CASA: Uligheden er voksende

maxresdefault

Det er ikke kun i Danmark, at uligheden er blevet større siden midten af 1990’erne. Udviklingen har ramt bredt i hele den vestlige verden. Den har medført inden for OECD landene, at de rigeste 10 procent af indbyggerne i de udviklede lande i dag tjener omkring ni gange så meget som de fattigste 10 procent.

Af Finn Kenneth Hansen, Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA)

Den seneste rapport fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD viser, at uligheden er øget i de sidste 20 til 30 år. Det er en udvikling, der ikke kun har fundet sted i de lande som traditionelt forbindes med høj ulighed, men også i traditionelt mere lige lande, som de nordiske lande inklusive Danmark.

OECD’s tal viser, at for de 22 lande, hvor der er data tilbage fra midten af 1980’erne, er uligheden vokset i 17 af landene målt på Ginikoefficienten, der er et bredt anerkendt mål for udviklingen i ulighed. Forskellen mellem de rigeste og de fattigste indbyggere i den industrialiserede verden bliver således større år for år.

Målt på forskellen i indkomster blandt de rigeste og de fattigste er udviklingen endnu tydeligere og let forståelig. I de mest ulige lande som Chile og Mexico tjener de rigeste 10 procent af befolkningen i dag 25 gange mere end de fattigste 10 procent, mens de rigeste 10 procent i USA kan tage 14 gange så meget med hjem som deres fattige landsmænd. Selv i Tyskland, Danmark og Sverige er forskellen betragtelig. Ifølge OECD tjener de rigeste i dag seks gange mere end de fattigste i de tre lande.

Danmark er stadig et af verdens mest lige lande, men også et af de lande, som sammen med de øvrige nordiske lande har oplevet, at de økonomiske forskelle er vokset mest i perioden fra 2000-2010. Hvor Danmark havde den laveste ulighed blandt de europæiske lande i 2001, er Danmark nu ifølge Eurostats tal rykket ned i tabellen.

Ulighed i Danmark 

Der er forskellige vurderinger af den stigende ulighed, afhængig af hvilket perspektiv man lægger på fordelingen af indkomsterne i det danske samfund. Et perspektiv er at sammenligne med andre lande, og hæfte sig ved at vi, på trods af den stigende ulighed, fortsat er et de lande, som har den laveste ulighed. Et andet perspektiv er, at lægge vægt på andre uligheder end lige de økonomiske.

de rigeste 10 procent af indbyggerne i de udviklede lande tjener i dag omkring ni gange så meget som de fattigste 10 procent.

Anlægger man et historisk perspektiv, er der imidlertid tale om en dramatisk udvikling. Hvor der i perioden fra 1955 og frem til 1990 er et vedvarende konsekvent fald i uligheden i Danmark, har der siden midt i 90érne været tale om én stigning i uligheden – kun afbrudt af et fald i et enkelt år (2009) – grundet den økonomiske krise.

Casa 1

Uligheden opgjort ved den maximale udjævningsprocent viser, at stigningen i uligheden siden 1990 har været på 5 procentpoint, det betyder, at uligheden i 2011 ligger over niveauet i 1970. Det fald der har været i uligheden siden 1955 og frem – over en perioden på 35 år – er stort set blevet ophævet af den stigning i uligheden, der har fundet sted siden 1990 – altså en periode på lidt over 20 år. Set i et historisk perspektiv er der således tale om en markant ændring af uligheden i indkomstfordelingen.

Hvorfor den stigende ulighed 

Den stigende ulighed i indkomstfordelingen skyldes en række forskellige faktorer – globaliseringen, de økonomiske konjunkturer og påvirkningen af den offentlige sektors omfordelende virkning.

Den stigende ulighed har således været påvirket af markedet og konjunkturudviklingen. Fx i perioden med kraftig vækst fra 2004-2007 steg kapitalindkomsterne, og da kapitalindkomsterne er skævt fordelt, var de klart en af grundene til den stigende ulighed, ligesom da den økonomiske krise satte ind, og kapitalindkomster var vigende, betød det, at uligheden faldt i 2009.

Den stigende ulighed i indkomstfordelingen skyldes en række forskellige faktorer – globaliseringen, de økonomiske konjunkturer og påvirkningen af den offentlige sektors omfordelende virkning.

For det andet har udviklingen været påvirket af det offentliges påvirkning af indkomsterne via skatter og indkomstoverførsler. De mange skattereformer og ændringer i indkomstoverførslerne har betydet, at det offentliges omfordelende virkning er blevet klart svækket i perioden. De omfordelingsmæssige virkninger af såvel skatterne som indkomstoverførslerne er blevet svækket i perioden og har på den måde bidraget til den stigende ulighed.

Ulighed og selvforsørgelse 

Ser vi på indkomstfordelingen er det oplagt, at dem der typisk ligger i den nedre ende af indkomstfordelingen og har lave indkomster, i helt overvejende grad er personer og familier som er modtagere af indkomstoverførsler. Det gælder unge på SU, og ældre som primært lever af folkepension, samt personer og familier på kontanthjælp, langvarige på dagpenge og førtidspensionister.

Uligheden viser sig mellem dem, der er i beskæftigelse, og dem som modtager indkomstoverførsler. Et karakteristisk træk ved samfundsudviklingen i de sidste tyve år har været, at den andel af befolkningen i de erhvervsaktive befolkningsgrupper som modtager offentlige indkomstoverførsler, har ligget på 22 procent – 24 procent. Udbygningen af velfærdssamfundet har betydet, at folk som ikke har mulighed for selvforsørgelse via beskæftigelse på grund af arbejdsløshed, sygdom, handicap eller graviditet modtager en offentlig forsørgelse – en andel som stort set har været konstant, og i 2012 er på 24 procent.

Sammenlignet med andre lande – hvad angår beskæftigelsesfrekvens – ligger Danmark helt i top og har gjort det i mange år. Blandt mændene ligger kun Holland foran Danmark, men blandt kvinder topper Danmark.

Modbilledet til den andel som er på offentlig forsørgelse, er andelen i de erhvervsaktive aldersgrupper som er i beskæftigelse – benævnt beskæftigelsesfrekvensen. Den har i de sidste tyve år ligget og svinget mellem 73 og 75 procent – kun i de gode år 2007 og 2008 svingede den sig op på 77 procent, men er i dag på 72 procent.

Sammenlignet med andre lande – hvad angår beskæftigelsesfrekvens – ligger Danmark helt i top og har gjort det i mange år. Blandt mændene ligger kun Holland foran Danmark, men blandt kvinder topper Danmark.

Casa 2

Ulighed og reformerne 

Inden for de seneste to år har regeringen gennemført en række reformer. Det gælder en skattereform og reformer for stort set alle indkomstoverførsler. Det gælder tilbagetrækningsreformen, som omfatter efterløn og pension, dagpengereformen som afkorter dagpengeperioden fra fire år til to år og skærper genoptjeningsperioden, førtidspensionsreformen som i princippet afskaffer førtidspension for alle under 40 år, kontanthjælpsreformen som afskaffer kontanthjælp for alle unge under 30 år, som i stedet får uddannelseshjælp på SU-niveau, og udspil til en sygedagpengereform som afskaffer varighedsbegrænsningen på et år samt en SU-reform.

Reformerne vil påvirke uligheden i negativ retning.

Reformerne har alle har været begrundet i behovet for at øge arbejdsudbuddet og nedbringe antallet af personer på indkomstoverførsler. Gennemført i en krisetid med stor arbejdsløshed, har det ikke påvirket andelen som modtager indkomstoverførsler.

Derimod er der meget, der tyder på, at fordelingsvirkningerne af disse reformer vil påvirke uligheden i negativ retning. Regeringen har selv fremlagt beregninger for nogle af reformerne, som viser, at de vil trække i retning af en forøgelse af uligheden.

Den omfordeling som har kendetegnet dansk politik i en lang årrække, og har betydet, at Danmark har været et af de lande med den mindste ulighed, ser ud til fortsat at blive svækket og vil bidrage til at uligheden i indkomstfordelingen vil fortsætte i de kommende år. Men med hvilken kraft er det vanskeligt at sige noget om, da reformerne træder i kraft hen over de kommende år.

Den danske regering erkender, at de mange reformer, hvad angår skatter og indkomstoverførsler, vil øge uligheden, og argumenterer for at lægge vægt på lige muligheder i stedet for lighed. Men er det nu så sikkert, at lige muligheder skaber større lighed, og er det ikke sådan, at større økonomisk ulighed skaber risiko for flere sociale problemer? Og er konsekvenserne en øget eksklusion af dem som ikke kan leve op til reformerne?

Konsekvenser af dagpengereformen i et ulighedsperspektiv 

Et eksempel er konsekvenserne af de ændrede dagpengeregler med forkortelse af dagpengeperioden fra fire år til to år og den forlængede optjeningsperiode. Analyser fremlagt af bl.a. DØR og Arbejdsmarkedskommissionen pegede på, at en forkortelse af dagpengeperioden ville betyde, at flere ville forlade dagpengesystemet og komme i arbejde. Tænketanken Kraka har foretaget en aktuel konkret analyse af reformen, hvor det skønnes, at den har medvirket til, at ca. 4.000 flere har forladt dagpengesystemet i første halvår 2013, end hvis dagpengeperioden forsat havde været fire år.

Ser man på de samlede konsekvenser, er problemet imidlertid, at langt flere har mistet deres dagpenge som konsekvens af reformen. Der var i lang tid tvivl om, hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet, men AK-samvirke har med deres grundige arbejde påvist, at det drejer om ca. 30.000 personer, som har mistet deres dagpenge. Heraf har omkring 4.500 ingen indtægt overhovedet, og er således ikke blevet reddet af de midlertidige ordninger på kontanthjælpsniveau.

Arbejdsmarkedsstyrelsens opgørelse af den efterfølgende forsørgelsesstatus for dem, der har mistet dagpengeretten i 2013, viser, at kun seks procent, af dem der mistede dagpengene i januar og februar er kommet i arbejde henholdsvis fire og fem måneder senere. Ca. 1/3 får den midlertidige særlige uddannelsesydelse på kontanthjælpsniveau, og ca. hver tiende er i seniorjob. Men cirka hver femte står helt uden egen indkomst og henvises til privat forsørgelse. Konsekvenserne er således, at en lille del får tilknytning til arbejdsmarkedet, men en meget stor del bliver ekskluderet og henvist til et langt lavere økonomisk leveniveau.

Konsekvenser af den stigende ulighed 

Den forsatte stigning i uligheden kan have meget negative konsekvenser for velfærdsstaten, og ikke mindst de borgere der i en krisetid må leve af endnu mindre, end de i forvejen havde. Uligheden kan påvirke sammenhængskraften i samfundet negativt, hvilket kan resultere i, at borgerne mister deres tro på velfærdsstaten.

Flere undersøgelser viser, at samfund med høj grad af lighed er mere stabile. Med udviklingen af en større grad af ulighed over tid og med store forskelle mellem rig og fattig, vil der være risiko for, at det skaber større ustabilitet i samfundet.

Flere undersøgelser viser, at samfund med høj grad af lighed er mere stabile. Med udviklingen af en større grad af ulighed over tid og med store forskelle mellem rig og fattig, vil der være risiko for, at det skaber større ustabilitet i samfundet.

I bogen ’Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund’, leverer professorerne Richard Wilkinson og Kate Pickett solid dokumentation for, at lighed er til fordel for alle såvel fattige som rige. Lighed gavner de sociale relationer, den mentale sundhed, det fysiske helbred og den gennemsnitlige levealder. Alle indikatorerne er medvirkende til at skabe muligheder for et rigt velfærdssamfund.

Modsat viser de, at ulige velfærdssamfund har mere kriminalitet, den gennemsnitlige levealder er lavere, flere har problemer med alkohol og narko m.v. En lang række sociale problemer som et velfærdssamfund forsøger at forebygge eller reducere, har en tendens til at blive øget i ulige samfund over tid.

Traditionelt har opfattelsen været, at for at få øget vækst må man acceptere en øget ulighed. Undersøgelser tyder imidlertid på, at det forholder sig stik modsat. Øget ulighed kan være en barriere for den økonomiske vækst. Opfattelsen har været begrundet i det forhold, at ulighed ikke er et problem, blot der er tale om en social mobilitet, som gør det muligt for selv de fattigste at stige til tops. Forskning viser imidlertid, at der tværtimod er en stærk sammenhæng mellem stor ulighed og lav social mobilitet.

Lande med stor lighed har ofte større økonomisk vækst, mere fremgang og ikke mindst stor sammenhængskraft. Derfor er den stigende ulighed bekymrende. Det kan på sigt true selve sammenhængskraften i den danske model, som i en lang årrække har været karakteriseret ved en høj grad af lighed.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977