var latterligt lave.

Hvorfor stemte borgerne i Frankrig på politikkere, som undlod at konfrontere de rige? Det er fordi, stor velstand kan købe stor indflydelse – ikke bare over politik, men også over den offentlige diskurs. Upton Sinclair udtrykte det bedst: “det kan være svært at få en mand til at forstår noget, når hans lønningsseddel afhænger af, at han ikke forstår det.” Piketty ser i sin egen nations historie en lignende konklusion: “Erfaringerne fra Frankrig i Belle Époque viser, hvis der er behov for bevis, at der ikke findes noget hykleri der er for stort, når den økonomiske og finansielle elite forsøger at forsvare sine egne interesser.”

Det samme fænomen er synligt i dag. Den offentlige diskurs er faktisk næsten foran virkeligheden. Hvis vi ser på, hvordan den økonomiske rigdom er skabt i USA, så er den stadig primært skabt af løn i stedet for kapitalindkomst. Men de konservatives økonomiske retorik ligger allerede vægt på og hylder kapital i stedet for arbejde – “job creatores,” ikke arbejdere.

I 2012 markerede Eric Canter, House majority leader, 1. maj – 1. maj! – med et tweet der fejrende forretningsejere:

I dag fejrer vi dem der har taget en risiko, arbejdet hårdt, bygget en forretning og skabt deres egen succes

Måske belært af reaktionen, skulle han have sagt til sine kolleger til et efterfølgende GOP-møde, at det ikke var flertallet af mennesker, der ejede deres egen virksomhed – men dette viser i sig selv, hvor klart partiet identificerer sig selv med kapital til et punkt, hvor de næsten er blinde for arbejde.

Deres orientering imod kapital er ikke kun retorisk. Skattebyrder på højindkomst grupper i USA er fladet støt siden 1970erne, men den største reduktion er kommet på kapitalindkomst – inklusive et skarpt fald i virksomhedsskatten, som indirekte kommer aktionærerne til gode – og arvingerne. Nogle gange virker det som om en del af vores politiske system, aktivt arbejder på at genskabe Pikettys formuekapitalisme. Og hvis man ser på kilderne til politiske donationer, mange af hvilke kommer fra rige familier, virker ideen meget mindre fremmed, end man umiddelbart tænker.

Piketty slutter Capital in the Twenty-First Century med et opråb – et opråb der især beder om en formueskat, globalt hvis det er muligt, for at tilbageholde arvet rigdoms magt. Det er nemt at være kynisk omkring mulighederne for at opnå det. Men Pikettys mesterfulde analyse af hvor vi er, og hvor vi er på vej hen, burde gøre det meget mere sandsynligt. Så Capital in the Twenty-First Century er en utrolig vigtig bog på alle fronter. Piketty har forandret vores økonomiske diskurs: vi kommer aldrig til at tale om formue og ulighed på samme måde som før.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977