De økonomiske konsekvenser af det tyske regeringsgrundlag på 3 minutter

dullien-data

En af de største historier i europæiske medier har være den tyske koalitionsregering imellem Kristendemokraterne (inklusiv deres søsterparti CSU) og Socialdemokraterne. Imens politikere fra hele eurozonen har hilst aftalen velkommen, har journalister arbejdet på højtryk for at tyde det 185 siders lange regeringsgrundlag (der i øvrigt kun er tilgængeligt på tysk). Så hvad er der egentlig i aftalen? og hvordan vil det påvirke økonomien i eurozonen?

af Sebastian Dullien, Senior Policy Fellow European Council on Foreign Relations

Denne kronik blev først udgivet af ECFR 

Uheldigvis har forfatterne af dette dokument ikke skrevet teksten for at facilitere en makroøkonomisk analyse. Det virker næsten som om nogle afsnit faktisk forsøger at skjule den reelle indvirkning af den foreslåede politik, for at komme kritikere i begge lejre i forkøbet. Socialdemokraterne skulle trods alt godkende regeringsgrundlaget i en urafstemning.

Så hvad indebærer aftalen? Fra et eurozone perspektiv er der fem væsentlige pointer:

  • Den foreslåede politik vil komme med et lille bidrag til vækst i den tyske økonomi på 0,1% i de næste 4 år. Dette bidrag vil komme fra forbrug og ikke investeringer.
  • Den foreslåede politik vil gøre meget lidt for at løse Tysklands strukturelle problemer med permanent underinvestering i offentlig infrastruktur og uddannelse.
  • Den foreslåede politik vil komme med et marginalt bidrag til en reduktion af skævheden i  betalingsbalancerne i eurozonen ved potentielt at nedbringe det tyske overskud med omkring 0,5 procent af BNP (hvilket måske vil bringe Tyskland under 6-procent-grænsen som er standard i makroøkonomi, men stadig for højt til at det er økonomisk bæredygtigt.)
  • Regeringsgrundlaget vil ligge yderligere forhindringer for skabelsen af en meningsfuld bankunion for eurozonen.
  • Regeringsgrundlaget gør intet for at bidrage til vækst eller løse gældskrisen i Europas periferi.

For at forstå disse konklusioner, er det nødvendigt at se mere detaljeret på nogle at tiltagene

Virkninger på Tysk investering og forbrug

For at kunne beregne, hvor meget regeringsgrundlaget påvirker både økonomisk vækst og Tysklands betalingsbalance, må vi først forstå, hvad der sker med investeringer og forbrug i Tyskland (Note til læseren: uheldigvis vil analysen nu blive ret teknisk. Hvis du er mere interesseret i det store overblik, så hop videre til afsnittet om bankunionen. Bemærk venligst, at beregninger kun er hurtige overslags beregninger og skal behandles som sådan).

På investeringssiden har medierne fokuseret på den foreslåede stigning i offentlig investering i infrastruktur, uddannelse, forskning og udvikling på i alt 23 milliarder euro. Ved første blik virker det betydningsfuldt (næsten 1 procent af BNP), men et nærmere blik afslører, at den foreslåede stigning ikke vil være i stand til at ændre på forholdet mellem investeringer og bruttonationalprodukt i Tyskland. Der er to grunde til, at det ikke vil ændre den negative trend i offentlige investeringer i Tyskland: For det første repræsenterer tallene øget offentligt forbrug spredt over fire år. Hvis man dividerer tallet fra overskrifterne med fire, betyder det reelt små 6 milliarder (eller kun 0,2 procent af BNP). For det andet er det relevante tal i en økonomisk sammenhæng snarere forholdet mellem offentlige investeringer og BNP. Tallene i regeringsgrundlaget er nominelle, så der er brug for et stigende offentligt forbrug blot for at følge med inflationen og væksten i resten af økonomien. Hvis man antager 2 procents inflation og 1 procent økonomisk vækst, er der brug for en stigning på 22 milliarder i det offentlige forbrug (eller 5,25 milliarder årligt) indtil 2017, bare for at holde forholdet stabilt. Dermed er 23 milliarder måske bedre end den gamle regering havde planlagt, men det betyder intet i forhold til at hæve den tyske investerings andel af BNP.

Der er dog et wild card i aftalen, idet kommunerne, Die Gemeinden, vil modtage 6 milliarder euro ekstra om året. De tyske kommuner er ansvarlige for størstedelen af private investeringer, så nogle af pengene vil måske ende som investeringer oven i de 0,2 procent af BNP. Men den præcise sammenhæng er uklar.

Regeringsgrundlaget gør meget mere på forbrugssiden; både igennem stigende pensioner for bestemte grupper og introduktionen af en mindsteløn på 8,5 euro. Stigningen i pensionen for mødre til børn, der er født før 1992, vil koste omkring 6,5 milliarder euro om året. Pengene vil gå direkte til disse kvinder, og man kan forvente af omkring tre-fjerdedele af pengene vil ende som øget forbrug. (Det er ikke de fattigste kvinder, der drager nytte af denne ændring, men i stedet mange middelindkomstsfamilier med to indkomster. Derfor er det fornuftigt at antage, at en del af pengene vil gå til øget opsparing).

Det næste store emne er den lovbestemte mindsteløn. Hvis vi antager, at det vil påvirke lønniveauet for omkring 20 procent af den arbejdende befolkning (da nogle af de lønninger, der er lige over mindstelønsgrænsen, angiveligt også vil stige), med en stigning på 1,5 euro pr. time og at de forskellige sektorers befolkninger arbejder i gennemsnit 20 timer i ugen, vil den lovbestemte mindsteløn hæve indkomsterne med omkring 11,5 miliarder euro. På trods af dette vil forbruget ikke stige – også selvom pengene vil gå til lavindkomsthusholdninger, der ikke har nogen nævneværdig opsparing. Dette skyldes, at pengene skal komme fra et sted. Det vil medføre et fald i profit eller en stigning i priserne på bestemte sevices, hvilket vil reducere indtægten i andre husholdninger. Derudover vil der skulle betales skat og sociale forsikringer af denne indkomst. Så samlet set virker det sikkert at antage, at det kun er halvdelen af de 11,5 milliarder vil ende som øget forbrug.

Over de kommende år vil forbruget altså stige med op imod 11 milliarder euro. Sammen med stigningen i investeringer vil det give en forventet stigning i indenlandsk efterspørgsel på lidt mere end 0,5 procent af BNP eller et årligt vækstboost på lidt mere end 0,1 procenter over de næste 4 år.

Bemærk dog, at regeringsgrundlaget gør meget lidt for at øge Tysklands vækstpotentiale på mellem og langt sigt. For at kunne dette, er det nødvendigt at bidrage med en markant stigning i offentlig forbrug og investering i uddannelse.

Virkninger på Tyskland store betalingsbalanceoverskud

Dette vil skabe to konsekvenser for det nuværende betalingsbalanceoverskud.

For det første vil højere indenlandsk efterspørgsel betyde større import. For det andet vil introduktionen af en mindsteløn reducere Tysklands internationale priskonkurrenceevne en smule, hvilket vil lede til en smule lavere eksport og mere import.

På udgiftsiden kan man nemt se om effekten er målbar, men det er ikke særlig signifikant. Når man tager tallet for ekstra indkomst på 11,5 milliarder euro, vil dette hæve Tysklands bruttolønsum med næsten 1%. Umiddelbart vil dette hæve Tysklands løn-enhedsomkostning med 1 procent. Hvor meget dette vil svække Tysklands konkurrencevene afhænger af en række faktorer, deriblandt udviklingen af produktivitet i Tyskland og udviklingen i produktivitet og prisniveau i partnerlandene. Nogle af lønstigningerne i lavtlønssektoren kan blive set som en kompensation for inflation (8,50 euro i 2017, hvor mindstelønnen er fuldt implementeret er kun 7,85 euro i 2013 priser).

Hvis man tager den ovenstående beregning og antager, at halvdelen af den ekstra investering og forbrug ender som merimport – og hvis vi antager, at der er en begrænset effekt af faldet i priskonkurrenceevne, vil det måske sænke Tysklands betalingsbalanceoverskud med 0,5 procent af BNP. Givet at overskuddet længe har været over 6 procent af BNP, vil det måske ikke være nok til at komme ned på det mere moderate niveau på 2-3 procent.

Set fra et europæisk perspektiv vil regeringsgrundlaget dermed bidrage til en bedre handelsbalance, men ikke med et afgørende beløb. Overskudet på den tyske betalingsbalance vil fortsat være faretruende højt.

Endnu et tilbageslag for bankunionen

Regeringsgrundlaget har to interessante elementer om bankunionen. For det første understreger de endnu en gang, at lokale og regionale banker bør undlades kontrol fra Den Europæiske Centralbank. For det andet, at den Europæiske Stabilitets Mekanismes penge først må blive brugt til at rekapitalisere banker efter aktieejere, anpartsejere og ubeskyttede lånere – og efter at nationale ressourcer er blevet brugt til et punkt, hvor det truer landets økonomiske bæredygtighed. Derudover ekskluderer det eksplicit en fælles europæisk indskudsforsikring.

Hvis alle disse planer bliver sat i værk, vil det resultere i en dysfunktionel bankunion. For det første vil regionale og lokale institutioner blive et systemisk problem (se for eksempel på Cajas i Spanien). Fraværet af kontrol vil måske rumme kimen til den næste krise. For det andet vil afvisningen af en direkte europæisk rekapitalisering (med mindre et land trues af insolvens) ikke stoppe den giftige cirkel, der forbinder et lands bankkrise med landets nationale gæld.

Ikke en afslutning på nedskæringspolitikken eller gældskrisen

Det er interessant, at regeringsgrundlaget ikke indeholder noget substantielt, der vil løse den europæiske gældskrise, genskabe vækst i Sydeuropa eller i det mindste reducere de forfærdelige konsekvenser af nedskæringspolitikken. Aftalen indeholder derimod en stærk støtte til de nuværende gælds- og underskudsregler i deres nuværende form. Der står heller ikke noget om omstrukturering af gæld eller en direkte oprettelse af fælleseuropæisk gæld (læs Euro-obligationer). Selvom Socialdemokraterne ofte har kritiseret Angela Merkels håndtering af gældskrisen, så har det tilsyneladende ikke været vigtigt nok for dem til for alvor at presse substantielle ændringer igennem i koalitionsforhandlingerne.

Konklusion

Hvordan skal de europæiske partnerlande anskue den tyske koalitionsaftale? Med forbedringen af betalingsbalancen er aftalen bedre end status quo for eurozonen, men den gør ikke noget afgørende for at forbedre kontinentets økonomiske problemer og den er skuffende i forhold til bankunionen.

Set fra et europæisk perspektiv er det bedste man kan sige om “Grosse Koalition”, at den har et meget stort flertal i Bundestag og nok også vil kunne mobilisere et stort flertal i Tysklands andetkammer Bundesrat. I det tilfælde, at eurokrisen bryder ud igen (eller den tyske forfatningsdomstol underkender ECBs handlinger), vil dette flertal være nok til at ændre Tysklands forfatning, så det tillader mere omfattende indgreb. For tiden er Berlins budskab til de euroæiske partnerlande: ”Eurokrisen er ikke vores prioritet. De økonomiske problemer I oplever er ikke vores problem, og vi vil ikke gøre noget, før det er absolut nødvendigt”.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977