Cevea: En regering for “sådan nogen som os”

Kristian Weise, farver II (lille)

Den siddende regering skal bruge 2014 på at vise, hvorfor den ønsker at repræsentere og lede danskerne.   Den skal – ganske enkelt – forny sit folkelige mandat. Det kræver en fornyelse af det politiske program.

Af Rune Baastrup og Kristian Weise, henholdsvis udviklingschef og direktør for Cevea

Enhver siddende regerings største udfordring er, at oppositionen altid kan tilbyde vælgerne en tro på, at et magtskifte vil være en forandring til det bedre. Vælgerne belønner dig kun i ringe høj grad for, hvad du har præsteret og lægger meget mere vægt på,hvad du tilbyder af muligheder i fremtiden for ”folk som dem”. En siddende regering med blandede resultater er ilde stedt, hvis valgkampen reduceres til en folkeafstemning for eller imod den siddende regering og dens ministre, frem for et egentligt valg mellem to veje for samfundet.

Hvis du som regeringsledelse ønsker at vriste dig fri af den logik, som både modstandere, vælgere og medieindustri vil være tilbøjelig til at skrive dig ind i, må du træffe et strategisk valg. Du er nødt til at vælge de slåskampe, du ønsker, at valgkampen skal handle om. Det er gennem valget af dine kampe, at du viser, hvem du står sammen med. Hvem du repræsenterer og kæmper for.

Regeringen bør etablere en politisk strategi, der stiller vælgerne over for et enkelt og klart valg: Ønsker vi et Danmark, hvor middelklassen år for år vokser, og de fattige bliver færre? Eller ønsker vi et Danmark, hvor middelklassen gradvist skrumper?

Nødvendigt med revitalisering af S-R-alliancen

Selv de bedste ideer er ikke meget værd, hvis de ikke kan samle et flertal bag sig. Hvis ikke de i sig bærer en mulig koalition af grupper, interesser og værdier, der gør dem realiserbare. Hvis de ikke reflekterer de økonomiske og politiske omstændigheder i verden omkring os. I Danmark har det historisk været i mødet mellem husmændene og arbejderne, mellem De Radikale og Socialdemokraterne, at de bærende ideer er blevet formet, og at de toneangivende kompromisser mellem interesser og værdier er indgået.

Det samarbejde går tilbage til Stauning, der både gjorde Socialdemokratiet klart til at regere sammen med De Radikale og  rakte ud til funktionærerne, og blev navnlig udmøntet i efterkrigstidens socialdemokratiske regeringer. Målet var en politisk og økonomisk strategi for at bygge det, vi i dag kender som middelklassen i allerbredeste forstand. Det var et ’klassekompromis’ mellem arbejdere og funktionærer og en efterhånden stadig større andel af akademikere.

Samarbejdet har ført til den danske middelklasses massive vokseværk gennem det 20. århundrede.  Resultatet er et Danmark, der er uhørt tykt på midten. Vores samfundsmodel har en meget karakteristisk bule på midten i form af de brede mellemlag af håndværkere, industriarbejdere, skolelærere og kontorassistenter. Mathias Tesfaye betegner det billedligt som ”håndværkerbulen” i sin seneste bog ”Kloge Hænder” ud fra denne graf.

Skærmbillede 2013-12-19 kl. 23.39.08

Ser man snævert på økonomien , får vi denne fordeling af danskerne:

Skærmbillede 2013-12-19 kl. 23.39.15

Hvis man følger den bredeste og mest simple definition på middelklassen, som indeholdende alle dem, der tjener over halvdelen og under det dobbelte af middelindkomsten, når man rundt om over ni ud af ti danskere.  Som AE-rådet tidligere har dokumenteret, går udviklingen den gale vej de seneste tiår (AE-rådet: ”Middelklassen i Danmark skrumper ind” 2009):

Skærmbillede 2013-12-19 kl. 23.39.20 Det er indlysende, at arbejderbevægelsen har været en krumtap i denne udvikling, men også at den indbyrdes afslibning af hjørner og indgåelse af kompromisser i parlamentet – særligt mellem R og S -har været afgørende for resultaterne.

Hvis vores historie kan bruges som rettesnor i dag, er der tegn på, at det så afgjort er bedst for Danmark, hvis S og R kan finde hinanden i en fornyelse og opdatering af denne strategi for en stærk og voksende middelklasse.

Tilgangen til middelklassen en afgørende skillelinje – også herhjemme 

Som politisk-økonomisk strategi kan man sige, at økonomien er vokset ved at middelklassen er vokset. Det er det, som Barack Obama i sin 2012-valgkamp kaldte ”to grow the economy from the middle out”, og som han udpegede med frasen ”middle-out-economics” som modstilling til nyliberalismens – og modkandidatens – ide om en ”trickle down-economy”.

”It’s the Middle Class, stupid”, udbrød de berømte politicos Stan Greenberg og James Carville i en bog af samme navn fra 2010. Carville har rammende udtrykt sin motivation som forankret i oplevelsen af ikke at kunne samle 10-12 amerikanere i fokusgrupper med hinanden, uden at mindst én af dem i løbet af samtalerne begyndte at græde. Så stort er presset og utrygheden for det, vi betragter som ganske almindelige mennesker.

Mens Obama har en hård kamp forude med at understøtte retorikken med konkrete fremskridt, har vi herhjemme langt mere historik at bygge videre på. Og samtidig er forskellene i den socioøkonomiske udvikling nærmest afgrundsdyb.

Vi kan bruge den samme linse – livsmulighederne for den brede middelklasse – til at anskue en vigtig skillelinje mellem rød og blå blok frem mod valget. I så fald bliver overskriften for dansk politik i dag: De brede lag skal bredes yderligere ud, ikke snævres ind. Middelklassen skal vokse, ikke skrumpe!

Regeringen kunne knæsætte det princip, at stadig flere skal sikres adgang til middelklassen gennem øget social mobilitet og bedre uddannelser, mens færre bør forlade den gennem, som er det højrefløjen ønsker gennem (gen)indførelse af fattigdomsydelser, ensidig favorisering af overklassen (eksempelvis via afskaffelse af arveafgiften, som store dele af højrefløjen ønsker), og en fortsat forråelse af arbejdsvilkår på et fremvoksende utrygt lavtlønsarbejdsmarked.

Venstre og Dansk Folkepartis reformer truer en voksende middelkasse. De sender tusinder ud af middelklassen med deres brutale indfasning af en dagpengereform midt i en økonomisk krise. Middelklassen rammes, når lønnen trykkes. Venstre har foreslået at trykke lønnen til tyske standarder. Venstre og Dansk Folkeparti har foreslået at fjerne lønmodtagernes forsvar mod polske lønninger og ladet hånt om stigende social dumping. Derfor er Venstre og Danske Folkeparti ikke en voksende middelklasses motor. Deres politik er en skrumpende middelklasses ophav.

Middelklassen er over hele Europa og USA under pres. I Tyskland er der et stærkt stigende antal arbejdende fattige, og langt over 75 procent af briterne og franskmændene forventer, at fremtidige generationer vil være dårligere stillede end dem selv. For Danmark er tallet – for nu – 56 procent.

Når fremtiden formørkes, ændres vores perspektiv på det fælles bedste og vores forståelse af, hvordan vi bedst forvalter forhandlingen mellem vores idealer og værdier på den ene side og vores interesser og frygt for fremtiden på den anden. Når samfundskagen reduceres, orienterer vi os stadig mere mod, hvad vi selv kan få ud af ’dealen’, fremfor at have tiltro til,, at vi i fællesskab  kan løse opgaverne foran os, og at vi ved at læne os op ad hinanden kan realisere den bedst mulige fremtid for os selv og vores egne.

Hvis S og R – og gerne sammen med de andre centrum-venstre partier – ikke er i stand til at udvikle et politisk program, der løfter folks muligheder ind i fremtiden, så er risikoen, at de resignerer og orienterer sig mod fortiden. Så veksles en stemme på Hal Kochs ide om demokrati og social retfærdighed med DFs Morten Korchske, overromantiske konstruktion af et Danmark af i går (som ganske nok aldrig har eksisteret, men i dag henter opbakning fra 15-20 procent af stemmerne).

Det store ubesvarede spørgsmål er selvsagt, om det kan lade sig gøre fortsat at udvide middelklassen, ikke mindst i lyset af den fortsatte europæiske krise og en stadig skarpere international konkurrence. Og om S, R, SF og Enhedslisten kan finde hinanden.

Det handler om konkret politik – ikke store ord. Derfor er her fem konkrete politiske tiltag, der kan understøtte, at middelklassen kan vokse fremfor at skrumpe – og som måske kan rumme byggestene til en ny offensiv reformdagsorden fra centrumvenstre.

Fem bud på offensiver:

1. Håndværkerbulen og det afgørende kompetenceløft

Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft om relativt få år, og meget ville kunne være nået på denne dagsorden, hvis trepartsforhandlingerne ikke var kørt i grøften. Det er en udeladelsessynd af de store, hvis det ikke lykkes at præsentere et bud på, hvordan denne udfordring skal løses, inden regeringen skal møde vælgerne på ny. Intentionen blev formuleret allerede i regeringsgrundlaget: ”Der er behov for at løfte danskernes kompetencer og kvalifikationer, særligt hos de mange ufaglærte. Flere danskere skal derfor gennemføre en uddannelse i form af såvel faglærte uddannelser som videregående uddannelser.”

At sætte ind her ville være et afgørende bidrag til at sikre at flere får papir på, hvad de kan, og samtidig være et styrket værn mod frygten for at blive overflødiggjort eller udkonkurreret. Et løft af titusindvis af ufaglærte til faglært vil være et af de sikreste rygstød til en middelklasse, der vokser i stedet at skrumpe. Det vil samtidig være et afgørende bidrag til en dynamisk og konkurrencedygtig dansk produktionsøkonomi.

2. Fattigdomsydelserne smider folk ud af middelklassen

VKO indførte fattigdomsydelser, der sender folk længere væk fra middelklassen og ikke hjælper dem ind på arbejdsmarkedet. En af regeringens første handlinger var at afskaffe fattigdomsydelserne.  Venstre ønsker at indføre dem på ny i modificeret udgave.

Regeringen bør stå stærkt og skarpt på denne dagsorden og forsøge at koble den til vores historiske arv og vores fælles idealer: et middelklasse-argument understreger, at det handler om os alle sammen, ikke kun om dem, der rammes. Vi er kommet langt herhjemme ved at gøre dem i de svageste positioner stærkere og derved gøre dem til en del af os, integreret gennem arbejde og/eller ordentlig levestandard – ikke gennem etablering af lommer af fattigdom koncentreret i bestemte boligområder. Et middelklasseargument sigter desuden på at fokusere på den enkeltes stræben efter fremgang gennem ret og pligt. Og på at samfundet sørger for, at de nederste trin på stigen til middelklassen ikke knækker af, som de har gjort under VKOs forfejlede fattigdomsydelser, boligpolitik og skolepolitik, herunder ikke mindst deres negligering af erhvervsskolerne.

3. Et stærkt dagpengesystem holder folk i middelklassen trods kriser og konjunkturudsving

VKO gennemførte en dagpengereform, som  sender folk ud af middelklassen og længere væk fra arbejdsmarkedet, og som samlet set undergraver den unikke danske flexicurity-model og har forværret den økonomiske krise. Regeringens løbende bestræbelser på at reparere på den forfejlede reform har sikret, at folk ikke er ramt af de fulde konsekvenser af VKOs reform. Man må inderligt håbe, at det kan lade sig gøre for regeringen  at komme med et bud på et nyt dagpengesystem inden næste valg, om end tiden synes knap. Ideelt set bør et reformeret og mere fleksibelt dagpengesystem strikkes sammen som et kompromis mellem samfundsgrupper, hvor nogle får højere dækningsgrad mod kortere periode, mens andre får en længere periode, men lidt lavere dækningsgrad. En samlet reform eller modernisering af dagpengesystemet vil samtidig have den afgørende gevinst, at man vil rette op på nøgleproblemet ved den lange serie af nødvendige lapperier i form af akutpakker, uddannelsesydelser m.v. – at de var designet til at ’redde’ de udfaldstruede og dermed kun sigtede på afgrænsede gruppers behov. Et reformeret system vil berøre alle. Man har med andre ord lavet særlige løsninger for de få – mens centrumvenstres strategi hidtil har været at lave løsninger, der virker for de mange.

4. Et velordnet og organiseret arbejdsmarked er middelklassens fundament

Et velordnet og organiseret arbejdsmarked er fundamentet for en løn, man kan leve af, og et arbejde, der ikke gør en syg. Det har været en direkte medskaber af en stor og voksende middelklasse, at folk har haft adgang til vellønnet arbejde under ordentlige vilkår. Den relativt høje løn har samtidig sikret en modvirkning af kriser og pisket arbejdsgiverne til at investere i deres arbejdskraft. Det er godt for konkurrenceevnen. Regeringen har med sine mange initiativer rettet mod social dumping vist, at den vil et ordnet arbejdsmarked. Det skal den følge op på. Det var et ualmindeligt vigtigt øjeblik under de hektiske finanslovsforhandlinger, da det faktisk lykkedes regeringen internt at blive enige om at tilbagerulle VKOs angreb på fradragsretten for medlemskab af fagforeninger samt ID-kort og andre tiltag mod unfair konkurrence på arbejdsmarkedet. Fradragsretten er dels et økonomisk incitament med stor betydning, da det fremmer et mere organiseret arbejdsmarked. Og det er et afgørende vink med en vognstang til borgerne: Meld jer ind, og gør hver jeres til, at vi sammen kan enes om, hvordan vi gerne vil indrette os i arbejdslivet og på arbejdsmarkedet. 

Regeringen bør finde finansieringen til at kunne realisere disse forslag på ny som et afgørende middel til at sikre et velordnet og fair arbejdsmarked, der holder hånden under almindelige lønmodtagere.

5. En ny, grøn industripolitik – godt arbejde til stadig flere

Velstand og økonomisk udvikling afhænger i høj grad af, hvad man producerer og beskæftiger sig med. Det er ikke ligegyldigt, om det meste af ens produktion og beskæftigelse ligger i jævne serviceerhverv eller i fagligt stærk produktion. Danmark skal være forrest i den globale værdikæde, hvor der skabes mest værdi per arbejdstime, og hvor de gode job findes.

Centrumvenstre må udfolde tiltagene til en mere aktiv og strategisk politik, der supplerer forbedringen af rammevilkår med en langt større satsning på at øge udviklingen af de sektorer, der har det største vinderpotentiale. Det betyder, at det skal være en stærk prioritet, at der også i fremtiden er industriproduktion i Danmark og gode job til danskere, der producerer varer af høj kvalitet og værdi. Forudsætningerne for, at det kan ske, er ikke kun, at danskerne har de rigtige kompetencer, men også, at vi øger teknologianvendelsen i produktionen, bruger flere ressourcer på forskning og udvikling, sikrer at der er risikovillig kapital til dem, der tør tage chancer, og at statens politik på horisontalt plan understøtter udviklingen af virksomheder inden for de rigtige områder.

Danmarks vækstpolitik skal svare på de udfordringer, ikke mindst på miljø- og klimaområdet, som vi ved verden står over for. Det er områder, som vi ved, at der vil være ekstremt stor efterspørgsel på, og hvor Danmark har styrkepositioner. Den rigtige politik vil dermed styrke Danmarks rolle i løsningen af de problemer, alle lande kæmper med, og samtidig lægge fundamentet for flere gode og sunde danske virksomheder og arbejdspladser. Dermed er en ny, grøn industripolitik også det første skridt til at sikre, at Danmark ikke knækker over på midten, men at vi har forudsætningerne for fortsat at øge middelklassen og hive flere ud af fattigdom.

En af præsident Obamas rådgivere, den politiske strateg Joel Bennesen, konstaterede kort efter Obamas genvalg i 2012, at ”når vælgerne blev spurgt til, hvad nøglen til at skabe vækst i vores økonomi var, svarede næsten to ud af tre, at det var at bygge en stærk middelklasse snarere end at skabe et sundt klima for erhvervslivet.” Det er ikke sikkert, at de danske vælgere ville svare nøjagtig det samme. Men der er meget, der tyder på, at også danskerne har fået øjnene op for, at det at få hele befolkningen med på vognen er afgørende for dansk økonomi. Og det er en dagsorden, som den siddende regering vil have en stor fordel på. For S, R og SF har netop vist, at de gerne vil investere i ganske almindelige danskere, mens den foregående VKO-regering skar kraftigt ned på eksempelvis uddannelsestilbuddene til ufaglærte og faglærte.

Regeringen skal i offensiven i 2014. Den skal vise, at den har en politik og et politisk program, der kan gøre en forskel for Danmark. Og den skal overbevise om, at dens politik i sidste ende handler om at skabe et Danmark, hvor der kommer færre fattige, og hvor middelklassen vokser år for år.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977