De røde højborge – arbejderbevægelsens bastioner

Folketingets tre arbejderpartier var langt fra at få flertal uden De Radikale, hvilket havde været nødvendigt for at forhindre tilbagetræknings- og dagpengereform. Vi har zoomet ind på de 20 valgsteder, hvor de tre røde partier fik over 60 procents tilslutning.

af Kasper Bjering Søby Jensen

Den røde blok vandt valget og regeringsmagten takket være de ikke særligt røde Radikale. Den ægte røde blok derimod – de såkaldte arbejderpartier; Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten – fik ved valget 40,7 % af stemmerne. Det var nøjagtigt det samme som i 2007, mere end i 2005 (35,9 %) og 2001 (37,9 %), men mindre end i 1998 (46,2 %) og 1994 (45,0 %).

Faldet fra 90’erne til 00’erne skyldes først og fremmest Socialdemokraterne, som i 1998 fik ca. 36 % af stemmerne og i 2011 ca. 25 %. SF og Enhedslisten lå i 90’erne på tilsammen ca. 10 %, faldt i 2001 til lige under 9 %, men fik ved valgene i 2007 og 2011 hhv. 15 % og 16 % af stemmerne. Fremgangen for arbejderpartierne ved de seneste valg kan altså alene tilskrives fremgang til venstrefløjen. Der er med andre ord sket et kvalitativt skifte i sammensætningen af de røde vælgere.

Skærmbillede 2013-10-30 kl. 16.06.46

Ved valget var det en officiel strategi for den nu tidligere opposition at sikre et flertal blandt arbejderpartierne. Ikke mindst for at kunne gennemføre røde ændringer af de borgerlige forlig om efterløn og dagpenge. Men kun ved hvert tiende valgsted (146 ud af 1450) opnåede arbejderpartierne mere end halvdelen af stemmerne. Ved 20 valgsteder fik partierne 60 % eller mere. Du kan se oversigten over de tyve valgsteder – de røde højborge – nederst. I det følgende tager Politisk Analyse dig med til Danmarks 20 røde højborge.

De røde ghettoer

De tre rødeste valgsteder i Danmark dækker boligområderne Vollsmose i Odense (Abildgårdsskolen – 71,2 %),Tingbjerg i Brønshøj ved København (7. Nord – 70,2 %) og Vejleåparken i Ishøj (Strandgårdsskolen – 68,0 %). De tre boligområder har det til fælles, at de for et år siden stod på den tidligere regerings liste over 29 ”særligt udsatte almene boligområder” – populært kaldet ghettoer.

Områderne er således præget af en stor andel indvandrere og efterkommere – ca. 2/3 i Vollsmose og Tingbjerg. Ligeledes er områderne præget af høj arbejdsløshed i størrelsesordenen 40-50 % og et stort antal indbyggere med domme. Vejleåparken har lidt færre indvandrere og markant mindre arbejdsløshed. Området er i dag forsvundet fra ghetto-listen.

Udover de egentlige ghettoer er der yderligere fem afstemningsområder, som er præget af store boligblokke; Milestedet, Musikteateret, Søndervangskolen, CSV-skolen og Høje Gladsaxe. Fælles for alle disse områder er, at Socialdemokratiet får gode valg med omkring 40 %, mens SF og Enhedslisten er omtrent lige store, med ca. 13 % hver. Enhedslisten varierer dog mere end SF.

Skærmbillede 2013-10-30 kl. 16.07.11

Røde Nørrebro

Tre af syv valgsteder i Nørrebro-kredsen i Københavns Kommune er at finde på top-20 listen (valgstederne ”5. Syd”, ”5. Vest” og ”5. Nordvest”). Alle syv valgsteder på Nørrebro kan findes blandt de 10 % af valgsteder, hvor arbejderpartierne samlet får over 50 % af stemmerne. Medregner man de Radikale, får den såkaldte ”røde blok” ca. 80 %. Nørrebro-kredsen skæres midt over af Nørrebrogade (blå linje på figuren). Det er de tre afstemningssteder syd for Nørrebrogade, der findes på top-20.

Skærmbillede 2013-10-30 kl. 16.07.28

De tre sydlige Nørrebro-valgsteder er præget af, at Enhedslisten får ca. 30 % af stemmerne, mens SF og Socialdemokratiet er omtrent lige store med hver 15-16 %. Radikale og Venstre klarer sig bedre nord for Nørrebrogade end syd for, mens Dansk Folkeparti klarer sig en smule dårligere. Selvom der er tale om små variationer, siger det lidt om Nørrebrogade som en social demarkationslinje mellem ghetto-siden med bl.a.

Blågårds Plads (der også er på regeringens førnævnte ghetto-liste) og den mere mondæne del omkring Sankt Hans Torv.

De to øvrige valgsteder på top-20 fra Københavns Kommune er Tingbjerg, som allerede er nævnt, og så valgstedet ”9. Syd” fra Vesterbro. Her er Socialdemokraterne begge steder større end Enhedslisten, der dog stadig er større end SF. Det mest bemærkelsesværdige her er, at De Radikale med ca. 10 % af stemmerne er markant mindre end på Nørrebro, hvor de får ca. 20 % af stemmerne. Til gengæld står Dansk Folkeparti markant bedre med ca. 12 % af stemmerne mod 4-5 % på Nørrebro. Den blå blok er altså noget anderledes.

Røde blandede områder

Hvis vi ser på nogle af de øvrige røde højborge er tre af dem præget af mere blandt boligmasse. Det drejer sig om Vorrevangskolen i Århus, Ejerslykkeskolen i Odense og Tornhøjskolen i Aalborg. Sidstnævnte er endvidere præget af en stor andel uddannelsesinstitutioner. Oven i disse tre kan lægges afstemningsområdet ”Nordre” i Svendborg, som dog er et mere rent parcelhuskvarter.

Skærmbillede 2013-10-30 kl. 16.08.10

De røde blandede områder er altså præget af et miks af boligblokke og parcelhuse. Det er kendetegnende for områderne, at Socialdemokraterne får mellem 35 og 40 % af stemmerne, og at SF er en smule større end Enhedslisten (ca. 14 % mod ca. 11 %).

Klassiske arbejderbyer

Enkelte røde højborge kan findes i traditionelle industribyer i provinsen. Det drejer sig om afstemningsområdet Nakskov i Lolland Kommune samt Nørrevangsskolen i Randers. Disse to områder står for SF’s hhv. Socialdemokraternes nationalt set bedste resultater.

I Nakskov fik SF således 30,4 % mens Socialdemokraterne får 30,0 %. Afstemningsstedet er det eneste i Danmark hvor SF er største parti. Partiet er i øvrigt gået tilbage fra ca. 45 % i 2007, hvilket formentlig skyldes, at man dengang opstillede Nakskovs tidligere – og nu afdøde – bykonge Flemming Bonne.

På Nørrevangskolen fik Socialdemokraterne 48 %, mens SF fik ca. 10%. Begge steder står Enhedslisten relativt dårligt med ca. 5 % og 6 % af stemmerne. De klassiske arbejderbyer rummer altså afstemningssteder, hvor Socialdemokraterne eller evt. SF kan brage igennem, mens Enhedslisten står svagt.

Røde øer

Endeligt finder man på top-20-listen to afstemningssteder på mindre øer (Strynø og Christiansø). Man kan spekulere over, hvorfor der findes sådanne røde øer, men reelt har de ingen strategisk interesse, fordi der bor så få vælgere.

Hvad arbejderbevægelsen kan lære? 

Det er oplagt, at arbejderbevægelsen undersøger, hvordan arbejderpartier kan brage markant igennem i nogle bestemte områder, mens der i 90 % af valgstederne er blåt flertal, hvis man regner Radikale med i blå blok.

Otte af de ”røde højborge” er almene boligområder. Meget kan tyde på, at sådanne områder falder naturligt udsom røde områder. Det kendetegner dog disse højborge, at de ligger i de store byer (København, Århus og Odense) eller i omegnen omkring København.

Netop København er i sig selv en rød højborg med Nørrebro som det rødeste center. Områdets høje andel af indvandrere, studerende, højtuddannede og mennesker i almene boliger er den almindelige forklaring, mens Enhedslistens populære spidskandidat i Nørrebro-kredsen, Johanne Schmidt-Nielsen, formentlig er forklaringen på partiets ekstremt gode resultat. København rummer fire af de røde højborge (Tingbjerg ikke medregnet).

Kun to valgsteder på vores top-20-liste over røde højborge ligger i klassiske arbejderbyer. Det overordnede nationale billede er, at de røde står svagt udenfor de store byer og i nogle særlige områder (herunder bl.a. Randers og Lolland). Det tyder på, at de klassiske industribyer ikke længere udgør røde højborge.

Når vi skal knække koden for en større tilslutning til arbejderpartierne over hele Danmark kan fokus ikke være på særlige højborge som ghettoer, Nørrebro eller små vælgerfattige øer, for selvom det er dejligt at stå stærkt her, så kan vi jo ikke umiddelbart udbrede disse styrkepositioner til mere almindeligt sammensatte områder.

Det virkeligt interessante må være at fokusere på de fire ”røde blandede områder”, hvor der er en mere almindelig fordeling af boligtyper. Tre af disse fire højborge findes i store byer. At knække koden for, hvordan personer i sådanne blandede afstemningsområder igen kan få arbejderpartierne som naturligt tilhørsforhold, er den helt afgørende brik for at sikre fremtidig fremgang til de tre arbejderpartier.

____________________________

 

Fra arkivet

De røde højborge – arbejderbevægelsens bastioner er tidligere blevet udgivet i Webmagasinet Politisk Analyse, der er forgængeren til Magasinet Politik. Artiklen udkom første gang 2, oktober 2011

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977