Bo Sandemann Rasmussen: Øvelsen at få mere ud af mindre


Den offentlige sektor skal i de kommende år både vokse betragteligt mindre end tidligere og effektivisere for milliarder. Det behøver dog ikke betyde ringere velfærd, mener professor Bo Sandemann Rasmussen, som forudser en kamp mellem de offentlige ansatte og de offentlige administratorer.

Interview af Christoffer Voss, journalist, Cevea

Bo Sandemann Rasmussen, regeringen har fastlagt væksten i den offentlige sektor i 2014 på 0,4 procent – den uden sammenligning lavest planlagte stigningstakst i nyere tid. Hvad kommer det til at betyde for den offentlige sektor?

Det er rigtigt, at vi næste år skal have lavere vækst i det offentlige, end vi har haft i mange år. Det besynderlige er så, at det faktiske offentlige forbrug – både i 2012 og formentlig også i år – har været meget tilbageholdent, fordi kommunerne har været overforsigtige med deres penge. Det skyldes, at der er kommet sanktioner ved budgetoverskridelser, og det er kommunerne ved at lære.

Derfor er vi den underlige situation, at vi har den lavest budgetterede vækst i mange år, men at de faktiske udgifter har ligget under budget

Derfor er vi den underlige situation, at vi har den lavest budgetterede vækst i mange år, men at de faktiske udgifter har ligget under budget (omkring 3,5 milliarder, red.). Hvis kommunerne fastholder samme margin til budgetgrænsen, vil nedskæringerne blive meget reelle. Hvis de bliver bedre til at styre deres økonomi, behøver de kommende år ikke blive så forskellige fra dem, vi allerede har oplevet.

Hvad kommer den lavere forbrugsvækst til at betyde for den offentlige beskæftigelse?

Fra 1990 til 2012 steg det offentlige forbrug i faste priser med 45 procent, og i samme tidsperiode steg den offentlige beskæftigelse kun med otte procent. Så der skal en relativt stor stigning i det offentlige forbrug til for at fastholde beskæftigelsen. I 2012 steg det offentlige forbrug med en halv procent, men der blev 8-9000 færre offentlige ansatte. Det vil sige, at selv med en vækst i den størrelsesorden, vi regner med at se i de kommende år, var man ikke i stand til at fastholde beskæftigelsesniveauet. Så der skal ske væsentlige ændringer i den måde, det offentlige fungerer på, hvis man skal opretholde beskæftigelsen.

Hvor kan Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen så finde pengene henne?

Jeg er ikke i tvivl om, at de offentlige ansatte over en bred kam vil blive spændt hårdere for og får forringet deres rettigheder. Noget af det, der vil ske i de kommende år – og som allerede sker nu – er, at en del af disse milliarder vil blive fundet i forbindelse med overenskomstfornyelser. Embedsmændene ser, at der er nogle grupper i det offentlige, som har for gode forhold, og dem vil de så gerne forringe for at spare penge ad den vej. Man kan måske ikke få de ansatte til at gå ned i løn, men man vil få lønmodtagerorganisationerne til at acceptere mere arbejde uden merbetaling. Ligesom vi så det med lærerne.

Jeg er ikke i tvivl om, at de offentlige ansatte over en bred kam vil blive spændt hårdere for og får forringet deres rettigheder.

Er det uproblematisk, at man forsøger at finansiere effektiviseringerne gennem overenskomsterne?

Når vores økonomiske situation er, som den er, med lavkonjunktur og lav beskæftigelse, så er det nemmere for arbejdsgiverne at presse de offentlige lønmodtagerorganisationer til på en alle anden måde at acceptere forringelser. Så er spørgsmålet, hvad der sker, når der kommer mere gang i væksten, og de offentlige ansatte har bedre beskæftigelsesmuligheder andre steder. Forringer vi vilkårene i den offentlige sektor, må man forvente, at flere søger over i den private sektor. Det er selvfølgelig også det, regeringen vil have – at væksten hovedsagligt kommer i de private. Men de er også nødt til at sørge for, at vi i det offentlige både har de rigtige og nok ansatte til at sørge for velfærden. Især på plejeområdet er det ikke nemt at finde folk, så det kan blive sværere at opnå gevinster ved at presse de offentlige ansatte, for presser du folk for meget, søger de privat ansættelse. Det kan blive så voldsomt, at det bliver et problem at rekruttere de rigtige folk til den offentlige sektor. Og vil vi – for eksempel – gerne have en god folkeskole, skal de bedste lærere jo ikke søge væk.

Så den offentlige sektor bliver sandsynligvis mindre, og de ansatte kan se frem til ringere arbejdsvilkår. Betyder det, at den lavere vækst og effektiviseringerne vil medføre nedskæringer og forringelser?

Det afhænger fuldstændig af, om man lykkes med at effektivisere. Hvis det ikke lykkes med noget, så vil vi få en nedgang i serviceniveauet. Men omvendt, kan man effektivisere for de 12 milliarder kroner, vil man i gennemsnit kunne opretholde serviceniveauet. Med andre ord skal de 12 milliarder sørge for, at velfærdsniveauet ikke falder. Men det betyder ikke, at pengene skal bredes ud over alle de offentlige serviceydelser. Man skal snarere bruge dem til at lave specifikke prioriteringer. Så på nogle områder vil man opleve en forringet service, mens man på andre vil opleve en forøget service. Det gennemsnitlige serviceniveau er måske uændret, men der vil helt klart ske omprioriteringer. Vi får en omflytning af ressourcer.

 

Det afhænger fuldstændig af, om man lykkes med at effektivisere. Hvis det ikke lykkes med noget, så vil vi få en nedgang i serviceniveauet.

Hvor vil man så henholdsvis spare og investere?

Overordnet set vil man nok forsøge at effektivisere relativt bredt. Det er den nemmeste måde at skaffe pengene. Hvis de ellers kan klare sig for færre midler, vil det være bedst at skære i de administrative enheder i stat, regioner og kommuner, da det ikke umiddelbart forringer velfærdsniveauet.

Omvendt er sundhed og ældrepleje formentlig områder, man vil opprioritere. Frem til 2020 stiger aldersgruppen 66+ med 200.000 personer i forhold til i dag, og med den stigning i antallet af ældre, er det næsten usandsynligt, at man vil kunne klare sig uden mere personale.

Derfor kommer der et endnu større behov for hjemmehjælpere. Og det er et svært sted at effektivisere. De varme hænder er et af de områder, hvor det er vanskeligt for færre at klare mere, så det er svært at se, hvordan vi skal klare os uden flere ansatte i ældreplejen.

Udover overenskomstfornyelser og øget digitalisering: hvordan kan man ellers effektivisere?

Inden for det offentlige har ikke man noget godt mål for, hvordan produktiviteten udvikler sig. Men selvom man ikke kan måle, kan man stadig gøre tingene på anderledes og bedre måder. Jeg vil gætte på, at man bredt set inden for det offentlige vil forsøge at effektivisere de administrative arbejdsgange.

I det offentlige skal næsten alt dokumenteres, så man er 100 procent sikker på, at alt bliver lavet ordentligt. Det skal rapporteres tilbage, og der skal evalueres og måles. Det koster også ressourcer. Og spørgsmålet er, om det er gået for vidt. Jeg fornemmer dog – og det kan man både se fra indgrebet i forhold til både lærerne og lægerne – at der et ønske fra Finansministeriet om en betydelig kontrol af, hvad der sker rundt omkring. Og kontrol får du kun ved at bruge ressourcer på at kontrollere niveauerne under dig.

Så der er en tendens til, at der kommer mere og ikke mindre bureaukrati, selvom det ville kunne spare mange penge?

Det er svært at sige for øjeblikket. Men jeg tror ikke, vi kommer til at opleve mindre bureaukrati. Der er ikke tydelige tegn på, at man siger: dem, der er tættest på opgaverne ved bedst, hvordan de løses. Selvom jeg godt kunne se en frigørelse af den offentlige administration som en måde at spare ressourcer på. Ressourcer, som man kunne bruge bedre andre steder, for offentlig administration er nødvendigt i et vist omfang, men det er ikke velfærdssamfundets kerneprodukt. Det er områder som hospitaler, plejeydelser, folkeskole og uddannelser, der bidrager med de egentlige velfærdsydelser. Offentlig administration er det nødvendige onde.

 jeg tror ikke, vi kommer til at opleve mindre bureaukrati.

Men nu er det jo administratorerne i Moderniseringsstyrelsen, som sidder og styrer dette arbejde, så jeg er ikke sikker på, at deres første tanke er en mere simpel administration. Det ville betyde, at det øverste niveau mister kontrol, og den er de måske bange for at miste. Det er meget tydeligt i de tanker, der kommer fra Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, at de vil have styr på, hvad der foregår. Det er ikke kontrol, de vil give op på.

Er det overordnet set muligt at effektivisere for de her 12 milliarder kroner?

Som sagt kan man ikke udelukke det. Men det er ikke nogen nem opgave. Jeg ser det som en af de største opgaver i de kommende fem til ti år. Og jeg tror som sagt, at det er nemmere her i starten, hvor arbejdsmarkedet ikke er så presset. Finansministeriet synes, at nogle grupper i det offentlige har for gode forhold, og de vil prøve at spare pengene ad den vej. Men jo mere presset arbejdsmarkedet bliver, jo sværere bliver det at sætte tommelskruerne på de offentlige ansatte.

Bo Sandemann Rasmussen er professor i nationaløkonomi ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet. Han forsker og underviser i makroøkonomi og skatter.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977