Deltagernes århundrede

Deltager Danmark

Af Bjørn Hansen, Kristian Weise, Emilie Turunen, Nanna Westerby, Jens Jonatan Steen, Peter Hummelgaard og Bjarke Dahl Mogensen. Fra bogen “Deltager Danmark”. 

Vi har mistet magten over vores økonomi til en løssluppen finanssektor. Vi har mistet indflydelse på vores arbejdspladser, der er blevet brikker i ansvarsløse aktionærers puslespil. Vi har mistet magten over vores velfærd til markedsgjorte bureaukrater. Og i vores bevægelser og partier, der skulle være modvægten hertil, er vi ved at afgive roret til kontorernes strukturer og spindoktorernes jagt efter meningsmålinger.

Det er den grundlæggende politiske udfordring, vi står over for i dag. Vi har mistet indflydelse på vores egne liv, vi har mistet frihed til at realisere vores potentiale, og vi er i fare for at miste tilliden til fremtiden.

De seneste årtier har budt på mere frihed til den globale kapitalisme og mindre frihed til det enkelte menneske. Det har været tilfældet i Danmark og i resten af verden. Det skete i tiden op til den globale økonomiske krise, og det har taget ekstra fart i forbindelse med og i tiden efter finansmarkedernes sammenbrud.

Tidligere har vi, generation for generation, levet i forestillingen om, at vi ville få bedre levevilkår end vores forældre. Men sådan er det ikke længere. Der er ingen garantier for fremgang. Derimod er der dystopier om, at vi alle skal arbejde mere, vil opleve større økonomisk usikkerhed og må forvente mindre velfærd.

Den globale økonomiske krise står derfor ikke alene – og skal ikke kun måles i vækstfald eller gældsstigninger – men følges af beskæftigelseskriser, velfærdskriser og sociale kriser, der hver for sig svækker vores fællesskab, vores demokrati og vores tillid.

De værdier, vi som samfund har sunget højt om i årtier, eroderes i disse år i slipstrømmen på en såkaldt ’nødvendighedens politik’. Vi holder vejret, mens vi følger udviklingen i aktiekurserne, opfordres til at svinge Dankortet til større forbrug, strækker og bøjer os for at øge udbuddet af arbejdskraft, og accepterer blindt, at nedskæringspolitikken ikke er til at komme udenom. Både presset, problemerne og udfordringerne samt de løsninger, vi præsenteres for, er grundlagt på forestillingen om markedets lyksaligheder og udspringer i bund og grund af højrefløjens ideologier.

Demokratiet er ikke længere en del af løsningen, men nu kernen i problemet. De fælles løsninger er en hindring, ikke en forudsætning, som det ellers har været tilfældet i Danmark. Borgernes, vælgernes, medlemmernes og alle andres politiske indflydelse betragtes som en udfordring, der skal håndteres med færrest mulige omkostninger. For det er dem, der i bureaukraternes, finansfyrsterne og de ansigtsløse aktionærers øjne, har presset staterne ud i overforbrug, uansvarlighed og overbud. De påståede løsninger ligger derfor også i mindre og ikke mere demokrati. Som Nordeas cheføkonomi har formuleret det:

“Udnævnelsen af nye teknokratiske regeringer, ledet af internationalt respekterede økonomer, vil sikre den nødvendige finanspolitiske stramning og gennemførelsen af de fornødne strukturelle reformer, der over tid vil betyde, at de enkelte lande genvinder den økonomiske styrke, på en langt mere troværdig måde, end hvis folkevalgte politikere var sat til at genoprette økonomien”.

Skepsissen mod demokratiske løsninger viser sig i mange afskygninger og er ved at blive mere og mere udbredt. Tendensen kaster dystre skygger over tidligere tiders politiske resultater og udfordrer helt grundlæggende de små og store fællesskaber, som har været med til at gøre Danmark til et af verdens mest velstående, lige og retfærdige samfund. Vi kigger frygtfuldt mod konkurrencen fra andre lande og overvejer, om vi skal kopiere deres lavere lønninger og skatter, deres tyndere sociale sikkerhedsnet og mere usikre arbejdsmarked, mens vi er tæt på at glemme vores egne største styrker: fællesskabet, tilliden og demokratiet.

Den danske vej

Danmark blev ikke et fantastisk samfund præget af frihed, lige muligheder og stor velstand ved blindt at følge den ene eller anden tidstypiske politiske modedille, der hittede i andre lande. Vi kan derimod være stolte af, at vi har skabt vores egne svar, og at vi har gjort det i fællesskab. Disse svar, og de forandringer, de har ført med sig, er fundamentet for Danmarks succesfulde historie. En historie, som af mange sammenlignes med humlebien, der ifølge den umiddelbare logik ikke skulle kunne flyve, men nu engang alligevel gør det. Disse svar er skabt af folkelige bevægelser og brede alliancer, hvor centrum-venstre altid har stået som en ledende kraft.

Det er i krisetider som den nuværende, hvor vi dagligt får at vide, at nu skal vi opgive det ene eller andet fremskridt, som vi som samfund tidligere har opnået, at vi har brug for at huske vores historie. For den er rig på situationer, hvor vi har overvundet enorme omvæltninger og udfordringer via demokratisk mobilisering og stærke fællesskaber. Her er et par eksempler:

Omkring år 1870 begyndte billigt korn fra USA at overstrømme verdensmarkedet og udkonkurrere de danske bønder. En umiddelbar katastrofe. Men bønderne tog udfordringen op og skiftede produktionsmønster: de gik fra korn og begyndte at producere animalske produkter som smør og kød. Værdien af deres produktion fordobledes. Men godsejerne fik stadig det meste af fortjenesten, fordi de stod for distributionen. Derfor gik bønderne videre. De tyede til fællesskabet og skabte en genial opfindelse: andelsbevægelsen. Her blev godsejerne isoleret, mens bønder og husmænd arbejdede sammen i nye og mere demokratiske rammer. Demokrati, fællesskab – og innovationskraft – håndterede ikke blot udfordringen fra den internationale konkurrence, men udviklede vores samfund i en mere positiv retning. Og det er ikke bare fortid: 3 ud af 10 af de største danske virksomheder i dag er vokset direkte ud af andelsbevægelsen. Arla, Danish Crown og Coop er alle produkter af en særlig dansk organiseringsform.

I samme historiske periode bredte uroen sig på arbejdsmarkedet. Som i resten af den vestlige verden satte arbejdernes strejker og arbejdsgivernes lockouts dagsordenen på arbejdsmarkedet. Men i Danmark fandt man sammen i forlig: Septemberforliget. Med den historiske aftale fra 1899 blev arbejdsgivere og lønmodtagere enige om de grundlæggende spilleregler for arbejdsmarkedet. Det betyder, at arbejdstagere og arbejdsgivere i dag har en gensidig forståelse af hinandens ret til at konflikte, ligesom begge parter i aftalemodellen mødes, diskuterer og forhandler og i fællesskab træffer de store samfundsmæssige beslutninger. Det er en model, der selvfølgelig er justeret og har udviklet sig over tid, og som det meste af verden i dag misunder os. Vi kalder den den danske model og det økonomiske fundament, som den har muliggjort for flexicurity: kombinationen af, at det er nemt for arbejdsgiverne at fyre medarbejdere, mens lønmodtagerne til gengæld har en høj økonomisk tryghed i form af bl.a. dagpengesystemet, satsningen på efteruddannelse og aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Den danske historie er skabt og skrevet i praksis. Af tusindvis af ildsjæle i arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen, og de mange andre folkelige bevægelser. Med idemæssig inspiration fra alt fra Karl Marx’s forståelse af ulighed mellem klasser over Grundtvigs folkeoplysning til Brandes’ og PH’s frihedstænkning, Hal Kochs samtaledemokrati og mange flere.

Det er denne historie, der har fået humlebien til at flyve, og den, som igen og igen har fået politikere, forskere og andre eksperter fra hele verden til med begejstring at kigge mod de mange successer i Danmark. Vi er utallige gange kåret som landet med de mest tillidsfyldte medborgere, som et af de bedste lande at starte virksomhed i og et af de allerbedste samfund at leve i. Men paradoksalt nok er det netop denne historie, som vi har glemt, og som vi er ved at ofre til fordel for højrefløjens økonomiske logikker og ’nødvendighedens politik’. Bag advarslerne i konkurrenceredegørelser, demografiske fremskrivninger, og den ene gruopvækkende økonomiske prognose efter den anden, ligger der en sandhed, vi aldrig må glemme: stærke fællesskaber er forudsætningen for en ligelig fordeling af magt og velstand – og for frihed til den enkelte.

Den politiske mulighed

Det er derfor ikke Storbritanniens finanskapitalisme, Tysklands working poor-lønninger eller USA Laissez-faire liberalisme, som er løsningen på Danmarks udfordringer. Vi lever på den måde i paradoksernes tid. For mens det er højrefløjens ny-liberalisme og markedsfundamentalisme, som har født og grundlagt kriserne, står disse ideer i dag alligevel stærkere end nogensinde og får lov at definere, hvordan vi kommer ud af kriserne igen.

Og deres svar er klare. Øget deregulering, lavere lønninger, lavere skatter, mindre stat, lavere overførselsindkomster og et mere usikkert arbejdsmarked. Svækkelse af fagforeninger, privatisering af de offentlige ydelser og markedsgørelse over alt, hvor det er muligt.

Hvis det 21. århundrede ikke skal blive højrefløjens århundrede – med større ulighed, svagere fællesskaber og mindre frihed til almindelige mennesker som resultat – så må venstrefløjen engagere tusindvis af danskere i arbejdet for at opfylde en ny, historisk mission.

Vi, forfatterne til denne bog, er ikke i tvivl om, hvad denne mission er. Kernen i det politiske centrum-venstre projekt er og må være at give mennesker mest muligt magt over deres eget liv. Det politiske mål er derfor at skabe et samfund, hvor ingen små grupper eller klasser af f.eks. finansfyrster, bureaukrater eller spindoktorer alene kan definere samfundsudviklingen.

Derfor er vores projekt også et ambitiøst projekt, hvor kampen for at opnå magt over eget liv, samtidig søsætter den altafgørende kamp for øget frihed. Som den tidligere svenske statsminister Oluf Palme udtrykte det: “Socialismen er en frihedsbevægelse. Vort mål er frihed, så langt som muligt, fra de ydre betingelsers tryk, frihed for det enkelte menneske til at udvikle sin egenart, valgfrihed for individet til at forme sin tilværelse efter sine ønsker”.

Grundlaget for Danmark og de andre nordiske landes succes i det 20. århundrede er, at vi har vidst og vist, at det netop er stærke fællesskaber, som giver den enkelte mulighed for at realisere det liv, han eller hun ønsker.

Men nu er vi igen i en brydningstid. Den økonomiske krise kan blive kickstarten på en demokratisering, der modsvarer de stolteste øjeblikke i vores historie. Men den kan lige såvel give os et samfund, hvor alles kamp mod alle bliver normen. Hvor friheden for den enkelte bliver friheden til at gå på røven helt uden støtte fra fællesskabet.

Vi ser tegnene i dag. Hvor vi før så en arbejdsløs som en god kollega, der havde mistet sit værdifulde arbejde, ser mange i dag en snylter, som ikke gider arbejde. I dag har reality-kulturen bredt sig til uheldige danskere uden jobs, som kan konkurrere på landsdækkende TV i en slags X-faktor om jobs: virkelighedens ’Hunger Games’. Solidariteten eroderes og de fælles udfordringer glemmes. Vi er ikke længere i samme båd, når krisen rammer, men opfordres til at søge alene mod sikker havn.

Friheden skal tilbage. Som begreb skal den tilbageerobres, og som fænomen skal den genetableres. Ikke frihed fra fællesskabet, som velfærdssamfundets modstandere ønsker. Men frihed i stærke fællesskaber. For frihed og fællesskab går hånd i hånd – ellers bliver friheden til et teoretisk og tomt ideal. Det er frihed gennem det, vi kalder den danske vej: stærke fællesskaber, folkelig deltagelse, samarbejde. Og selvfølgelig de konflikter, som er og skal være en del af et samfund i politisk udvikling.

Den demokratiske deltagelse er vejen til styrket frihed og øgede livsmuligheder. Vi skal derfor som borgere generobre magten over vores liv og vores samfund. Det må være centrum-venstres projekt. Det samfund, vi drømmer om og ved kan blive virkelighed, kalder vi DeltagerDanmark.

Det er et projekt, som er relevant for alle borgere i samfundet. Selvom vi selv skriver fra venstrefløjen er vi sikre på, at vores visioner for en bedre økonomi, et bedre arbejdsmarked, en bedre offentlig sektor og et stærkere civilsamfund kan bygge bro i det politiske spektrum. Det er det, Danmark har brug for. Og selvom vi mener, der er magtbalancer, der i dag er så skæve, at det er afgørende, at der bliver rettet op på dem, så er det vores vision, at alle danskere grundlæggende får mest mulig magt over eget liv. Det er det, DeltagerDanmark handler om.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977