Magnus Skovrind Pedersen & Malthe Øland Ribe: De nye pressede akademikere

Man kan langtfra tale om en ensartet akademisk elite. Op mod hver fjerde akademiker betegnes som ’det akademiske prekariat’.  Den store minoritet, der udgør det akademiske prekariat, har livsvilkår mere lig almindelige arbejderes end professorers og overlægers. Det på trods af, at deres arbejdsværktøj snarere er computeren og telefonen end murerskeen. Det akademiske prekariat er ikke alene usikkert på arbejdsmarkedet; det er også politisk demobiliseret.

Af Magnus Skovrind Pedersen & Malthe Øland Ribe, analysebureauet OgTal.dk

Hvem skal venstrefløjen repræsentere? Traditionelt har svaret været klart: Arbejderklassen. Arbejderne har dog i høj grad forladt de røde faner og krydset blåt på stemmesedlerne. I stedet sætter offentligt ansatte, underprivilegerede og højtuddannede nu kryds til venstre for midten. Mange ser med rynkede bryn på udviklingen. Venstrefløjen kritiseres for at tale for meget om forskningsfrihed og for lidt om østarbejdere. I debatten har Lars Olsen kaldt vores tid for de uddannede klassers triumf. Der er en tendens til at partier og debattører på venstrefløjen sætter skarpe skel mellem arbejdere og akademikere.

Akademikerne er generelt set en magtfuld og privilegeret gruppe. Men er alle akademikere en del af eliten? Det er svært at fastholde med de sidste mange års uddannelsesboom. Næsten alle Folketingets partier er enige om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en akademisk uddannelse og Uddannelsesministeriet skønner, at det nu lykkes for hele 27 procent. Så mange unge kan ikke være en elite.

Samfundet er forandret. Indenfor de sidste ti år er der kommet dobbelt så mange akademikere på arbejdsmarkedet. Konsekvensen er simpel: Universitetsdiplomets værdi falder. Vores undersøgelse viser, at en stor del af akademikerne allerede inden krisen ramte var ansat i usikre stillinger, der ligner andre samfundsklassers. Klassesamfundets uligheder skubbes dermed op af uddannelsesstigen. I bunden af akademikerlaget, såvel som i andre samfundslag, dannes der et såkaldt prekariat; en sammentrækning af ordene ’prekær’ og ’proletariat’. De har usikre job, er politisk demobiliserede og arbejdsmarkedet fyldes i stigende grad af dem. Det stiller venstrefløjen overfor en række udfordringer, hvis man vil sikre prekariatets opbakning.

Det akademiske prekariat

Guy Standing, tidligere økonom hos International Labour Organization (ILO), definerer syv arbejdsmarkedsusikkerheder som de væsentligste markører for éns klassetilhørsforhold. Det handler bl.a. om, hvorvidt man udsættes for stress eller tunge løft, éns indkomstsikkerhed og om fagforeninger kæmper for éns arbejdsliv i dagligdagen. De mest usikre på arbejdsmarkedet omtales som ’prekariatet’.

Vores undersøgelse er baseret på Standings syv arbejdsusikkerheder og benytter en statistisk analysemetode, der ser på, hvilke arbejdsusikkerheder akademikere ofte har tilfælles. Analysen konstruerer et kort, hvor individer, der systematisk er udsat for samme type af usikkerheder, grupperes sammen. Det gør det velegnet til at se på klassedelinger indenfor hele samfund eller i vores tilfælde indenfor en samfundsgruppe. Vi har undersøgt akademikere i årene 2002-2010, inden krisen for alvor slog igennem på arbejdsmarkedet.

Rettet billedeDen horisontale akse angiver graden af sikkerhed på arbejdsmarkedet. Til venstre i kortet finder vi de sikre akademikere, der er ansat i faste stillinger og har gode salærer (deraf betegnelsen ’salariat’), mens det modsatte gør sig gældende til højre i kortet. Den vertikale akse illustrerer derimod det ordnede og organiserede arbejdsmarked i bunden og det uorganiserede i toppen.

Det ’blå’, øvre salariat, udgøres af offentlige og private ledere og selvstændige med flere ansatte. Der er altså tale om en gruppe der spænder over administrerende direktører i mellemstore og store danske virksomheder, departementschefer og hospitalsdirektører. De udgør 14 procent af akademikerne.

Under dem står kernen af akademikerne, salariatet. De sidder i sikre, faste ansættelser med lønninger der ligger over de fleste danskeres. Halvdelen af dem leder andre på deres arbejdsplads, men der er oftest tale om mellemledere, der koordinerer et mindre hold på en arbejdsplads. Det kan være gymnasielæreren, hospitalslægen eller senioranalytikeren i et analysebureau.

I højre side findes de prekære akademikere. Den røde gruppe udgøres af den del af prekariatet, der lider under usikkerheden af en tidsbegrænset ansættelse og en ufrivillig deltidsstilling. Alligevel befinder de sig på det organiserede arbejdsmarked. Stort set alle er medlem af en fagforening. Der er ofte tale om den nyuddannede, der sidder i et barselsvikariat, men også ældre, der aldrig har fået fast fodfæste på arbejdsmarkedet. Ofte er de på en arbejdsplads, hvor der er tillidsmænd til stede og en tradition for at være medlem af en fagforening.

Den gule gruppe adskiller sig først og fremmest ved at være uorganiseret. Hele to tredjedele står uden fagforening. Almindeligvis er det lige omvendt – normalt er blot hver fjerde akademiker udenfor fagforening. Der er tale om akademikere, der sidder i usikre HK-stillinger i kommunerne, arbejdsløse i løntilskudsordninger og andre, hvis situation ikke er blevet sikret af at tage en lang uddannelse.

Op mod hver fjerde akademiker er dermed systematisk udsat for usikkerhed på arbejdsmarkedet og kan betegnes som tilhørende et akademisk prekariat. Det kan også ses på indkomstsiden. Mens stort set ingen af de, der tilhører salariatet, har husstandsindkomster der ligger i den laveste halvdel set for befolkningen som helhed, gør dette sig gældende for 40 procent af det organiserede prekariat og 70 procent af det uorganiserede prekariat.

Der er dermed langtfra tale om en ensartet akademisk elite. Den store minoritet, der udgør det akademiske prekariat har livsvilkår, der i højere grad ligner almindelige arbejderes end professorers og overlægers på trods af, at deres arbejdsværktøj snarere er computeren og telefonen end murerskeen. Særligt denne gruppe har ikke fordel af, at arbejdsmarkedet i stigende grad fyldes af akademikere. Deres usikre indkomster og ansættelser gør dem til de første, der skal slås mod flere og flere andre akademikere om et antal jobs, der ikke stiger i samme tempo. Målet om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal have en akademisk uddannelse, er for de prekære akademikere ikke en kærlig opmærksomhed til vidensarbejderne. Det er derimod en chokpumpning af arbejdsmarkedet, der fører til store skel blandt akademikere og presser deres livsvilkår.

Desillusionerede akademikere

Med op mod en fjerdedel af akademikerne i reelt prekære stillinger på arbejdsmarkedet er det oplagt at venstrefløjen arbejder for at få deres støtte.

Desværre er udfordringen ikke ligetil. Det akademiske prekariat er ikke alene usikkert på arbejdsmarkedet; det er også politisk demobiliseret. Nedenstående tabel viser den politiske interesse for de fire akademikergrupper samt befolkningen generelt. Her adskiller prekariatet sig markant. De ser hellere Paradise Hotel end TV-Avisen og de læser hellere krimier end Politikens indlandssektion. De interesserer sig ikke for politik.

Tabel

Almindeligvis er akademikerne langt mere politisk interesserede end folk flest, men som det ses af tabellen minder prekariatets, særligt det i uorganiseredes, politiske interesse langt mere om befolkningen som helhed end om andre folk med lange uddannelser. Akademikerne er normalt de første venstrefløjspartierne når ud til med deres politik, men sådan forholder det sig ikke, når det gælder det akademiske prekariat. Skal venstrefløjen få opbakning fra denne gruppe kræver det derfor mobiliseringsarbejde – ikke mindst at man sætter sig ind i, taler om og udvikler politik rettet mod de usikkerheder, de oplever i deres hverdag.

Venstrefløjen i det nye klassesamfund

Budskabet er klassisk. Venstrefløjen kan med fordel forholde sig til de faktiske uligheder på arbejdsmarkedet og undlade at stirre sig blind på forskelle i uddannelsernes længder. I sidste ende er det på arbejdspladserne og ikke i forelæsningssalene, at kortene i samfundslotteriet bliver fordelt. Tendenser til at grave symbolske grøfter mellem akademikere og arbejdere bør indstilles og istedet bør man danne bro ved at udvikle politik, der forholder sig til de usikkerheder begge grupper oplever på arbejdsmarkedet. Samtidig er det vigtigt at pege på det øvre salariat af akademikerne, der ikke bare har privilegier, men også sidder på positioner med magt, når ansvaret for krisen og fordelingen af dens byrder diskuteres. Der er dermed ikke tale om en afvisning af Lars Olsens arbejde, for det er tydeligt, at visse grupper har haft succes med at vinde kampe i samfundet – der er derimod tale om en nuancering af, hvem disse grupper udgøres af.

25-procentsmålet er udtryk for et snævert syn, hvor akademikeres og studerendes hverdag fanger meget politisk opmærksomhed. Men det er en opmærksomhed, som de prekære akademikere helst havde være foruden. Udviklingen kaster derfor ikke blot flere samfundsklasser ud i en hårdere hverdag. Den giver også grobund for nye alliancer. Hvor akademikerne før har været en elitær stand, udgøres den i dag af en broget skare. De prekære har mere tilfælles med den klassiske LO-arbejder end med departementscheferne, professorerne og advokaterne. Inflationen der har ramt universitetsdiplomerne giver mulighed for nye klassealliancer mellem prekære akademikere og arbejderne. Det er en udfordring for venstrefløjen at danne bro mellem disse grupper fremover.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977