Asbjørn Wahl: Klassekompromisets ideologiske arv

06-Wahl-II-050-FARVE

Europas fagbevægelse er i defensiven. Det er en dyb politisk og ideologisk krise. På nuværende tidspunkt er fagforeningerne ude af stand til at udfylde deres rolle som forsvarer af deres medlemmers aktuelle økonomiske og sociale interesser. De har tabt terræn i alle sektorer og brancher. Det der var verdens stærkeste og mest indflydelsesrige fagbevægelse, i perioden efter 2. verdenskrig, er nu åbenlyst forvirret, mangler en klar vision og er tøvende i deres nye sociale og politiske tiltag. Ironisk nok er det de samme teorier, analyser og politikker som tidligere gav styrke, der i efterkrigstiden er blevet en tung byrde. Den ideologiske arv fra klassekompromiset har ført fagbevægelsen på afveje.

Af Asbjørn Wahl, Rådgiver i Fagforbundet og daglig leder i Alliansen For Velferdsstaten.

Bag denne udvikling ligger den løbende neoliberale transformation af vores samfund. Denne proces er ikke temaet for denne artikel, men lad os alligevel nævne nogle få vigtige pointer. Over de seneste tyve år er vi blevet konfronteret med en overvældende offensiv fra neoliberale kræfter. De kapitalistiske kræfter er gået i offensiven, og vi har set et enormt skift i magtbalancen mellem arbejdere og kapital. Multinationale firmaer har, selvfølgelig, været med i front på denne udvikling. Efterkrigstidens ”klassekompromis” mellem arbejdere og kapital, politikken om fredelig sameksistens mellem fagforeninger og arbejdsgivere, er brudt sammen. Kapitalens fløj har opsagt klassekompromiset og forfølger i stigende grad en konfrontatorisk politik mod organiserede arbejdere.

De internationale virksomheder og deres politiske følgeres forsøg på at uddybe og institutionalisere deres nyopnåede magtposition er vigtige dele af denne udvikling. Det sker primært gennem internationale institutioner og aftaler som f.eks. Verdenshandels Organisationen (WTO) og regionale magtstrukturer som f.eks. den Europæiske Union (EU). Eftersom disse institutioner er mindre demokratiske end lokale og nationale regeringer, har de vist sig at være meget brugbare og effektive instrumenter for institutionaliseringen af erhvervslivets magt.

Den følgende analyse er baseret på konceptet om at EU i dag fungerer som base, hvorfra den neoliberale sociale og økonomiske model bliver institutionaliseret i Europa. EU og andre regionale og overstatslige institutioner bliver konstrueret på baggrind af en ny magtbalance, som ikke kan blive forandret, demokratiseret eller overvundet indtil arbejdere er i stand til at skifte den nuværende magtbalance i deres retning. Et sådant skift vil kræve at fagforeningerne gør det til deres langsigtede mål at mobilisere populær- og arbejderklassens magt.

Nye forhold, gammel politik

Desværre er det i dag ikke et projekt for de europæiske fagforeninger at mobilisere arbejderklassens magt. Paradokset, som arbejdere møder, er at mens det økonomiske og politiske klima, som fagforeningerne må arbejde indenfor, har ændret sig meget, forfølger de fleste fagforeninger stadig ideen om klassekompromiset. De opfatter ikke den såkaldte globalisering som et resultat af bevidste strategier og nye magt- og klasserelationer, men i stedet som en nødvendig konsekvens af teknologiske og organisatoriske forandringer. En opfattelse som er overraskende ens med Margarat Thatcher da hun så berømt sagde, ”there is no alternative.” Hvad der ifølge dem er brug for, er at overføre klassekompromisets politik fra nationalt til regionalt og globalt niveau. Deres metoder er ”social dialog” med arbejdsgiverorganisationer og stat og overstatslige institutioner, såvel som kampagner for en formel introduktion af arbejdsstandarder (som f.eks. International Labour Organizations arbejderkonvention der blandt mange ting forbyder slavearbejde, garanterer retten til at organisere sig og forhandle kollektivt og forbyder diskrimination under ansættelse) i internationale handelsaftaler og handelsorganisationer, og indførslen af CSR standarder og rammeaftaler i multinationale selskaber. Sidstnævnte er frivillige og uforpligtende adfærdskodeks udviklet af de multinationale selskaber selv og uden mulighed for håndhævelse. Indtil nu har de ikke haft nogen identificerbar effekt på erhvervslivets opførsel. I stedet bliver deres hovedformål at modarbejde offentlighedens negative billede af mange multinationale selskaber.

Denne strategi om ”social dialog” bliver forfulgt selvstændigt fra konkrete analyser af magtforhold og uden en erkendelse af behovet for at mobilisere klasse- og populærmagten for at opnå social forandring. For at forstå den nuværende situation, er vi nødt til at se nærmere på den europæiske arbejderbevægelse, specielt i forhold til politikken om klassekompromiset, hvis historie og indflydelse ikke kan overvurderes, hvis vi virkelig vil forstå arbejdernes politiske og ideologiske krise.

Det Historiske Kompromis mellem Arbejdere og Kapital

Gennem det tyvende århundrede udviklede fagbevægelsen en form for fredfyldt sameksistens med de kapitalistiske interesser. Gennem 1930’erne blev denne sameksistens først institutionaliseret i nogle dele af Europa, primært i Norden, da fagbevægelsen opnåede en aftale med arbejdsgivernes organisationer. Efter 2. verdenskrig fandt en lignende proces sted i det meste af det resterende Vesteuropa.

Dette klassekompromis mellem arbejdere og kapital formede fundamentet, som velfærdsstaterne udviklede sig fra, og løn- og arbejdsforhold blev løbende forbedret. Fra en periode karakteriseret af konfrontationerne mellem arbejdere og kapital, trådte samfundet ind i en fase med social fred, trepartsforhandlinger og konsensuspolitik. Fordi denne politik førte til vigtige milepæle indenfor velfærd, løn og arbejdsforhold, fik den massiv støtte fra arbejderklassen. Som konsekvens blev de mere radikale og antikapitalistiske dele af arbejderbevægelsen gradvist marginaliseret. Derfor førte denne udvikling til en afpolitilisering og afradikalisering af arbejderbevægelsen og bureaukratiseringen af fagbevægelsen. Det blev den historiske rolle for de socialdemokratiske partier at administrere klassekompromiset. Ikke overraskende er de nuværende udfordringer for fagbevægelsen derfor også reflekteret, i de problemer socialdemokratisker partier i resten af Europa oplever.

Det er vigtigt at forstå, at dette kompromis mellem arbejderne og kapitalen var et resultat af fagforeningernes og arbejderbevægelsens styrke. Arbejdsgiverne og deres organisationer indså simpelthen, at de ikke kunne overvinde fagforeningerne. De var nødt til at anerkende dem som repræsentanter for arbejderne og forhandle med dem. Med andre ord hvilede den fredfyldte sameksistens mellem arbejdere og kapital på en stærk arbejderbevægelse. En anden vigtig faktor i efterkrigstiden var, at kapitalismen oplevede mere end 20 år med stabil og stærk økonomisk vækst. Dette gjorde det muligt at dele udbyttet mellem arbejdere, kapitalen og offentlig velfærd.

En afgørende del af klassekompromiset var den nationale regulering af kapital og markeder. Kapitalkontrol var dagligdag i alle lande. Aftaler mellem arbejdere og kapital blev opnået på en ordentlig og fredfyldt måde indenfor de nationale grænser. Derfor blev fagbevægelsen meget nationalt orienteret. Internationalismen i fagbevægelsen blev gradvist svækket til en form for diplomati indenfor internationale institutioner (som f.eks. ILO) og endda til en form for fagforeningsturisme med ringe eller ingen relation til de umiddelbare behov og interesser for medlemmer, selvom dele af den internationale retorik vedblev.

Den socialistiske retorik til trods, betød klassekompromiset at fagbevægelsen accepterede den kapitalistiske måde at organisere produktionen, den private ejendomsret af produktionsmidler og arbejdsgiverens ret til at lede arbejdet. Til gengæld fik fagbevægelsen forbedringer i velfærden og arbejdsforhold, fagforbundene fik industriel fred og tilbageholdenhed i lønforhandlinger. Lidt forsimplet fik arbejderbevægelsen velfærdsstaten og gradvise levevilkårsforbedringer i bytte for at opgive deres socialistiske projekt. I dag kan vi konkludere, at det var en kortsigtet milepæl i en meget specifik historisk kontekst, og en som hjalp meget med til at afpolitisere og afradikalisere arbejderklassen.

Et vigtigt element i denne sammenhæng var eksistensen af et konkurrerende økonomisk system i Sovjetunionen og Østeuropa. Som den britiske historiker Erik Hobsbawm pointerede, var dette medvirkede til at få kapitalisterne i Vesten til at acceptere kompromiset. Det var på baggrund af dette kompromis at de mest vigtige velfærdsreformer og institutioner blev udviklet gennem de tre årtier efter 2. verdenskrig. Den radikaliserede arbejderbevægelse som udsprang af den økonomiske og sociale krise i 1930’erne og krigen blev, med andre ord, mødt af en bevidst strategi fra deres kapitalistiske modparter. De indgik frivilligt et klassekompromis og eftergav mange af arbejderklassens sociale og økonomiske krav mod at dæmpe og vinde tid i kampen mod de socialistiske synspunkter i arbejderbevægelsen. Set fra i dag kan vi sige, at denne virksomhedsstrategi var ganske vellykket.

En tydelig arbejdsdeling indenfor arbejderbevægelsen var en mærkbar bivirkning af klassekompromiset. Forholdende for køb og salg af arbejdskraft blev reguleret af fagbevægelsen gennem forhandlinger, mens den sociale sikkerhed for arbejdsløse blev håndteret af socialdemokratiske partier i parlamentet. Dette grundlagde fundamentet for en mere snæversynet økonomisk udvikling af fagbevægelsen. Noget som fortsat svækker fagforeningerne i dag, nu da de socialdemokratiske partier har indskrænket selv deres egne tidligere reformpolitikker.

Ideologien bag klassekompromiset

Baseret på 20 års virkelighed med løbende forbedringer af leve- og arbejdsforhold, blev den fælles forståelse, at der var blevet fundet en måde, hvorpå samfundet kunne frembringe sociale fremskridt og en relativ fair fordeling af rigdom mellem almindelige mennesker, uden at skulle udholde klassekamp og sociale konfrontationer. Man troede at det kapitalistiske samfund havde opnået en højere form for civilisation. Gennem gradvise reformer havde arbejderbevægelsen øget den demokratiske kontrol med økonomien. Den krisefri kapitalisme var blevet en realitet. Der ville aldrig mere opstå økonomiske kriser som i 1930’erne, aldrig mere være stor arbejdsløshed, aldrig mere social bekymring og aldrig mere menneskelig elendighed. Alle sociale tendenser pegede mod det bedre. For mange i arbejderbevægelsen var dette den reformistiske vej til socialismen, og alle kunne se at det virkede!

Disse reelle sociale resultater formede det materielle grundlag for en ideologi om sociale partnerskaber, som stadig er dybt forankret i de europæiske fagforeningers bureaukrati. Personligt hørte jeg denne ideologi åbent udtrykt for første gang, da jeg deltog i en grundlæggende tillidsmandsuddannelse på norsk LO’s uddannelsescenter i de tidlige 1980’ere. Der lærte jeg, at den første tredjedel af det 20. århundrede var karakteriseret af intens konflikt mellem arbejdere og kapital – inklusive generalstrejker, lockouts og brug af militær mod organiserede arbejdere som strejkede. Det var en destruktiv periode som i sidste ende (i 1930’erne) ikke bragte arbejderklassen nogen vegne. Det var først da denne konfrontatoriske politik ophørte, da fagbevægelsen startede med at tage fuldt socialt ansvar, at man oplevede reelle fremskridt i form af bedre arbejdsforhold, bedre løn og velfærdsreformer. Med andre ord er konfrontationer med arbejdsgivere ødelæggende; fredfyldt social dialog er vejen frem. Det var den lektie jeg lærte på fagforeningens uddannelsescenter så sent som i begyndelsen af 1980’erne.

Den ovenstående analyse var forkert den gang, og den er forkert i dag. Dog er konsekvenserne af denne fejl blevet farligere for fagbevægelsen, fordi klassekompromiset er brudt sammen. Hvad analysen forvrænger, er at de store resultater i form af velfærd og arbejdsforhold under denne periode med klassekompromis efter 2. verdenskrig var frugterne af tidligere tiders konflikt. Fremskridtene skete kun fordi, arbejderklassen havde skiftet magtbalancen mellem arbejdere og kapital gennem konfrontationer og hårde klassekampe i den først halvdel af det 20. århundrede (inklusive den russiske revolution). Med andre ord var det tidligere tiders konfrontationer, som muliggjorde de senere fremskridt gennem fredelige forhandlinger.

Klassekompromisets sammenbrud

Dog var klassekompromiset en skrøbelig konstruktion, fordi dets overlevelse var afhængig af en stabil, kapitalistisk økonomi med en høj vækstrate. Kompromiset smuldrede langsomt med udbruddet af den dybe økonomiske krise i vestlig kapitalisme i starten af 1970’erne. Krisen ansporede de kapitalistiske kræfter til at gå i offensiven, bl.a. ved at reducere omkostninger, og angribe fagforeningsrettigheder, lønninger og offentlige udgifter. De underminerede hele fundamentet for velfærdsstaten.

Den afradikaliserede og afpolitiserede fag- og arbejderbevægelse blev overrasket over denne udvikling. Arbejdsgiverne blev pludselig meget mere aggressive ved forhandlingsbordet. Forhandlinger som tidligere hovedsageligt handlede om forbedringer af løn og arbejdsforhold, begyndte nu at indeholde angreb på tidligere opnåede resultater og eksisterende reguleringer. De fleste fagforeningsledere var blevet gennemsyret af miljøet omkring klassekompromiset og social fred og var ikke forberedt på disse angreb. Indenfor ideologien om den klassekompromiset kunne den neoliberale offensiv simpelthen ikke forstås. Fagforeningernes bureaukrati forblev passive, og fagbevægelsen blev tvunget i defensiven. I mange lande forlod mange arbejdere deres fagforeninger, fordi de viste sig at være magtesløse i kampen om deres interesser.

1980’erne repræsenterende altså et enormt tilbageslag for fagbevægelsen, noget som kan ses i statistikkerne over organiseringsgraden (organiseringen af arbejdskraften) i nogle af de vigtige vesteuropæiske lande.

De få fagforeninger som forsøgte at kæmpe mod de neoliberale angreb, som f.eks. de britiske minearbejdere, tabte. I det britiske tilfælde var en grund til nederlaget, at bureaukratiet i landorganisationen (LO) betragtede militant industriel kamp som en større trussel mod konsensuspolitikken i klassekompromiset, end de voldsomme angreb fra mineselskaber og Thatcher regimet. Mange år senere indrømmede LO at det var forkert ikke at støtte minearbejdernes strejke, men da var skaden allerede sket. Og overraskende har LO ikke ændret deres støtte til klassekompromiset.

Med sammenbruddet af planøkonomierne i Østeuropa omkring 1990 forsvandt det eneste alternativ til vestlig kapitalisme. Kapitalismen havde triumferet på alle fronter, og for arbejdsgiverne var kompromiset med arbejderne ikke længere nødvendigt. Nu kunne kapitalistiske kræfter forfølge deres snævre økonomiske og politiske interesser med færre forhindringer. Det er pga. dette at klassekompromiset (eller konsensusmodellen) er brudt sammen eller er ved at bryde sammen gennem hele Vesteuropa. De historiske betingelser for et sådant kompromis eksisterer ikke længere, og den vigtigste del af kompromiset, velfærdsstaten, er under stigende pres.

Den dominerende fløj i dagens fagforeningslederskab har ikke forstået denne analyse af magtrelationer. Da den neoliberale offensiv begyndte for ca. 20 år siden og arbejdsgiverne gradvist begyndte at nedbryde politikken om sociale partnerskaber, var det eneste svar fagforeningernes bureaukrati havde, at fortsætte konsensuspolitikken. Nogle fagforeninger har nærmest tigget fjendtlige arbejdsgivere om at vende tilbage til klassekompromiset. Denne reaktion er blevet forstærket af fagbevægelsens stærke nationale orientering. I stedet for at reorientere sig selv mod at konfrontere de nu endnu mere aggressive kapitalistiske interesser, har det snævre nationale fokus og ideen om sociale partnerskaber i fagforeningerne ført store dele af fagbevægelsen ind i en alliance, og som konsekvens heraf en underlæggelse af, om at gøre statens økonomi mere konkurrencedygtig internationalt. I Tyskland refererer sætningen ”Standort Wettbewerb” ikke kun til fagforeningernes alliancer med tyske firmaer, men også støtten til Tysklands regering i Tysklands kamp om konkurrencedygtighed mod andre nationer.

Store dele af fagbevægelsen er blevet trukket ind i at ligne forretningsorienterede fagbevægelser og juridiske formaliteter fremfor at ændre retning mod en strategi baseret på klasseanalyse og en vurdering af magtbalancen. De tyske fagforeningers kamp for ”foren for arbejde” i midt 1990’erne er et godt eksempel på en national alliance med arbejdsgivere. Det var et forslag om en formel genoptagelse af klassekompromiset. Det blev fremsat af tysk LO og tilbød at acceptere dårligere arbejdsforhold i bytte for jobsikkerhed. Det blev afvist af arbejdsgiverne. På samme måde er den relativt snævert fokuserede kamp for minimumsrettigheder i WTO, som internationale fagforeningsledere har ført i over 10 år, et fremragende eksempel på den juridiske formalisme som har udviklet sig uden en analyse af magtforholdet mellem arbejdere og kapital.

Fagforeningsbureaukrater, både på nationalt og internationalt niveau, ser fortsat dem selv som mægler mellem arbejdere og kapitalen. I dag, hvor kapitalistiske kræfter er i offensiven og har fremprovokeret udviklingen af en international populær retfærdigheds- og solidaritetsbevægelse, som modsætter sig den nuværende virksomhedsglobalisering, er den internationale fagbevægelse ivrige efter at definere sig selv om mægler mellem denne bevægelse og kapitalistiske interesser. Dette blev åbent udtrykt da det tredje World Social Forum (WSF) blev afholdt i Porto Alegre, Brasilien i  januar 2003 samtidig med World Economic Forum (WEF) for den politiske og økonomiske elite i Davos, Schweiz. Den internationale fagbevægelse offentliggjorde en erklæring under overskriften: ”Democratizing Globalization: Trade Union Statement to 2003 WSF and WEF” som var underskrevet af alle vigtige internationale fagforenings institutioner. Blandt mange ting udtrykte den:

Den internationale fagbevægelse har et fælles budskab til Porto Alegre og Davos. Visioner, politisk vilje og de nødvendige kapaciteter må blive bragt sammen på et globalt niveau for at opnå udvikling og garantere fornuftigt arbejde for de millioner af arbejdere, som hver dag lever uden sikkerhed og i fattigdom uden mulighed for en bedre fremtid. Det vil kræve forpligtelser af ressourcer såvel som forpligtelser på papir. Det vil kræve styreformer der promoverer vores fælles bedste, vores rettigheder og demokrati. Det kræver effektive demokratiske processer, og det kræver dialog for at lykkedes. Vi vil presse WEF til at adressere behovet for global social retfærdighed. På samme tid vil vi bidrage til at WSF finder konstruktive tilgange til demokratiseringen af globalisering i den bedste interesse for alle fattige mennesker.

Med andre ord opfatter de fleste internationale fagforeningsorganisationer sig ikke som en del af den nye bevægelse mod virksomheders globalisering. De opfatter denne bevægelse som værende for politisk radikal. Derfor slår Den Internationale Sammenslutning af Frie Fagforeninger (ICFTU) eller de Globale Unioner ikke deres kræfter sammen med resten af bevægelsen, når de deltager ved World Social Forum. De afholder deres egne konferencer og møder i udkanten af de andre forummer. På samme tid sender de ligeså højtstående delegationer afsted til World Economic Forum. ”Vi har altid opnået mest gennem dialog,” bliver det altid gentaget.

Politik er afhængigt af Magtrelationer

Den fuldstændige mangel på analyse af magtrelationer og forudsætningerne for fagforeningernes strategi, er også tydelig i det uddannelsesmæssige arbejde der udføres internationalt af fagforeninger. En række vesteuropæiske fagforeninger afvikler træningsprogrammer i form af solidaritetsprojekter med søsterorganisationer i Østeuropa og udviklingslande. I disse uddannelsesprojekter spreder vestlige fagforeninger hvad de opfatter som deres egen store succes, klassekompromiset. De prøver at overbevise fagbevægelser i resten af verden om fordelene ved at forfølge modellen med sociale partnerskaber. Givet de nuværende magtrelationer er denne type uddannelse kontraproduktiv for fagforeningerne i Østeuropa og udviklingslandene, som også angribes af aggressive og konfrontatoriske arbejdsgivere.

Det er vigtigt at notere sig, at udviklingen beskrevet herover har påvirket fagforeningerne i fremstillingsindustrien stærkere end dem i den offentlige sektor og dele af transportindustrien. Dette skyldes at produktion er stærkere og mere direkte udsat for international konkurrence. Derfor har tilbageskridtet for fagforeninger og det politiske og ideologiske skifte mod højre været mere dominerende indenfor produktion end i andre dele af fagbevægelsen.

Den katastrofale fortsættelse af en politik med sociale partnerskaber, i en situation hvor det økonomiske og sociale grundlag for dette partnerskaber forsvinder, fortsættes i dag af det meste af den europæiske fagforenings bureaukrati, især Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (ETUC). Derfor har vi over de seneste år oplevet en vækst i konsultationer, forhandlinger, lobbyisme og den såkaldte sociale dialog med påståede sociale partnere på arbejdsmarkedet. Resultatet har indtil nu været en styrkelse af den bureaukratiske udvikling i den europæiske fagbevægelse. Denne sociale dialog, eller ”forhandlinger på EU niveau,” som det forkert bliver fremstillet af nogen, er en øvelse som ikke indeholder retten til industriel aktion. Derfor er det let at forstå, hvorfor resultaterne har været så små.

På internationalt niveau har ICFTU, den stærkeste fortaler for klassekompromiset, udtrykt sig meget klart i en erklæring hvor den kommenterer på FN’s Global Compact. Blandt mange ting, praler de af at have udsendt en fælleserklæring med FN, hvor de bruger nogle af de samme nøgleord som i en lignende fælleserklæring mellem FN og det Internationale Handelskammer, nemlig:

Det blev aftalt, at de globale markeder kræver globale regler. Målet bør være at gøre det muligt for fordelene ved globaliseringen i stigende grad at sprede sig til alle mennesker ved at bygge en effektiv ramme for multilaterale regler for en verdensøkonomi, der bliver forvandlet af globaliseringen af markederne […] Mødet besluttede at Global Compact skulle bidrage til denne proces ved at hjælpe med at bygge sociale partnerskaber mellem erhvervslivet og arbejdere.

På virksomhedsniveau er Europe Works Councils blevet det bureaukratiske svar. Disse råd af tillidsmænd i transnationale firmaer tillader ikke arbejderne nogen reel indflydelse, selvom de dog kan være nyttige i forbindelse med informationssamling og kontaktskabelse mellem fagforeningerne. Rådene har mindre indflydelse end lignende råd, som blev udviklet i de nordiske lande og Tyskland i efterkrigstiden, selvom disse råd dog har mistet reel indflydelse i landene, i takt med at markedskræfterne har fået fodfæste.

I Europa bringer denne magtesløse sociale dialog fagbevægelsen ind i en blindgyde. En fagforenings politik baseret på mobiliseringen af deres medlemmer til at konfrontere og bekæmpe angrebene fra arbejdsgiverne er næsten ikkeeksisterende på europæisk niveau, selvom vi har set tendenser i denne retning på nationalt plan (i Frankrig i 2005 og i Italien i 2002).

Det deprimerende resultat af disse politikker har været en accept fra den dominerende del af fagbevægelsen af en trin-for-trin reduktion i velfærd og arbejdsforhold. Gennem forhandlinger har fagforeningerne løbende accepteret en stigende grad af ”flexibilization” af arbejdet. I flere europæiske lande har vi set nedskæringer i velfærdsydelserne så som reducering af sygedagpenge og pensioner, nedskæringer i arbejdsløshedsunderstøttelse, større brug af gebyrer i skoler, sundheds- og socialsektoren, og afskaffelse af nonprofit boligprojekter. Arbejdsforholdende er blevet forringet ved at underminere arbejdsregler og –aftaler, inklusive en forringelse af arbejdstidsreglerne, reducering af overtidsbetaling, genindførslen af skifteholdsarbejde i mange industrier, reduceret jobsikkerhed, flere ansatte på korttidskontrakter, større brug af kontrakt- og vikaransatte og mere decentrale forhandlinger. En vigtig effekt af denne udvikling har været en demoralisering af arbejdstagerne og en reduktion i fagforeningsmedlemskabet, fordi fagforeningerne har fejlet i at beskytte deres medlemmer. Væksten i højreorienterede populistiske partier er nok det mest farlige resultat af denne overbærende fagforeningspolitik.

Strategiske overvejelser

Så hvad kan fagbevægelsen gøre for at konfrontere denne globale offensiv fra virksomhederne? En ting er klart: radikal retorik er ikke tilstrækkeligt, heller ikke selvom det er normalt ved internationale møder. Det viser erfaringerne fra det første European Social Forum i Firenze, Italien i november 2002. Der hørte vi mindst to forskellige tilgange fra fagbevægelsen. En tilgang var repræsenteret ved en meget militant, lille og ikke repræsentativ gruppe. En anden tilgang var repræsenteret ved repræsentanter fra de almindelige europæiske fagforeninger. For eksempel ville en repræsentant fra en tysk fagforening, IG Metall, starte kampen for en 30 timers arbejdsuge. Han nævnte dog ikke, at hans egen fagforening havde indgået en aftale med Volkswagen bare et år tidligere, som underminerede de eksisterende løn- og arbejdsforhold, for at overbevise firmaet om at åbne en ny fabrik i Tyskland i stedet for i et billigere østeuropæisk land. Ingen af disse fagforeningsrepræsentanter adresserede de reelle problemer, fagbevægelsen møder i dagens Europa. Det er nødvendigt at gøre det som grundlag for at udvikle en bæredygtig fagforeningsstrategi.

Den første ting det er nødvendigt at forstå, er at de multinationale selskabers konfrontatoriske politik skal mødes med lige så stor kraft af fagforeningerne. Der er dog uenig og modsætninger om ideen i fagbevægelsen. Såvel nationalt og lokalt niveau som på internationalt. Dem i fagforeningerne som ønsker at forny deres organisation, må derfor finde nye alliancer i de bedste dele af bevægelsen. Selvom der er mange undtagelser, skal disse arbejdsorganisationer primært findes indenfor den offentlige sektor, transportsektoren, nogle dele af den private sektor og i en række lokalafdelinger på tværs af hele fagbevægelsen.

For at konfrontere transnationale firmaer er det nødvendigt at opbygge og opfordre til samarbejde arbejdere i mellem indenfor den samme industri og på tværs af nationale og firmabestemte grænser. Udviklingen af en international, klassebaseret solidaritet er nødt til at gøre op med de forretningsorienterede fagforeningers tendens til ”vores” firma over ”deres”. Det er en tendens som historisk er stærkere i fagbevægelsen i USA end i Europa, men den er også blevet forstærket i Europa over de seneste 20 år, i takt med at afpolitiserede og afradikaliserede fagforeninger i konkurrencen mod udenlandske firmaer har slået sig sammen med ”deres” arbejdsgivere for at beskytte jobs på et nationalt niveau. Denne snæversynede og misforståede strategi skal erstattes af en fælles klassebaseret kamp, hvor demokratisk kontrol af produktionen og distribution bliver prioriteret.

En anden vigtig kamp, som en ny international fagforeningsalliance skal bygges op om, er kampen mod erhvervslivets overtagelse af offentlige services. Dette betyder at bekæmpe privatisering og at forsvare de resultater som blev vundet gennem velfærdsstaten. Erhvervslivets overtagelse af disse dele af samfundet spiller en stor rolle i magtforskydningen mellem arbejdere og kapital i vores samfund.

En tredje vigtig del i en progressiv fagforeningsstrategi er at udfordre den dominerede ide i fagforeningens bureaukrati; ideologien om klassekompromiset og fredfyldt sameksistens mellem arbejdere og kapitalen. Vi er nødt til at have svære, men høflige, interne diskussioner om netop dette emne. Disse diskussioner skal bygges på forståelsen af, at det sociale partnerskab er resultatet af specifikke historiske begivenheder og ikke resultatet af sammensværgelser eller forræderi. Vi har brug for nye analyser, som kan forklare folk hvordan det historiske kompromis mellem arbejdere og kapital blev opnået, og hvorfor det er brudt sammen. Folks utilfredshed med den nuværende udvikling skal tages seriøst. Deres uroligheder og bekymringer skal politiseres og kanaliseres ind i fagforenings- og klassekampen for bedre arbejds- og leveforhold. Dette er den eneste måde at undgå, at disse folk bliver mobiliseret af højreorienterede populistiske partier.

Vi bør fokusere på velfærd og arbejdsforhold, og på brutaliseringen af arbejdet der finder i takt med at en voksende andel af økonomien bliver eksponeret for markedet, og på reduceringen af arbejderes indflydelse på deres arbejdsdag og deres kontrol med arbejdsprocessen.

Det er vigtigt at forstå, at det også har meget at gøre med folks selvtillid. Arbejderes værdighed bliver systematisk angrebet; på arbejdspladsen, i medierne, i den offentlige debat, og i det sociale og kulturelle klima i et samfund domineret af borgerlig tankegang og værdier ,og neoliberale politikker. Dette kan kun ændres ved at tilbageerobre opfattelsen af produktive arbejdere, klasseforhold og klasseidentitet. Det kan imidlertid ikke pålægges arbejderklassen ude fra. Det bør udvikles som en del af og under den sociale kamp.

Endelig må vi opbygge alliancer med den nye globale bevægelse mod neoliberalisme, for demokrati, global retfærdighed og solidaritet. Denne globale bevægelse af bevægelser er på nuværende tidspunkt mere radikal og systemkritisk end fagforeningerne og arbejderbevægelsen, selvom dens kendskab til klasserelationer er relativt ringe. Fagbevægelsen har brug for radikalismen og militarismen fra denne populære bevægelse, for at kunne bryde deres illusion om klassekompromiset. Hvis denne alliance udvikles konstruktivt og korrekt, kan de to bevægelser forstærke hinanden og bringe kampen til et højere niveau.

Klassekompromiset var aldrig et defineret mål for arbejderbevægelsen; det var resultatet af en specifik historisk udvikling. Den blev kun muliggjort pga. et enormt skifte i magtbalancen mellem arbejdere og kapital. Kombinationen af den russiske revolution, en stærk arbejder- og fagbevægelse i vesten, stærke selvstændighedsbevægelser i resten af den tredje verden og en lang periode med stabil økonomisk vækst i den kapitalistiske økonomi efter 2. verdenskrig var de specifikke betingelser, som muliggjorde en relativt stabil periode med klassekompromiset. At sigte efter et nyt klassekompromis, en ny social pagt, under de nuværende langt mindre favorable magtforhold, er illusorisk.

Vores mål skal derfor række længere end klassekompromiset og velfærdsstaten. Kun en dyb nok transformation af samfundet, som er dyb nok til at fjerne de materialistiske betingelser for en gendannelse af de neoliberale politikker, kan beskytte arbejdernes interesser. Intet mindre end socialismen kan opnå dette.

Asbjørn Wahl er ansat i Fagforbundet (en norsk fagforening for kommunalt- og sundhedsansatte) og er næstformand i Road Transport Worker’s Section i International Transport Workers’ Federation (ITF). Han er også national koordinator for ”Velfærdsstaten”, en fagforeningsalliance som kæmper mod privatisering og deregulering, og for at beskytte de sociale resultater i velfærdsstaten.

Notes

1. Eric Hobsbawm, Age of Extremes: The Short Twentieth Century 1914–1991 (London: Penguin, 1994).

2. These included the International Confederation of Free Trade Unions, the Global Union Federations, the Trade Union Advisory Committee to the OECD, the World Conf ederation of Labor, and the European Trade Union Conf ederation.

3. Seewww.icftu.org/displaydocument.asp?Index=991216994&Language=EN.

4. There are exceptions. In particular, the Public Services International, the international umbrella organization of national public sector trade unions, has played an important role in the World Social Forum movement, in particular through the WTO/world trade-focused Our World Is Not For Sale network (www.ourworldisnotf orsale.org). An increasing number of national trade unions and local branches are also gradually involving themselves more strongly with the new global justice and solidarity movement.

“ICFTU Statement on the Global Compact,” www.icftu.org.

Comments are closed.

  • Udgiver

    Magasinet Politik er Tænketanken Ceveas webmagasin og udkommer hver 14. dag. Magasinet leverer inspiration og stof til eftertanke i form af politiske analyser, reportage og debat. På den måde bidrager Magasinet Politik til udvikling af nye ideer og debat af politiske visioner i centrum-venstre.

  • CEVEA

    CEVEA Att: Magasinet Politik Vesterbrogade 124B, 3. sal t.v. København V 1620 Denmark Email: magasinetpolitik@cevea.dk ISSN 2246-0977