Da fattigstøtte blev en borgerret

MajbritBerlau-Portrait-02

K. K. Steincke har i den grad sat sit præg på tilgangen til både socialpolitikken og det sociale arbejde i Danmark, og hans tanker fra både 1910’erne, 20’erne og 30’erne trækker spor helt op dagens aktuelle socialpolitik.

Af Majbrit Berlau, Formand for Danske Socialrådgivere

Han var en praktiker, og hans berømte socialreform fra 1933, som har været et ideal i udformningen af den moderne velfærdsstat, byggede blandt andet på hans erfaringer fra en årrække som inspektør og kontorchef i Frederiksberg Kommunes forsørgelsesvæsen fra 1906-1921.

Netop hans socialreform var et afgørende opgør med tanken om sociale ydelser som almisser. Fattigstøtte til de ’værdigt trængende’ blev erstattet af borgernes retskrav på ydelser, som stadig holdes som et ideal i dag.

Men i praksis er netop dette ideal under pres i disse år. Vi lever i en tid, hvor det sociale sikkerhedsnet i stadig højere grad bliver diskuteret ud fra, hvorvidt det på kort sigt rent økonomisk er en god forretning.

Socialrådgivernes muligheder for at hjælpe og skabe fremdrift for samfundets mest udsatte bliver indskrænket til fordel for økonomistyring og bureaukrati.

Dagpengesystemet for de forsikrede ledige – en forsikring, som var en grundsten i Steinckes tanker om det, der senere blev til den danske velfærdsstat – er blevet forringet, hvilket har kastet tusindvis af ledige ud i enten et økonomisk tomrum eller et liv på kontanthjælp.

En kontanthjælp, der er blevet skåret så kraftigt for især de unge, at vi ser en væsentlig stigning i antallet af unge hjemløse. Flere af de unge, som på grund af de lave ydelser ender på gaden, har psykiske problemer.

De ledige, som er ramt af den nuværende økonomiske krise og høje arbejdsløshed, bliver udsat for den politiske pisk i håbet om at få dem i jobs, som i mange tilfælde ikke eksisterer.

Samtidig ser vi en uheldig tendens, hvor nogle politikere ligeledes insisterer på at bruge pisk og trusler mod de allersvageste borgere i samfundet uanfægtet af, at det ikke bringer de pågældende borgere tættere på job eller uddannelse.

Den nuværende økonomisk funderede socialpolitik sætter altså i den grad Steinckes idealer under pres. Alligevel kan man argumentere for, at selvsamme tendens er med til at gøre tankerne bag Steinckes socialreform fra 1933 mere relevante i dag end nogensinde før.

Steincke mente i årene op til sin reform, at et af de store politiske problemer var, at samfundet var præget af sentimentalitet og medlidenhedstænkning. Det var let at ynke de stakkels fattige, men det kneb for politikerne med rent faktisk at skabe fælles bestræbelser på at sikre alle danskerne en så god tilværelse som muligt. Netop tanken om at sikre danskerne en så god tilværelse som muligt, kan – som Jørn Henrik Petersen gør opmærksom på i sit Steincke-portræt i ’Socialdemokratiske Tænkere’ – ses som en forløber til tænkningen bag den moderne velfærdsstat.

Disse betragtninger fra Steincke bliver næppe mindre relevante af, at vi lever i en tid, hvor stemningen hos en stor del af befolkningen er præget af netop det, Steincke sikkert ville kalde ’overfladisk pjatteri’ frem for reel solidaritet med de familier, der har mindst på kistebunden.

Det er belejligt let at ytre sig om, at det da også er synd for Mathilde og Omar, at deres familier ikke har penge til at lade børnene gå til håndbold eller fodbold, og at alt skal sættes ind på at bryde den negative sociale arv. Men når det så kommer til rent faktisk at sikre udsatte familier muligheden for eksempelvis at deltage i det danske foreningsliv, så er det pludselig småt med interessen både i folkedybet og Folketinget. Mathildes mor bruger jo sikkert alt for mange penge på smøger, og hvis Omars familie havde pengene til at betale for fodboldtræningen, ville de sikkert bare sende dem til familien nede i Gaza alligevel.

I det hele taget kunne politikerne på Christiansborg passende huske hinanden på Steinckes mantra om, at målet med velfærdsrettigheder for alle er at sikre dannelse for alle, samt at borgerne ikke skal umyndiggøres og afgive deres selvrespekt for at få ret til samfundets hjælp.

Politikerne taler om at få kontanthjælpsmodtagere i uddannelse og arbejde, samt om at skaffe fleksjob til syge og svage ledige. Men ordene klinger hult, når beskæringer i disse borgeres livsgrundlag i den grad vanskeliggør socialrådgivernes opgave med at få dem ind på et spor, som er bedre for både dem selv og samfundet.

Steinckes kongstanke var netop, at systemet skulle opbygge mennesker og sikre deres dannelse – ikke nedbryde dem. I øjeblikket ser vi politiske tendenser, som i den grad forbryder sig mod Steinckes etiske aspekt. Netop derfor er den aktuelle ’empowerment’-tankegang, hvor man vil sætte borgeren i centrum for indsatsen, så vigtig.

Desværre ser vi også her, at mens politikerne siger alle de rigtige ting, er det alligevel småt med brede politiske tiltag, der rent faktisk giver de udsatte borgere større indflydelse på egen situation og mulighed for fremdrift.

Steinckes tanker er dog ikke kun relevante i forhold til den aktuelle socialpolitik. Også rent strukturelt kan flere politikere både kommunalt og nationalt med fordel tage et kig på Steinckes socialreform. Før reformen i 1933 havde den sociale administration igennem årrække set en knopskydning, hvor en række specialiserede administrationer blev opbygget for forskellige klientgrupper, handicapgrupper og forsørgelseskategorier. Konsekvensen af knopskydningen var, at systemet blev stadig sværere at finde rundt i, og at bureaukratiet voksede.

Med sin socialreform afskaffede Steinckes 54 sociallove og erstattede dem med fire og indførte klarere regler for borgernes rettigheder.

Det er da en afbureaukratisering, der er til at tage og føle på. Og lige præcis den slags gennemgribende afbureaukratisering er det, de offentligt ansatte socialrådgivere i den grad har behov for i øjeblikket.

Igennem de seneste år har vi set den selvsamme knopskydning og opsplittende specialisering i det sociale arbejde. Det har medført et enormt bureaukrati og har vanskeliggjort samarbejdet på tværs af forvaltninger.

Hvis der skal være rum til den helhedsorienterede indsats, som både politikere og socialrådgivere mener, er afgørende for at skabe fremskridt for udsatte i samfundet, så er en afbureaukratisering og helhedstænkning både i kommuner og folketing nødvendig.

Da de nuværende regeringspartier før folketingsvalget i 2011 præsenterede deres løfte om en tillidsreform, som skulle fjerne bureaukrati og kontrol i den offentlige sektor og erstatte den med tillid til de offentligt ansattes kompetencer og beslutninger, havde løftet adskillige Steincke-stænk i sig.

Men hvorvidt politikerne i dag tør tage springet, som Steincke gjorde det, da han fik sin socialreform med dertilhørende afbureaukratiseringer gennemført i Rigsdagen, er det endnu ikke til at sige.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977