Demokratisk velfærd – erfaringer fra de norske modelkommuner

norge

Kontrol, overvågning og konkurrenceudsættelse har i årtier været hovedingredienser i den offentlige sektor. I Norge har man forsøgt at skabe et reelt alternativ ved at udvikle metoder til inddragelse af medarbejdere og brugere i de såkaldte modelkommune-forsøg. 

af Svend Dyrholm

Modelkommune-metoden opstod som et forsøg på at skabe et positivt alternativ til konkurrenceudsættelse. Samtidig var det ønsket at revitalisere det lokale demokrati ved at udvikle en lokal udgave af det nordiske trepartssamarbejde og skabe et

Modelkommunerne handler helt grundlæggende om at etablere trepartsforhandlinger mellem politikere, embedsmænd og medarbejdere om udvikling af den offentlige sektor – på lokalt såvel som centralt plan.

Modelkommunerne handler helt grundlæggende om at etablere trepartsforhandlinger mellem politikere, embedsmænd og medarbejdere om udvikling af den offentlige sektor – på lokalt såvel som centralt plan.

Forsøgene er kendetegnet ved at være startet nedefra af Norsk Kommuneforbund (som senere blev en del af Fagforbundet). Projektet tog afsæt i en politisk målsætning om, at befolkningen er bedst tjent med velfærdsydelser drevet af det offentlige, samt at ydelser skal udvikles af de ansatte selv og nyde en høj legitimitet blandt befolkningen.

Det betyder, at modekommunerne har en stærk bottom up-tilgang. Det betyder også, at de forskellige kommuner og udviklingsprojekter er meget forskellige fra hinanden. De har dog en række fællestræk:

Ligeværdigt trepartssamarbejde Modelkommunerne er et aktivt og ligeværdigt samarbejde mellem 1) politikere, 2) administration og 3) medarbejdere. I de nyeste modelkommuner eksperimenteres i tillæg hertil med inddragelse af borgere, brugere og pårørende.

Inddragelse af de ansatte Projektet vil satse på medarbejdernes evne til innovation, øget trivsel. Det er derfor en naturlige konsekvens af partssamarbejdet, at de ansatte bliver betragtet som en aktiv ressource.

Brugerfokus Modelkommunemetodikken forsøger derfor at sætte brugernes ønsker i centrum. Ambitionen har været at gøre indbyggere og borgere til medspillere i udviklingen af velfærdsydelserne – og ikke bare reducere dem til brugere eller forbrugere.

Ressourceforbrug En af de centrale præmisser i modelkommuneprojekterne er, at kommunerne forpligtiger sig til at undlade at bruge konkurrenceudsættelse og privatisering i forsøgsperioden. Målet er at give medarbejdere fred og ro til at styrke innovation og effektivitet nedefra fremfor at skulle påtvinges dette udefra eller oppefra. Medarbejderne får således selv mulighed for at påvirke ressourceforbruget.

Samlet set kan man sige, at modelkommunerne forsøger at skabe en ny magtfordeling mellem de centrale aktører og en ny vej til at træffe de mest effektive og nære lokalpolitiske beslutninger. Pointen er netop at sikre en forskydning, hvor påvirkningen nedefra og fra det horisontale niveau sættes i centrum.

Organisering af modelkommuner

Frem for at tage afsæt i de etablerede strukturer i den kommunale linjeorganisation har modelkommunerne valgt at skabe sin egen organisationsform kaldet projektorganisation. Strukturen er valgt så projekterne kan samarbejde med og direkte inddrage aktører fra den traditionelle kommunale linjeorganisation.

Strukturen er valgt så projekterne kan samarbejde med og direkte inddrage aktører fra den traditionelle kommunale linjeorganisation.

Projektorganisationsstrukturen forudsætter, at modelkommunerne starter store projekter med behov for en helt ny organisation. I denne styringsstruktur har man typisk arbejdet ud fra ovenstående model, hvor styregruppen ikke skal konkurrere med den almindelige linjeorganisation, men tværtimod understøtte de konkrete bottom up-initiativer. Målet på dette niveau er oplæring, proceshjælp, sparring, dialog, problemløsning, strukturelle forandringer og tværfagligt samarbejde.

Herudover har alle modelkommunerne i hver deres afskygning arbejdet med et korps af ”udviklingsvejledere”. Disse vejledere har til formål at være proceshjælpere, inspiratorer, samtalepartnere og tovholdere på dele af processen. Helt særligt for disse vejledere er, at de udelukkende er blevet rekrutteret lokalt ude i kommunerne blandt de grupper af medarbejdere, som har været direkte berørte af processerne. Det har betydet et opgør med den omsiggribende tendens til at benytte eksterne konsulentfirmaer til at forestå udviklingsprocesser. I stedet har man satset på i kommunens velfærdsmedarbejdere såsom lærere, pædagoger og sosu’er. Det betyder færre udgifter til dyre djøf-konsulenter, en større forståelse for den konkrete kontekst og langt mere erfaringsbaserede løsninger.

Endelig består strukturen af en række pilotprojekter, som er kernen i og udgangspunktet for modelkommuneeksperimenterne. Der fastsættes målsætninger, rammer og behov for det konkrete projekt. Det er på dette niveau, de lokale medarbejdere inddrages.

Denne artikel er et sammendrag af Ceveas rapport Demokratisk velfærd – erfaringer fra de norske modelkommuner. Der er udarbejdet af Bjørn Hansen og Pil Berer Strandgaard

 

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977