Carl Roper: ”Fagbevægelsen bliver ikke stærkere af at hverve flere kunder”

bdf983d9ba7e6d3aeeeeac34277669ee

Den danske fagbevægelse har det svært. For at komme problemerne til livs, bliver der løbende sat gang i omstruktureringer, nye kampagner og nye hvervningstiltag. Men rådet fra TUC’s Carl Roper lyder: Flyt fokus. Kom tilbage til at blive foreninger, der skaber social og politisk handling sammen med medlemmerne, for det er ikke nok bare at være en serviceskranke.

Interview med Carl Roper, National Organiser i Trade Union Congress
af Jens Kristian Rasmussen

For fagbevægelsen i Danmark er der trods alt langt ned til de 27 procent, som er andelen af britiske arbejdere, der er organiseret i en fagforening.

Alligevel er der meget at lære af Storbritannien, hvor fagbevægelsen om nogen ved hvordan man graver sig ud af en krise. Carl Roper står med spaden i hånden, i spidsen for den indsats for TUC, det britiske LO.

Inviteret af Cevea gæstede han i april Danmark for at overbringe et budskab til sine danske kolleger: Don’t make the same mistakes we did. Fagbevægelsen må tilbage sine rødder, til at organisere sine medlemmer fra arbejdspladserne, og mobilisere dem til at handle på sager, der betyder noget i deres egen hverdag.

Organisering.dk eller organising.uk?

I den danske fagbevægelse tales der meget om organisering. Næsten alle forbund har deres egen organiseringsstrategi, men opfattelserne af hvad ”organisering” eller ”organizing” egentlig betyder, spænder vidt.

Den i fagbevægelsen meget udbredte håndbog Organisering.dk fra 2008 har undertitlen ”om at få nye medlemmer og passe godt på de nuværende”. Og i mange forbund og afdelinger opfattes ”organisering” nærmest som synonymt med ”hvervning”. Men for Carl Roper er det ikke nær nok at øge medlemstallet:

Vi bygger ikke nogen styrke og kapacitet ved at hverve ‘kunder’ til service og forsikring. Vi bliver nødt til at blive organiserende fagforeninger

”Vi bygger ikke nogen styrke og kapacitet ved at hverve ‘kunder’ til service og forsikring. Vi bliver nødt til at blive organiserende fagforeninger, der bygger kapacitet ved at organisere med udgangspunkt i sager der fylder i medlemmernes liv, med udgangspunkt i arbejdspladserne.”

Men er det ikke en opgave for fagforeninger at levere service?

”Jo, problemet er, hvis det bliver alt vi er. Den salgstale jeg hører oftest, er: ‘Hvis du kommer i problemer, er der nogen til at hjælpe dig’. Det er en elendig salgstale. I stedet bør man udpege hvordan fagforeningen repræsenterer dig og dine kolleger kollektivt – konkret, så du kan se og mærke hvilken forskel det gør i din hverdag.”

Intet link til medlemmerne, ingen kampvægt

Carl Ropers strategiske råd til fagbevægelsen, er at de fokuserer på at styrke deres organisationskapacitet, før de øver strategisk indflydelse. Kort sagt: Har du ikke medlemmerne i ryggen, har du ingen kampvægt – hverken over for arbejdsgiverne eller på Christiansborg.

Det fik både fagbevægelse og regering for alvor at føle, da trepartsforhandlingerne om arbejdstid og helligdage kuldsejlede i foråret 2012. Selvom aftaleudkastet indeholdt mange gulerødder til fagbevægelsen, som storstilede efteruddannelses-initiativer og tiltag mod social dumping, knækkede det sidste håb for forhandlingerne, da Dansk Metals tillidsfolk stemte klart nej til at afskaffe hellig- og feriedage.

For at genopbygge sin politiske styrke, må fagbevægelsen, ifølge Roper, gøre to ting.

Det første og mest åbenlyse skridt, er at komme ud og sikre anerkendelse hos arbejdsgiverne. Ved at organisere kolleger på arbejdspladser uden overenskomster om at forbedre deres egne arbejdsforhold, kan man vise i praksis, at det nytter at stå sammen i fagforeningen.

For det andet bør man mobilisere medlemmerne til at støtte sager, der handler om at forbedre deres egen hverdag og indflydelse. Og her skal man ikke være bange for at være politisk, uden at være partipolitisk:

Arbejdsgiverne er ikke holdt op med at være politiske, så fagforeninger bliver nødt til at give deres medlemmer politisk uddannelse

”Arbejdsgiverne er ikke holdt op med at være politiske, så fagforeninger bliver nødt til at give deres medlemmer politisk uddannelse. Og den bedste praktiske politiske uddannelse man kan få, er at føre kampagne. Når et medlem oplever et problem, skal fagbevægelsen være der til at sige ‘Vil du gøre noget ved det?’ og styre fokus mod målet og modstanderen.”

Først når disse to skridt er taget, kan fagbevægelsen begynde at tænke på ”luftkrigen”: At øve indflydelse på beslutningstagere i politikprocesser på højeste niveau. Men for at kunne veksle til denne valuta, skal der først stå aktivt medlemskab på kontoen.

Thatchers damptromle

Bagtæppet for udviklingen i den britiske fagbevægelse de seneste årtier er især Margaret Thatchers regering. Da hun indtog regeringskontorene i 1979, gennemførte hun straks meget restriktiv lovgivning mod fagforeninger, og ikke mindst et liberalistisk økonomisk eksperiment, der indebar store nedskæringer og høj arbejdsløshed. I de 18 år fra Thatcher flyttede ind på Downing Street til 1997 har arbejdsløsheden været på i gennemsnit 9%.

Det gav mildt sagt hårde betingelser for fagbevægelsen. I samme årrække faldt organiseringsgraden med 30%, og det blev mere almindeligt aldrig at være medlem af en fagforening igennem et livsforløb, end det er at være medlem.

Men fra 1997 og frem fik Storbritannien igen en Labour-regering, og arbejdsløsheden faldt. Det gav arbejdsro, og mulighed for et markant fokusskift internt i fagbevægelsen. Erkendelsen var, at man ikke kunne bygge større kapacitet ved at levere mere af det samme.

Organisering med udgangspunkt i medlemmerne blev reglen, snarere end undtagelsen. Og der blev tænkt nye tanker om hvordan man kan organisere: Organisering på tværs af sektorer, kædeorganisering (at organisere alle led i en produktionskæde) og community organising (at bygge alliancer til andre bevægelser i civilsamfundet) blev fremherskende, og vidner om at rummet for innovation og nye ideer blev større.

Tillidsrepræsentanterne udgør kernen i vores organiseringsmodel. Man kan se helt tydeligt, at de medlemmer der har den højeste anseelse for deres fagforening, er dem som har en kollega, der er tillidsrepræsentant for fagforeningen.

Men mest afgørende var, at mange fagforeninger begyndte at sætte tillidsrepræsentanterne i centrum for deres organisering:

”Tillidsrepræsentanterne udgør kernen i vores organiseringsmodel. Man kan se helt tydeligt, at de medlemmer der har den højeste anseelse for deres fagforening, er dem som har en kollega, der er tillidsrepræsentant for fagforeningen.”

Britiske tllidsrepræsentanterne løser i dag mange opgaver, som i danske fagforeninger bliver varetaget af ansatte:

”Fagforeninger skal ikke bare blive til call-centre, hvor medlemmerne ringer ind for at få løst deres problemer. Sager og bekymringer skal så vidt muligt håndteres af en lokal, kompetent og veltrænet tillidsrepræsentant på din egen arbejdsplads. Det frigiver ressourcer til at vores ansatte kan arbejde strategisk for at forbedre forholdene for vores medlemmer.”

Men hvad gør man, når man ikke er i livsfare?

Men selvom den danske fagbevægelse taber medlemmer, er den jo fortsat definerende for det danske arbejdsmarked. Med en organiseringsgrad på 69%, står kun Sverige og Finland tættere i fagforeningerne. Så hvad skal man gøre, når man ikke umiddelbart er truet på livet? Og er der overhovedet grund til at lave tingene om?

”Danske fagforeninger bliver nødt til at stille sig selv spørgsmålet: Er årsagen til at vi holder snuden oven vande, at vi repræsenterer medlemmerne godt? Eller er det eksterne faktorer i systemet der holder os i live? Kan vi modstå choks fra politisk og strukturmæssige side? Hvis ikke, så er der nu et vindue for at være proaktiv, og tage de rigtige beslutninger i tide.”

Roper er ikke i tvivl om, hvor man bør tage fat først: I spørgsmålet om, hvorfor medlemmerne ikke vil være aktive i deres fagforening.

”Mennesker vil gerne være med i foreninger og fællesskaber. De melder sig ind, og er aktive i masser af dem. Bare ikke i fagforeninger. Hvorfor? De får hele tiden at vide, at det ikke kan lade sig gøre at ændre noget. Det er politik, og politik er som regnen, havet og vejret. Men det er en løgn. Den apati bliver vi nødt til at gøre op med. Vi må kommunikere håb, og give folk en mulighed for at handle kollektivt på deres frustration.”

Comments
One Response to “Carl Roper: ”Fagbevægelsen bliver ikke stærkere af at hverve flere kunder””
  1. Mogens Weile siger:

    Hvad sagde jeg i 2005

    Fagbevægelsen har i al for lang tid lidt af høflighedsbetændelse, såfremt betændelsen ikke skal gå hen at blive kronisk opfordres fagbevægelsens øverste ledelser at sætte fokus på den faglige og politiske virkelighed lønmodtagerne må døje med i hverdagen, og hvad en fagbevægelse er og bør være.

    Jeg mener at fagbevægelsen er skabt på et idepolitisk grundlag, hvor medlemmerne sammen i det kollektive fællesskab, målbevidst og solidarisk arbejder for, at skabe forbedringer, både på arbejdspladserne, i familierne og ude i samfundet. Fællesskabet og solidariteten opstår på baggrund af de fælles faglige interesser, og den fælles opfattelse af hvordan vi indretter samfundet.

    Fagforeninger skal ikke være indbyrdes konkurrerende virksomheder, men slagkraftige samarbejdspartnere til gavn for alle lønmodtagere, der er i stand til samlet at forsvare de faglige og politiske standpunkter, når det virkelig gælder.

    Et medlemskab af en bestemt A-kasse og/eller fagforening, skal ikke være bestemt af skruebrækkeri og arbejdsgiverne, men bestemmes af virksomhedens produktion og den ansattes beskæftigelse og uddannelse. Løn og arbejdsvilkår baseres på frivillige aftaler, lovgivning og de gældende overenskomster, som er indgået mellem den ansattes fagforening og virksomheden eller vedkomne arbejdsgiverorganisation.

    Det er en stor nødvendighed, at få flere og nye medlemmer der involverer sig i fagbevægelses arbejde, og at bevægelsen genskaber sin faglige – og politiske rolle, i høj grad en væsentlig forudsætning, hvis fagbevægelsen skal have en fremtid. Vigtigst er det også, at tilpasse sin organisering og struktur for at opfylde egne målsætninger, og ikke indrette sig efter, hvad Dansk Industri, borgerlige regeringer og Fogh Rasmussen eller EU kunne tænke sig.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977